RØM: ET NYT UDSTILLINGSSTED PÅ DET GAMLE GRØNTTORV

På en særlig plet i Valby’s industrielle hjerte har handlen af frisk frugt, grønt og blomster haft sit omdrejningspunkt siden 1958. Tidligere i år rykkede grossisterne ud af de gamle haller, for der skal gøres plads til boliger, og som det så tit sker, er der nu opstået et mellemrum af tid. Et vakuum hvori industrilandskabet skal transformeres til boligområde; et mellemrum med plads til kunsten.

Vi går på en bro, der krydser de skinner, som netop har transporteret os hertil. Vi passerer Allan’s Dæk Service, drejer ned af Torveporten og mødes af et væld af skilte, afspærringer og kraner. Vi får et indtryk af et område, der befinder sig i et stadie af omdirigering, nedrivning og transformation, og sådan kommer det nok til at blive ved med at være, indtil de sidste bygninger rives ned om et par år. Vi har aldrig været her for grøntsagerne, men nu er vi her for kunsten.

Dér hvor andre ikke har set muligheder endnu
Siden vi flyttede til København i foråret, har en verden af kunstnerdrevne udstillingssteder åbnet sig for os. Steder uden en snert af kommerciel motivation, men med bunkevis af eksperimenterende potentiale, eksisterer rundt omkring i landet, dog med en naturlig fortætning i hovedstaden. De opstår ofte dér, hvor andre ikke har set muligheder endnu og finder sig tilrette i det midlertidige, med tidsbegrænsninger som medspiller.

De kunstnerdrevne udstillingssteder er vigtige, og derfor arbejder vi for tiden på at skabe et overblik over den underskov af interessante, dynamiske og uafhængige platforme, der findes. For der er virkelig mange, og i vores søgen er vi nu faldet over et af de helt nye steder på scenen; RØM. RØM fangede vores opmærksomhed, og derfor er vi taget til det forladte engros-mekka.

RØM | Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

“RØM lever, indtil bulldozerne rykker ind”
Vi følger skiltene, ankommer til Karl Lunds tidligere papirhandel og bliver taget imod af billedkunstner Jakob Hunosøe, som er en af de fem indehavere af RØM. Hurtigt efter slutter resten af gruppen sig til; billedkunstnerne Louise Langgaard, Anne Torpe og Jeanette Hillig samt kunstformidler Rebekka Elisabeth Anker-Møller.

Vi står et øjeblik på pladsen foran udstillingsstedet. Jeanette fortæller, at mange af de gamle haller er taget i brug af forskellige aktører, siden Grønttorvet lukkede i april, og at der faktisk er gang i en del initiativer rundt omkring. Samtidig lurer den usikre fremtid – ikke langt fra os er maskinerne allerede i gang med at opsluge de gamle haller, og hvornår de når til RØM, er endnu uvist. Indtil videre lyder kontrakten på et år, men som kunstnerne skriver på deres hjemmeside: “RØM lever, indtil bulldozerne rykker ind.”

På 1. sal har de fire billedkunstnere deres atelierer, og vi beslutter os for at starte vores rundvisning dér, da vi tænker at den bedste forudsætning for at lære et kunstnerdrevet udstillingssted at kende, er gennem de kunstnere der driver stedet. Vi træder ind på en gråblå kontorgang, som ligesom resten af byggeriet vidner om en svunden tid, og starter hos Jakob.

Perfektionssøgende stillebens
“Her er jo ikke så atelier-agtigt. Jeg bruger det mest som kontor og engang imellem som fotostudie,” indskyder Jakob, som tog afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2004. Han tager en filmrulle frem og holder den op imod den skarpe sol, så et gentaget motiv dukker op.

I Jakob’s fotografiske opstillinger af hverdagsobjekter finder man ofte subtile forskydninger eller optiske illusioner, der næsten mimer photoshops manipulationsmuligheder; som meget præcise iscenesættelser, gentagelser, spejlinger og lignende. Han fotograferer altid med sit analoge Hasselblad-kamera, og hans perfektionssøgende stillebens bliver på den måde en form for forhandling mellem det analoge og det digitale. Jakob's fotografier rummer både en hel masse kondenseret koncentration, præcision og poesi.

I næste rum på gangen holder Jeanette til. Hende og Jakob kender hinanden fra kunstakademiet, hvorfra Jeanette tog afgang i 2008, og derudover har de to udstillet sammen i flere omgange. Netop nu arbejder de begge på en kommende udstilling til Rønnebæksholm, som også kommer til at inkludere værker af Jytte Høy og Vilhelm Lundstrøm.

Jeanette Hillig's atelier | Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

“Kuratering er en flydende proces”
Der er ikke noget entydigt svar på, hvordan de fem er kommet til at lære hinanden at kende. Lidt igennem uddannelse, fælles atelier eller venners venner. Da muligheden for at have atelierer og ovenikøbet at kunne starte udstillingssted i sammen bygning bød sig, slog de til. “Der var dog lidt panik,” fortæller Jeanette. “Pirpa åbnede d. 26. august, og det gav kun mening, at vi åbnede samtidig” fortsætter hun og henviser til RØM’s nabo, som ligeledes er et midlertidigt udstillingssted drevet af kunstnere. De fire billedkunstnere var fra starten enige om, at de var nødt til at have en formidler med i projektet, og på den måde blev Rebekka også en del af RØM.

“Vi har besluttet os for ikke at låse os fast på nogen fast form, noget medie eller lignende,” forklarer Rebekka om RØM’s udstillingsprogram. “I fremtiden vil vi gerne udvide med særlige events og performance,” fortsætter hun, og Jakob tilføjer: “Vi har ikke sat os ned og skrevet et manifest. Udstillingsprofilen er noget vi vil danne undervejs.” Anne stemmer i: “For os er kuratering en flydende proces,” men denne udviklende og fleksible form skaber også udfordringer. “Det kan være svært, når vi skal søge penge,” fortsætter Rebekka og henviser til flere fonde, der kræver langsigtede, udførlige udstillingsprogrammer for at tage en ansøgning i betragtning.

Fladens potentiale
Vi står nu alle sammen rundt om det aflange arbejdsbord i Jeanette’s atelier, og i rummet omkring os står en blanding af materialer, eksperimenter og nye værker. Gennem sine værker undersøger Jeanette fladens potentiale, og hendes minimalistiske objekter aktiverer ofte deres rummelige omgivelser. I midten af rummet står et nyere værk bestående af to forskudte, bemalede plader i mørkegrøn og lysegrå. Den enkle fremtoning trækker vores opmærksomhed ind i detaljen, hvor ujævnheder og en rig taktilitet gemmer sig som et minde om en menneskelig tilstedeværelse.

Jeanette har tidligere været en del af udstillingsstedet OK Corral, da det lå i Carlsbergbyen, men hun er ikke den eneste med erfaring i det kunstnerdrevne. Da vi bevæger os videre, fortæller Anne, at hun var med til at starte udstillingsstedet Første til Venstre på Gothersgade for 12 år siden. “Det var dengang, jeg gik på akademiet, og jeg tror næsten, at vi var de eneste på det tidspunkt” fortsætter hun og henviser til den opblomstring af kunstnerdrevne udstillingssteder, som har fundet sted over de seneste år.

Anne Torpe's atelier | Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Opløste former og nye rum
“Jeg bliver drillet meget med mit gulv,” benmærker Anne, da vi træder ind i hendes atelier. “Jeg har revet det gamle gulvtæppe af og malet det – og så kom det til at se sådan her ud,” griner hun. Hurtigt er det dog malerierne på væggene, der fanger vores opmærksomhed. Anne blev færdig på kunstakademiet i 2009 og arbejder for tiden med en form for oliemaleri, hvori hun undersøger formerne i hjemlige skikkelser som potteplanter og stole og skaber mønsterrige abstraktioner. Hun benytter sig af en lag-på-lag metode, der skaber uventede rum i de ellers konkrete former, og det kommer der nogle virkelig smukke værker ud af.

Louise, Anne og Jakob (Anne Torpe's atelier) | Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Bearbejdning af det konkrete fortsætter inde ved siden af, hvor Louise har sin daglige gang. Alle horisontale flader domineres af våd oliemaling, pensler, skitser og selvfølgelig rullevis af malertape. Allerede under sin uddannelse på designskolen i København mellem ‘00 og ‘06 afveg Louise fra faget, og siden 2010 har hun udelukkende beskæftiget sig med maleriet.

“Jeg har længe arbejdet med byens rum, men det er blevet mere og mere abstrakt, og jeg har zoomet længere og længere ind,” forklarer Louise, som netop er ved at lægge sidste hånd på en større serie, som skal indtage udstillingsrummet nedenunder fra d. 18. november. De opløste byrum udspiller sig på en række lærreder, der har fået form efter RØM’s murstensvægge, og hendes udstilling Walking the Gap kommer på den måde til at spille sammen med de givne rammer.

Gentrificering på formel
Det er fælles for udstillingerne i RØM, at kunstnerne bliver bedt om at forholde sig til rummets udformning og det midlertidige aspekt. Det ligger også i navnet, som er afledt af ordet ‘rum’, og som samtidig betyder at give plads – at rømme sig. Både som at RØM gør plads til kunsten, og at RØM senere må rømme sig for de boligbyggerier, som skal fylde området.

Vi snakker lidt om gentrificeringens klassiske opbygning, som virkelig er sat på formel her i Valby. Industrien lukker ned men lader de rå bygninger stå, og kunstnerne flytter ind til en billig husleje og gør området så attraktivt, at boligspekulanterne lugter penge og opfører boliger. De fem er fuldstændigt klare over mekanikken og har besluttet sig for at bruge den aktivt i konceptet, men der er også uforståenhed at spore. Hvorfor indtænker man ikke de kulturelle initiativer, der har gjort et dødt område levende, i udviklingen af de nye byggerier?

Rebekka og Anne (Louise Langaard's atelier) | Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Forgængelige materialer og frugtmotiver
Vi bevæger os tilbage af den gråblå kontorgang og ned mod udstillingsrummet, imens snakken fortsætter. Siden d. 14. oktober har Michael Boelt Fischer fyldt den gamle papirhandel med udstillingen Apples and Pears. Boelt Fischer har forholdt sig til både det midlertidige ved at benytte forgængelige materialer som pap og til den konkrete lokalitet i det tidligere Grønttorv ved at bruge frugtmotiver i sine malerier.

Fra udstillingsteksten: “Boelt Fischer er ikke bange for at hoppe over, hvor gærdet er lavest, for at gøre tingene nemmere for sig selv i sin arbejdsproces. Derfor genbruger han materialer, benytter referencer fra kunsthistorien og låner udtryk og konkrete motiver fra højre og venstre i sit kunstneriske arbejde. Han har en intuitiv arbejdstilgang og benytter oftest, hvad han lige står og falder over – om det er noget pap i en genbrugscontainer eller nogle malerier fra en veninde, han har overtaget for at benytte dem som lærred til egne værker.“

Når vi kigger på de mange værker i udstillingen, er det helt tydeligt, at der her er tale om en kunstner, som har haft det sjovt i processen, og som elsker at arbejde med materialer. Æstetikken er, ligesom materialerne, lånt fra alle mulige steder og vores tanker ledes både omkring designbevægelsen Memphis, tegneserier og 90’ernes computergrafik. Det sammensatte udtryk skaber en helhed, der er ekstremt dragende.

Udstilling af Michael Boelt Fischer | Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Et vigtigt mellemrum
Vi står igen på pladsen foran den gamle papirhandel omgivet af noget, der ligger et sted mellem fortid og fremtid, men det der udfolder sig her i mellemrummet føles vigtigere end noget andet.

Vi går en tur rundt blandt de gamle bygninger, inden vi igen retter næsen mod Ny Ellebjerg Station og bliver en lille smule triste over, at København mister endnu et af de her slags steder. Steder hvor der gælder andre regler, hvor arkitekturen fordrer anderledes muligheder, og hvor man får lyst til at gå på opdagelse.

“Hvorfor skal alt være lavet af stål og glas?” sagde én af de fem fra RØM for lidt siden, og det spørgsmål giver virkelig genklang her mellem de industrielle garager og haller. Tak RØM, fordi vi måtte komme på besøg. Vi er meget beærede over at være budt velkommen og at have lært så dygtige og gode mennesker at kende!

Det nedlukkede Grønttorv | Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Til sidst en opfordring: Opsøg det du ikke kender og tag på opdagelse! Du kan jo starte med at besøge RØM inden d. 5. november, hvor Michael Boelt Fischer’s Apples and Pears lukker, og igen til ferniseringen på Louise Langgaard’s Walking the Gap d. 18. november, 2016.