KÆRE PAPFAR

Søren Behncke aka Papfar er et rigtigt hyggeligt bekendtskab. Jeg var forleden forbi hans værksted for at få en lille snak om hans kommende udstilling “Ferry Tails” og om hans kunstneriske virke helt generelt.

Da jeg træder indenfor er det første, jeg får øje på helt ude fra entreen, et kæmpemæssigt anker i pap. “Ja, jeg får sgu lidt travlt, hvis det skal nå at blive færdigt,” udbryder Søren og slår en mild latter op.

Søren fortæller mig om uforudsigeligheden ved at putte et værk af pap ud i det offentlige rum: “Så snart jeg har sat en af mine skulpturer ud i det fri, tager jeg et billede, og så skrider jeg ellers fra stedet. Jeg tror det var tilbage i 2005, at jeg byggede en kæmpemæssig svane i hvidt pap til en gruppeudstilling. Den placerede jeg så ved Møstings Hus på Frederiksberg lige op til en sø. Jeg tog hjem til Aarhus samme dag, men da en ven ville ud og fotografere svanen næste dag var den væk. Min ven talte med museet, som allerede havde anmeldt tyveriet, og han gik skuffet hjemad. Men på vejen kom han forbi Frederiksberg Rådhus, og dér 12 meter oppe i luften, på rådhusets stilladsbedækkede facade, hang min svane sgu! Det endte med, at svanen blev firet ned og sat tilbage til søen igen. Kort tid efter havnede den dog i selve søen og gik fuldstændigt i opløsning. Det er, hvad der sker, når man laver ting udenfor, og det er jo bare en god lille historie, som gør værket det mere interessant.”

Derefter fortæller han om sin udstilling: “Min kommende udstilling, “Ferry Tails” kan oversættets til “færge haler”, om man vil. Jeg har altid godt kunne lide at lege med ordene. Denne her udstilling tager udgangspunkt i det maritime miljø på, i og omkring havnen og på selve færgerne. Jeg har haft en lang researchtur til de danske øer og sågar en cruisetur med Oslobåden. Jeg har virkeligt haft svært ved ikke at ramme en del klichéer, da det jo har med sejlskib at gøre. Jeg kalder det “Kyst Art”. Søren ser tilbage på sin sejltur med Oslobåden som “en klam omgang”, der mere mindede om et sejlende storcenter end en egentlig båd. Dog var Oslos havn en rigtig fed havn.

Kære Papfar, prøv at beskrive din arbejdsprocess op til udstillingen
“Jeg havde utroligt meget lyst til at tegne og male denne gang. Derfor har jeg kun to skulpturer med, hvilket er helt usædvanligt. Jeg startede jo med maleri, langt før jeg begyndte på skulptur, så det har været sjovt at vende tilbage. Skulpturerne virker bedre ude på gaden, end de virker på fx. et museum. Jeg er desuden blevet svært glad for flet i hegn. Helt generelt har jeg i et stykke tid bevæget mig længere og længere væk fra byen. Jeg lavede en udstilling, hvor omdrejningspunktet var motorvej E45, og nu har jeg altså bevæget mig helt ud til kysten. Jeg ender sgu nok på et tidspunkt med at bo i dagevis i en eller anden skov i Canada.”

Hvis du skal være helt ærlig, hvad mener du så om de skinkesnitzler, vi fik på Skipperkroen i Køge i sommers?
“Ha ha! Der var rigeligt af dem, det er vist det eneste gode, der er at sige om den sag!”

Kære Papfar, du bor som bekendt i Aarhus. Hvad mener du om den aarhusianske kunstscene lige nu? Lort eller lagkage?
“Aner det ikke, må jeg med skam i stemmen sige. Jeg er en klassisk enspændertype. Men mit generelle indtryk er nok, at der kun er ét etableret miljø i Danmark. Og det ligger altså i København. Dermed er det ikke sådan, at alle de bedste bor samlet derovre. Aarhus virker til at være propfyldt af upcoming folk. Det er Spotfestivalen et rigtigt godt eksempel på. Og så elsker jeg selvfølgelig, når der sker gode ting i byen. Det er helt klart rollen som ruested for upcoming folk, der klæder Aarhus bedst. Mentaliteten er også en anden herovre, end den er i København. Her er stadig den der lidt landsbyagtige stemning, hvor alle hjælper alle. I København er det lidt mere ‘enhver mand må klare sig selv’. I hvert fald i kunstmiljøet.”

Kære Papfar, du virker så glad og hyggelig. Bliver du aldrig nervøs eller stresset?
“Jo for satan! Jeg er altid nervøs op til en soloudstilling. Hvis ikke jeg var det, tror jeg, at jeg skulle se mig om efter noget andet at lave. Galleriudstillinger er de hårdeste, for man er aldrig bedre end sin sidste udstilling. Den nemmeste udstilling, jeg nogensinde har haft, var den på ARoS. Alle 74 værker var gamle værker, så det var en slags best off. Her var desuden folk til at ordne presse, ophængning, transport, mad, grafik mm. Det eneste, som de ikke hjalp mig med var sgu at gå på toilettet. Ha ha!”

Kære Papfar, kan du her til sidst løfte sløret for nogle kommende projekter?
“Jeg siger selvfølgelig ja, når jeg får nogle gode tilbud, men jeg er også i høj grad selv begyndt at skabe mine egne projekter. Jeg har noget, jeg kalder en kompostbunke af idéer, hvori de bedste som regel vokser sig større og større, indtil jeg bliver nød til at føre dem ud i livet. Jeg kan sige så meget, at jeg er ved at spare sammen til en myggebalsam, så jeg ender nok snart ude i skoven.”

Papfars næste udstilling kan ses hos Charlotte Fogh Contemporary i Aarhus fra fredag d. 26. august. Jeg glæder mig!