HAPPY HAPPY SLAPPING!

Ind i mellem deler jeg rum med fremmede. Det er som sådan ikke noget problem. Arme, ord og blikke må gerne røre hinanden. Men når det kommer til rummet under bordet, så er det en anden sag.

Herre gud, ind i mellem kommer man jo til det, og man fortrækker sin fod, så snart man opdager det. Men så er der de situationer, hvor modparten ikke opdager sammenstødet med fremmed krop. Og sågar sætter sig tilrette sådan. (Og her er sko klart at foretrække frem for strømpesokker). Så forsøger man diskret at trække sine ben til sig og ud af situationen (selvom man var der først), så langsomt så modparten forhåbentlig ikke mærker noget.

Jeg ved det ikke. Måske jeg hænger i øjeblikket længere end de fleste. Den ryger lige ned i rygsækken sammen med folk, der bliver mindet om, at de har sat sig på et klapsæde, idet de samler sig selv op fra gulvet. Jo jo, det er sjovt! Men det er lige så meget deres blik, når man kan se, at de inderst inde syntes, at det var ret pinligt. Og så hvordan de løser situationen, momentet og overgangen til at folk har sluppet opmærksomheden. De fleste vælger her at smide et lille fint fnis, i håbet om at virke lidt selvironiske og ovenpå. Men lige lidt hjælper det som regel. Jeg synes faktisk, at dem, der kommer bedst ud af sådan én, er dem, som udbryder en eller anden form for lidt for høj lyd i faldet, og selv bliver forskrækket af den. Fulgt op af et ægte grin og en oprigtig reaktion, som man ikke kan andet end holde af.

Jeg mindes ikke, at jeg har været bange for sådanne situationer. Jeg vil da helst undgå dem, men alligevel er der et eller andet spændende ved selv at være i dem ind i mellem. Gribe mig selv i at reagere præcis som alle andre. Herre gud! Komme cyklende ned af en bakke, flyve op over en ledningskasse og ikke få fat i styret på vej ned, da jeg har en pose med snacks og en flaske rødvin i hånden. Styrte forover og lande på den ene hånd og slå hul på gamachen (eller var det dengang, jeg havde en kort fling med jeaggings? (elsker den sammensmeltning af jeans og leggings)) og flasken, rejse sig hurtigt op og trække væk fra gerningsstedet, mens man hører sig selv sige, med stor overbevisning, “nej nej, der skete ingenting. Det gjorde ikke ondt.” Og mest af alt have lyst til lige at ringe til sin mor, pive lidt og fortælle om, hvor vildt det alligevel måtte have set ud. Og du skulle se min hånd.

Ja, man kan undre sig over sig selv.

Det bedste af det hele var, at jeg ugen efter kommer cyklende samme sted, og pigen foran mig laver præcis samme nummer. Folk stopper op, hun bliver liggende, tager sig lidt til hånden, begynder så småt at græde, og vi ringer efter en ambulance til hende. (Og nu skal historien lige melde, at der vitterlig ikke var sket noget med den hånd. Ærligt! Hun var mest ramt af forskrækkelsen). Nå, men det første, der vist ryger ud af min mund, er bare: “Det skete for mig i sidste uge. Prøv at se.” Og jeg stikker stolt min hånd frem. Men lige lidt hjælper det. Hverken som distraheringstrick (virker ellers med vuggestuebørn) eller som mit-var-vildere-så-du-kan-lige-så-godt-glemme-det. Hun tager udfordringen op, og forsøger at overgå mig. Lader tårerne trille. Så, endelig, dukker ambulancefolkene op, og efter at de har snakket forskrækkelsen af hende, sender de hende pænt hjem med cyklen, og med en lille flov følelse indeni. Se! Den kunne jeg have sparet dig for!

Og så er der de situationer, som man er glad for ikke at have sparet sig selv for. Bogstavlig talt. Som for eksempel en tur til Kassel og Documenta 13 (som er der indtil d. 16. september), som anses for at være en af verdens vigtigste samtidskunst begivenheder!

Og opdagelsen af hvilken følelse Pierre Huyghes værk efterlod mig med. – Man kommer ind på en smadret mudderplads, volde, væltede træer, stablede fliser, potteplanter, betonafstøbninger, en skulptur af en liggende kvinde, med hovedet fyldt med bier, og 2 strejfende hunde (som på billedet øverst), den ene helt hvid med et pink ben, ved navn: Human (og ja, det har jeg lige googlet mig til, men dælme om det ikke kun gjorde værket bedre for mig).

Man havde følelsen af at stå med ét ben i en film og et andet i virkeligheden. Netop fordi man, til at starte med, ikke kunne afkode hvilke materialer og ting, han havde placeret derude, og hvilke der havde været der i forvejen. Men da man så opdager hundene og kæder dem ind i værket, går det op for en, at det væltede træ, revet op med rod og det hele, ikke kunne være væltet lige dér. Og hvordan at noget af beplantningen også måtte være ny. Arhmen altså! Selv at stå i Pierre Huyghes undersøgelse af films problematiske forhold til virkelighed, gjorde virkelig indtryk. (suk) Nå ja, også fordi man kunne stå og fange folk netop i det øjeblik, hvor 5-øren faldt. (fnis) Gik derfra lidt mere tænksom og lidt mere stille end normalt, og med et par mennesker mere til rygsækken.