DET NØDVENDIGE 'BÅDE-OG’

Mette Colbergs materiale er glas. Alligevel består hendes udstilling i Officinet hos Danske Kunsthåndværkere & Designere overvejende af fotografier skabt med kameralinser, som hun støber i farvet glas. I sine værker og sin praksis insisterer Colberg på værdien af et dynamisk mellemrum mellem statiske positioner. Det giver frihed og muligheder – og så må det godt være lidt besværligt.

K = Kirstine Autzen (interviewer)
M = Mette Colberg (kunstner)

K: Dine værker til udstillingen ”Superposition” består af fotografier lavet med farvede kameralinser, som du har skabt i dit værksted, monteret på dit kamera og derigennem fotograferet rumlige modeller med.

På udstillingen ser man, sammen med glaslinserne, billeder printet på forskellige medier; tekstil, papir, folie, som forholder sig nært til udstillingsrummet. Vil du fortælle om baggrunden for udstillingen?

M: Udstillingen tager udgangspunkt i det kvantemekaniske fænomen ’superposition’, hvor én partikel kan være flere steder på samme tid – vel at mærke før, man forsøger at dokumentere den. Idet man begynder at måle, ’vælger' den ét sted, en position. Partiklen befinder sig i det, fysikere kalder en superposition: en tilstand, hvor partiklen er flere steder på samme tid, og hvor hvert af stederne har sin egen sandsynlighed for, at partiklen ender netop dér, når en måling eller en anden forstyrrelse fra omverdenen får partiklens superposition til at kollapse til én enkelt position i rummet.

Overført til glas kan man lege med tanken om at transparent glas også er i en form for ’superposition’; når du ser ud af et vindue, ser du på glas og samtidig igennem det. Men du vil automatisk fokusere på enten at se på eller igennem det. Dette skaber et simultant nærvær og fravær i materialet, en dualitet, som jeg har arbejdet med gennem flere år.

Ligeledes rummer fotografiet samme dualitet; når du ser på et fotografi, er billedet meget nærværende, men på samme tid er selve situationen væk. I mine billeder leder jeg efter et mellemrum, som indeholder både nærvær og fravær, linse og motiv. Et mellemrum, hvor jeg fanger lidt af begge dele. Det er lidt som jagten på partiklen i sin superposition; jeg forsøger at fange flere tilstande i ét billede. Jeg bruger min arbejdsproces med glasset, linserne og fotografiet til at afkode og forstå verden. Da jeg stødte på fænomenet ’superposition’ var der nogle brikker, der faldt på plads.

Når jeg genkender et fænomen fra fx glas i andre materialer og fagområder, giver det mig en følelse af sammenhæng i verden. Vi kommer alle sammen med vores unikke perspektiv på verden – en ’optik’ som vi ser verden igennem – fordi vi ikke har samme opvækst, køn, religion eller kultur. Der findes milliarder af udgaver af den virkelighed, jeg selv oplever. Det er enormt befriende at have sin egen udgave af virkeligheden og sit eget syn på virkeligheden, men samtidig er det også der, konflikterne opstår. For mig er det en god påmindelse om at arbejde med et ”både-og” hver dag. Det er en mission i mit arbejde at åbne folks øjne for sådan nogle tanker.

Mette Colberg, atelier. Foto: Kirstine Autzen.

K: Hvordan er din arbejdsproces?

M: Udgangspunktet er, at jeg forestiller mig en linse, som får mig til at se verden på måder, jeg ikke kan se med mit blotte øje. Jeg starter med at gå skulpturelt til værks og laver modeller i gips og voks. Herefter støber jeg en gipsform udover modellen, smelter voksen ud, og så støber jeg glas i gipsformen. Efter støbeprocessen kan jeg begynde at slibe, polere og finjustere glasset, og så begynder den fotografiske proces.

Til dette projekt søgte jeg en form for taktilitet i billederne og fotograferede først tekstil, men linsernes endelige form har meget at sige i forhold til valg af motiv. Derfor endte jeg med at arbejde med rum.

Jeg har aldrig helt kontrol over, hvordan fotografierne kommer til at se ud. Og selvom der er en del af mig, der gerne vil have kontrol over arbejdet fra start til slut, så ved jeg også, at det er i det spændingsfelt, hvor materialerne får lov til at arbejde selv, at det interessante opstår.

I starten var linserne kun et værktøj. Nu forstår jeg, at de også er værker i sig selv. De er fundamentet for hele min undersøgelse, og derfor har de en central rolle både i det færdige værk og i udstillingen. Hvis jeg tager dem ud, så mangler der noget i ligningen. De er små i skala, men har stor betydning.

K: Du er vokset op på Bornholm og er uddannet i Sverige. Kan du fortælle kort om din vej ind i at arbejde med glas?

M: Gennem hele min barndom på Bornholm har jeg kigget på glaspustere. Det var magisk, at de kunne snurre noget helt flydende glas – som honning – op på piben og puste luft ind i det: en mellemting mellem stor kontrol og noget, der lignede leg. Jeg har desuden en stærk tilknytning til Sverige, fordi jeg er uddannet der af flere omgange. I Sverige er der en stolthed omkring glashåndværket og skoler som uddanner specifikt indenfor materialet, og at lære at arbejde med glas er en krævende uddannelse – jeg ved ikke, hvor mange gange min lærer kom hen og lagde en hånd på skulderen af mig og sagde: ”Tålamod, tålamod”. Det kræver det.

Med tiden kom jeg til at savne et samspil med en mere undersøgende tilgang til glasset som materiale, og på Konstfack var jeg heldig at få nogle professorer, som kunne sætte sig ind i min søgen. Det viste sig at være en kæmpe gave, for vi kunne tale om glas som andet end form og funktion.

Det gik op for mig, hvor meget glas der er overalt, og hvilken betydning det har for vores samfund i fx teknologi og arkitektur. Jeg fik øjnene op for ting, jeg før havde taget for givet. Glas er på én gang et nærmest mytisk og et meget ordinært materiale. Der er så mange tilfælde, hvor glas er grunden til, at vi har de ting, vi har i dag. En smartphone har en glasskærm, som gør det muligt at se dem, man taler med, og internettet løber igennem fiberkabler lavet af glas. Det blev en åbenbaring for mig og gav mig nye perspektiver i tilgangen til min egen praksis og i min måde at anskue mit fag på. Det højnede min forståelse af kunsthåndværket og den viden, vi opbygger.

Gennem kunsthåndværk kan man belyse og perspektivere emner og fænomener. Når jeg arbejder med mine linser, så bryder jeg den rene transparente flade for at gøre verden mere abstrakt og udfordre sanserne. Jeg vil gerne udfordre idéen om, at der er én ’virkelig’ verden, vi kan se på. Linserne og filtrene virker som et obstruerende lag, der stiller spørgsmålstegn ved det, som er genkendeligt.

Mette Colberg, Superposition. Foto: David Stjernholm.

K: Findes der også det samme mellemrum i din faglighed, at du både er billedkunstner og kunsthåndværker? Du har en grunduddannelse som kunsthåndværker, men din overbygning er en MFA. Er det en uddannelsesmæssig ’superposition’?

M: Det kan man godt kalde det. Det er i hvert fald en position, hvor jeg bevæger mig i flere områder samtidig. Jeg kan godt lide mellemrummene mellem kategorier, hvor der ofte er en større frihed. Måske skal man også kæmpe lidt mere, og det kan være forvirrende ikke at kunne spejle sig i ét fagligt felt. Jeg udstiller inden for både kunsthåndværk og billedkunst, og jeg vil gerne være med til at skubbe grænserne for kunsthåndværk. På samme måde har det nogle gange været lidt svært at få andre til at være med på, at det her er glaskunst, selvom det er print på papir. For mig er det indlysende, at mine fotografiske værker ikke ville eksistere, hvis det ikke var for glasset.

Det er som om, der er en bredere accept inden for billedkunst, selvom kunsthåndværket har udviklet sig meget de senere år. Kunsthåndværket kan i Danmark godt have en lillebrorrolle i forhold til billedkunsten, modsat i Sverige. Der har kunsthåndværket en meget stærk position. Jeg har et ønske om, at kunsthåndværket får samme stærke position i Danmark.

K: Kræver den forandring så også, at man arbejder på en anden måde?

M: Man skal måske være mere fandenivoldsk omkring sine materialer og arbejdsmetoder. Da jeg lærte at puste glas, så var bobler i glasset en fejl, men der er et billede i udstillingen, som har en boble, og der kan man se, at en boble også kan være en lillebitte linse. Alting afhænger af perspektivet. Man skal turde sige: ”Jeg har mit håndværk i orden, og jeg tør godt udfordre det”, uden at være bange for at være en dårlig håndværker. Nogle gange kan den tekniske del af kunsthåndværket tage så meget over, at det konceptuelle og kunstneriske har svært ved at få plads.

K: Kan det handle om et ønske om at få anerkendelse at ønske at være teknisk dygtig? Anerkendelsen giver jo også autoritet og kan være et godt sted at tale fra. Hvis man vælger den mere ustabile position mellem kategorierne, som du også taler om i billederne, så er ens position mere uafklaret, det er mere utrygt, og man kommer til at kæmpe mere?

M: Jo det kræver klart mere, når ens kunstneriske praksis spænder over flere kategorier, sådan som min gør. Men samtidig føler jeg også, at der er en stor frihed i dette. Og ikke mindst et behov. Det er vigtigt, at vi ikke kun repeterer, men finder vores egne nye måder at tilgå og arbejde med materialet på. Kunsthåndværkere er en form for opfindere, der finder nye måder at gøre tingene på. Hvis man i en arbejdsproces altid går efter den ’korrekte’ metode, så kan det komme til at skygge for både den kunstneriske intention, men også det mulige innovative og perspektiverende lag, som kunsthåndværket indeholder og som gør det til et virkeligt spændende felt.

Mette Colberg (f. 1981, bor og arbejder i København) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering på Bornholm og Konstfack University of Arts, Crafts & Design i Stockholm, Sverige. Hendes arbejde er blevet vist i ind- og udland siden 2006 ved udstillinger på blandt andet Bornholms Kunstmuseum, Cisternerne, Glasmuseet Ebletoft, Kastrupgårdsamlingen, Glazenhuis, Lommel, Belgien, TALENTE i München, Tyskland, NAU GALLERY, Stockholm, Sverige og Malmö Form- & Designcenter, Malmø, Sverige. Colberg er inkluderet i samlinger hos The Swedish Arts Foundation og SAK og blev i 2018 kommissioneret en større udsmykningsopgave til Region Uppsala, Sverige.