NÅR ET KUNSTMUSEUM TAGER ANSVAR

Siden d. 3. oktober 2015 har Claus Carstensen præsenteret et udvalg af sin enorme kunstsamling på Esbjerg Kunstmuseum, under titlen Bastard. Udstillingen rummer alt fra værker af etablerede og unge kunstnere til indforståede udvekslinger mellem kunstnerkolleger, og fundne objekter der rummer personlige historier. Her kan du bl.a. læse om, hvordan museet reagerede, da de blev kontaktet af en DF-politker, der ønskede en del af udstillingen fjernet.

2015 var et travlt år for kunstner Claus Carstensen. Udover præsentationen af sin egen samling på Esbjerg Kunstmuseum åbnede Carstensen i forsommeren den omfattende udstilling What's Left (is Republican Paint) - Nine Sisters på ARoS, som rummede egne værker fra de seneste 36 år. Derudover udgav han hele tre bøger; et omfattende katalog ifbm. førnævnte udstilling samt digtsamlingerne TERR (Antipyrine, Århus) og Blindvunnir dagar (Mentunargrunnur Studentafelagsins, Tórshavn).

I forbindelse med en videoproduktion til denne udstilling besøgte vi Carstensen i hans atelier/galleri/arkiv i Valby, og her viste han os lidt rundt i sin private kunstsamling. Samlingen er på omkring 1.600 værker og består bl.a. af værker fra de 76 udstillinger, som han har haft vist i sit udstillingsrum Shibboleth, billeder købt på loppemarkeder, rigtig stor kunst, memorabilia og bemalede valgplakater. Vores besøg hos Carstensen lå kort før et folketingsvalg, og nye, nedfaldne, graffitipåførte plakater var netop blevet tilføjet til samlingen. Carstensen viste os nogle af sine favoritter, heriblandt et “værk,” som skulle med til udstillingen i Esbjerg, og som derudover skulle vise sig at komme til at rejse spørgsmål om grænsen mellem kunst og ikke-kunst.

En henvendelse og et ansvar
Mellem jul og nytår får Esbjerg Kunstmuseum en henvendelse fra DF-politikeren Michael Larsen, som er blevet gjort opmærksom på, at hans plakat indgår i Carstensens udstilling, og han ønsker, at den bliver fjernet. I samråd med Carstensen beslutter museet at vende bagsiden ud på plakaten, så den fortsat indgår i udstillingen, men også efterkommer Michael Larsens ønske.

Vi hører om sagen, da Esbjerg Kunstmuseum, d. 5. januar, sender en pressemeddelelse ud, hvori de forklarer situationen. Pressemeddelelsen fungerer både som en servicemeddelelse, hvorfor den nu hænger ved siden af den omvendte plakat i udstillingen, men samtidig udtrykker den nogle af museets egne holdninger og formidler Carstensens praksis yderligere.

De forklarer både, hvordan at en valgplakat indgår som en readymade i hans samling, og hvordan at den anonyme graffiti og det påtegnede svastika-symbol refererer til den ‘defacing’-teknik, som Carstensen har benyttet sig af i sin kunst i årevis.

I sager som denne oplever vi ofte, at håndteringen kommer til at tage udgangspunkt i én af følgende to strategier; enten lægger museet sig fladt ned, fjerner værket og neddysser risikoen for negativ omtale eller også bliver værket hængende af princip, og kommunikationen domineres af ord som kunstnerisk frihed vs. censur.

Esbjerg Kunstmuseum har dog med afsæt i Carstensens kunstneriske projekt fundet en tredje løsning, som hverken er et kompromis eller skader nogle af de involverede parter. Handlingen i at vende værket om udviser både en respekt for Michael Larsen’s ønske om ikke at blive udstillet med et svastika i panden, og bygger på en måde videre på Carstensens’ ‘defacing‘-projekt. Alle er glade. Det er konflikthåndtering på højt plan.

Her ses den omvendte valgplakat øverst til højre i det sorte felt | Foto: Esbjerg Kunstmuseum

Når en god hensigt fordrejes
Desværre bliver museets håndtering, af pressen, fortolket til at handle rigtigt meget om krænkelse af ytringsfriheden, og den gode udmelding bliver hurtigt presset ud i en snak om rigtigt eller forkert. Sort eller hvidt. Kulturprogrammet AK24syv sætter spørgsmål ved, om man kan tillade sig at blive stødt over kunst, når ens parti tidligere har været fortaler for at udstille Dan Park’s værker, og Politiken sætter i en række artikler fokus på, hvor grænsen for kunstnerisk frihed går. Det er vinklinger, der bærer præg af en sensationssøgende presse, og som fuldstændigt overser museets ellers yderst fine greb.

Kunstneren bliver sat i en rolle som én, hvis ytringsfrihed for enhver pris skal beskyttes, og det ovenikøbet uden at nogle af de nævnte medier har snakket direkte med Carstensen. Det virker som om, at kunst kun er interessant for pressen, når man kan putte ‘ytringsfrihed’ som begreb ned over den. Forståelsen for værket og dets kontekst nedprioriteres, eller udlades helt, med hensigten om at skabe en god historie. Men den virkeligt gode historie er jo den, som kunstneren og kuratoren (som i dette tilfælde er den samme) og museet har brugt så meget tid på at formidle igennem hele udstillingen. Det handler ikke om ytringsfrihed eller censur, det handler om respekt for forskellige holdninger, og så handler det i høj grad om kunst og forståelsen af dén og dens kontekst.

Bastard – Claus Carstensens samling, installationsfoto | Foto: Esbjerg Kunstmuseum.

Esbjerg Kunstmuseum har i den grad formået at vægte kunstnerens hensigt og værkets kontekst højt i deres udmelding. Netop fordi de fleste artikler om sagen har fokuseret lidt skævt ifht. sagens kerne, fik vi lyst til at dele vores egne tanker sammen med museets pressemeddelelse fra d. 5. januar 2016, i sin fulde længde:

“Efter ønske fra DF-politiker er en del af Claus Carstensens udstilling Bastard nu ikke længere synlig: Esbjerg Kunstmuseum har mellem jul og nytår i samråd med kunstneren Claus Carstensen valgt at vende bagsiden ud på en overtegnet valgplakat, der indgår i udstillingen Bastard. Det sker efter henvendelse fra politikeren Michael Larsen, som er kandidat for Dansk Folkeparti på Frederiksberg.

Claus Carstensen har en omfattende samling, som ikke alene består af kunstnerkollegers værker og personlige memorabilia, men også af fundne genstande fx overtegnede valgplakater og personlige, men efterladte beskeder, som hurtigt er griflet ned på et krøllet papirark eller en brugt serviet – en form for readymades, som han har fundet i det offentlige rum. Der er således ikke tale om, at Carstensen selv har vandaliseret Michael Larsens portræt på valgplakaten. Alligevel er det faldet politikeren for brystet, at den nu indgår i udstillingen af dele af Carstensens samling på Esbjerg Kunstmuseum. Samtidig er fotografen, som har taget portrætfotografiet af DF’eren, fortørnet over, at billedet er blevet skændet med graffiti-tags, overskæg og et svastika.

På Esbjerg Kunstmuseum beklager vi naturligvis, hvis nogen bliver stødt over de udstillede objekter. Men vi har svært ved at se, at valgplakaten virker mere stødende nu, end når den hænger i en lygtepæl på offentlig vej. Samtidig er overtegning af valgplakater et både velkendt og udbredt fænomen, hvorfor en politiker, der vælger at lade sit portræt være massivt til stede i det offentlige rum på denne måde, må være bekendt med risikoen for vandalisering – hvor ubehageligt, det end måtte være.

I udstillingen indgår valgplakaten i en samlet installation med andre genstande og værker under overskriften Intime banaliteter. Her undersøger Claus Carstensen forholdet mellem det intime og det intimiderende – grænserne mellem den private sfære og offentligheden. Det er en fast praksis for Carstensen at lade objekter og genstande fra hverdagen infiltrere kunstens rum. Han interesserer sig således ikke alene for pinlighedsstrategier, men også for grænsefladerne mellem fx kunst og ikke-kunst, mellem det æstetiske og det grimme, mellem det realistiske og symbolske og mellem overflade og underliggende betydning.

Carstensen har i den forbindelse vedholdende beskæftiget sig med et begreb som ’defacing’, der betegner en indgriben i eller destruktion af en overflade typisk gennem skrift eller tegning. Den overtegnede valgplakat er et oplagt udtryk for dette fænomen, og den indskriver sig dermed ikke så meget i en partipolitisk sammenhæng – der indgår fx også en Defaced Poster med et foto af Brigitte Mohnhaupt fra Rote Armee Fraktion i udstillingen. Plakaten peger i sin aktuelle sammenhæng snarere på en mere generel debat om, hvordan vi tillægger ting betydning, gebærder os i det offentlige rum og forholder os til samfundets institutioner og autoriteter. I udstillingen Bastard indgår endnu en overtegnet valgplakat. For at komme en evt. tilsvarende sag i forkøbet har museet valgt også at vende denne plakat. Det er sket uden forudgående henvendelse fra den politiker, som ses på plakaten.”

En kort snak med Carstensen
Vi har talt med Carstensen, som har besluttet sig for ikke at kommentere sagen, fordi den skævvrider udstillingens samlede og meget mere komplekse koncept. 2015 var et travlt år, og 2016 ser ikke ud til at blive mindre travlt. Den 12. maj åbner en separatudstilling med malerier og fotografi hos Galleri Tom Christoffersen i København, og den 16. september en separatudstilling med malerier og tryk hos Steinprent i Tórshavn på Færøerne.

Herudover arbejder han på tre udgivelser. Den 3. juni åbner han som kurator udstillingen Ohne uns på Møstingshus, som er en retrospektiv udstilling af den nyligt afdøde maler Alfred Friis, der var Carstensens morbror og store inspiration i de formative år. I forbindelse med udstillingen udgives et katalog med samme titel.

Bastard – Claus Carstensens samling kan opleves på Esbjerg Kunstmuseum frem til d. 17. januar 2016, og vi vil opfordre til, at man tager et smut forbi og sætter sig ind i en lille del af Carstensens samling. Herunder kan du se et par billeder fra udstillingen.