NÅR KUNSTNERE ER GATEKEEPERE FOR KUNSTNERE
Åbne censurerede udstillinger, som Kunstnernes Efterårsudstilling (KE) og Forårsudstillingen, har lange traditioner, en vigtig historisk betydning og er som regel velbesøgte – alligevel kan de virke en smule oversete, særligt af den mere etablerede kunstscene. I løbet af den sidste måned har vi arbejdet som presseansvarlige for KE, og her vil vi vende nogle af de refleksioner, der har meldt sig undervejs.
På en fredag formiddag i oktober ringer kunstner Mette Moltke Wozniak fra KE’s bestyrelse og spørger, om vi har tid og lyst til at påtage en for os ellers uventet opgave. Den 119. udgave af Kunstnernes Efterårsudstilling står for døren, men de mangler nogle, der kan varetage pressekontakt, skrive pressemeddelelser og i det hele taget sørge for, at udstillingen bliver set og hørt. Da aftalen er på plads, er der kun få uger til ferniseringen.
KE er et af de formater, som står meget tydeligt for os, når vi tænker tilbage på vores første møder med den danske kunstscene. Sammen med Forårsudstillingen (på Kunsthal Charlottenborg) husker vi KE (på Den Frie Udstillingsbygning) som en udstilling, vi prioriterede at besøge – måske fordi vi kendte nogle der skulle udstille, eller blot fordi man her bliver præsenteret for en stor, varieret gruppe kunstnere på ét sted. Med tiden er der dog sket noget. Fra at være et af vores højdepunkter på året, er de censurerede udstillinger gledet lidt i baggrunden, og det undrer os faktisk en smule.
For hvorfor bliver nogle af de allermest tilgængelige, opdragende og historiske udstillinger nu nedprioriteret af os, der elskede at besøge dem – og hvorfor synes det samme mon at være tilfældet for den mere etablerede kunstscene samt for de kunsthaller, der lægger hus til dem?
Et dyk ned i KE’s historie
Det går hurtigt op for os, at vi ikke ved meget om KE’s position og betydning, så vi beslutter os for at dykke ned i den 119 år lange historie. Efter samtaler med bestyrelsen samt utallige google-søgninger finder vi, på et antikvariat i Odense og et i Søborg, frem til to bøger som er udgivet i forbindelse med henholdsvis KE’s 50 og 90 års jubilæum. I bøgerne finder vi bl.a. historien om, hvordan Kunstnernes Efterårsudstilling opstod som et oprør mod den elitære Forårsudstilling, der på det tidspunkt udelukkende optog kunstnere med en akademiuddannelse. Vi læser om intriger og skandaler, om et udstillingskatalog i 1970 der nær ruinerede foreningen (det kostede dengang 32.000 kr. – i dag svarende til knapt en kvart million) og om den dalende interesse for censurerede udstillinger omkring årtusindeskiftet. Derudover finder vi et godt fotografi af en ung Claus Carstensen på en stige samt de komplette lister over alle de kunstnere, der har udstillet på KE gennem tiden.
Kai Nielsen, Vilhelm Lundstrøm, Asger Jorn, Sonja Ferlov Mancoba, Albert Mertz, Wilhelm Freddie, Poul Gernes, Per Kirkeby, Ursula Reuter Christiansen, Ruth Campau, Tina Maria Nielsen – listen fortsætter ud i det uendelige. Som vi bladrer gennem bøgerne bliver vi overraskede over, hvor mange anerkendte kunstnere, der har debuteret eller haft deres tidlige udstillinger på KE gennem tiden, men måske er det slet ikke så underligt. På KE kan alle søge ind og få deres kunst vurderet af professionelle, og vi fristes til at tænke, at denne åbne tilgang til kunsten kan have banet vejen for kunstnere, der måske ikke ellers ville have haft en platform at udtrykke sig på.
Vi ved ikke, om det altid har været sådan, men nu består udvælgelsesprocessen af tre runder. Juryen (som i år har bestået af kunstnerne Larissa Sansour, Vibeke Mejlvang, John Kørner og Peter Land, samt kunstkritiker Maria Kjær Themsen) mødes og gennemser samtlige indsendte værker på en skærm, og hvis bare én af dem synes om et værk, går det videre til runde to. Næste runde udspiller sig på samme digitale vis, men denne gang skal der tre stemmer til, før et værk går videre.
Hvor flere censurerede udstillinger er gået helt væk fra den fysiske bedømmelse, prioriterer KE den vanskelige logistiske udfordring at gennemgå de udvalgte værker én til én. Kunstnerne indleverer de værker, der er gået videre til runde tre på Den Frie Udstillingsbygning få dage inden ferniseringen, hvor juryen så tilser dem og laver den endelige udvælgelse – her kræver det, at fire af juryens fem medlemmer er enige.
En interessant forskydning af blikket
Da vi kun har meget kort tid til at lære værkerne at kende, får vi lov til at være til stede under den tredje bedømmelsesrunde. Til trods for at juryen er i gang fra kl. 9 om morgenen til 20.30 om aftenen, er koncentrationen høj, og samtlige værker bliver afsøgt og diskuteret gennem reelle samtaler – intet bliver tankeløst forbigået eller overset. Efter en lang dag har juryen udvalgt de endelige 40 kunstnere/kunstnergrupper med 103 værker, som skal udgøre Kunstnernes Efterårsudstilling 2019.
På næsten alle punkter adskiller denne praksis sig fra resten af kunstscenen. Under tredje bedømmelsesrunde bliver det klart, at det kræver et andet blik, når man skal vurdere et værk af en kunstner, som man ikke kender navn, køn, alder, etnicitet eller anden baggrund på. Jurymedlemmerne er tvunget til at mærke og se ordentligt efter, og de må glemme nogle af de parametre, som de ellers normalt vurderer kunst ud fra. Denne forskydning af blikket viser sig dog år efter år at fremhæve positioner, der ikke ellers får ret meget plads på den etablerede scene, og det synes vi er interessant.
En ny undersøgelse foretaget af Organisationen Danske Museer viser, at kun 22% af de værker, som de danske museer har indkøbt i løbet af de seneste 15 år, er lavet af kvindelige kunstnere, og i samme periode har kvinder stået bag 29% af soloudstillingerne. De nedslående statistikker fastslår endnu engang, at kunstlivet er domineret af mænd, og at kunsthistoriens udviskning af kvindelige skabere stadig præger institutionernes blik.
Helt anderledes ser det dog ud på Kunstnernes Efterårsudstilling. På KE18 var 80% af de udstillede værker skabt af kvinder, og igen i år er de kvindelige kunstnere i overtal med over 72% af de antagende værker – og det selvom kønsfordelingen blandt ansøgerne stort set er ligelig. (Tallene er baseret på skøn, da kunstnerne ikke har angivet, hvilket køn de identificerer sig som).
“Jeg synes, at det er ekstremt vigtigt, at vi opsøger rum, hvor vi udfordrer vores bias og bliver tvunget til at åbne vores blik på en helt anden måde, end vi er vant til,” sagde jurymedlem Maria Kjær Themsen, da vi talte med hende om KE’s særlige udvælgelsesproces. “Der er en tendens til, at vi gentager de samme mønstre og vaner, og det gør, at kunstscenen bliver meget ensidig, og at vi potentielt går glip af rigtig mange udtryk og perspektiver.”
Uventede positioner og nye perspektiver
Fordi ansøgningsprocessen på KE er anonymiseret, har den potentialet for at sidestille positioner, som kunstscenen ellers gør meget for at adskille. Akademistuderende udstiller sammen med færdiguddannede, amatører med etablerede, hobbykunstnere med professionelle.
Men dén sammensmeltning af positioner gør det svært at fortælle en singulær, letafkodelig og homogen fortælling – som det er tilfældet med museernes kuraterede udstillinger, der ofte bygges op omkring overordnede tematikker – og det ser vi faktisk som en af KE’s styrker. Vi har brug for andre rum end de kontrollerede, men måske kræver det så en ekstra indsats ifht. formidlingen af de enkelte kunstnere og deres tanker.
Med det in mente har vi i vores formidling valgt at række ud til kunstnerne for at indsamle personlige tekster om deres arbejde, der sammen med et portræt (af dem der havde lyst) er blevet delt på KE’s facebook og instagram i løbet af udstillingsperioden. Herunder kan du se et par eksempler.
Noget af det vi kommer til at tænke på er, at tilbagevendende begivenheder har virkelig svære kår på den danske kunstscene. I den tid vi har beskæftiget os med kunst, har vi set stort anlagte projekter – som f.eks. Copenhagen Art Festival, Sculpture by the Sea og ARoS Triennalen – sætte af med store armbevægelser, for næsten lige så hurtigt at falde sammen igen. Det er lidt en skam, men det er også besynderligt, når man tænker på, hvilken position biennaler og mega-udstillinger i andre lande har i et internationalt perspektiv.
At KE og Forårsudstillingen set i det lys begge har kunnet overleve i mere end 100 år er bemærkelsesværdigt og med en så væsentlig og historisk position er det da også underligt, at de nedprioriteres af de kunsthaller, der huser dem. I KE’s tilfælde er udstillingsperioden over de seneste år blevet reduceret fra halvanden måned til to uger, men hvordan kan det være? Har det måske noget med kunstens hierarki og magtstruktur at gøre?
Når kunstnere er gatekeepere for kunstnere
Det slår os, at vi lever i en tid, hvor kunstnere i tiltagende grad indtager rollen som kuratorer, hvor samarbejder kunstnere imellem blomstrer, og hvor kunstnerdrevne udstillingssteder popper op i massevis over hele landet. Som vi ser det, påvirker de mange kunstnerstyrede projekter det overordnede kunstlandskab, sætter nye dagsordener og udfordrer de praksisser, som er groet helt fast på de etablerede institutioner. Og så slår det os, at Kunstnernes Efterårsudstilling jo netop også er dét; en udstilling initieret af kunstnere. Her er det kunstnere, der styrer udviklingen, bestyrelsen består af kunstnere, og de udstillede værker udvælges af kunstnere.
Næsten alle andre steder på kunstscenen skal kunsten kvalificeres og accepteres af akademikere og gallerister, men det er virkelig interessant at se, hvad der sker, når det er kunstnere, der er gatekeepere for kunstnere. Så bliver der vendt op og ned på de ulige kønsfordelinger, uvante positioner træder ind i institutionens rammer, magtstrukturer udfordres og de kunstige skel brydes ned. Amatører kan udstille side om side med professionelle, og de besøgende kan opleve udtryk, der måske ikke ellers ville have fået en plads. Og måske går det igen i den rigtige retning – vi har i hvert fald hørt en lille fugl synge om, at KE forlænges fra to til tre uger næste år. Vi glæder os!
Kunstnere på KE19: Mathias Riis Andersen / Stefan Bakmand Andersen / María Kristín H. Antonsdóttir / Kinga Bartis / Emily Beresford / Helle Bjørnebo Neidhardt / Birgitte Boesgaard / Anna Braun / Dyveke Bredsdorff / Emma Christophersen / CleanTV / Maria Espersen & Emily Æyer / Esther Flytkjær / Signe Maria Friis / Kirstine Fryd / Thomas Krarup / Ditte Johanne Krogh Bertelsen / Iselin Linstad Hauge / Christina Maj Lundqvist / Jakob Oksbjerg / Mikkel Ørsted / Marianne T Pedersen / Noah Pryke / PUTPUT / Mina Paasche / Erik Reinert / Jonas Sangberg / Can Sayinli / Martine Seedorff / Kaspar Sivertsen / Laura Bach Skou / Alberte Skronski / Trine Sonne / Suzanne Stokholm / Aske Thiberg / Caroline Thon / Stinne Bo Tyrrestrup / Ksenija Vucinic / Oscar Yran / Heidi Øiseth.
Billederne i dette indlæg er produceret for Kunstnernes Efterårsudstilling af I DO ART Agency. I DO ART Agency er et kommercielt formidlingsbureau, som løser opgaver for kunstnere og kunstinstitutioner, men det er ikke muligt at betale sig til indhold på idoart.dk.
Rikke Luna Filipsen (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er kunstformidlere. De stiftede idoart.dk i 2011, og udover at bidrage med artikler, interviews og essays, fungerer de som mediets redaktører. De driver desuden formidlingsbureauet I DO ART Agency samt forlaget I DO ART Books.