NÅR KUNSTEN FLYTTER IND I EN OFFENTLIG INSTITUTION

Igennem mere end 50 år har Statens Kunstfond indkøbt og udlånt billedkunst til glæde for byrum og institutioner over hele landet. Vi har taget en snak med Michael Roloff (f. 1986), som netop har kurateret to større udsmykningsopgaver, om samtidskunstens potentiale udenfor de vante rammer, og om hvad der sker i kunstens møde med virkeligheden.

Michael Roloffs interesse for kuratering blev vakt på et udvekslingsophold på Zürich University of Art og har formet sig gennem et fokuseret engagement bl.a. i forlaget Antipyrine, som initiativtager til læsegruppen Teoretiske Tirsdage, stifter af udstillingsstedet Piscine og seneste som ekstern partner i Primer. Michael må siges at finde sig godt til rette i den svære, research-baserede og smalle del af scenen, men i løbet af det seneste års tid har en anderledes type opgave udfordret hans blik for samtidskunsten.

Før et telefonopkald i foråret 2016 havde Michael ingen erfaring med at udvælge kunst til store offentlige institutioner. Derfor var det både uventet og kærkomment, da Statens Kunstfond tilbød ham at kuratere to udsmykningsopgaver på hhv. den nye ingeniørhøjskole Navitas på Aarhus havn og VIAs sundhedscampus lidt nord for byen. Michael takkede ja og drog ud efter nye løsninger, unge kunstneriske udsagn og tværfaglige forbindelser.

Michael Roloff foran 2 værker af Julie Stavad på Navitas. Foto © I DO ART Agency.

Et nyt eksperiment
Siden oprettelsen i 1964 har Statens Kunstfond støttet kunst i det offentlige rum og indkøbt nye værker med det formål at formidle kunsten til den brede befolkning. Som offentlig institution kan man ansøge om at låne værker fra kunstfondens samling eller indgå i et samarbejde om at få producerede nye, stedsspecifikke værker. Normalt kobles værk og institution i et samarbejde mellem institutionens ledelse og Legatudvalget for Billedkunst, men som noget nyt afprøver man at introducere eksterne kuratorer ind i processen. Og det er her Michael Roloff kommer ind i billedet. Vi synes, at det er enestående og modigt at stille en ung kurator i spidsen for en så omfattende type opgave, og vi kan i den grad bevidne at eksperimentet er lykkedes.

Tilbage i sommeren 2017 bad Michael os om at hjælpe til med formidlingen af udsmykningprojektet, og i løbet af efteråret har det samarbejde kastet mange nye samtaler og overvejelser af sig. Hvad kan kunst i offentlige byggerier, som ikke oprindeligt er tiltænkt kunst? Hvordan samarbejder man på tværs af vidt forskellige fagligheder? Og hvad sker der i mødet mellem kunsten og dagligdagen på uddannelsesinstitutioner som VIA og Navitas?

Nu hvor værkerne er installerede i de to aarhusianske institutioner, har vi taget en snak med Michael for at blive klogere på hans bagvedliggende tanker, de til tider kringlede processer, naturligvis kunsten, hvad han har lært, og så skal vi selvfølgelig også lige høre, om han ville gøre det igen.

Opsætning af Julie Stavad og Amitai Romms værker på Navitas. Fotos © I DO ART Agency.

Rikke & Matias (R&M): Hej Michael, vil du starte fra begyndelsen? Hvordan blev det dig, der skulle varetage den billedkunstneriske udsmykning af de aarhusianske institutioner Navitas og VIA for Statens Kunstfond?

Michael: Jeg blev kontaktet af Statens Kunstfond en sen fredag eftermiddag tilbage i maj 2016. Et kort opkald blev suppleret med en opfølgende mail, og pludselig lå en højst uventet mulighed for mine fødder, idet jeg blev tilbudt at kuratere permanente udstillinger uden for det gængse kunstrum, med betydningsfulde budgetter, en rimelig og sikret løn og så som udsending fra Statens Kunstfond. Det var en på daværende tidspunkt helt og aldeles kontrasterende udfordring til min ageren på den noget smalle samtidskunstscene i Aarhus, hvor jeg bl.a. var fuldt beskæftiget med daglig ledelse af Piscine og dét at kuratere udstillinger, særligt med tække for den sparsomme, men modige, del af den østjyske samtidskunstscene. Og som det ofte er at arbejde med kuratering på små off-sites landet over, så er økonomien beskeden og visionerne store. Af samme grund var begejstringen stor, da det nyudpegede legatudvalg var på besøg i Aarhus på en kold og fugtig søndag i februar 2016. Flere af udvalgets medlemmer frekventerede udstillingen ”I håb om pjece” af Kristian Schrøder, og de kendte hverken til kunstneren eller Piscine, før deres besøg. I begejstring for både sted og udstilling gjorde sidstnævnte sig særligt opmærksom og blev kort tid efter (og helt fortjent) præmieret for sin høje kvalitet. Ud af det blå var jeg nu i kontakt med udvalget, der i de efterfølgende måneder fulgte mine og Piscines aktiviteter nøje. Og herfra må resten siges at være historie.

“Det har været nogle opgaver med enormt stor frihed til at eksperimentere og udvikle skræddersyede løsninger, idet at der ikke var nogle fortilfælde at sammenstille med.”

Det særlige ved de tildelte opgaver er, at det ikke kun har været en ny og spændende udfordring for mig. Begge opgaver er et samlet eksperiment, udtænkt og bestilt af det siddende legatudvalg. De har så at sige valgt at gøre sig en omlægning af midler, med interesse i at undersøge hvilken effekt og indflydelse, det kan have at tilbyde offentlige institutioner at få tildelt en konsulent over en længere periode. Altså en person der bygger relationer med ledelse, studerende og den generelle kontekst omkring det at modtage, værne om og besidde kunst. Det har været nogle opgaver med enormt stor frihed til at eksperimentere og udvikle skræddersyede løsninger, idet at der ikke var nogle fortilfælde at sammenstille med. Opgaven tilbød dermed et fuldt mandat til min faglighed, hvilket har været et enormt spændende og privilegeret afsæt at arbejde udfra.

Julie Stavad "Nye brocher", 2017 (Navitas). Foto © I DO ART Agency.

Amitai Romm "Sloppies", 2014 (Navitas). Foto © I DO ART Agency.

Uden tidligere erfaring med udsmykningsopgaver i bagagen, har det samlede forløb været én lang, tålmodig og stødt stigende læringskurve, med op- og nedture som en helt naturlig del af processen. Undervejs har jeg haft at gøre med to vidt forskellige institutionstyper, hvor Navitas har været særligt udfordrende at udvikle en passende løsning til. Bygningen er et stort, nyt og prestigefyldt kraftcenter, bestående af et samarbejde mellem Aarhus Maskinmesterskole, ingeniøruddannelserne på Aarhus Universitet og Incuba A/S. Et samlingssted for forskning, innovation og iværksætteri inden for teknik og naturvidenskab. Altså en bygning bestående af flere institutioner og ledelser under samme tag, der kun har været vant til at omgås og samarbejde om dagligdagen med hinanden, siden indvielsen i efteråret 2014.

“Uden tidligere erfaring med udsmykningsopgaver i bagagen, har det samlede forløb været én lang, tålmodig og stødt stigende læringskurve, med op- og nedture som en naturlig del af processen.”

Foruden at skulle samarbejde omkring drift har alle parter også skulle lære deres nye bygning at kende, dens begrænsninger og dens muligheder. Dette har forårsaget en del overraskelser undervejs i vores samarbejde, med indfald der både har gavnet og også sænket processen. Dette har eksempelvis haft betydning for den endelige løsning i huset, idet at nogle værker er valgt til og fra på baggrund af helt andre argumenter, end hvad der kendertegner mere velkendte beslutningsprocesser i det kunstfaglige kunstrum. Sikkerhed og personlig smag har bl.a. været parametre, som har udfordret de forskellige kuratoriske opdrag, som har været i spil undervejs. Omend udfordrende, så har det været aldeles udviklende at operere i en helt anden virkelighed, der yder modstand og samspil fra andre fronter.

R&M: Nu du selv nævner Navitas, så lad os tale om den opgave først. Her har 2.700 mennesker deres daglige gang, der arbejdes med teknik og naturvidenskab, og tænkningen er liniær, rationel og effektiv. Hvad synes du er kunstens potentiale i en sådan kontekst? Og vil du fremhæve et værk, som du synes gør sig særligt godt på Navitas?

Michael: At placere kunstværker i netop så progressiv en kontekst, giver for mig mening på flere niveauer. Først og fremmest, så ser jeg en del ligheder mellem den måde, der forskes, undersøges og eksperimenteres på på Navitas og så den tilgang, som en stor del af den nye og yngre samtidskunstscene går til deres praksis på. Jeg oplever iblandt sidstnævnte, at man bliver mere og mere eksperimenterende med de mange nye teknologiske tilbud (software som hardware), der implementeres med stor hast i bl.a. den danske industri og i generelle samfundsstrukturer. Hertil er det helt oplagt at pege på værket “Render” af Theis Wendt (f. 1981), der består af en skulptur-serie på i alt 9 3D printede sten, hvor jeg har indkøbt 5 af dem til placering på Navitas.

“At placere kunstværker i netop så progressiv en kontekst, giver for mig mening på flere niveauer. Først og fremmest, så ser jeg en del ligheder mellem den måde, der forskes, undersøges og eksperimenteres på på Navitas og så den tilgang, som en stor del af den nye og yngre samtidskunstscene går til deres praksis på.”

Værket består af ensformede, glaslignende sten fremstillet af polyester og grus. De er alle (stik imod naturens unikhed) ens i formgivning, hvortil gruset ikke er jævnt fordelt i stenene: imod tyngdekraften flyder gruset i toppen af stenene og antyder en slags renderingsproces - som det fx. ser ud, når man renderer objekter i 3D-software. Værket spekulerer i muligheden for en fremtid, hvor naturen er helt programmeret eller rettere programmerbar. Et sådant værk rummer den helt rette mængde af æstetisk og konceptuel kvalitet, der uden besvær også formår at kaste en kritisk og aflæselig fortælling af sig, i en kontekst hvor netop teknologiens fremme er i højsæde. På den måde yder værket en gestus, der forvarsler den såkaldte ‘singularitet’, det vendepunkt, hvor kunstig intelligens bliver selvbevidst og dermed er i stand til at skabe verden i sit eget billede. Og den slags kritisk sansning har bestemt en relevant placering i et sådant miljø.

R&M: Den anden institution er VIA University College i den nordlige del af Aarhus, hvor man uddanner inden for forskellige sundhedsfagligheder. Hvilke tanker har du gjort dig i forhold til at tilføre kunst til denne type institution?

Michael: Her har jeg haft at gøre med en institution, der helt fra start har været meget bevidste omkring det at gå ind i at modtage kunst på deres adresse. De er modsat Navitas ikke et prestigebyggeri med store budgetter og armbevægelser. Her er tale om en uddannelsesplatform indenfor de mere omsorgsfulde erhverv, hvilket også fornemmes tydeligt i den atmosfære, der udspiller sig på campus. Her er det, siden installeringen af værkerne, blevet evident, at mange af disse leverer en direkte understøttelse til den undervisning, som gennemføres på institutionen.

“Som kurator er det meget tilfredsstillende at tilføre et værk, der både rummer sine helt egne æstetiske og konceptuelle værdier, men som også griber ind og øger værdien på eksisterende elementer i det miljø, som det optræder i.”

Her skal det påpeges/fremhæves, at det både har været et spørgsmål om held og snilde, når eksempelvis fotoserien “Et farvel” af Viggo Rivad (f. 1922), der beretter om det at tage afsked med et andet menneske, og dermed om farvellet som et almenmenneskeligt livsvilkår, bliver installeret netop på den væg, hvor der inde på den anden side undervises med speciale i omsorg. At et værk i så direkte forstand konnoterer undervisningen, er en kvalitet i sig selv, og noget der virkelig har vakt begejstring hos særligt en gruppe medarbejdere, der har indlejret værket, som en del af deres undervisning.

Viggo Rivad "Et farvel", 2014 (VIA University College). Foto © I DO ART Agency.

Christina Augustensen "Colour Spaces: Horisontal Fields", 2017 (VIA University College). Foto © I DO ART Agency.

Et andet og noget anderledes værk er det store og stedspecifikke “Colour Spaces: Horisontal Fields” af Christina Augustesen. Det er en værkserie bestående af 7 forskellige lysobjekter, udviklet og produceret specifikt til det store og åbne kantineområde. Jeg fremhæver dette, da det foruden værkets åbenlyse kvaliteter i høj grad også formår at aktivere og stimulere den eksisterende designmanual, som er på spil i dette område.

De mange kulørte stole som præger kantinen, og som institutionen ikke har haft råd til at udskifte, bliver med “Colour Spaces: Horisontal Fields” genaktualiserede og har rent visuelt fået sig et løft i kraft af det med- og modspil, som værket afgiver. Og tilmed har det pulserende element i lysværkerne tilført en puls i lokalet, der fra start har været et stort ønske fra ledelsens side at tilføre netop dette område. Som kurator er det meget tilfredsstillende at tilføre et værk, der både rummer sine helt egne æstetiske og konceptuelle værdier, men som også griber ind og øger værdien på eksisterende elementer i det miljø, som det optræder i.

R&M: Kan du sige noget generelt om udvælgelsesprocessen? Hvordan har du fundet frem til de forskellige værker, og hvordan har du valgt dem ud?

Michael: Jeg har først og fremmest brugt meget tid på at undersøge begge institutioner ved at føre samtaler med ledelse og facility management, søgt kendskab til husenes programmer og strategier, vandre rundt i bygninger alene og med kollegaer i feltet og lignende. Simpelthen for at danne mig en idé om profilerne på et dybere niveau end blot at aflæse deres visionspitch og tage et par billeder af byggeriet. Dernæst har jeg besøgt gallerier, off-spaces og især hjemmesider på en helt ny og spændende måde, idet at jeg er ankommet med en købekraft og en målrettethed, som er anderledes fra den måde, hvorpå jeg normalt besøger og tilser kunstpraksisser. Begge løsninger består af værker, som jeg enten har indkøbt, kommissioneret ellert tilført fra kunstfondens eksisterende indkøbspulje. Sidstnævnte er forudfinansierede værker, som også har været spændende at kombinere ind i de værker, som jeg personligt har fundet undervejs i forløbet. Det tæller værker, som er indkøbt af de siddende og tidligere udvalg.

R&M: Du har valgt at se bort fra tematisering og titulering af begge udsmykninger. Hvordan kan det være?

Michael: Det er sandt, og helt modsatrettet tendenser og gængse traditioner i de kunstfaglige kredse. Og helt nyt for mig, da jeg ikke tidligere har arbejdet med udstillinger, der ikke har opereret med en specifik rammesætning eller titel omkring sig. Fravalget heraf er et forsøg på at give værkerne så meget plads til at levere deres egne fortællinger og udtryk, uden at lade disse tilsløre af et aktuelt tema, som er aktuelt i dag og out i morgen. Selvom det også ville give nogle fordele rent formidlingsmæssigt, så er det et forsøg, der lige nu ser ud til at fungere ganske godt i begge situationer. Og som nævnt tidligere, så har opgaven netop tilladt at eksperimentere med sin form, formidling og udtryk. Så det har jeg gjort.

Birk Bjørlo "I am lost to the world", 2016 (VIA University College). Foto © I DO ART Agency.

R&M: Hvordan har samarbejdet med kunstnerne været? Har nogle engageret sig særligt, og hvordan har det påvirket din proces og det endelige resultat?

Michael: Mit klare mål fra start har været at udvælge, købe og samarbejde med kunstnere, der, som jeg, er ved at formgive en praksis, og som jeg mener har stor gavn af at stifte bekendtskab med denne type indkøb og kuratering. For herude, væk fra de hvide vægge, er der nogle helt andre spilleregler, som gælder og dikterer, hvordan værker kan og ikke kan tage sig ud i en udstilling. Jeg har primært samarbejdet med kunstnere, der ikke tidligere har erfaring med at blive købt af Statens Kunstfond og/eller blive kurateret ud i offentlige byggerier. Nogle har været super dygtige til at imødegå muligheden og udfordringen, hvor andre lige har skulle lære at forstå sig på hele mekanikken bag sådan en proces. Og særligt de mere udfordrende samarbejder har været lærerige, da jeg her opdager, at der fortsat er så meget uudnyttet samarbejdspotentiale mellem kunstnere, kuratorer og institutioner i Danmark. Min interesse for strategisk og infrastrukturelt arbejde er virkelig blusset op undervejs i disse processer, og det er et fokus, som jeg har taget ind og gjort til mit primære arbejde i min aktuelle praksis.

“Jeg har primært samarbejdet med kunstnere, der ikke tidligere har erfaring med at blive købt af Statens Kunstfond og/eller blive kurateret ud i offentlige byggerier.”

Når jeg er blevet spurgt, om jeg har været nervøs for at arbejde med så mange unge og stadig lidt uprøvede kunstnere, har spørgsmål som dette kun bekræftet mig i, at det er den helt rigtige sti, jeg har været på. For er du dygtig nok, er du også gammel nok. Det har været et stort privilegium at introducere så mange nye værker til samlingen. Det siddende udvalg er også gode til at se imod yngre kræfter, når de er ude på deres indkøbsrunder.

Søren Sejr "Strokes", 2015 (VIA University College). Foto © I DO ART Agency.

R&M: Er der noget der har overrasket dig i løbet af processen?

Michael: Jeg har været overrasket over den frihed, som rådet har tildelt mig. Det har været et stort cadeau, som jeg har forsøgt at varetage med omhu. Dernæst har jeg været begejstret for den velvillighed og parathed, som særligt VIA University College har vist igennem hele processen. Og så har Navitas overrasket på den måde, at de virkelig har udvist mod overfor at afmontere et noget traditionelt blik på kunst, og ladet mig tilføre dem nye idéer og forestillinger omkring, hvordan kunst i ligeså høj grad baseres på forskning og undersøgelser, før det bliver til form. Derfor er det også lykkedes at lave den løsning, som nu befinder sig i huset, netop i kraft af deres vilje til at gå på opdagelse i samtidskunstens varierede udtryksformer.

“Jeg har været begejstret for den velvillighed og parathed, som særligt VIA University College har vist igennem hele processen. Og så har Navitas overrasket på den måde, at de virkelig har udvist mod overfor at afmontere et noget traditionelt blik på kunst, og ladet mig tilføre dem nye idéer og forestillinger omkring, hvordan kunst i ligeså høj grad baseres på forskning og undersøgelser, før det bliver til form. ”

R&M: Hvordan har reaktionerne været?

Michael: Det er muligvis lidt for kort en løbebane at vurdere så meget på endnu, men til de to indvielsesreceptioner, kastede der sig virkelig mange gode kommentarer, spørgsmål og noter af sig. VIA University College Campus N, har i hvert fald været så begejstret for samarbejdet, at jeg er blevet inviteret ind i en arbejdsgruppe som ekstern konsulent, med det formål at lægge strategier for værditilførelse til institutionen henover de kommende år.

Hvad angår reaktioner fra studerende, gæster i huset og medarbejdere, så glæder jeg mig til at følge og besøge bygningerne fremover.

Daniel Svarre "Nuclear", 2016 (Navitas). Foto © I DO ART Agency.

R&M: Hvad er den største læring, du tager med dig fra arbejdet med de to udsmykningsopgaver? Har du nogle gode tips og trick, som Statens Kunstfond kan bruge i arbejdet med fremtidige udsmykningsopgaver?

Michael: Her kunne jeg svare fra virkelig mange indgange. Men skulle jeg vælge at fremhæve én vigtig læring, så er det at insistere på at møde Facility Management-afdelingen fra første gang, man som kurator er ude og møde institutionen. For lige meget hvor mange gode idéer og beslutninger der tages på ledelsesniveau, så skal alle løsninger lige forbi husets “pedeller”, der skal rådgive om sikkerhed og teknikaliteter, førend at en endelig beslutning kan tages. Det kan have fatale konsekvenser, hvis denne fagruppe kommer for sent ind i processen, da det er dem, der kender husene bedst, og det faktisk er dem, der kan give det endelig grønne lys. Er her tale om kunstudsmykning i et byggeri under opførelse, så er det helt naturligt at have denne type faglighed med i processen, men det er det bare ikke, når der skal kurateres i et eksisterende byggeri, som skal følge en design-, sikkerheds- og driftsmanual, som er fulgt med huset ved dets indvielse. Det må blive mit primære og ret banale tip. Haha.

Amalie Jakobsen "Untitled (AJ 023)", 2017 (Navitas). Foto © I DO ART Agency.

R&M: Og til sidst: Kunne du tænke dig at gøre det igen?

Michael: JA! Det har været en stor og vigtig udfordring for mig at imødegå. Jeg tager så mange erfaringer med mig, som jeg kunne tænke mig at sætte i spil med en ny eller flere lignende opgaver. Jeg har nu to gode cases at basere mit kommende arbejde på, og jeg ser ingen grund til at skulle stoppe her. Så ringer eller skriver Statens Kunstfond igen, så er jeg klar.

“Det har været en stor og vigtig udfordring for mig at imødegå. Jeg tager så mange erfaringer med mig, som jeg kunne tænke mig at sætte i spil med en ny eller flere lignende opgaver. Jeg har nu to gode cases at basere mit kommende arbejde på, og jeg ser ingen grund til at skulle stoppe her. ”

Omvendt set føler jeg mig også klar til at være opsøgende overfor virksomheder og institutioner, så på den måde kommer jeg bestemt ikke til at være afventende. Dertil skal nævnes, at jeg allerede er involveret i andre spændende projekter, hvor netop det strategiske arbejde sættes i spil. Et godt eksempel er mit engagement som ekstern partner til projektet Primer, hvor jeg bidrager med sparring vedr. organisatorisk udvikling og strategisk implementering. Det udspiller sig i en privatiseret kontekst, hvor budgetter og beslutningsprocesser ser helt anderledes ud end i offentlige institutioner. Det er et projekt med et uanet potentiale og med en international profil, som jeg glæder mig til at følge og udvikle på henover de kommende år.

På Navitas udstilles værker af:
Amitai Romm, Amalie Jakobsen, Andreas Führer, Anu Ramdas & Christian Danielewitz, Daniel Svarre, Theis Wendt, Nat Gregersen & Matilde Mørk, Ferdinand Ahm Krag og Julie Stavad.

Adresse: Inge Lehmanns Gade 10, 8000 Aarhus C.

På VIA University College, Campus N udstilles værker af:
Birk Bjørlo, Christina Augustesen, Ditte Gantriis, Søren Sejr og Viggo Rivad.

Adresse: Hedeager 2, 8200 Aarhus N.

Begge projekter er permanente udsmykningsopgaver.