VI SPURGTE JER OM KRÆNKENDE ADFÆRD PÅ DEN DANSKE KUNSTSCENE. DET HER ER HVAD VI VED NU...

“Jeg blev udsat for et seksuelt overgreb af en mandlig dansk billedkunstner på Venedig Biennalen i sommers. Jeg er stadig for chokeret til at beskrive det.” I december igangsatte vi en undersøgelse om krænkende adfærd på den danske kunstscene, og svarene er mildest talt hjerteskærende. Hvis vores højtelskede kunstscene skal være et trygt sted for alle, så er det tydeligt, at vi er nødt til at lytte, udvise tillid og skabe et sprog for det allersværeste.

I lyset af de seneste måneders utallige afsløringer af magtmisbrug, og hvad der ligner systematisk krænkende og nedværdigende adfærd, er det nærliggende at tænke: Finder dette også sted på den danske kunstscene? Over hele verden er mennesker stået frem med modige vidnesbyrd og har optegnet en usund kultur, som ikke er begrænset af hverken geografi, demografi eller hverv, men som gennemsyrer alle lag af det globale samfund og således berører os alle sammen. På den internationale kunstscenen er enkelte historier også dukket op, og magthavende personligheder som Artforum-udgiveren Knight Landesman, The Armory Show-direktøren Benjamin Genocchio og kunstsamleren Anthony d’Offay har mistet stillinger og privilegier, efter at sandheder om deres adfærd er kommet frem. Initiativer som Not Suprised og senest det svenske #konstnärligfrihet har givet en stærk stemme til tusindvis af kunstnere og kunstarbejdere, som ikke længere vil styres af en fjendtlig og nedværdigende kultur.

“Vi vil ikke tolerere, at vores professor fortæller os, at vores kunst gør ham liderlig, eller at vi er ligegyldige i kunstverdenen, fordi vi ikke har nogen pik. Vi vil hænge samleren, der spørger, om sex er inkluderet i købet, ud. Vi fordømmer de mandlige kunstnere, der tager seksuelle friheder over for kolleger, kuratorer og gallerister. De lærere, der slikker os i øret, trykker deres skridt mod vores kroppe, kærtegner og klemmer vores balder, vil blive holdt ansvarlige. Mange af os har levet stille og alene med smertefulde minder om misbrug, heteroseksisme, racisme og klasseundertrykkelse,” lyder det i den svenske erklæring, men finder dette også sted på den danske kunstscene?

Et sprog for det vanskelige
I gennem 12 år har vi arbejdet med at formidle kunst, og derfor har vi været i tæt kontakt med utallige kunstnere, unge og nye, som erfarne og etablerede. Vi er flere gange blevet betroet tankevækkende historier, som altid er kommet hånd-i-hånd med en stor mængde skam og fortrolighedsløfter. At blive krænket er en uønsket overskridelse af intimsfæren og føles derfor ubeskriveligt privat – så privat at det kan være svært at dele med selv ens allernærmeste, selvsagt umuligt at dele med autoritetspersoner eller de ansvarlige. Måske er kunstverdenen mere udsat, fordi den er lille, og derfor føles ekstra skrøbelig – alle kender alle, og man vil jo ikke stemples som ‘den krænkede’ - ja faktisk ønsker man ikke, at en krænkelse skal være en del af ens fortælling, og det forstår vi godt! Konsekvenserne synes uoverskuelige. For os er det blevet tydeligt, at vi mangler et sprog for de sværeste og mest private ting her i livet, men måske kan vi bruge #MeToo til at opbygge en større tillid og få skabt et sprog for det vanskelige.

I lyset af de historier vi tidligere var blevet betroet og det øgede fokus, som #MeToo-bevægelsen satte på problemet, var vores bekymring for omfanget af krænkelseskulturen på vores højtelskede danske kunstscene øget. Så da #konstnärligfrihet ramte i starten af december sidste år, følte vi os nødsagede til at gøre noget. Vi oprettede et anonymiseret spørgeskema under titlen "Er der et problem med krænkende adfærd på den danske kunstscene?", og ret hurtigt fik vi desværre bekræftet vores bekymringer. Inden vi når til resultaterne, vil vi gerne sige et hjerteligt tak til alle jer, som udfyldte skemaet og har været med til at tage et skridt i retningen af en tryggere og mere fri kunstscene! Jeres svar var tankevækkende og hjerteskærende at læse, men vid at jeres mod gør en kæmpe forskel, og at vi tager jeres vidnesbyrd dybt, dybt alvorligt. Takket være jer, kan vi handle.

Krænkende adfærd på den danske kunstscene
I de to første spørgsmål var hensigten at finde ud af, om dem vi nåede ud til selv var blevet udsat for chikane, magtmisbrug eller krænkende adfærd, eller om de kendte til det på anden vis. På nuværende tidspunkt har vi modtaget 73 besvarelser, hvoraf lige under halvdelen (35 personer) selv har oplevet at blive krænkede. 71,2% (52 personer) har hørt om andres oplevelser.

Har du selv oplevet chikane, magtmisbrug eller krænkende adfærd på den danske kunstscene?

---

Har du set eller hørt om andre der har været udsat for chikane, magtmisbrug eller krænkende adfærd på den danske kunstscene?

Det som man ikke kan se ud af de ovenstående diagrammer, er de 19 personer som har svaret nej på begge spørgsmål. Til disse besvarelser følger ofte kommentarer som “nej,” “har ikke hørt om,” “ingen krænkelse” og “nej blev der sagt!”, hvilket står i skarp kontrast til de vidnesbyrd, der klart dominerer resultaterne. Dette gør kun vores bekymring større, da det tyder på, at der eksisterer en gruppe, som blankt affejer, at der overhovedet skulle være et problem. Måske netop i frygt for problemets omfang, eller fordi det er for smerteligt at indse – vi kan kun gætte.

Krænkelser inden for magtstrukturer
Fra dem som svarede ja på et eller begge af de ovenstående spørgsmål, var vi interesserede i at vide, hvor krænkelsen fandt sted, og hvem krænkeren var. Her var der mulighed for at vælge flere forskellige svar (før musen hen over de enkelte bjælker for at se antal og den fulde indskrift):

I hvilken sammenhæng har du oplevet eller hørt om chikane, magtmisbrug eller krænkende adfærd?

*Under "Andet" er der bl.a. blevet uddybet med sociale arrangementer, festivaler, vurdering af værker og samarbejde med ældre mandlig kunstner.

---

Hvem udførte krænkelsen?

Tilsyneladende finder krænkelserne sted i mange forskellige sammenhænge og relationer, men vores resultater optegner alligevel nogle tendenser. Flest har oplevet eller hørt om krænkelser i forbindelse med uddannelse, efterfulgt af sociale sammenhænge som ferniseringer eller fester. Krænkeren identificeres oftest som underviser, professor eller lektor og dernæst gallerist eller kunstsamler, hvilket tyder på, at krænkelserne ofte udføres indenfor en mere eller mindre tydelig magtstruktur. Og at den krænkede ofte til dels er afhængig af krænkeren enten akademisk, socialt eller økonomisk.

I december skrev forfatter Nanna Storr-Hansen modigt om sine oplevelser med en nærgående og overskridende rektor fra sin tid på Forfatterskolen. Hun fortalte, hvordan det føltes at skulle undervises af selv samme rektor, og hvordan det gav hende angst: “Situationen med ham har opbygget sig til en monstrøs følelse af ydmygelse og afmagt, af angst, vrede og ensomhed; jeg er den eneste af mine medstuderende, der er blevet hyllet ind i det her. Jeg oplever ham som stærkt manipulerende og ude af stand til at sætte sig i mit sted. Han opfører sig som et offer, der søger omsorg og medlidenhed, selvom det er ham, der krænker mig, det er ham, der har magten.”

Personlige fortællinger og vidnesbyrd
Til sidst i spørgeskemaet var det valgfrit, om man havde lyst til at dele sin historie og komme med andre kommentarer, tilføjelser eller anbefalinger. Nedenstående beretninger er et udvalg af de besvarelser, som vi har modtaget, og de taler vist bedst for sig selv:

“Det er de samme ting, der sker om og om igen, mod mig, mine veninder og kollegaer: Mandlige kunstnere der fordi de befinder sig i kunstverdenen og beskæftiger sig med queer teori, tænker sig selv som feminister. De er ikke opmærksomme på de overgreb, de begår; respekterer ikke det første, andet eller tredje nej og har sex med kvinder der er for fulde eller væk på stoffer. Jeg selv er vågnet op to gange til at min kollega/ven har sex med mig..”

“Jeg har oplevet at være den eneste mandlige elev på en kunstskole, hvor vores lærer ville komme med de vildeste sexistiske udtalelser. Når jeg talte imod læreren, ville jeg blive udskældt af de andre elever.”

“Jeg blev udsat for et seksuelt overgreb af en dansk mandlig billedkunstner på Venedig biennalen i sommers. Jeg er stadig for chokeret til at beskrive det. Jeg ved ikke, om det tæller som et vidnesbyrd.”

“Vi var tre kvinder der var blevet udsat for stalking, trusler og overgreb af en “ven” til skolen. Han var bekendt med en del mandlige medstuderende, og da jeg forsøgte at sige fra til elevrådet, fik jeg mundkurv på. Efterfølgende gik jeg til rektoren, som på daværende tidspunkt var cis mand, og han gik meget stille med dørene. Jeg skulle ikke tale højt om det, og han ville fikse det. Jeg blev fortsat set ned på af elever, da ingen troede på mig, og de to andre elever der var blevet udsat for det, var gået ud og ville ikke blandes yderligere ind i det. Jeg havde min daglige gang på skolen, men turde ikke komme der i en lang periode, fordi han stadig kom der, da de andre elever tog hans parti og ik troede på mig. Det er også konsekvensen af, at rektoren ikke talte op om det og sagde fra og viste, hvad skolen skulle stå for og acceptere og ikke acceptere. Jeg tog efterfølgende på udveksling, og da jeg kom tilbage, fik jeg samme angst, fordi personen stadig kom på skolen. I mellemtiden fik vi en ny kvindelig rektor, som jeg betroede mig til, og hun reagerede heldigvis bedre og meldte offentligt ud omkring, at det ikke er ok.”

“Jeg har været del af en klub for kvindelige studerende ved det kunstakademi, hvor jeg studerer. Af de 40 mennesker der mødte op, havde alle været udsat for overgreb på den ene eller anden måde! Det er hjerteknusende, og jeg tror, at det er mere omfangsrigt, end vi tør frygte.”

“Jeg arbejdede i en periode for en ældre mandlig kunstner. Udover at man-splaine på et uhørt højt niveau, gjorde han tilnærmelser. Jeg følte mig ikke godt tilpas. Og det endte med, at jeg måtte slutte som medarbejder. Måske var jeg naiv, men jeg opdagede det først lidt for sent.”

“I forbindelse med danske festivaller, fra Roskilde Festival til Copenhagen Art Festival, har jeg hørt og oplevet, at kunstnerkollegaer ikke har fået betaling. Disse har været kvinder, og ved større undersøgelser viser det sig tit, at de mandlige kollegaer modtager løn for deres arbejde. Samtidig ser jeg, hvordan kvindelige kunstnere stadig ikke bliver eksponeret på samme niveau som mænd eller bliver inviteret til udstillinger, udsmykninger mm. En kollega fortalte mig at en mandlig samler direkte havde sagt til hende, at han gerne ville købe kvindelige kunstneres kunst, da de var halvt så billige og da de måske en dag ville få lidt succes, så han kunne jo lige så godt satse. Så måske ser jeg en generel tendens på, at den hvide mand stadig ses som et geni, og at kvinder stadig bliver nedprioriteret i kunsten.”

“Jeg kender til voldtægtssager, der bliver fejet under gulvtæppet af rektorere, og studerende der får mundkurv på. Professorer der holder hånden over hinanden. Det er så klamt, og jeg håber bare, at vi kan gribe det her an på en respektfuld måde, så det ikke går ud over dem, der er blevet harrasset. De skylder ikke nogen noget, og alt skal foregå med samtykke. Husk at reach out til dem, der sidder på magten også. Selvom de sikkert snakker lort.”

“Desværre har jeg også oplevet en kvindelig gallerist komme med utilslørede anbefalinger om, at indfinde mig og være sød ved fondsdirektører, samlere etc., som godt kan lide piger etc.”

“Jeg tror, der burde være helt klare regler for, at gæsteprofessorer og professorer ikke må have "forhold" til studerende.”

Begyndelsen på en ny samtale
I udarbejdelsen af spørgeskemaet var der nogle ting, der stod helt klare for os. Som udgangspunkt skulle besvarelserne være anonyme. Vi spurgte derfor ikke om alder, køn eller baggrund, og gjorde det valgfrit, om man ville efterlade kontaktoplysninger. Vi ønskede ikke at nagle undersøgelsen fast på én type krænkelse eller én kønsidentitet, og benyttede os derfor af løse formuleringer i håbet om at udvise størst åbenhed. Vi ved altså ikke konkret, hvem der har svaret, men vi er blevet en hel del klogere på spørgsmålet om, hvorvidt der er et problem med krænkende adfærd på den danske kunstscene. Det kan vi vist ikke komme udenom, at der er.

Da vi i starten af januar viste resultaterne fra undersøgelsen til BKF (Billedkunstnernes Forbund), blev de vakt af den samme følelse af overraskelse og engagement, som vi selv havde mærket. Derfor besluttede vi os for sammen at arrangere et debatmøde – et trygt sted hvor erfaringer kan deles, og hvor dialoger kan sættes i gang. Så kom til arrangementet “En ny samtale: Debatmøde om #MeToo i dansk kunstliv” på Overgaden, d. 21. februar. På mødet vil vi uddybe vores tanker om problemstillingen, og derudover vil aftenen bl.a. kredse om personlige erfaringer, #konstnärligfrihet, nye initiativer på Det Kgl. Danske Kunstakademi, og forhåbentligt vil det blive begyndelsen på nye, vigtige samtaler. Kom hvis du trænger til at mærke, at du ikke er alene, eller kom hvis du vil vise din opbakning, være med til at sige fra og i fremtiden blive en del af løsningen. Læs mere om arrangementet og paneldeltagerne her eller på Facebook.

Vi er beærede over at være med til at løfte denne vigtige samtale videre. Der er nogle strukturer, omgangsmåder og normer, som vi er nødt til at tale om og redefinere, så vi kan få en tryggere, mere fri og tillidsfuld kunstscene for dig og for alle andre, der elsker kunst.