TANKER OM KUNSTNERSKAB OG MODERSKAB

Jeg er en omvandrende kliché. Står og balancerer rystende på tæerne på det iskolde badeværelsesgulv for at få mine rene trusser på. Det ene af tre par, som jeg ejer og skifter imellem, som jeg købte hos Willys i 2018, tyndslidte, men de har gudskelov ikke helt mistet faconen. At købe nye er udelukket lige nu. Så børster jeg forsigtigt tænderne, da jeg har haft en løs tand siden jul og lider af svær ubehandlet paradentose. Hvilken elendighed!

I køkkenet er det én plusgrad, når jeg skal ud at koge tevand. I går var det minus, men med fuldmånen i nat kom sneen, og temperaturen i huset stiger et par grader. Jeg bor i et lille bindingsværkshus på Bornholm, som ejes af min søster, og som hun gavmildt deler med mig. Det betyder, at mine leveomkostninger kan holdes nede på et minimum. Og det er afgørende, fordi det giver mig mulighed for ikke at lave andet end at male.

Jeg sover, maler og spiser i ét værelse på 28 kvm. Husets eneste varmekilde er brændeovnen. Efter at el-prisen steg i vejret, varmer jeg også mit vand på komfuret. Det meste af tiden er menuen grød om morgenen og ris med grøntsager om aftenen. Der må ikke ske noget uforudset, som kan tippe den skrøbelige balance, jeg har valgt at leve i. Intet må komme i vejen for de lange, ubrudte dage med maleriet, der giver mig så meget mening.

“Jeg sover, maler og spiser i ét værelse på 28 kvm. Husets eneste varmekilde er brændeovnen. Efter at el-prisen steg i vejret, varmer jeg også mit vand på komfuret. Det meste af tiden er menuen grød om morgenen og ris med grøntsager om aftenen. Der må ikke ske noget uforudset, som kan tippe den skrøbelige balance, jeg har valgt at leve i.”

Fuldmåne
Jeg vågnede op til fuldmånen i nat og stressede mig selv, da jeg begyndte at tænke på det afslag, jeg fik for et par dage siden. Et afslag på et rejsestipendie, som jeg havde søgt hos Statens Kunstfond.

Jeg lå og stirrede ud i rummets fuldmåneblå lys, mens frustrationen forvandledes til vrede. Brudstykker af mit liv, der førte mig til, hvor jeg er i dag, blandede sig med fragmenter af et foredrag, jeg lige har været til med kritiker og forfatter Hettie Judah, der kom til København for at tale om sin bog ”How Not To Exclude Artist Mothers (and other parents)”.

Klokken var kun halv to, stuen var begyndt at køle af, efter at de sidste brændeknuder var brændt ned, og impulsen til at sætte mig op for at begynde at skrive de tanker ned, der hastigt afløste hinanden, blev drevet væk af behovet for at blive i varmen under dynen. I morgen tænkte jeg. I morgen skriver jeg. Men ingen klynk. Du må ikke klynke. Husk, hvad Hettie sagde: ”Hvis du som kvinde taler om, hvad du har gået igennem, gør du det med risiko for at blive opfattet som klynker. Og ingen lytter til en whimp.”

Tabuer
Hettie Judah belyser i sin bog nogle af de mekanismer og tabuer, der styrer kunstverdenen i forbindelse med forældreskab, uddannelse og alder. Hun skriver om, hvordan graviditet og forældreskab stadig ses på med kritiske øjne i forbindelse med uddannelser, udstillinger og residencies. Og hun skriver om, hvor svært det er for kvindelige kunstnere at komme tilbage på kunstscenen, efter at de har været fraværende for at tage hånd om en familie. Ifølge Hettie Judah er der mange kvinder, der er bange for, at deres chancer vil blive mindre, hvis de fortæller om deres oplevelser. Som hun sagde til mig: ”Hvis du klynker, har du allerede tabt. Klynk er så usexet.”

Klynk
1.a OVERFØRT udtrykke utilfredshed; beklage sig
SPROGBRUG nedsættende

Moderskab (en personlig historie)
Da jeg blev gravid med min første søn, havde jeg arbejdet som fuldtidskunstner i et par år. Jeg var i starten af trediverne, og graviditeten faldt sammen med et treårigt arbejdslegat fra Statens Kunstfond. Jeg var glad og følte mig uovervindelig. Barnets far J var af en anden opfattelse.

Som 14 år ældre end mig, en enspænder, der ofte havde svært ved at styre sit temperament, forsøgte han at få mig til at få en abort. Hans trumfkort var, at kvinder og kunst ikke gik sammen, især ikke når de også skulle tage sig af et barn. Han spåede en elendig fremtid for mig som socialt tilfælde, hvor jeg ville ende mit liv som alkoholiseret alenemor på Svaneke Bodega.

“Som 14 år ældre end mig, en enspænder, der ofte havde svært ved at styre sit temperament, forsøgte han at få mig til at få en abort. Hans trumfkort var, at kvinder og kunst ikke gik sammen, især ikke når de også skulle tage sig af et barn.”

 Hans modvilje mod at påtage sig faderskab, hans misogyne tankegang og aggressive natur prægede vores liv sammen i de år, det tog mig at finde modet til at forlade ham. Vi boede i en gammel skole, som han ejede, mens vi delte de faste udgifter. Opdelingen i huset var, at han malede i den store lyse skolestue, og jeg malede oppe i et kammer på øverste etage.

Et år efter at jeg fødte vores første søn, blev jeg gravid igen. Da J ikke kunne udstå kaos og børns skrig, især når han skulle male til sine årlige sommerudstillinger, fandt jeg forskellige steder, jeg kunne bo, hvor vi ikke ville forstyrre ham. Mens jeg passede børnene, malede jeg og havde udstillinger. Nogle gange skulle jeg selv passe dem. Jeg havde altid ungerne med, da J, efter at jeg engang spurgte, om han kunne hjælpe mig med at passe vores første barn i forbindelse med en udstilling, jeg skulle holde, slog knytnæven i sofabordet og med et raseri, der fik væggene til at skælve, meddelte mig, at i dette hus var det ham, der havde vetoret. Året var 1997.

Kort efter at vores anden søn blev født, forlod jeg J, og så tog jeg mig af børnene alene. J var mere eller mindre stabil i periferien, men det var altid med stor nervøsitet, at jeg overlod børnene til ham i de aftalte weekender og ferier. Jeg havde altid mit atelier hjemme, døren var åben for at børnene kunne komme og gå, som de havde lyst. Pengene var små, og vi flyttede meget, for da lejeloven her i Danmark gør det umuligt at komme af med lejere efter to år, er det de færreste udlejere, der ønsker at udleje i en længere periode. I hele denne tid forsørgede vi os på min kunst.

Da børnene var 9 og 11 år, skulle vi igennem endnu en flytning. Efter alle årene med usikker og dårlig økonomi og den truende stemning og aggressivitet, der næsten altid fulgte i forbindelse med børnenes weekender hos J, besluttede jeg, at vi skulle flytte til Sverige, hvor jeg selv er vokset op. Jeg fik arbejde på en psykiatrisk institution på landet lidt uden for Linköping. Vi flytter ind på en rødmalet gård, som jeg lejede uden tidsbegrænsning, og så besluttede jeg mig for at lukke døren til kunsten.

Beslutningen
Min beslutning var usentimental og skete selvfølgelig ikke fra den ene dag til den anden. Og den blev besluttet på grundlag af to benhårde facts:

1. Jeg skulle forsørge mine børn. Børnene nærmede sig teenageårene, og udgifterne voksede. Jeg kunne ikke længere forsørge os på kunst.

2. Døren til kunsten blev nødt til at være helt lukket. Jeg kunne ikke begge dele. Mit forhold til mit maleri er kompromisløst. Det kræver fuld tid af mig. Jeg kan ikke slukke og tænde for den.

Det er holdt op med at sne, men vinden tager til. Fyrretræernes kroner svajer hid og did i vinden, og det suser i brændeovnen. Gad vide, om jeg klynker nu? Hvordan kan jeg skrive om mit liv, så det ikke bliver klynkende? Hvis der findes en klynkekvote, er den så overholdt? For jeg er ikke færdig endnu.

Pausen
I ti år havde jeg ikke en pensel i hånden. Jeg tog en psykiatrisk sygeplejeuddannelse, som jeg læste til om natten, når jeg var på nattevagt på den institution, hvor jeg arbejdede. Samtidig tog jeg en uddannelse som yogalærer. Jeg var meget hurtigt i stand til at forsørge børnene og mig selv på indtægterne fra min yogavirksomhed, som senere udviklede sig til en kombineret yoga- og outdoor-virksomhed. Pengene var små men stabile, og vi klarede os gennem børnenes teenageår mere eller mindre uden skrammer.

Da den ældste søn flyttede hjemmefra, vidste jeg, at det var tid til forandring. Jeg længtes efter kunsten, fordybelsen, det kompromisløse. Gennem årene havde jeg mødt og relateret til mange mennesker gennem kurser og outdoor-eventyr, og nu længtes jeg efter at vende blikket indad. At være til stede i livet på den måde, du er, når du er et skabende menneske.

Så da den yngste søn var klar til at flyve fra reden, købte jeg en varebil, som jeg lavede om til bolig. I julen 2017 havde jeg afviklet vores hjem, doneret næsten alt, hvad vi ejede til velgørenhed, opsagt vores lejemål, og så blev 160 kvadratmeter byttet ud med 6 kvadratmeter. Nu skulle jeg ud at opleve vildmarken. Men først og fremmest: Nu skulle jeg male!

(Min) kunstsituation i 2023
Det er næsten fem år siden. De første tre år levede jeg et nomadeliv i Sverige og Norge, malede og tegnede i bilen og i midlertidige udhuse, som venlige mennesker lånte mig. Alt for at holde udgifterne nede. De sidste to år har jeg malet non-stop her i det lille hus på Bornholm.

“De små udgifter gør, at jeg – om end med nød og næppe – kan leve af mit maleri. Og selvom jeg frem til nu har fremstillet min historie som den værste tåreperser, er det vigtigt at få frem, at jeg også er meget taknemmelig. Jeg laver det, jeg elsker. Men det tager tid at komme tilbage.”

De små udgifter gør, at jeg – om end med nød og næppe – kan leve af mit maleri. Og selvom jeg frem til nu har fremstillet min historie som den værste tåreperser, er det vigtigt at få frem, at jeg også er meget taknemmelig. Jeg laver det, jeg elsker. Men det tager tid at komme tilbage. På alle måder.

Lysten til at male er som skrevet enorm. Gigantisk faktisk, og overvældende ifølge mine nærmeste. Jeg maler fra det øjeblik, jeg vågner, til det øjeblik jeg falder i søvn. Og om natten vågner jeg og tænker på kunst: På billedet jeg arbejder på, og på billeder jeg har lavet og gerne vil lave. Som om sjælen har befundet sig på sultegrænsen i meget lang tid.

En kunstnerkollega, M, sagde til mig lige i begyndelsen, da jeg spurgte ham til råds om at komme i kontakt med gallerier og institutioner: ”Det bliver meget svært for dig, dels fordi du har et hul på 10 år i dit CV og dels på grund af din alder.” Hvilket bringer os tilbage til afslaget fra Statens Kunstfond. For M havde ret. Fra jeg tog penslerne op igen og til nu knap fem år senere, har galleridørene været lukkede, legater udebliver og udstillingstilbud lyser iøjnefaldende med deres fravær. Afvisning efter afvisning kommer i en jævn strøm med enkelte lyspunkter hist og her.

Linnea Jensen, The long animals of spring (Olie på lærred, 200 x 150 cm).

En gallerist gav udtryk for, at de ikke ønsker at udstille nogen ny kunstner, der er over 40 år. Og det lader til at være en regel, som også andre fremtrædende gallerier vælger at navigere efter. De nye kunstnere har ofte to ting til fælles: De er uddannede på akademierne, og de er under 35 år.

Som en anden stor, tidligere gallerist og vigtig kunstpersonlighed ironisk, men med glimt i øjet bemærkede: ”Engang kunne du sikkert spille på dit udseende, men den tid er desværre forbi.”

“Som en anden stor, tidligere gallerist og vigtig kunstpersonlighed ironisk, men med glimt i øjet bemærkede: ”Engang kunne du sikkert spille på dit udseende, men den tid er desværre forbi.”

Afslaget på min stipendieansøgning, der gjaldt et tre måneders ophold på Kunstraum LLC, New York var baseret på følgende: Den opfyldte ikke Statens Kunstfonds kriterier om seriøsitet, og desuden havde jeg ikke kunnet dokumentere tre ikke-kommercielle udstillinger inden for de sidste fem år.

(Jeg kunne dokumentere en samlingsudstilling på Bornholms Kunstmuseum, og ellers måtte vi helt tilbage til før 2008 på grund af den pause, jeg havde haft). To andre opholdssteder i New York, som fonden støtter, blev venligt foreslået. Når jeg sammenligner de to forslag med det, jeg selv havde søgt, har jeg umiddelbart svært ved at se, hvad der egentlig adskiller dem. At de to nævnte residencies formentlig har bedre renommé fremgår måske af, at den ene er angivet som en af de mere seriøse i New York på ArtConnect.

Selvfølgelig kunne jeg prøve at søge disse residencies, men når jeg læser ansøgningskriterierne, undrer jeg mig over, om jeg overhovedet vil kunne komme i betragtning med min manglende akademiske baggrund, min alder og hullet i mit cv? Når man ser på rækken af de kunstnere, der har fået ophold på de foreslåede steder, har de det tilfælles, at de er mellem 25-35 år, og så har de en højere akademisk uddannelse.

“Kunst er så følsomt. Den inderlighed hvorfra et værk er født, skal kunne stå last og brast i en verden, hvor så mange kræfter er involveret i at påvirke dets udfald.”

Vægten af anerkendelse
Kunst er så følsomt. Den inderlighed hvorfra et værk er født, skal kunne stå last og brast i en verden, hvor så mange kræfter er involveret i at påvirke dets udfald – vil dit kunstnerskab blive henvist til glemslens tågede ødemark, eller vil det blive ophøjet og kanoniseret og leve for evigt?

Hvem og hvad bestemmer? Det kan være et filosofisk ræsonnement, en umulig gordisk knude, men det kan også være en diskussion om værdier. Med afslaget fra Statens Kunstfond er sandsynligheden for, at jeg kan få andre legater, faldet markant. Andre fonde bruger Statens Kunstfonds afgørelse som rettesnor. Det er en del af den magt, vores kulturinstitutioner har.

Gudskelov tales der meget om mangfoldighed, også på Statens Kunstfonds hjemmeside. Men mit spørgsmål og det som har fået mig til til at skrive artiklen her er, om vores idé om mangfoldighed ikke er nødt til at gå et par runder mere? Har vi en kunstscene (privat som institutionel), der navigerer efter nogle fastlåste parametre, også hvad gælder for eksempel uddannelse, forældreskab/køn og alder? Og hvis dette er rigtigt, er disse kriterier så stadig relevante? Diskussionen om, hvem der er berettiget til et stykke af kagen, er ligeså gammel som kunsten selv. Kriterierne har skiftet op gennem kunsthistorien, påvirket af de strukturelle forandringer i samfundet.

De kulturelle forestillinger som blandt andet køn, etnicitet, alder, forældreskab, kunstnerskab/mesterskab er under intensiv granskning i disse år, og det tager formentlig tid at vende det tunge tankskib, styret af patriarkalske værdinormer, som vores tid stadig bærer præg af.

Jeg er 57 år. Residenciet i New York – uanset hvor lavt det er listet – er min chance for at få et forløb med en mentor, at diskutere med husets kuratorer, at indgå i en kunstnerisk kontekst, tage på studiebesøg, deltage i udstillinger, se udstillinger, få inspiration og komme tilbage til Danmark med et større netværk, mere kunstnerisk skarphed og en større forståelse for, hvordan jeg skal navigere på kunstscenen. Og derved være med til, at jeg kan få lagt et par nye trusser i skuffen og komme til tandlægen.

“Intet liv er upåvirket af det liv, som sker på det personlig plan, ligesom intet liv er upåvirket af det, der sker i det omkringliggende, offentlige rum. Strukturelle forandringer sker på baggrund af personlige historier.”

Denne artikel ville ikke være blevet skrevet, hvis jeg ikke følte mig ramt af Hettie Judahs udsagn. Jeg kan ikke lade, som om at jeg er objektiv, for det er jeg ikke. Jeg har også valgt at udstille mig selv. At skrive om nogle forløb i mit liv, som er meget private. Det er der en grund til.

Intet liv er upåvirket af det liv, som sker på det personlig plan, ligesom intet liv er upåvirket af det, der sker i det omkringliggende, offentlige rum. Strukturelle forandringer sker på baggrund af personlige historier.

Linnea Jensen, In my dream we were so close (Olie på lærred).

For at blive i kunsten: Hvis man kan sige, at kunsten har en natur, så er det at den blandt andet er multidimensionel og ikke autoritær. Hvad der betinger forskellige prioriteringer hos de frie markedskræfter, dvs. gallerier, auktionshuse og samlerne, er sværere at gøre op med, men de kunstinstitutioner, der er drevet og støttes af Staten, mener jeg må være mere opmærksomme på ikke at henfalde til elitisme og blive bedre til at styre deres beslutninger om udstillings- og arbejdsmuligheder samt økonomisk støtte udi et langt mere mangfoldigt rum.

Linneajensen.org · Instagram