CASPER K. HUGHES: SOM SCENER FRA ET MULIGT MINDE

Lige så længe han husker, har Casper Koch Hughes (f. 1983) fortalt historier. Som barn opdigtede han dramatiske narrativer i et forsøg på at udfylde hullerne i erindringen om sit indiske ophav, og i en række nye malerier bevæger han sig nærmere et land og en kultur, som han kun kender gennem glimt og overleverede fortællinger. På en solrig fredag i juli besøger vi Casper i hans atelier på Indre Nørrebro.

Vi træder fem trin ned under gadeplan og møder Casper i det kælderlokale, hvor han har haft sit værksted siden 2013. Ja, faktisk siden han tog afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i København. De store, dragende lærreder der er hængt op på atelierets vægge myldrer med farver, folk, fabeldyr og fortællinger, og de vidner om et nyligt spring i Caspers kunstneriske praksis. Han omtaler selv de nye malerier som en måde at flytte en maske til siden på og en undersøgelse af de kulturelle fortællinger som er en del af ham, men som han desværre ikke rigtig kender det fulde omfang af.

“Det er måske lidt en kliché, men jeg har altid tegnet og malet,” begynder Casper, der allerede tidligt i livet fortalte historier, “… ikke løgnehistorier, men næsten. Jeg har en hel kulturel bagage fra Indien, som jeg stort set ikke kender noget til. Jeg er adopteret, og som barn fik jeg fortalt mange små brudstykker af min baggrund, f.eks. om at jeg blev afleveret på et børnehjem og senere bragt til et bosted for mennesker med psykiske sygdomme af en amerikansk psykoterapeut. Hun tænkte efter sigende, at de ville have godt af at omgås et lille barn, hvilket jo lyder lidt mærkeligt – det lyder i hvert fald umiddelbart ikke som det bedste miljø for et meget lille barn.”

Caspers adoptivforældre mødte hinanden på bostedet i Bangalore i det sydlige Indien, hvor de begge arbejdede midlertidigt. Da deres ophold var ved at være ovre, adopterede Caspers britiske far ham med intentionen om at tage ham med videre til Italien, hvor han havde fået et jobtilbud. Da det gik i vasken tog de i stedet til København, hvor Casper også blev adopteret af sin danske mor. På det tidspunkt var han kun to år gammel.

“Jeg har selv vævet min historie sammen af alle brudstykkerne, som jeg jo ikke ved om er 100% sande. Det har gjort, at jeg allerede tidligt begyndte at bygge videre på min historie for at udfylde de mange huller.”

“Jeg har selv vævet min historie sammen af alle brudstykkerne, som jeg jo ikke ved om er 100% sande. Det har gjort, at jeg allerede tidligt begyndte at bygge videre på min historie for at udfylde de mange huller. Når de andre børn i skolen f.eks. spurgte mig ‘Hvor kommer du fra?’ eller ‘Hvorfor er din hud mørk?’ var der ingen begrænsninger for, hvad jeg kunne sige,” fortæller Casper, der bl.a. som forklaring på nogle mærker ved kravebenet fortalte, at han havde overlevet et tigerangreb. “Meget tit troede de på mig, hvilket gav mig en kæmpe tilfredsstillelse. Når nu jeg ikke vidste det, så kunne jeg lige så godt opdigte nogle spændende historier, og jeg tror faktisk at det er sådan, at jeg begyndte at lave kunst. I virkeligheden ved jeg ingenting om mit liv i Indien – ikke udover de få glimt, som jeg har fået genfortalt.”

Casper Koch Hughes’ atelier. Foto: I DO ART Agency.

Et forsøg på at passe ind
På sit værelse kunne Casper stå i timevis i terpentindampene og arbejde med oliemaling. Gennem folkeskolen og gymnasiet tænkte han ikke specielt meget på kemi og matematik, for han havde på fornemmelsen, at han nok skulle klare den som kunstner. “Men senere fandt jeg ud af, at det er vildt svært,” bemærker Casper, som fik tre afslag, før han endelig kom ind på kunstakademiet med fire figurative malerier. “Jeg har altid været utroligt stædig ift. maleriet. Da jeg havde fået afslag fra akademiet et par gange, blev jeg rådet til også at prøve nogle andre ting af, men jeg havde sådan en forestilling om, at det ville være mest autentisk at komme ind med maleri. Og så ville jeg også have det bedre med mig selv, i stedet for at lave noget der måske var mere strategisk smart. Da jeg endelig kom ind med maleri, gav det mig selvfølgelig en ekstra tro på, at jeg skulle blive ved med det.”

Casper Koch Hughes, Untitled (2020). Foto: I DO ART Agency.

På trods af at Casper nu var blevet accepteret af sin drømmeuddannelse, meldte der sig hurtigt et præstationspres, og den type maleri han havde insisteret sådan på i ansøgningsprocessen blev lagt på hylden for en stund.

“Jeg prøvede nok i virkeligheden at tilpasse mig lidt,” fortsætter Casper, som hurtigt begyndte at arbejde mere abstrakt og minimalistisk, med store farveflader og helt uden figurer. “Det var det mange gjorde og ofte vil man jo gerne være som de andre og kunne spejle sig i miljøet. Jeg oplevede, at det var svært at gøre noget, der var upopulært, men det abstrakte lå ikke rigtigt til mig. Det blev aldrig autentisk for mig, og det skinnede igennem. I bund og grund synes jeg, at kunst handler om det autentiske og det nærværende.”

“Jeg oplevede, at det var svært at gøre noget, der var upopulært, men det abstrakte lå ikke rigtigt til mig. Det blev aldrig autentisk for mig, og det skinnede igennem.”

Efter afgang i 2013 besluttede Casper sig for at forfølge en gammel drøm og søgte ind på kunsthistorie. “Det var vildt mærkeligt at gå på universitet efter seks år på kunstakademiet, men jeg tænkte, at det kunne være interessant at underbygge min praksis med et mere teoretisk eller historisk grundlag.” Under studietiden på henholdsvis Aarhus Universitet og Københavns Universitet holdt han en pause fra selv at lave værker, men da han igen vendte tilbage til maleriet, kom figurerne og fortællingerne også tilbage.

Scener fra et muligt minde
“Det er jo en slags fugle/menneskefigur, men det er måske i højere grad en persona,” bemærker Casper da vi spørger ind til den figur, der har fyldt hans Instagram-feed i et års tid. En næbbet karakter med en sort hat smelter sammen med omgivelserne og tilpasser sig – “en slags observatør,” som Casper selv kalder den. “Den ser ting udefra og holder sig i det skjulte, folk opdager den muligvis ikke, men den registrerer alting og indlejrer det hele.”

“Jeg relaterer til den, fordi jeg ikke selv kan lide at være i centrum og tage al pladsen. Jeg føler mig bedre tilpas ude i kanten, i observatørens rolle. Jeg er ret interesseret i, hvordan mennesker agerer. Og nærvær. Når man møder folk, er de så tilstede, eller er de ikke? Er man selv? Kan man mærke sine fødder på jorden og trække vejret ordentligt – det i sig selv kan være svært.”

Men for ganske nyligt er der sket noget; man kan måske sige, at fuglen er fløjet og har givet plads til en ny kunstnerisk undersøgelse.

“På mange måder tror jeg, at fuglen var en maske for mig. De nye malerier er et forsøg på at tage masken lidt væk og spørge til, hvad der ligger under. Det stikker dybere og jeg kan allerede mærke, at de her billeder er mere personlige. De trækker tråde tilbage til barndommens behov for at fortælle historier og faktisk er jeg selv blevet lidt overrasket over deres udtryk. Jeg kan ikke 100% sige, hvad de handler om – det er en form for indre verden.”

“De nye malerier er et forsøg på at tage masken lidt væk og spørge til, hvad der ligger under. Det stikker dybere og jeg kan allerede mærke, at de her billeder er mere personlige. De trækker tråde tilbage til barndommens behov for at fortælle historier og faktisk er jeg selv blevet lidt overrasket over deres udtryk.”

Malerierne er som scener fra et muligt minde. Casper kobler figurer fra sine egne forestillinger med motiver, som han opfanger underbevidst fra bøger om Indien, de kraftige farver der kom så intuitivt til ham som barn og forståelsen for fladens struktur, som han lærte at mestre på akademiet. Lærrederne skal ikke spændes op, da det er vigtigt, at noget afslører værkernes konstruktion.

“Jeg synes også, det er ret spændende, når figurerne bliver beskåret – når de forsvinder ud af billedet. Jeg kan godt lide film fra efter 2. Verdenskrig, hvor man dyrker filmens konstruktion og hvor skuespillerne pludselig bryder med rollen og kigger ind i kameraet og ud på beskueren. Det kan være virkelig skræmmende, synes jeg. Pludselig er du tilstede, du er med på scenen og kan ikke længere gemme dig i mørket. Man bliver opmærksom på, at det er en konstrueret virkelighed, og det er også en pointe i mine værker.”

At fylde nyt i den støvede, tomme kuffert
Vores samtale fortsætter, imens Casper finder en stak nye blyantstegninger og skitser frem. På de mange løsark, som han spreder ud over atelierets gulv udspiller der sig små fortællinger, ikke ulig dem på væggene omkring os.

“Jeg tænker det lidt som en gammel, støvet kuffert oppe på loftet, som jeg af alle mulige grunde ikke har kunnet åbne. Den er måske også lidt tom og kan kun åbnes ved, at jeg selv putter ting i den. Alt hvad jeg har er forestillingen og den dyrker jeg aktivt, fordi det er den, der giver indhold og gør det muligt, at jeg langsomt kan åbne kufferten mere og mere.”

Blandt de mange figurer optræder korte tekststykker, som Casper finder i bøger – i religiøse, historiske eller poetiske tekster – som hjælper ham videre i hans undersøgelse af sit eget ophav. “Jeg er begyndt at kigge på og læse om indisk kunst i bøger,” forklarer Casper. “Egentlig føler jeg kun en fjern tilknytning til indisk kunst- og kulturhistorie, for jeg var jo så lille, da jeg flyttede derfra. Jeg tænker det lidt som en gammel, støvet kuffert oppe på loftet, som jeg af alle mulige grunde ikke har kunnet åbne. Den er måske også lidt tom og kan kun åbnes ved, at jeg selv putter ting i den. Alt hvad jeg har er forestillingen og den dyrker jeg aktivt, fordi det er den, der giver indhold og gør det muligt, at jeg langsomt kan åbne kufferten mere og mere.”

Casper Koch Hughes, skitser. Foto: I DO ART Agency.

Casper har ikke det privilegie at kende sin historie. Hans baggrund og hans egne minder er som to separate ting, men med de nye malerier gør han et forsøg på at skabe forbindelser i sin slørede fortid. At fylde nyt i den tomme kuffert. Over en kort periode har Casper skabt en verden af billeder, som ikke ligner noget, vi har set før, men som ifølge Casper selv repræsenterer et blik ind i hans indre verden. En verden der muligvis hele tiden har været der, men som af forskellige årsager ikke har fået lov til at komme til udtryk.

Inden vi igen forlader kælderatelieret og træder ud i den varme juliluft vikler vores samtale sig om det ikke at passe ind. Om hvad det betyder at kunne spejle sig i verden omkring sig, og hvad det kræver at være autentisk og ærlig – overfor sig selv, først og fremmest. “Jeg føler, at der er rum til det, men det kræver mod at tage pladsen. Jeg vil gerne tale om min baggrund, for jeg synes det er vigtigt at vise andre og flere fortællinger. Da jeg gik på akademiet følte jeg ikke, at der som sådan var begrænsninger, men spejling var der heller ikke meget af. Og så kan det faktisk være virkelig svært at tage springet og stå ved det man laver, især hvis det ikke ligner de andres.”