FRAVÆLGER STATENS KUNSTFOND BEVIDST KUNSTNERE SOM KUNSTKONSULENTER?

Statens Kunstfond har udpeget 10 kunstkonsulenter, som over de næste fire år skal stå for at rådgive statslige bygherrer, når der skal findes kunst til nye offentlige byggerier. Kun 2 af de nye konsulenter er uddannede billedkunstnere, og det har skabt en bekymring for, at kunstfonden nedprioriterer kunstnernes kompetencer. Vi har talt med Statens Kunstfond for at få svar på de ubesvarede spørgsmål.

Når man træder ind i et offentligt byggeri i Danmark bliver man næsten altid mødt af billedkunst. Hvad enten der er tale om et sygehus, et bibliotek, en politistation eller et universitet, så spiller kunsten en væsentlig rolle, og højst sandsynligt er den tænkt ind allerede dengang, bygningen blot var et par streger på arkitektens skrivebord. Det er nemlig sådan, at når et statsligt byggeris håndværkeromkostninger overstiger 1 million kroner, så skal 1,5 % af budgettet bruges på kunstnerisk udsmykning. Ordningen hedder Kunstcirkulæret, og den blev oprettet tilbage i 1983 for at imødekomme et stort behov for at få kunsten ud i offentlige bygninger i hele landet – der hvor rigtig mange danskere arbejder, studerer og har deres daglige gang.

Som det ser ud nu, sikrer Kunstcirkulæret hvert år ca. 12,5 million kroner til kunstnerisk udsmykning og udgør dermed en vigtig økonomi til kunstnere og produktionen af kunst. I sammenligning med kunstfondens øvrige midler til kunst i det offentlige rum er beløbet væsentligt, og Kunstcirkulæret er derfor også vigtigt i forhold til at få kunsten ud til hele landets befolkning. Men “trods dette har formålet med cirkulæret, forvaltningen af det samt dets kunstneriske udbytte indtil nu unddraget sig både systematisk, forskningsorienteret granskning og offentlig debat,” skriver Lotte Sophie Lederballe Pedersen i indledningen til sin phd-afhandling “U/Skrevne regler” (2017), som undersøger cirkulærets fundament, rammer og legitimitet.

En opkvalificering af Kunstcirkulæret
Arbejdet med at undersøge ordningen blev bl.a. sat i gang, efter at de statslige bygherrer havde efterspurgt mere gennemsigtige processer og en højere grad af ledelseskompetencer hos de kunstnere og kuratorer, der typisk har fungeret som rådgivere på udsmykningsprojekterne. De seneste år har Statens Kunstfond forsøgt at opkvalificere ordningen, bl.a. ved i slutningen af 2018 at udpege 10 konsulenter, som over en 4-årig periode skal yde kunstfaglig rådgivning til de statslige bygherrer.

“Hidtil har Statens Kunstfonds Legatudvalg udpeget kunstkonsulenter, som er blevet knyttet direkte til de største statslige bygherrer. I den nye ordning forankres konsulenterne hos Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst, der gennemfører et introforløb for konsulenterne og sørger for løbende kompetenceudvikling og faglig sparring,” skrev Statens Kunstfond bl.a. i opslaget, hvor de søgte kandidater til den nye ordning. I slutningen af året kunne man så offentliggøre det nye hold af kunstkonsulenter. Det består af:

• Charlotte Bagger Brandt (kurator og kunstrådgiver)

• Francesca Astesani (kurator og kunstrådgiver)

• Henrik Jørgensen (billedkunstner)

• Jesper N. Jørgensen (kurator)

• Lone Schubert (keramiker og kunstkonsulent)

• Lotte Boesen Toftgaard (kurator og kunstkonsulent)

• Marie Dufresne (kurator)

• Marie Markman (billedkunstner, artkitekt og kunstrådgiver)

• Mette Woller (kurator)

• Trine Møller Madsen (kunstrådgiver)

Nedprioriteres kunstnernes kompetencer?
Dagen efter offentliggørelsen af de nye kunstkonsulenter rettede billedkunstner Ruth Campau en kritik af udvælgelsen på Facebook. Efter en lykønskning af de nye konsulenter fulgte en undren over den næsten fraværende repræsentation af billedkunstnere: “For få år siden havde vi en kunstkonsulentordning, hvor billedkunstnere blev udvalgt til konsulentjobbet af Akademiraadet. Men beklageligvis blev dette lagt ind under Statens Kunstfond, som så fik den totale magt over hele området. Nu magter Statens Kunstfond ikke de mange opgaver, hvorefter de ansætter en flok teoretikere. Det er virkelig en glidebane,” skrev Campau d. 22. december og blev hurtigt bakket op af en række kunstnere, der også undrede sig over prioriteringen.

Campau ytrede bl.a. bekymring om, at en opgave der tidligere har været varetaget af kunstnere lægges over til teoretikere, og at der dermed bliver taget penge ud af kunstnernes allerede snævre økonomi. I en omfattende kommentartråd tilsluttede mange sig Campaus undren, og flere spørgsmål stod ubesvarede tilbage, alt imens bekymringerne voksede: Hvorfor vælger Statens Kunstfond kun at give konsulentjobbet til 2 billedkunstnere imod 8 teoretikere? Er billedkunstnerne bevidst blevet fravalgt i udvælgelsen? Hvem og hvor mange har søgt stillingen? Værdsætter man ikke længere kunstnernes kompetencer i forhold til at rådgive statslige bygherrer? Kan det virkelig passe at en institution som kunstfonden – der jo burde kæmpe for kunstnernes vilkår – tager penge væk fra billedkunsten?

Vi synes som altid, at det er vigtigt, at kunstnere ytrer sig og rejser kritik, og vi tror på, at de rigtige spørgsmål kan skabe grobund for en konstruktiv debat og udvikling. For at blive klogere har vi bedt to repræsentanter for Statens Kunstfond om at fortælle mere om de overvejelser, der ligger bag den nye ordning og forholde sig til de mange ubesvarede spørgsmål.

Herunder kan du læse vores interview med Lotte Sophie Lederballe Pedersen (LSLP), som udover at have forsket i Kunstcirkulæret også arbejder som specialkonsulent hos Statens Kunstfond samt Søren Taaning (ST), der er formand for Legatudvalget for Billedkunst.

---

Vil I fortælle lidt om kunstcirkulæret? Hvorfor grundlagde man det tilbage i 1983, og hvilken betydning har det haft?

LSLP: Kunstcirkulæret sikrer, at vi får skabt kunst til vores statslige bygninger via byggebudgetterne, fordi de statslige bygherrer gennem cirkulæret skal afsætte 1,5 % af håndværkerudgifterne til udsmykning.

Faktisk blev cirkulæret indført i 1983 efter pres fra Hans Edvard Nørregård-Nielsen, som var formand for Statens Kunstfonds udsmykningsudvalg. Kunstfonden var på det tidspunkt frustrerede over, at de ikke kunne imødekomme det store behov, der var for støtte til offentlige udsmykninger over hele landet. Det fik SF til at fremsætte forslag om, at udgifterne til de statslige udsmykninger skulle finansieres af de statslige bygherrer, så kunstfondens midler kunne øremærkes til offentlig kunst i kommunalt regi og til fondens øvrige formål. Og i lyset af at Kunstcirkulæret i dag i gennemsnit udløser ca. 12 mio. kr. om året til udsmykninger og kunstfonden har et tilsvarende beløb til kunst i det offentlige rum årligt, var det et strategisk greb med stor betydning for kunstnernes jobmuligheder.

Statens Kunstfond blev oprindeligt etableret i 1956 med det ene formål at støtte udsmykningskunsten. Og helt fra starten blev det også skrevet ind i Kunstcirkulæret, at Statens Kunstfond skulle rådgive om byggeriets egnethed for udsmykning og om den videre proces for at få realiseret kunsten. Jeg har ikke kunnet finde nogen forklaring på, hvordan og hvorfor opgaven alligevel i perioden 2003-11 havnede hos Akademiraadet.

Men når den i dag ligger hos Legatudvalget for Billedkunst, er det helt i tråd med de oprindelige intentioner. Og det virker også oplagt, at ordningen er forankret hos kunstfonden, fordi det giver mulighed for at få et samlet overblik over de udsmykningsopgaver, der bliver søsat for offentlige midler, og for at få fordelt opgaverne på så mange kunstnere og kunstneriske praksisser som muligt ud fra et helhedsperspektiv.

Hvad er baggrunden for den nye konsulentordning? Hvordan fungerede det tidligere, hvilke udfordringer/problematikker var der?

LSLP: Selvom rådgivningsopgaven formelt altid har ligget hos Statens Kunstfond, var den frem til 2011 uddelegeret til andre kunstfaglige instanser og personer. Fra 1983 til 2003 var det oftest arkitekter i de forskellige styrelser, som stod for den kunstneriske udsmykning og pegede på kunstnere til udsmykningsopgaverne. De betragtede mere Statens Kunstfond som nogen, der skulle informeres, end som nogen, der skulle konsulteres.

I perioden 2003-2011 udpegede Akademiraadet kunstkonsulenter, der skulle agere som kunstfondens forlængede arm i forhold til Bygningsstyrelsens forgænger UBST, mens Forsvarets Bygningstjeneste fortsat lod en arkitekt varetage opgaven. Fra 2011 overtog Statens Kunstfond dog udpegningen af kunstkonsulenterne til Bygningsstyrelsen og fra 2014 også til Forsvaret. Det bragte praksis tættere på cirkulærets ordlyd.

Både Akademiraadet og Statens Kunstfond har haft en praksis med at udpege billedkunstnere til at rådgive om udsmykning i de statslige byggesager. Men særligt Bygningsstyrelsen har i tiltagende grad over de seneste år bedt om, at der blev mere fokus på de kompetencer, som rådgivningen i disse sager kræver, end på hvilken faggruppe der skal varetage opgaven. De har påpeget både overfor BKF og Statens Kunstfond, at den ”ydelse”, som de efterspørger hos konsulenterne, både handler om kunstfaglig viden og styrings- og procesmæssige kompetencer.

Hvordan løser den nye ordning de udfordringer?

ST: Den ny ordning skaber et tiltrængt fokus på, hvad det kræver at igangsætte, udvikle og gennemføre kunstprojekter i det bebyggede miljø. Det er til gavn for de kunstnere, som gerne vil leve af rent faktisk at skabe kunst i det offentlige rum. Men det er også vigtigt for de mange bygherrer, som overvejer at inddrage kunstnere, men som mangler adgang til viden og indsigt i feltet. Den nye ordning tager også hensyn til, at der er mange forskellige kunstneriske praksisser, som kan bringes i spil. F.eks er der en del kunstnere, som har en praksis, der kræver, at de bliver inddraget langt tidligere, end det hidtil har været tilfældet.

Endelig giver den nye ordning en større klarhed udadtil for, hvad det kræver at blive konsulent. Den viden vil vi nu bringe videre til hele det kunstfaglige miljø, med henblik på at klæde nuværende og kommende kunstnere endnu bedre på til opgaven. Vi ser f.eks. gerne, at kunstakademierne giver adgang til uddannelsesmæssig specialisering i projektstyring og kunst i det offentlige rum. Den større åbenhed om arbejdsopgaver og kompetencer vil også være afsæt for at kunne skabe videndeling, registrering og formidling.

Hvor mange har søgt stillingen, og hvordan var fordelingen mellem kunstnere, kunstteoretikere og andre?

ST: Vi har modtaget 82 interessetilkendegivelser og er helt overvældede over den store interesse, der har været for at blive del af kunstkonsulentkorpset.

Det giver ikke et retvisende billede at fokusere ensidigt på kandidaternes uddannelsesmæssige baggrund uden hensyntagen til deres erhvervsmæssige erfaring. Men fordelt på uddannelsesmæssig baggrund ser feltet således ud:

• Kunsthistorie, Moderne Kultur & Kulturformidling, Visuel Kultur: 40

• Billedkunstner: 25

• Arkitekt: 8

• Designer: 2

• Andet: 7

Hvem har udvalgt de 10 kunstkonsulenter?

ST: Udvælgelsen af de 10 konsulenter er sket i et samarbejde mellem Statens Kunstfond og tre statslige bygherrer: Bygningsstyrelsen, Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse og Slots- og Kulturstyrelsen.

Da det er de statslige bygherrer, som skal gøre brug af kunstkonsulenterne, har det været vigtigt at lave en kompetenceprofil for konsulenterne sammen med bygherrerne og involvere dem i udvælgelsen. Hvis ikke bygherrerne synes, at konsulenterne har de nødvendige kompetencer, risikerer vi, at de kun bruger kunstfonden – og dermed konsulenterne – til at vurdere byggeriets egnethed og hyrer deres egne rådgivere til at forestå den videre proces. Det er, for os at se, ikke et ønskværdigt perspektiv. Men det er ikke et utænkeligt scenarie, da bygherrerne ifølge Kunstcirkulæret kun er forpligtet til at rådføre sig med kunstfonden om byggeriets egnethed.

Hvorfor har I kun valgt 2 billedkunstnere? Har der i udvælgelsen været en bevidst fravælgelse af kunstnere?

ST: Vi har i processen haft fokus på den opgave, konsulenterne skal løfte, og på de kompetencer, som bygherrerne efterspørger hos konsulenterne. Hvis vi på lang sigt skal sikre 1,5 %-reglens overlevelse i et kulturpolitisk landskab, hvor pengene til kunst bliver færre og færre, er det alfa og omega, at Statens Kunstfond leverer den kunstneriske rådgivning, som de statslige bygherrer har brug for, så bygherrerne og ikke mindst brugerne af bygningerne fortsat kan se en pointe i at afsætte penge til udsmykning. De udsmykningsopgaver som Kunstcirkulæret kaster af sig, er et meget væsentligt supplement til de midler, som kunstfonden råder over til lignende formål. Derfor er det også i bund og grund til gavn for billedkunstnerne, at bygherrerne er tilfredse med den rådgivning, de modtager – uanset om den konsulent, der rådgiver i processen, er billedkunstner eller har en anden kunstfaglig baggrund.

Der er en bekymring om, at en opgave der tidligere har været varetaget af billedkunstnere nu lægges over til kunsthistorikere og teoretikere, og at der bliver taget penge væk fra kunstnerne og produktionen af kunst. Hvordan forholder I jer til den bekymring?

ST: Som allerede nævnt har det væsentlige for os været i fællesskab med bygherrerne at få beskrevet, hvad det er for en opgave, der skal løses, når der skal rådgives om kunstnerisk udsmykning af statsligt byggeri, og hvad det er for nogle kompetencer, man skal have for at løse opgaven bedst muligt. Vi har ikke været optagede af, hvilken uddannelsesmæssig baggrund eller hvilken faggruppe, der eventuelt ville matche den profil bedst.  

Historisk set blev rådgivningsopgaven ikke lagt hos en faggruppe, men hos et udvalg i Statens Kunstfond som ikke modtog særskilt honorering for opgaven, og som både bestod af billedkunstnere og kunsthistorikere. Så det er en tilsnigelse at hævde, at det er billedkunstnerne som stand, der mister en indtægtskilde. Og pengene til produktionen af udsmykninger i statsligt byggeri er uforandret i forhold til den hidtidige praksis.

Er billedkunstnernes kompetencer – f.eks. i forhold til at forbinde det praktiske, sanselige og teoretiske, som Ruth Campau udtrykker det i sit Facebookopslag – ikke længere relevante i forhold til at lede udsmykningsopgaver for Statens Kunstfond?

ST: Kigger vi overordnet på tendensen inden for feltet kunst i det offentlige rum, kan vi konstatere, at der har været en rivende udvikling inden for de seneste år, hvor kunstteoretikere og kuratorer har satset hårdt på at opkvalificere deres kompetencer inden for rådgivning, projektstyring og procesfacilitering. Og det er færdigheder, som bygherrerne efterspørger.

Når der er så mange professionelle rådgivere i kunstkonsulentpuljen – altså kunstteoretikere, der kommer fra egne rådgivningsfirmaer – er det altså ikke en tilfældighed. Det er et tegn på, at dét at agere som mediator mellem mange og meget forskellige interesser i forbindelse med projekter i det offentlige rum er en kompetence, der skal oparbejdes, og som kunstteoretikere indtil videre har gjort meget for at tilegne sig.

I kunstfonden kunne vi godt tænke os, at man begyndte at klæde de studerende på kunstakademierne og færdiguddannede billedkunstnere mere målrettet på til at varetage opgaver i det offentlige rum – ikke udelukkende som værkproducenter, men også som rådgivere. Derfor har sekretariatet for kunstfonden også i mere end et år haft en dialog med (nu afgåede) rektor Sanne Kofod Olsen på akademiet i København og direktør Ulrikke Neergaard på KØS Museum for kunst i det offentlige rum om et tværgående undervisningsforløb for de studerende. På grund af Sanne Kofod Olsens afgang har vi været nødt til at skrinlægge projektet, men vi håber på at kunne genoplive det på et senere tidspunkt. Kunstfonden har også deltaget i et kompetenceudviklingsforløb for færdiguddannede billedkunstnere i regi af BKF og kan kun opfordre til flere tiltag af denne type.

Vil I fortælle lidt om de 10 kunstkonsulenters arbejdsgang? Hvad vil deres arbejde indebære, og vil de 10 konsulenter skulle varetage samtlige udsmykningsopgaver i offentlige byggerier i de kommende fire år? Skal det forstås sådan, at hverken eksterne kunstnere eller teoretikere kan få konsulentopgaver i fremtiden?

ST: Ordningen fungerer sådan, at de 10 nye kunstkonsulenter i puljen vil blive kontaktet direkte af de statslige bygherrer, når bygherrerne har en konkret sag, som de ønsker at koble en af konsulenterne på. Det er op til bygherrerne at lave en opgavebeskrivelse og kunne forklare, hvorfor de vælger en specifik konsulent fra puljen frem for en af de andre.

Kunstkonsulenterne skal overvejende rådgive i sager under Kunstcirkulæret. Men i det omfang, at Legatudvalget for Billedkunst har andre rådgivningsopgaver, som er knyttet til deres egen støttevirksomhed og som de ønsker at lægge ud til andre, kan kunstkonsulenterne godt hyres ind til disse opgaver også. Det nuværende udvalg har dog i meget udstrakt grad brugt billedkunstnere som konsulenter i forbindelse med udvalgets egne projekter – og den praksis kommer kunstkonsulentordningen ikke til at ændre på. Den kommer heller ikke til at ændre på, at udvalget til deres egne opgaver bruger de kunst-”teoretikere”, som de mener matcher det konkrete projekt bedst – uanset om vedkommende er i puljen eller ej.

Der er derfor stadig rig mulighed for at få tildelt opgaver som konsulent for Statens Kunstfond, selvom man ikke er kommet i dén pulje, der skal rådgive om kunst i forhold til det statslige byggeri.

Forside: Julie Stavad, Nye brocher (2017) på Navitas.
Foto: I DO ART Agency.