HEIDI HOVE: OM HVAD VI VÆLGER AT SE, OG HVAD VI VÆLGER IKKE AT SE

Den danske billedkunstner Heidi Hove blev inviteret til at lave en udstilling på Pirpa, da både Cai-Ulrich von Platen og jeg synes, hun ville kunne bidrage med et andet blik på stedet, det omkringliggende Grønttorvet, og måden at lave udstillinger på.

Vi har fra forskellige sammenhænge kendt Heidi Hove gennem længere tid, og man kan godt sige, at vi repræsenterer 3 forskellige kunstgenerationer – og måder at gå til tingene på. Derfor synes jeg at det kunne være spændende at tage en samtale med hende om hendes arbejde med udstillingen "Øjet", som kan ses frem til d. 10. februar, 2018.

Jeg husker det som om, at du engang fortalte mig, at det var en stor befrielse for dig at møde konceptkunsten, fordi den kunne rumme alle de ting, du var optaget af i forvejen i dit liv, og ikke bare kunstspørgsmål. Er det rigtig forstået/husket? Kan du uddybe det?
Ja, måske. Jeg er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi og California College of Arts i 2007, men før det tog jeg en uddannelse som billedformidler igennem det forhenværende Seminarium for Håndværk og Design i Nørresundby. På seminariet stiftede jeg kendskab til en række klassiske medier og håndværk, mens indhold var nogenlunde underordnet. Efter seminariet tog jeg et ophold på Kunsthøjskolen på Ærø, og det var lidt af en opvågning. En helt ny verden åbnede sig. Det var først her, at min hverdag i højere grad blev forbundet med mit kunstarbejde. Mediet var ikke længere afgørende for det indholdsmæssige men omvendt.

Øjet (installation view). Foto af Heidi Hove.

Når det så er sagt, så synes jeg ikke længere, at man kan tegne det så groft op. Jeg har igennem den seneste tid arbejdet med min egen baggrund og opvækst i Nordjylland, hvoraf mange af mine værker ligeledes er udviklet og fremstillet. Min værkproduktion bærer i højere grad præg af de materialer, ting og faciliteter, som omgiver mig, og som jeg har adgang til. Senest har jeg eksempelvis arbejdet med træ, sten og jern, som jeg ikke tidligere har tænkt så meget over, men som alle er ting, som på en eller anden måde referer til min opvækst på landet i Nordjylland.

Min far har arbejdet med metaller hele sit liv, min morfar har flyttet sten fra marken, og skoven har altid ligget lige rundt om hjørnet. Mit arbejde tager ofte udgangspunkt i noget, som er forhåndenværende, noget som er henkastet, noget som er glemt, noget som er ren rutine, eller noget som man normalt ikke tillægger megen værdi. Det gør sig også gældende for udstillingen, Øjet, hvor jeg bl.a. har arbejdet en del med erindring men også fravær, overgange og forgængelighed.

Jeg har eksempelvis fremstillet en række 'vindblæste' jernstativer, jeg har indsamlet plastik fra træer nær mit barndomshjem, jeg har affotograferet det gamle træværk i mit barndomsværelse, jeg har gemt og samlet alle mine brugte kontaktlinser, og jeg har gennemgået min mormors gamle rejseberetninger fra en chartertur til Mallorca i 1969.

Tv: Øjet (installation view). | Th: Øjne, 2018 (detalje). Print på polyester, 130x414cm. Fotografisk gengivelse af træværket på mit barndomsværelse overført til stof. Foto: Heidi Hove.

Øjne, 2018 (detalje). Print på polyester, 130x414cm. (Fotografisk gengivelse af træværket på mit barndomsværelse overført til stof). Foto: Heidi Hove.

Øjet som en del af krop, erindring, oplevelse, erfaring og fantasi – i modsætning til en objektivt isoleret registrant der modtager fakta. Kan man sige, at det er en forståelse, du arbejder med i udstillingen?
Ja, jeg arbejder vel med perception, eller om hvad vi vælger at se, og hvad vi vælger ikke at se. Jeg har eksempelvis været interesseret i de helt små bevægelser, handlinger eller skyggedannelser med denne udstilling. I stedet for a kigge på det egentlige objekt, har jeg i ligeså høj grad koncentreret mig om skyggen eller dens aura; om det uhåndgribelige.

Der er flere forskellige sammenfald i mit liv, som har ledt mig mod øjet eller måske nærmere dets bedrag. Jeg har eksempelvis selv oplevet i perioder at have synsforstyrrelser i tusmørket, og hvor jeg ser ting, som ikke er der. Min hest bliver altid meget bange for flagrende plastik i træer. Min mormor fik delirium i tiden før sin død, og hun kunne berette om de vildeste, visuelle hallucinationer om et miniaturefolk, som var overalt i hendes hjem. Jeg ved, at det er lidt af en floskel, men man siger jo, at øjet er sjælens spejl. I tiden før min mormors død skiftede hendes øjne karakter fra at være dybe og nærværende til matte og fjerne. Igennem akvarellen af min hests ene øje, søger jeg også at finde et tegn på dens værdier.

Øjet, 2018. Akvarel på papir, 80x113cm (Gengivelse af min hests ene øje). Foto: Heidi Hove.

Kan du fortælle lidt om de brugte kontaktlinser? Det var vist noget af det første, du gik i gang med at arbejde med?
Jeg kan ikke huske, hvilke idéer, der kom først. Jeg har igennem længere tid gået og samlet materiale, men ikke til noget bestemt, og da invitationen til at udstille på Pirpa så kom, og jeg begyndte at samle de forskellige idéer, syntes jeg at kunne se en rød tråd gennem de forskellige projekter, og som ville egne til et sted som Pirpa. Et af de projekter, som har jeg arbejdet på igennem en årrække, er en miniatureskulptur af brugte kontaktlinser. Her har jeg hver aften lagt mine kontaktlinser i en dynge. Skulpturen har været lang tid undervejs, da jeg plejer at gå med månedslinser, men efter jeg skiftede til dagslinser begyndte den pludselig at tage form.

Kontakt, 2018. Plastik-havestol, glasplade à 25x25cm, lommelygte og brugte kontaktlinser. (Belysning af indtørrede kontaktlinser indsamlet gennem en årrække). Foto: Heidi Hove.

Hver dag har jeg i overgangen fra det klare til det slørede syn, placeret og gemt de udtjente kontaktlinser i bunken. Normalvis vil jeg blot smide de gamle kontaktlinser ud efter brug, men nu syntes de pludselig at få en anden betydning og står nu som bevismateriale for min erfaringsverden. De er på udstillingen placeret på en glasplade, som ligger på en gammel hvid, plastikhavestol. Kontaktlinserne er belyst af en lommelygte, og derved gives der et afkast af formen af kontaktlinserne på væggen.

Kontakt, 2018 (detalje). Plastik-havestol, glasplade à 25x25cm, lommelygte og brugte kontaktlinser. (Belysning af indtørrede kontaktlinser indsamlet gennem en årrække). Foto: Heidi Hove.

Værket med de hjemmegjorte blomsterstativer (hvad var det de hed?), får en dramatisk effekt med spot og skygger. Kan du sige lidt om det - og om hvad lyssætningen betyder for vores måde at se udstillingen på?
Med værket, Beplantning, som består af en flok selvgjorte jernstativer og med enkelte stykker plastik hængende i dem, har jeg valgt at belyse værket med en arbejdslampe, som står på gulvet, og derved tegner der sig nogle kraftige slagskygger op på væg og loft i rummet. Det giver fylde til værket, og det giver et andet, mere diffust liv til værket. Hvert værk på udstillingen har en eller anden form for lyskilde indbygget, inkorporeret eller tilknyttet. Det faldt mig helt naturligt, at jeg også skulle indarbejde lyset i udstillingen; med at fokusere på enkeltdele og mørklægge resten.

Beplantning, 2018 (installation view). Rundjern og plastik, variable dimensioner. (Hjemmegjorte stativer med fundet plastik). Foto af Heidi Hove.

Beplantning, 2018 (detalje). Rundjern og plastik, variable dimensioner. (Hjemmegjorte stativer med fundet plastik). Foto af Heidi Hove.

Din hests blik på dig, din mormors på omgivelserne, dit blik gennem kontaktlinserne, vores blik der kan vælge at fokusere på blomsterstativet eller skraldet, dit barndomsblik på knasterne i træet – kan du sige lidt om alle de forskellige blikke i udstillingen?
Det er svært at sige, hvad det helt præcist er, som interesserer mig ved blikket, men jeg tror, det handler om valg. Om hvad vi vælger at se, og hvad vi vælger ikke at se, og måske også hvilken forudsætning vi har for at se de forskellige ting, og hvad vi derfor fokuserer på. Som barn var jeg meget interesseret i heste, og jeg så hesteøjne i væggen. Meget enkelt. I dag er mit blik måske blevet lidt mere ubestemt, og det er måske i virkeligheden det, som udstillingen handler om: det ubeslutsomme og flakkende blik. Jeg fortsætter eksempelvis med at tage kontaktlinserne på hver dag for at få et bedre udsyn, men lykkes det? Jeg kigger ind i min hests øjne i et forsøg på at finde svar, men finder kun mig selv. Jeg tager min mormors briller på og rejser tilbage i tid, men finder nærmest ingenting.

Hesten i væggen, 2018. Fotografi monteret på dibond, metalbeslag, 73x110cm. (Fotografisk gengivelse af træværket på mit barndomsværelse. Foto: Heidi Hove.

Hesten i væggen, 2018 (detalje). Fotografi monteret på dibond, metalbeslag, 73x110cm. (Fotografisk gengivelse af træværket på mit barndomsværelse. Foto: Heidi Hove.

Ser du anderledes på Grønttorvet (hvor Pirpa har adresse) efter udstillingen – eller er der noget specielt, du har lagt mærke til, da du gik og installerede og tog fotos og film på Grønttorvet?
Det der har gjort dybest indtryk på mig under det indledende arbejde med udstillingen, er den fortælling, stedet rummer. Det emmer af svunden liv fra dets tid, som et aktivt industriområde, og om kort tid, når bulldozerne rykker ind, vil kun 'skyggen' af Grønttorvet stå tilbage. Den nu afdøde, danske billedkunstner, Knud Pedersen har udtalt: »Jeg er ikke optaget af tingen, jeg er optaget af tingens skygge«. Måske det skal være de sidste ord.