DU SIGER, AT JEG SKAL HUSKE AT RINGE NOGET MERE HJEM

Vi kender hinanden for godt til altid at skulle holde samtalen i gang. Nogle gange er der lange pauser. Du er som regel først til at bryde dem. Du nævner altid sted og rum først, når du fortæller. Og så handlinger. Det er omvendt, når du ringer op. Du spørger om, hvad jeg laver. Jeg svarer typisk. Det er pænest at gøre. Selvom jeg nogle gange lyver om, hvad jeg egentlig laver. Jeg kan fortælle dig, hvad jeg vil.

Vi taler om alt det, der er sket imellem. Siden jeg sidst hørte dig fortælle om dit liv. Jo længere tid vi snakker, ryger vi forbi det mellemliggende og til noget, som ikke har hørt til mellem os, og til ting der har.

Bevægelsen føles cirkulær. Til at stole på.

Jeg har ikke noget imod, at du fortæller den samme historie. Men ikke hvis jeg har hørt den for nylig. Så stopper jeg dig, for effekten er ikke den samme. Somme tider kan du ikke huske, at du lige har fortalt den. Det er altid kikset.

Du prøver med en anden i panik. Og fordi du gerne vil holde min interesse. Jeg kender historien. Jeg er selv med i den. Vi snakker os tilbage i tiden, mens vi begge sidder et eller andet sted med en telefon i hånden. Jeg kan høre, at du går lidt rundt imens. Går ud og tænder en smøg under emhætten.

Diskussionen har hun for længst bidt af. Sådan har det ikke altid været. Jeg husker murstensvægge og selvrul i stuen. Rul selv til håndbold. Insisterende. Det har ikke ændret sig. Jeg klandrer dig ikke for at gentage dig selv. Det føles trygt, når du gør det. Det føles rart, når vi husker det samme. Fordi vi har krop til fælles. Du siger, at du har samme blod som mig. Jeg siger, at det ikke har noget med sagen at gøre. Et argument, der pauser dialogen for et øjeblik. Du forstår alligevel ikke rigtig, hvad jeg siger.

Jeg lægger mig på sengen. Jeg er blevet bedre til at ramme den. Du bevæger dig langsommere end jeg husker, ovre i Jylland. Min krop tager over og bruger sengekanten til at lette mine fødder fra jorden. Det føles forventet. Indstuderet. Jeg føler mig magtesløs.

Vi diskuterer vejret. En uforudsigelig og uoverskuelige matematik. Jeg siger, at jeg ikke kan overskue at huske på regnvejrsdage, men har erfaret og erkendt, at der generelt er flest af dem. Jeg er begyndt at tænke regnvejrsdagene som ingenting. Det ingenting, som alligevel er alting. Man kan lige så godt holde af det. Som du holder af mit ingenting.

Du puster ind i røret.

Du siger, at du savner mig. Du siger, at jeg skal huske at ringe noget mere hjem. Der er forskel i din stemme alt efter, hvor meget du savner mig. Jeg kan høre, når din cirkel er mindre min. Du kæmper stadig med at acceptere det. Vi snakker om, hvad vi hver især fylder dem med. Jeg bryder ind og spørger dig, hvor gammel du tænker mig. Jeg tænker, at relationen er låst. Og at den altid vil være det. Du fortæller, hvad I har fået til aftensmad.

Jeg ved ikke hvorfor, men det interesserer mig.

Jeg kan ikke huske, hvad jeg lavede forleden. Jeg kan ikke genfortælle alle mine dage. Jeg husker dem ikke alle. Nogle må tiltale mig mere end nogle andre. Jeg tænker, at der er en standard dag mest af ingenting for at hierarkisere de dage, hvor der sker noget andet, højere. Jeg holder af de dage, der er af ingenting. De er på en måde alt. Dér hvor man ér mest. Der hvor krop selv får lov til at vælge ting. Bare være med lyst.

Hvor ”skal” rangerer lavere end ”vil”.

Jeg laver overslag og gisninger for at få et overblik over min brugte tid. Kortlægning. Selvom den matematik synes absurd i den her forbindelse. For det bliver til en sammenhængende periode af tid med samme aktivitet. Det synes som et overgreb på en god ting. Så meget har man ikke lyst til af nogen ting. Heldigvis er min krop min begrænsning.

Det gør mig rolig. Så er der også grænser for det forventede. Jeg tænker, at det er en valid undskyldning at have glemt noget.

Jeg drømte engang, at jeg styrtede ned med et fly sammen med dig. Jeg måtte ringe til dig lige efter, for at sikre mig, at det ikke var tilfældet. Trods jeg lå i min egen seng. 180 kilometer væk fra dig. Sikre mig, at jeg huskede forkert. At følelsen i kroppen efter den oplevelse ikke var rigtig. Jeg kunne ikke slippe den i mindst en time. Det var lukket inde i kroppen sammen med betydningen af vores relation. Jeg lagde mig igen til at sove den aften.

Når jeg tænker over det, er jeg ikke andet end gentagelser. Når jeg ikke tænker over det, sker de typisk af sig selv. Det skræmmer mig også lidt. At smutte gennem livet på rutinen. Jeg tænker, at det hele handler om kropsoplevelser. Derfor kan det være farligt, at den husker. Også de ting, man ikke fortæller til nogen. Der var dog engang, man ikke havde dem. Den slags bekymrede man sig ikke om. Det vidste man ikke, at man skulle.

Du spørger, hvad jeg tænker på. Jeg svarer ikke. Jeg sidder fast i et blik, der ender i loftet. Reaktion. Typisk ved at nogen åbner munden og siger noget, som forankres i en eller anden følelse i mig. Det føles som sandheder. Andre gange bare af sig selv. Vi diskuterer, hvordan man kan se, om billeder er oprigtige eller påtagede. Du bruger alder som et argument for oprigtighed. Hvor refleksion og selvbevidsthed ikke har sat sig endnu. Hvor man bare handler og ser ud. Jeg ved, at nogle ting først går op for dig, idet du siger dem. Som om at dine sandheder er gemt i din mund.

Jeg husker dig ikke som barn. Den tid ligger et andet sted ovre i Jylland.

Jeg husker alle vores møbler. Fornemmelserne af dem. Og deres begrænsninger. De hjælper ikke på gentagelserne. De er bygget til at blive brugt på en bestemt måde. Fast form. Kropsposition. Fornemmelsen af dem er det eneste, der adskiller sig. Som kan afslutte en overvejelse. Finde ud af, om det var en god beslutning. De gode beslutninger er betinget af overvejelser, siger jeg. Gentagende overvejelser. Helst. Spørgsmål.

Jeg forsøger at afkode dine overvejelser. Hvor de starter og ender. Om du tænker så forskelligt fra mig. De starter tit i det rum vi er. Eller det vi hver især er i. Du spørger, om jeg har fået ny sofa.

Jeg fortæller dig, at du har set den. Jeg kan huske, at du har været her. Vi bruger et par minutter på at indhente forskydelsen. Det tager længere end normalt. Jeg bliver hurtigt irriteret. Og det bringer dig ud af fatning. Taletempoet sættes op. Nu handler det pludselig ikke længere om det huskede, men om vores relation. Hvordan vi virker på hinanden. Skubber til vores cirkel. Jeg prøver grænser af. Stiller mig an. Jeg har ikke glemt dine knapper. Vi slutter samtalen hurtigere end bekendte. Jeg ved, du tager det tungere, end jeg gør. Sådan må det være indrettet fra naturens side.

Jeg ringer tilbage for at sige undskyld. Jeg må opføre mig ordentlig og agere, som når man har indset, at man har ramt ved siden af. Jeg siger, at de har lovet blodregn i weekenden.

/ Line Hvidbjerg, 2014.