STORSTRØM FÆNGSEL: KUNSTENS POTENTIALE BAG TREMMER

Hvad er det største frihedstab, du kan forestille dig? At miste fri adgang til internettet? At leve i isolation uden nogen at udveksle holdninger og refleksioner med, eller måske tanken om en længselsfuld horisontlinje, som du ikke har muligheden for at udforske? Når frihed er en særegen og individuel følelse, hvordan konstruerer man så et fængsel, og hvad er i øvrigt kunstens potentiale bag tremmer?

I 2012 blev det første spadestik til et nyt statsfængsel taget på en mark 2 kilometer øst for Nørre Alslev på Falster. Storstrøm Fængsel skal erstatte det udtjente Vridsløselille, som i 1859 blev bygget ud fra filosofien om, at den bedste straf var at holde de kriminelle isolerede, med så lidt menneskelig kontakt som overhovedet muligt. Men tiderne skifter, og ligeledes gør vores blik på straf og resocialisering, og det nye fængsel på Falster er da også struktureret markant anderledes end de gamle strafbaserede fængsler.

Storstrøm Fængsel. Foto: Torben Eskerod.

De knap 35 km2 er indrettet som en landsby, hvor de indsatte er forpligtede til beskæftigelse, kan modtage behandling, tage en uddannelse og engagere sig i forskellige fritidsaktiviteter. “Der er lagt vægt på æstetik og kvalitet i byggeriet af fængslet, blandt andet ud fra den betragtning, at pæne og ordentlige omgivelser bidrager til at skabe positive relationer og styrker resocialiseringen af de indsatte,” som det hedder på Kriminalforsorgen.dk.

Som indsat mister man hverken sine almindelige borgerrettigheder, retten til at stemme eller sin ytringsfrihed. Straffen ligger i selve frihedsberøvelsen – man mister sin handlefrihed og bevægelsesfrihed – og fængslets egentlige hovedopgave er at gøre de indsatte klar til et liv efter afsoningen.

Parallelle bevægelser henover fængselsmuren
De to kunstnere Claus Carstensen (f. 1957) og John Kørner (f. 1967) har på det sidste beskæftiget sig en hel del med netop frihedsbegrebet. I anledningen af opførelsen af det nye fængsel blev de nemlig inviteret til at skabe nye værker til et rum, der ligger milevidt fra kunstens vante rammer. Vi har taget en snak med dem om, hvilke tanker man gør sig, når man modtager en sådan invitation, hvordan de greb opgaven an, og hvad de tænker, at kunsten kan på indersiden af fængslets strukturer.

Claus Carstensen, Doing Time (2017). Foto: Anders Sune Berg. — Claus Carstensen, *Doing Time* (2017). Foto: Anders Sune Berg.

Carstensens værk, Doing Time, er placeret i fængselsgården og består af en gruppe bronzeskulpturer, der forestiller fem mandsfigurer. Den indledende tanke var at portrættere tre indsatte og to ansatte, men det forslag blev taget af bordet på grund af personfølsomhedsproblematikken. “Hvis man vil have et hardcore realistisk udtryk, så kan man ikke gå ind og modellere i et ansigt for at anonymisere det,” forklarer Carstensen, som i stedet spurgte fire venner, om de havde lyst til at stå model.

“De sagde alle ja med det samme,” og således er de fem figurer afstøbninger af henholdsvis Peter Bonde, Christian Finne, Jon Stahn, Morten Søkilde og Carstensen selv. Alle er blevet 3D-scannet, hvorefter de digitale filer har været igennem en langvarig efterbehandlingsproces, før de blev printet i akryl, som modeller for de endelige bronzefigurer.

“Hvad adskiller fængslet fra resten af samfundet? Som jeg ser det, er der ikke den store forskel. Det mest påfaldende er, at man ikke har adgang til internet og mobiltelefon, og at man er underlagt en fremmedbestemt tid. Man bliver ikke længere fysisk afstraffet, man bliver lukket inde og kan ikke komme ud – deri ligger fremmedbestemmelsen,” siger Carstensen og fortsætter: “Hvis man ser på, hvad der sker udenfor fængslet, så har en form for fremmedbestemt tid ligeledes sneget sig ind på fritiden og på friheden som sådan. Folk føler sig enormt frie, når de bevæger sig på nettet, men i virkeligheden er der en total og komplet social overvågning på spil – i samme grad som den overvågning, der foregår i fængslet – i form at Facebook, Instagram, Twitter og hvad der ellers er af socialt og narcissistisk trash derude. Og denne overvågning underkaster man sig vel at mærke frivilligt.”

“Hvad adskiller fængslet fra resten af samfundet? Som jeg ser det, er der ikke den store forskel. Det mest påfaldende er, at man ikke har adgang til internet og mobiltelefon, og at man er underlagt en fremmedbestemt tid. Man bliver ikke længere fysisk afstraffet, man bliver lukket inde og kan ikke komme ud – deri ligger fremmedbestemmelsen.”

— Claus Carstensen.

I skulpturen Doing Time reflekterer Carstensen over det moderne menneskes tidsbegreb, som mere eller mindre frivilligt styres af teknologiens endeløse muligheder. Vi kan svare på arbejdsmails hele døgnet, sammensætte vores rejser, så vi får mest for pengene og stort set være vores egne bankrådgivere ved hjælp af netbank. Alt sammen aktiviteter, der tidligere var andres arbejde eller arbejde, der var defineret som et arbejde i en bestemt arbejdstid. Vi forestiller os, at de mange muligheder er udtryk for en øget handlefrihed, men omvendt kan de opleves som et fremmedbestemt pres fra et samfund, der kræver mere og mere af individet.

“Så måske er tidsbegrebet indenfor og udenfor murene mere symmetrisk end som så. Begreber som arbejde og fritid – eller kapital og produktionsforhold – og i mere abstrakt forstand tid og frihed er under en så heftig ombrydning i disse år, at det mere ligner en afvikling,” konkluderer Carstensen.

På mange måder er kernen i skulpturen at undersøge spejlingen mellem de to virkeligheder. Ønsket er at få opstillet en skulptur magen til den i Storstrøm Fængsel et sted uden for murene for helt konkret at pege på nogle af de parallelle bevægelser. Antallet af de fem individer er valgt ud fra, hvad man i totalitære stater betragter som ‘en kritisk masse’ og dermed en potentiel trussel for systemet. Kritisk masse er også titlen på Carstensens parallelskulptur, som forhåbentligt en dag finder en plads uden for murene.

En fængslende horisontlinje
Hvor Carstensens skulptur befinder sig under åben himmel, fik John Kørner tilbudt at bearbejde en enorm vægflade i fængslets sportshal. Kørner har indledningsvist malet et 8 meter langt maleri på sit atelier, som er blevet affotograferet og trykt på et nylonmateriale i en størrelse, der passer på den 36 x 7,5 meter store væg langs idrætsanlægget.

John Kørner, Panorama (2017). Foto: Torben Eskerod. — John Kørner, *Panorama* (2017). Foto: Torben Eskerod.

Efterfølgende har Kørner tilføjet ekstra detaljer og penselstrøg på det 270 kvadratmeter store værk for at give det en malerisk kvalitet og dybde. Man valgte dels denne teknik, da et originalt maleri på lærred hurtigt ville blive hullet og slidt, og fordi mærker på nylonen fra boldspil og andre aktiviteter potentielt vil kunne tilføre motivet et ekstra lag.

“Inspirationen er fundet i det omkringliggende farvand, der hedder Smålandsfarvandet,” forklarer Kørner, der selv er vokset op på Lolland. Hans personlige erindringer om store vidder og langstrakte landskaber danner fundamentet for værket, som samtidig bliver en metafor for de indsattes situation - i den forstand at de her er tilbageholdte i at udforske det dragende landskab, der ligger lige udenfor fængslets mure.

Nogle af de første billeder Kørner så for sig, da han indledte arbejdet med værket, der har fået titlen Panorama, var fra filmene A Clockwork Orange (1971) og Funny Games (2007). Her lader instruktørerne grusomme hændelser udspille sig blandt smuk arkitektur eller naturskønne omgivelser. “De to film har været til stor inspiration i forhold til, hvordan man kan tolke nogle kriminelle – måske særligt de psykopatiske – og deres måder at operere på,” forklarer Kørner og peger på naturen og psykens uløselige forbindelse gennem kunst- og filmhistorien. “Så det er noget af det, jeg har taget med mig ind i maleriet,” bemærker han.

Troen på det gode i mennesket
Modsat forestillingen om en historieløs white cube – som de fleste kunstoplevelser nok stadig finder sted i – er Storstrøm Fængsel på en helt anden måde læsset med kontekst. Selv med en begrænset viden om det at være kriminel eller om fængselssystemet generelt, opstår der alligevel forestillinger og refleksioner i vores hoveder. Gad vide hvilke tanker kunstnerne selv har gjort sig i forhold til at skabe kunst til en så ladet institution, som et fængsel unægteligt er?

“Det grundlæggende er jo forestillingen om en resocialisering, som jo også lykkes i en del tilfælde,” fortæller Carstensen og begynder på en historie fra en researchtur til Vridsløselille. Under sit besøg mødte han en ung fyr, der afsonede en dom for salg af kokain, og som var begyndt at læse HF og senere psykologi i fængslet. Et par år senere er Carstensen så til en sølvbryllupsmiddag, hvor en af gæsterne virker bekendt – det viser sig at være selvsamme person, som han mødte i Vridsløselille – og som nu er blevet cand.psych og rejser rundt og holder foredrag om bl.a. resocialisering.

“Myndighederne har nogle gange et mere reflekteret forhold til, hvordan man arbejder med mennesker. Hvorimod kritikere – og der er mange, der deler den opfattelse – har et mere tilbageskuende forhold til, hvordan vi skal straffe kriminelle, eller hvordan vi skal behandle migranter og lignende.”

— John Kørner.

Carstensens historie er et godt eksempel på resocialiseringens positive effekt, men den moderne fængselstilgang og -arkitektur møder også kritik. F.eks. kunne man i september læse kommentarer som: “Jeg troede, at man skulle straffes, når man kom i fængsel og ikke indlogeres på et fint hotel” eller “Endnu et eksempel på at menneskerettigheder kun er til for de kriminelle” på Ekstra Bladet. Samme avis lavede en afstemning, der viste at 77,5% mener, at det nye fængsel ligner luksus, og at 45% oven i købet godt selv kunne tænke sig at bo der (hvor mange adspurgte fremgår ikke).

Kørner benævner også den kritik, som det nye fængsel har mødt, efter at fotografier fra den æstetiske arkitektur er begyndt at florere på nettet. Nogle grupper i vores samfund har problematiseret den høje standard, som vi møder de kriminelle med i de moderne fængsler. Samme tendens er Kørner stødt på i sit arbejde med flygtninge og trafficking. “Myndighederne har nogle gange et mere reflekteret forhold til, hvordan man arbejder med mennesker. Hvorimod kritikere – og der er mange, der deler den opfattelse – har et mere tilbageskuende forhold til, hvordan vi skal straffe kriminelle, eller hvordan vi skal behandle migranter og lignende,” forklarer han.

Kunstens potentiale bag tremmer
Efter at have beskæftiget sig med det moderne fængselssystem i arbejdet med de nye værker, lader både Carstensen og Kørner til at have et pragmatisk og optimistisk forhold til resocialiseringen. Vi interesserer os for, om de to kunstnere tænker, at deres værker kan have en direkte positive indvirkning på de indsatte, som man f.eks. forsker i det på sundhedsområdet.

“Når jeg laver kunst, har jeg ingen umiddelbare forestillinger om modtagerne,” begynder Carstensen og fortsætter: “Kunst er jo – til forskel for andre semiotiske processer – et åbent felt. Det er ikke et adressatforhold, der fungerer i forholdet én til én som for eksempel: Jeg siger det, så håber jeg, at du køber det og det – eller jeg siger det, så håber jeg at du stemmer det og det. Kunst som kommunikation taler ud i et åbent rum.”

Kørner tilslutter sig holdningen om kunst som en åben gestus og uddyber: “Jeg betragter mig selv som samtidskunstner, og jeg har egentligt ikke de store idéer om præcist, hvordan mine værker bliver fortolket – jeg har i hvert fald ikke nogle klare forventninger om, at de skal fortolkes på en speciel måde. Men jeg synes, at det ville være interessant, hvis de indsatte under deres afsoning kunne have et forhold til samtidskunsten.”

Carstensen fortsætter med en beretning om, hvordan mange lod sig fotografere med hans skulptur på indvielsesdagen tilbage i september, og om hvordan at han har hørt flere læse forskellige motiver ind i de fem figurer. Nogen forestiller sig, at de pønser på at bryde ud, andre fornemmer en forestående slåskamp og nogle tredje lader sig mærke af skulpturens meditative udtryk. “Der er hverken noget håbefuldt eller aggressivt over skulpturen. Det jeg ser i den, er en gruppe, der står og hænger ud – doing nothing. Det er en skulptur, der radierer, og så kan jeg kun håbe på, at den sætter processer i gang, som de indsatte kan bruge til noget,” afrunder han.

Kollektiv empati og symmetriske strukturer
Efter fem års byggeri begyndte de første indsatte at flytte ind i det nye fængsel på Falster i oktober sidste år. Som nævnt er de moderne fængslers hovedformål at klargøre de indsatte til et liv på den anden side af fængselsmurene, men i vores snak med Carstensen og Kørner har et bredere potentiale formet sig for os. Forestillingen om fængselssituationen kan gøre os mere opmærksomme på nogle af de fremmedbestemte strukturer, vi hele tiden underlægger os, som Carstensen bl.a. berører i Doing Time. Og Kørners refleksioner om, hvordan vi behandler de laveststående i vores samfund, kan give en indikator på tilstanden af vores kollektive empati.