JAZZ PÅ LÆRRED I EN FREMMED BY

For noget tid siden blev jeg inviteret til at gæsteblogge for idoart.dk, hvilket jeg først og fremmest gerne vil sige tak for. Tak til jer, kommende læsere, for at I gider at bruge tid på at følge med i mine eskapader, og ikke mindst tak til I DO ART for at give mig den her spændende mulighed.

I den kommende tid vil jeg præsentere Jer for en række indlæg, der alle har været gennem en lang rejse i tid(szoner) og rum. Jeg får nemlig fornøjelsen af at rapportere for Jer fra Kina, hvor jeg, i kraft af mit arbejde for Faurschou Foundation, flyttede til… for nu en uge siden.

Indtil videre har Kina været travl og til tider meget kaotisk og forvirrende, men også interessant, inspirerende og ikke mindst frygtindgydende. På den gode måde, altså. Måske kan mit nye, kinesiske perspektiv ikke kun bidrage til bloggen, men i det lange løb give inspiration til den danske kunstscene? … Ja, man har vel lov at drømme lidt.

Her i Beijing – Kinas hektiske, forurenede, og alligevel forførende hovedstad, hvor jeg skal være de næste tre måneder – skal jeg både bo og arbejde i Kunstdistriktet, som de fleste kender som “798”. Jeg får derfor rigelig tid og mulighed for at opleve den kinesiske kunstverden, der byder på mere kunst – national og international, verdenskendt og endnu ikke anerkendt – end man overhovedet kan begribe.

Det næste stykke tid kommer jeg derfor til at være midt i indbegrebet af ‘Chinese Contemporary’ – hvilket jo er blevet så ‘hipt’ at sige i kunstens/kunsthistoriens regi for at veje lidt op mod den dominerende vestlige mentalitet. Jeg vil dog i det her introducerende indlæg, hvor I, læsere, skal have lov at danne jer et billede af, hvem jeg er, og ikke mindst, hvor jeg befinder mig henne i den store, vide verden, faktisk ikke fortælle særlig meget om kinesisk kunst som sådan, men derimod koncentrere mig om en kunstbegivenhed, jeg deltog i, én af mine første dage her i Beijing.

Jeg havde fornøjelsen af at deltage i åbningen af Peter Wayne Lewis’ og Frederick J. Brown’s fælles udstilling på Ullens Centre for Contemporary Art. Før den officielle åbningsceremoni/fernisering, bød UCCA på et oplæg af Wayne Lewis (og efterfølgende paneldebat, men det er nu mindre vigtigt i denne sammenhæng), der viste sig at være noget af det mest inspirerende, jeg længe havde hørt. Lewis talte om kunsten, han talte om livet, om udfordringerne og om de store og små glæder, vi alle har i vor hverdag.

Peter Wayne Lewis’ arbejde er (og samme gjaldt for Brown, som dog døde i 2012), påvirket og inspireret af musik, Jazz i særdeleshed. Lewis fortalte, at hvad der, for ham, forbinder maleriet og musikken er spillet. Lewis ser maleriet som et spil, et seriøst spil, præcis ligesom Jazz, som er kendt for at være en ret eksperimenterende genre (det er dér, man jammer, kære læsere).

Wayne Lewis lader sig forføre af musikken og ‘komponerer’ ligeledes sine malerier; prøver at komme uden om den traditionelle tilgang. Dette resulterer i maleriserier, som kunstneren selv sammenlignede med musikalske symfonier. Hvert maleri er autonomt og kan fungere selvstændigt, men sammen danner billedværkerne en helhed, der kun forstærker de enkelte malerier, og man kan se, at de enkelte dele faktisk bliver mere synlige af at blive præsenteret sammen.

Hvad Wayne Lewis gjorde opmærksom på, var netop at man ikke skal være bange for at spille (måske endda lege?) med. Man skal lade sig forføre. Give sig selv lov til at blive forført. Af musikken, af atmosfæren, og ikke mindst af denne her nye, fremmede, inspirerende by, man pludselig befinder sig i. Denne her åbning og dertilhørende Art-Talk (gone Pep-Talk) var nok den bedste velkomst til Kina, jeg kunne have modtaget.

Og jeg tog den nok lidt for personligt og lidt for bogstavligt, for blot få dage efter blev jeg snydt af to gutter, der rigtig gerne ville være mine “venner”, og somehow endte jeg med at betale ualmindeligt mange penge for ganske almindelig te. Dette skal jeg forhåbentlig ikke udsættes for igen, men jeg satser til gengæld på fortsat at suge nye kunst- og kulturoplevelser til mig. Hvem ved, hvad der ellers venter her på ‘den anden side af kloden’?