ET KOLLEKTIVT INTERVIEW

I efteråret var jeg til en performance, en såkaldt artist talk, på Godsbanen med forfatterne Ida Marie Hede og Amalie Smith. Deres fælles artist talk var arrangeret af Aarhus Litteraturcenters Projekt Art Writing, som havde inviteret de to forfattere til at lave en præsentation af deres kunstneriske praksisser.

Det var en spændende og tankevækkende performance, hvor de to forfattere sammenstillede forskellige, individuelle performances, som de tidligere havde lavet sammen med andre. Deres fælles performance er her i foråret blevet gengivet i en udgivelse, og jeg har interviewet de to forfattere om deres fælles projekt.

Udgivelsen Kollektive læseformer er bygget op som en spiralbog med indstik og tager udgangspunkt i det manuskript, som Ida Marie Hede og Amalie Smith læste op på Godsbanen i Aarhus d. 7. november 2012. Uden på manuskriptet har de påhæftet fire rekonstruerede studiebilleder, en kolofon, et forord og en transskription af en Q&A, der fandt sted efter artist talken. Løst i manuskriptet finder man desuden 18 underbelyste fotografier, der blevet taget med et engangskamera i løbet af performancen og en plakat på 70×100 cm, der illustrerer lydoptagelser fra publikums oplæsninger.

Ida Marie Hedes og Amalie Smiths artist talk indeholdt spor af Amalie Smiths udstilling/intervention på kvindeetagen Bella Donna på Hotel Bella Sky i Ørestaden – en performance, der, udover Amalie selv, involverede en række andre kvinder, som i løbet af ‘udstillingen’ ringede op til hotelværelset på kvindeetagen og læste op af den amerikanske feminist og forfatter Valerie Solanas SCUM-manifest, et manifest der opfordrer kvinder til at vælte regeringen, eliminere pengesystemet, indføre fuldstændig automatisering og destruere det mandlige køn.

Amalie (tv.) som Andy Warhol og Ida Marie (th.) som Valerie Solanas i en gengivelse af et møde, hvor Solanas skød og sårede Andy Warhol.

Artist talken indeholdt også spor af Ida Marie Hedes dragt-oplæsning fra februar 2011, hvor hun, gravid i ottende måned, iførte sig en kropsnær blå dragt, lilla stilletter og stillede sig op midt i et lokale et sted i København. Hendes hår hang langt ned ad ryggen, og den kropsnære dragt havde en række små sammenrullede sedler syet fast, som det var op til publikum at plukke af og læse højt ved én af rummets tre mikrofoner.

Hvis jeg her detaljeret skulle beskrive, hvordan Ida Maries og Amalies tidligere performances blev inddraget i artist talken, ville du som læser kun få et ringe indtryk af den kollektive performance, af dens sanselige niveauer og de mere abstrakte aspekter, og jeg forestiller mig, at blogindlægget ville blive tørt, energiforladt. Måske har jeg allerede gengivet for meget? I hvert fald er min beskrivelse eller dokumentation af Ida Marie Hedes og Amalie Smiths fælles performance nu i overhængende fare for at blive, hvad performanceteoretikeren Peggy Phelan kalder ‘et illustreret lig’.

For at blive klogere på Ida Marie og Amalies tanker om deres fælles performance, dens inddragelse af tidligere performances, deres brug af og tanker om kroppen i deres praksis og om deres tanker om den efterfølgende udgivelse og den dokumentation, som også den repræsenterer, har jeg interviewet dem. Ligesom manuskriptet til deres fælles performance er interviewet blevet til i et googledokument. Forfatterne har altså skrevet på hinandens svar og svarer på mine spørgsmål som et fælles, inkluderende vi, hvor det ikke er muligt at adskille sætningerne med angivelser af hvem, der har skrevet dem.

Forsiden af Kollektive læseformer. — Forsiden af *Kollektive læseformer.*

Hvilke tanker gjorde I jer i forbindelse med inddragelsen af de to tidligere performances, og hvad har I gjort for, at jeres fælles udgivelse ikke skulle blive et ‘illustreret lig’?

I & A: Vi var blevet inviteret til at lave en præsentation sammen og søgte derfor en fællesnævner i vores praksisser. Vi er begge skrivende og har udgivet bøger, men vi opdagede et mere oplagt skæringspunkt i de to performances, vi tidligere havde lavet hver for sig. Amalies Bella Donna/Scum og Idas dragt-performance, der begge kredsede om kollektive læseformer og feministiske stemmer. Begge performances var endt mere eller mindre udokumenterede, måske fordi det var svært at se dem som enkeltstående begivenheder, og at isolere dem fra vores øvrige praksis, fra tid og sted og fra andre værker. Vi oplevede i hvert fald, at det at konfrontere dem med hinanden satte tanker i gang; at det at beskrive dem så præcist og detaljeret, som vi kunne, samtidig med at vi sammenholdt dem og sammenflettede dem, kunne lede os til at reflektere over deres ligheder, forskelle og udsagn om blandt andet kollektive læseformer.

I vores performance forsøgte vi at bruge forskellige greb for at undgå, at den blev et ‘illustreret lig’: fra starten søgte vi at reflektere over problematikken omkring dokumentationen; vi skiftede mellem stemmer (talte om hinandens værker); vi brugte billede, lyd, musik, råbekor og en række niveaumæssige skift – såsom publikums oplæsning – der brød forudsigeligheden og gjorde denne dokumentation til en begivenhed i sig selv. Det samme gjorde det grundlæggende greb i at føre de to performances sammen i en ny. Og i bogen giver de undereksponerede fotos og plakaten, der præsenterer publikums oplæsning, samt fire rekonstruerede studiefotos igen et nyt niveau, der gør bogen til et nyt værk, noget andet end ‘ren’ dokumentation.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad I kom frem til: På hvilke områder ligner jeres praksis hinanden?

I & A: Vi har sammenfaldende interesser omkring blandt andet komposition, formeksperiment og deler en undersøgende tilgang til bogens potentialer: tekstsamlingen som et sted for idéer og spekulationer. Vi er også begge interesserede i forholdet mellem stemme, lyd, krop, teknologi og materialer, blandt andet tanken om objekterne og det ikke-menneskelige som en bærende stemme eller energi. Vi har måske også en fælles interesse i tekstens muligheder for henvendelse.

Og på hvilke områder adskiller de to praksisser sig så fra hinanden?

I & A: Amalie arbejder i højere grad med en billedkunstnerisk tilgang i sin inddragelse af foto og video og i sit kompositoriske arbejde, hvor det visuelle i Idas tekster udgøres af det hallucinatoriske niveau i sproget. Ida bruger ikke normalt et ‘jeg’, det her er første gang. Hendes tekster arbejder med en olympisk fortællestemme, der skaber en bevidsthedsstrøm, der kan nå vidt omkring i tid og rum. Amalie bruger jeg’et og det intime som et greb for i samme grad at skabe et rum for spekulation. Stilen er også forskellig. Amalie skærer fra og forsøger at give rum til komplekse strukturer i enkle sætninger, hvor Ida arbejder med lange sætningskonstruktioner og digressioner, i en form for prosa, der har poesiens tidslighed.

Gengivelse af en situation i Amalie Smith og Ida Marie Hedes fælles performance.

I de to performances, som I ‘læser sammen’ i udgivelsen Kollektive læseformer, har I begge brugt jeres krop eller fysiske tilstedeværelse på forskellige måder. Hvad tænker I om kroppens rolle i en performance eller kollektiv læsning, om kroppens rolle i læsningen generelt og om kroppen og kropslighedens rolle i jeres praksisser?

I & A: Kroppen spiller en central rolle i vores praksisser, men ikke som en oprindelig tilstand eller en ur-materie, måske snarere som et knudepunkt i et væv af materie og betydning, noget som konstant indgår i forhandlinger med andre materialiteter og abstrakter, og som konstitueres i en sårbarhed over for omverdenen.

Kroppen som en autonom og velafgrænset størrelse er under pres, og vi interesserer os for at kigge på, hvad der ligger på kanten af det kropslige, som fx abjekt-begrebet (Maria Louise, red: filosoffen Julia Kristeva har bl.a. beskæftiget sig med abjekt-begrebet, som et led i identitetsdannelsen, hvor der hverken findes objekt eller subjekt), i levendegørelser af ‘dødt’ materiale og i en modsvarende afhumanisering af menneskekroppen. Hvis kroppen forstås som mindre psykologisk og tingene omkring den som stadigt mere levende, åbner det op for etiske spørgsmål, der angår menneskets position i verden, eller måske snarere af verden.

Hvad angår kroppen i læsningen har der måske været en tendens til at forstå læserens krop som et neutralt og nærmest fraværende sted, hvor forfatterens sætninger kan komme til orde. Den forestilling vil vi gerne væk fra. Amalie har arbejdet med kroppens rolle i den individuelle læsning i sin bog Læsningens anatomi, som består af læsenoter om fysiske aspekter af læseprocesser. Kroppen er central i læsesituationen, og det kommer måske særligt til udtryk i sammenhænge, hvor flere læser højt sammen, akkurat som kroppen er uundgåelig i enhver live- performance-sammenhæng. Her er kroppen det materielle link, man kan genkalde sig fortiden igennem.

I vores performanceforedrag brugte vi kroppen som et aktivt arkiv. Vi brugte fx vores stemme live, og uforudsete ting opstod. Netop læsningen var det punkt, vi ikke havde planlagt; vi havde skrevet alt ned, men ikke angivet, hvordan det skulle læses. Det var noget, der først skulle opstå i situationen, i vores kollektive læsning af manuskriptet og også i publikums oplæsning. Samtidig arbejdede vi med et niveau af dokumentation og iscenesættelse af kroppen gennem billede, lyd og narrativ. Her var kroppen mediet. Vi ‘genopførte’ en krop – eller en række kroppe – der én gang havde været tilstede ‘live’. Vi lagde på den måde et nyt niveau til forståelsen af kroppen, så den fremstod forskudt i tid og betydning fra sit oprindelige nærvær.

Gengivelse af dokumentation med engangskamera.

Kan I fortælle mere om jeres tanker om historicitet, om de døde eller allerede performede stemmers rolle i læsningen?

I & A: Forståelsen af læsningen, som en måde at vække døde stemmer til live med en egen (indre eller ydre, kollektiv) stemme, har været afgørende for dette projekt. Der ligger en transcendens i det, som er læsningens mysterium; at noget kan transmitteres; at selvom det ikke går rent igennem, så sker der en udveksling med fortiden.

En gennemgående figur i både Kollektive læseformer og vores praksisser i øvrigt, er den måde teknologi – fx mikrofonen, telefonen eller elektriciteten (bl.a. i Idas bog Seancer) – transmitterer fortidige stemmer på. Det interessante er her, at teknologien forstærker en proces, der allerede findes i læsningen. Der flyttes betydningen fra et rum til et andet på en måde, hvor mentale, geografiske og tidslige rum synes udskiftelige, og hvor normative strukturer for en kort periode suspenderes. Et nyt og åbent rum kommer til syne. Historien kan på den måde tænkes som et levende arkiv, der kan åbnes op og ind i en samtid filtreret gennem kroppe, objekter eller teknologier.

Hvad drager jer ved fællesskabet, det kollektive? Er der noget særligt kvindeligt eller feminint ved fællesskaber?

I & A: Det går ikke an at gøre fællesskaber til en kvindelig attribut, og det stemmer heller ikke overens med virkeligheden, hvor der jo findes masser af mandefællesskaber, blandede fællesskaber, transkønnede, tvekønnede osv.

Når vi er interesserede i den kollektive læseform, er det fordi, vi har arbejdet med ikke-kollektive læseformer (hvis sådan nogle findes) i et godt stykke tid. Vi så muligheden for at lave et samarbejde som et helt oplagt sted at gennemarbejde den kollektive læseform. Vi skrev hele det manuskript, vi læste fra, i et fælles googledokument, hvilket gav os den frihed, at vi blev én fælles afsender. Vi kunne skrive på hinandens replikker, lægge hinanden ord i munden og bytte udsigeren ud, som vi ønskede det. Der opstod tekststykker, som hverken var Idas eller Amalies, men Idas og Amalies. På samme måde har vi skrevet svar på disse spørgsmål i et googledokument med en fælles stemme. Det sjove er, at vi for at opnå denne fælles stemme og for ikke adskille sætningerne med hvem, der har skrevet dem, har været nødt til at tale om os selv, dels som et vi, men også i tredje person, som Ida og Amalie. Den form for selvobjektivering, som en konsekvens af det kollektive, kunne være interessant at arbejde videre med.

Ida Marie Hede (f. 1980) er uddannet fra Forfatterskolen i 2008, mag.art. i kunsthistorie fra Københavns Universitet og MA i Aural & Visual Culture fra Goldsmiths College, London. Hun har netop udgivet sin tredje prosabog, Det kemiske bryllup, Gyldendal.

Amalie Smith (f. 1985) er uddannet fra Forfatterskolen 2009 og er for tiden studerende ved Det Kgl. Danske Kunstakademi. Hun har udgivet fire bøger, senest I civil og Læsningens anatomi, 2012, og arbejder tværmedialt med billede og tekst.

Kollektive læseformer af Ida Marie Hede & Amalie Smith
Distribution After Hand, 2013. 1. udgave, 1. oplag (150 stk.)
59 sider + plakat og 22 fotografier, 100 kr.
Læs om bogen eller køb den via forlagets hjemmeside.