DET KGL. KUNSTAKADEMI’S AFGANGSUDSTILLING 2017

Hvert år stiller en gruppe kunstnere sig på kanten mellem to verdener: På én gang afslutter de et årelangt forløb med fordybelse og træder ind i en ny virkelighed med nye muligheder, udfordringer og potentialer. Det Kongelige Danske Kunstakademis Afgangsudstilling 2017 markerer hverken en afslutning eller en begyndelse, den er begge dele, et øjebliksbillede og en fejring af 24 unge talenter.

Det er måske banalt at bemærke, at en afgangsudstilling ikke præsenterer et hold færdige kunstnere. At blive “færdig” som kunstner er i sig selv en absurditet, da kunsten jo intet facit har, og da den kunstneriske udvikling helst skulle være i bevægelse igennem hele livet. På en afgangsudstilling får man snarere et indblik i en række praksisser i proces, og denne åbenhed kræver enormt meget mod og generøsitet. For der er meget på spil.

Her kan du læse om vores oplevelse af Det Kgl. Danske Kunstakademis Afgangsudstilling 2017 på Kunsthal Charlottenborg, som åbnede i fredags.

Deleøkonomi, familieliv og gasbeton
På god manér er det første, der møder os i udstillingen en velkomsttale. For enden af kunsthallens brede trappe og ovre i et hjørne står en vertikal skærm, der viser Charlottenborgs direktør Michael Thouber fremføre en tale. Men ordene er ikke hans. I værket I will buy you a KILLER speech har Hannibal Andersen bestilt en tale igennem en deleøkonomisk platform, og så har han hyret Thouber til at fremføre den til udstillingens åbning.

Hannibal Andersen "I will buy you a KILLER speech" | Foto: I DO ART Agency.

Andersen er interesseret i, hvilke muligheder der ligger i deleøkonomien, som over de seneste år har vokset sig enorm i kraft af virksomheder som f.eks Airbnb og Uber. Men hvordan påvirker denne nye økonomi vores samfund, vores liv og kunsten? Det er et vigtigt spørgsmål i en tid, hvor vores forhold til ejerskab og arbejdskraft er i forandring, og hvor der f.eks. lovgives direkte imod platforme som netop Uber og Airbnb.

Årets afgangsudstilling spreder sig over Charlottenborgs sydlige fløj, og vi fortsætter vores tur rundt i udstillingen i det største gallerirum. En klassisk udstillingssituation slås an i samspillet mellem de tre næste bidrag, der tager form som maleri, grafik og museumsbænke. Men noget er ikke som det plejer.

Nike Åkerberg & Simon Rasmussen | Foto: I DO ART Agency.

Til venstre hænger en serie af utraditionelle oliemalerier på plexiglas af Nike Åkerberg. Værkerne tager alle udgangspunkt i situationer fra Åkerbergs liv som mor, og fremstiller forældretilværelsen på en ærlig og upoleret måde. På den modsatte væg hænger tre ovale linoleumstryk af Nina Mølgaard Knappe, som også arbejder med moderrollen og familieliv. Mølgaard Knappe har ud fra hurtige mobilfotos bearbejdet vigtige nedslag i sit liv, igennem den langsomme proces der ligger i at snitte motiver frem i linoleum.

Begge projekter er yderst personlige og ærlige, og så har både Åkerberg og Mølgaard Knappe fat i en tematik, som mange kommer i berøring med, men som fylder meget lidt i kunsthistorien: For hvad betyder dét at få børn for kreativiteten og livet som kunstner?

Nina Mølgård Knappe "Fastfrosset tid I, II, III" | Foto: I DO ART Agency.

Midt imellem kunsten på væggene står to af Simon Rasmussens bænke, som er CNC-fræset i gasbeton ud fra 3D-scanninger af originale museumsbænke. Møblet er et klassisk inventar i udstillingssammenhænge overalt i verden og fungerer både som et fremmedelement i forhold til kunsten og som en naturlig del af rummet. Det optager en plads imellem værkerne og holder beskuerens krop, når der bliver brug for et hvil, men det er ikke en kunstgenstand i sig selv. Idét vi bukker os for at se nærmere på materialet og de svage mærker efter brug, som er kommet med igennem den digitale og mekaniske proces, tænker vi på, at Rasmussens værk Floater næsten gør det at kigge på kunst til kunst i sig selv.

Minder fra en fjern og en nær fortid
I midten af det store galleri står Vibe Overgaards scenografi Turning (Back) og fungerer som en skillevæg i det ellers aflange rum. Overgaard er interesseret i måden, hvorpå vores fortid bliver formidlet i dokumentarfilm og på naturhistoriske museer, og hun har forsøgt at skabe et mere personligt forhold til historien, der bygger på egne erfaringer. Hun startede med at arbejde i ler, et materiale som stort set alle tidlige civilisationer har gjort brug af, og oplevede sidenhen hvordan at det kan rumme egne minder og fortællinger om fortiden. Ud fra denne intuition har Overgaard skabt en række krukker samt en bindingsværkmur af bl.a. siv fra Utterslev Mose, som hun hentede på søen, imens vandet var frosset til.

Vibe Overgaard "Turning (Back)" (før performance) | Foto: I DO ART Agency.

Scenografien aktiveredes til ferniseringen i en performance (samt d. 29. april og d. 28. maj, kl. 14.), som Overgaard har skabt i samarbejde med to dansere. Sporene fra handlingen tilfører værket en del af dynamikken fra performancen. Som minder fra en nær fortid.

Til venstre for Overgaards installation afspilles Nikolaj Phillipsens This is the quern, hvori en robotarm filmer og fortæller om en stenalderkværn. Phillipsen er ligesom Overgaard interesseret i, hvordan vi konstruerer fortællinger om fortiden, og han forholder sig på ny til arkæologernes fortolkninger og konklusioner om fortidsmennesket.

Nicky Sparre-Ulrich "(The Voyage) 1-2-3-4-5" | Foto: I DO ART Agency.

Fortiden er også essentiel for Nicky Sparre-Ulrich, som i serien (The Voyage) 1-2-3-4-5 har taget afsæt i et arkæologisk fund på Bornholm. En række sølvmønter fra Nineveh er tilsyneladende dukket op og dokumenterer en ældgammel handelsrute mellem Bornholm og den arabiske verden. Historierne ligger som utydelige spor under de tynde lag maling, der er trukket hen over lærrederne med fliser og andre tunge genstande.

David Minarík, Ingrid Høiskar Borgfjord & Jacob Alrø | Foto: I DO ART Agency.

Arkitektur, kromosomer og livlige strøg
Bag Vibe Overgaards lervæg snørkler Jacob Alrøs værk sig gennem rummet og igennem vægge og samler små klaser af opstillede byggematerialer og detaljer, der knytter sig til Charlottenborgs arkitektoniske stil. Pockets of accretion er spinkel i sin tilstedeværelse men spreder sig ud, går i dialog med rummet og bevæger sig stille rundt i de ellers faste, gamle rammer.

Jacob Alrø "Pockets of accretion" | Foto: I DO ART Agency.

På bagvæggen hænger Ingrid Høiskar Borgfjords kultegninger, der peger på problematikken i at benytte sig af offentlige toiletter, hvis man f.eks. ikke identificerer sig som hverken han eller hun. Vi mennesker har 23 kromosomer, hvoraf kun 1 afgør hvilket køn vi bliver født som, mens resten (autosomer) er kønsneutrale – deraf værkets titel; 22 Autosomer. De tre enorme tegninger på lærred bevidner Høiskar Borgfjords utrolige tegneteknik og tager en væsentlig problematik op og gør den relaterbar og personlig.

Ingrid Høiskar Borgfjord "22 Autosomer" | Foto: I DO ART Agency.

I David Minaríks serie I didn't except anything less danser farverne rundt på papiret og skaber livlige streger, prikker og skraveringer. På helt nær hold kan man tydeligt ane den nysgerrighed og søgen, der har ført farvekridtet, og træder man lidt tilbage samler tegningerne sig i en opmuntrende helhed. Måske er der ikke de store historier i spil i Minaríks værker, men de umiddelbare strøg og den fine farveforståelse gør os instinktivt i godt humør.

David Minarík "I didn't except anything less" | Foto: I DO ART Agency.

Post Danmark eller post Danmark
Årets udstilling rummer meget få videoværker. Nogle steder bruges video som en tilføjelse til en større installation, men hver gang er produktionens kvalitet prioriteret, og det er forfriskende.

Vi kommer til et transportbur fyldt med papmachéhoveder, posthorn og diskokugler, som alle indgår som rekvisitter i Kirsten Astrups 25 minutter lange videoværk Troe og Agtsom. Astrup har efter megen overtalelse fået lov til at optage sin film i centralpostbygningen, der har været Post Danmarks hovedsæde siden 1912, men som nu er blevet solgt til en norsk milliardær, der vil omdanne de smukke rammer til et luksushotel. Værket er baseret på Astrups research om bygningens arkitektur og historie og fremfører en musical-lignende fortælling om kønsidentitet, gentrificering og en ordleg med Post Danmark og post Danmark.

Kirsten Astrup - Troe og Agtsom, 2017. Foto: Thomas Elsted. Still 3.

Kirsten Astrup "Troe og Agtsom" | Foto: I DO ART Agency.

Svampesporer og slørede grænser mellem teknologi og biologi
Nu dæmpes lyset og loftshøjden synes lavere end i de foregående rum. Et neonskær i laboratorieblå og -pink forstærker en lille sky af vandpartikler, der danser langsomt rundt om den sterile aluminiumskonstruktion i rummets midte. Lyden af brummende teknik blander sig med et andet amorft lydtæppe, der er sværere at identificere, imens en fortælling om forholdet mellem teknologi og biologi folder sig ud.

Oskar Jakobsen "Intelligo" | Foto: I DO ART Agency.

Rummet er åbenlyst ikke skabt til mennesker, men her trives til gengæld en anden art – nemlig hovedpersonen i Oskar Jakobsens Intelligo; den pink østershat. På seks metalrør vokser adskillige af de spiselige svampe og bliver, via ethernetkabler, fodret med litterære værker i form af digital data. Videnskaben har påvist, at man kan lagre data i DNA-strenge og faktisk i ganske overvældende mængder. Faktisk kan bare ét gram DNA rumme hele 216 millioner gigabytes, og for nyligt har det vist sig, at dataen også er læsbar, efter at den har været lagret i biologisk materiale. I løbet af udstillingsperioden høster Jakobsen de infuserede svampe, kategoriserer dem, pakker dem og stiller dem på køl med henblik på, at dataen senere kan konsumeres – og måske endda optages?

Jakobsen er optaget af, hvordan den teknologiserede virkelighed påvirker os mennesker, og verdenen omkring os. Intelligo er et rigtig godt eksempel på et imponerende udført værk der sår komplekse tankeeksperimenter, som sikkert sent vil høre op med at sitre i vores hjerner.

Vi træder ud af laboratoriet og tilbage i lyset, men de lyserøde østershatte følger med os. Anne Sofie Fennebergs undersøgelser i keramikkens muligheder og femininitet har resulteret i et aflangt objekt i changerende blå og perlemor, begroet af svampe og gjort i glinsende keramik. Objektet svæver midt i rummet, holdt oppe af kridhvide reb der med en lethed og ynde aktiverer galleriets rummelighed.

Anne Sofie Fenneberg "Poppy Capsule" | Foto: I DO ART Agency.

“Do you have time? Do you have fire?”
Da Signe Boe var på udveksling i Leipzig, boede hun et stykke fra skolen, på den anden side af skoven, og på sine gåture stødte hun altid på den samme løber i neonfarvet træningstøj. Hver gang stoppede han op (tilsyneladende uden nogen form for erkendelse af repetitionen) og stillede hende de samme to spørgsmål “Do you have time?” og “Do you have fire?”

De simple spørgsmåls filosofiske karakter og de forunderlige møder med løberen fik senere Boe til at tænke på, om han måske var løbet direkte ud af antikken – måske for at viderebringe nogle overvejelser om begreber, som vi endnu ikke har formået at begribe?

Signe Boe "It's Running" | Foto: I DO ART Agency.

Hændelsens absurditet satte gang i en række reflektioner omkring tid, som også er omdrejningspunktet i de mange forskellige elementer i værket It's Running. Selvom midlerne er tavse, er historierne og lagene i overflod i Boes værk. F.eks. refererer kontorstolens løvefødder til en venetiansk løvestatue, som mistede sine vinger under et tordenvejr og som nu i stedet har fået et klodset og alt for stort sæt vinger som erstatning.

Ordene på gulvet, som er skrevet med sorte ledninger, stammer fra en fabel, hvori Kong Salomon beder en række filosoffer om at udvikle en sætning, der kan hjælpe ham i alle livets facetter. De skriver ordene “This too shall pass,” som virker opmuntrende, når det hele ser sort ud, og som hjælper til, at han ikke bliver for overmodig i lyse tider. Ordene spiller også på ledningernes funktion som strømledere og sætter desuden hele situationen omkring dét at tage afgang lidt i perspektiv.

En kartoffelmand i langsomt forfald
I samme rum lader Lydia Hauge Sølvberg sin undersøgelse af forholdet mellem tegning og skulptur udfolde sig i en række objekter, der placerer sig i mellemrummet. Hauge Sølvbergs nysgerrige tilgang til materialet kommer især til udtryk i Tegnet øre, som er en negativ gipsafstøbning af en lertegning, og i de mørke relieffer Månen spejler sig og indser samt Flad stol, hvor motiverne næsten falder ud af billedet. Den dystre magi, der sammenfletter Hauge Sølvbergs værker, kommer også til udtryk i den fine og stemningsfulde tekst Kartoffelmanden (som kan afhentes i skranken), om en mand der langsomt brydes ned.

“Huset står stille, mens vinden blæser forbi. Mellem de lukkede gardiner og vinduerne ligger der døde fluer. De få, der er i live, summer frem og tilbage og rammer vinduet med små smæld. Det er et stilleben for en frø, men det er for højt til, at den nogensinde vil få det at se.” (Uddrag)

En blanding af eventyr og forfald rumsterer mellem tekst og værker. I bronzeskulpturen Barok appelsin, tager Hauge Sølvberg afsæt i et klassisk motiv fra stillebenmalerier – den skrællede appelsin – som ofte bruges som vanitas symbol; en påmindelse om døden, men også om mørkets mystik.

Lydia Hauge Sølvberg "Månen spejler sig og indser" og "Flad stol" | Foto: I DO ART Agency.

Løse lunter og usynlige strukturer
I kontrast til Boe og Hauge Sølvbergs skrøblige og fine narrativer, fungerer Jesper Skov Madsens Light the fuse som et mere voldsomt bidrag. De sitrende strøg på det 3,8 x 9 meter store “maleri” vidner om den frie og eksplosive proces, der har frembragt dem. Skov Madsen har antændt løse krudtlunter på et underlag af brandmandsuniformstof og gnisternes møde med det højteknologiske, brandsikre materiale har skabt rød-gule spor, der minder os om fyrværkeri og flaksende ildfluer.

Jesper Skov Madsen "Light the fuse" | Foto: I DO ART Agency.

I næste rum finder vi objekter fra Theodor Walldius’ serie Energumen (Work in upon), som er en række 3D-printede og fræsede skulpturer, der afsøger det genkendeliges modsætning. Hvad er en god form, og hvilke nye associationer opstår der, når man bevæger sig væk fra det velkendte og ekspressive? På væggene omkring installationen hænger Jens Hüls Funders serie af satiretegninger; Virkelige tudser i imaginære haver, som peger på nogle af de udfordringer, som man som billedkunstner kan støde på i mødet med den institutionaliserede kunstscene.

Theodor Walldius & Jens Hüls Funder | Foto: I DO ART Agency.

Vi bevæger os videre og befinder os i Malte Starcks sammenstilling af objekter og udtryk, der alle bevæger sig rundt om, og ind i, sociale og infrastrukturelle systemer i vores samfund. I en fin serie malerier beskæftiger han sig med nøgenmaleriets tradition og de akavede positurer og beskæringer, som selfie-fotografering kræver.

Derudover har Starck besøgt det varmeværk som står for kunstakademiets fjernvarmesystem og har lavet en film, der peger på de nødvendige, usynlige og uundgåelige strukturer, som vi ufrivilligt indgår under.

Stacks tredje værk A Grow-system består af to dele; et sammenklappeligt, hydroponisk gro-system fyldt med hampplanter, der udsender en krydret lugt og en skærm beklædt med nordamerikanske naturbilleder.

Malte Starck "A Hydroponic Grow System" | Foto: I DO ART Agency.

Musik fra havet, snublende bevægelser og kunstnerisk hypnose
Fra et udtag i væggen, nede ved gulvet, hænger fire kabler. De svinger omkring en række lerfigurer, der ligner ankre eller dybhavsvæsner, og leder godt 5 meter op i luften. Kablerne ender omkring en sær beholder, hvorpå der ligger en ny teknologi, vi ikke havde hørt om før; nemlig Bone Conduction hovedtelefoner, som ikke afspiller lyd for trommehinderne, men som istedet sender vibrationer ind mod kindbenene, så lyden opleves som under vand.

Anne Eckersberg "Technodiver" | Foto: I DO ART Agency.

Anne Eckersberg har i værket Teknodiver afspillet og optaget et stykke musik dybt under havets overflade, og her får vi så mulighed for at opleve stykket direkte gennem vores egne knogler. Værket er virkelig fint tænkt og et godt eksempel på et lydværk, der har øje for den installatoriske helhed.

Overfor er der tegn på en midlertidig tilstedeværelse af et udefinerbart væsen, som tilsyneladende er snublet ind i udstillingsrummet og har efterladt sig et værre rod. Væsenet har tabt en vinge, som nu ligger knust på gulvet, har grebet fat i et gelænder og mistet sine øjne (!?), inden det igen har fundet vej ud af rummet. Vi fornemmer bevægelserne i Gabriel Botts værk Jonathans dans, og kommer til at tænke på denne film på youtube, hvor en mand helt bogstaveligt falder i ni sekunder.

Gabriel Bott "Jonathans dans" | Foto: I DO ART Agency.

I værket Preparations to leave the surface har Veronica Riget ladet sig hypnotisere som en del af sin kunstneriske proces. På en tidlig morgen sad Riget helt alene på en lift i udstillingsrummet og via en telefonforbindelse og et par hovedtelefoner fik hendes hypnotisør hende ind i en tilstand, svævende mellem bevidsthed og søvn. I denne tilstand skabte Riget tegningerne højt oppe på kunsthallen væg.

Veronica Riget "Preparations to leave the surface" | Foto: I DO ART Agency.

Under tegningen hænger et fotografi, fra et igangværende projekt hvor Riget fotograferer de forskellige steder, hun vågner op, og foran billedet er der placeret en glaskugle, som når vi kigger igennem den vender motivet på hovedet – det er som et vindue til en anden verden.

Mellem det produktive og det afslappende
I udstillingens sidste rum er den kunstneriske proces igen i fokus. Eduardo R. Chain har beskæftiget sig med christianitten Thorkild Weiss Madsen og opfører som en del af sit afgangsprojekt en statue af ham på Christiania. Dele af processen er placeret på Charlottenborg, hvor malerspande med avisudklip, konfetti og gipsprøver slanger sig gennem rummet, som et autentisk udsnit af det produktive atelier.

Eduardo R. Chain "Tilbage til de gamle blomstertider (spandene) | Foto: I DO ART Agency.

Coline Marottas farvestrålende malerier indrammer det smalle rum med hurtige og personlige penselstrøg. Hun forestiller sig afslappende scenarier, som ferier og lange dage ved poolen, men formår også at indfange roens uomgåelige modstykke. Selvom bekymringerne og forventningerne ellers var blevet parkeret i lufthavnen før afrejse, er det som om, at en rastløshed hele tiden trænger sig på og forstyrrer forsøget på afslapning.

Coline Marotta "What if you stop speaking will you forget the words" & "Hanging out with Manet" | Foto: I DO ART Agency.

I Marottas værker gemmer der sig tråde til andre kunstnere, f.eks. i titlen Hanging out with Manet, og så kan vi heller ikke helt lade være med at tænke på David Hockneys samme optagethed af swimmingpools og planter. Vi mødes også af et lille maleri, som vi har haft glæden af at opleve tidligere, da Marotta var med på udstillingen Plants i Eks-rummet. Marottas maleriske univers rummer fine fortællinger og sindstilstande, som gøres nærværende gennem hendes tydelige tilstedeværelse og personlige stil.

Coline Marotta & Eduardo R. Chain | Foto: I DO ART Agency.

En harmonisk og stilfuld udstilling
Vi træder ud af det sidste rum overvældede af den mængde fortællinger og undersøgelser, som vi netop har oplevet. Vores hoveder sitrer for at digte videre og koble ender, og vi føler os fyldt op med vedrørende indtryk, som ikke kæmper mod hinanden, men som skaber noget nyt. Charlottenborgs luftige arkitektur gør sig godt som ramme for store gruppeudstillinger, men sjældent har vi oplevet den brugt så harmoniske som her. Værkerne præsenteres og taler sammen på en respektfuld måde, hvor der er plads til alle – ingen stjæler scenen, og ingen er blevet til overs.

Det er altid en udfordring at kuratere en afgangsudstilling; kunstnere og værker er givet på forhånd, og der er ingen tematik at pejle efter. Vi synes dog, at årets kurator Christian Skovbjerg Jensen har formået at skabe et meningsfyldt og flydende forløb, der tager de 24 forskellige udsagn seriøst.

Årets afgangsudstilling fra Det Kgl. Danske Kunstakademi er mange ting: Den er et laboratorie, en refleksion over identitet og køn og en undersøgelse af fortid og fremtid. Den har plads til tankeeksperimenter og de fineste fortællinger, men ligeså meget til løsslupne processer og tilfældigheder. Her er stærke udtryk, nysgerrighed i materialet og en forståelse for nuancer, detaljer og lag der giver værkerne kompleksitet. Afgang 2017 er en seriøs og stilfuld udstilling, som vi håber at nå forbi en gang mere, og som vi i den grad også vil anbefale dig at opleve med egne øjne.

Find udstillingsinfo i vores kalender her