KURATERING I ET LOKALT PERSPEKTIV

I slutningen af september var jeg en uge i Seoul. Baggrunden var en invitation til at deltage i Korea Research Fellow – et symposium, der satte fokus på kuratorisk research og dens mangfoldighed.

Jeg er leder af den kuratoriske platform meter, der har eksisteret siden 2017. meter har til huse på Nørrebro i København, og fokus for stedet er at undersøge strukturer i samfundet gennem kunst og en kuratorisk praksis, som er inspireret af feministisk teori og dekoloniale strategier.

Det er bl.a. kommet til udtryk visuelt gennem udstillinger som Unravelings (2017), der spurgte ind til, hvorvidt dansk identitet er påvirket af, at Danmark har været og stadig er en kolonimagt; samt udstillingen Shaking the Habitual (2018), som ligeså meget var et kakofoni af events, performances og debatter, hvorigennem kunstnere, digtere, debattører og aktivister blev inviteret til at formulere deres version af en fremtid uden patriarkatet. På et mere usynligt plan kommer det dekoloniale og feministiske til udtryk i en bevidsthed om at række udover og udfordre eurocentrisk teori og et mål om at have lige repræsentation mellem mandlige og kvindelige kunstnere, og at sikre at forskellige minoriteter har en stemme i alle de udstillinger vi laver.

Korea Research Fellow
Jeg ankom på dagen, hvor Korea Research begyndte. Alle andre deltagere var ankommet dagen før, men fordi jeg i dagene op til deltog i en workshop i normkristisk ledelse i Helsinki, kom jeg direkte derfra og havde kun en time til at skifte tøj, inden jeg blev fulgt over til MMCA – Museum of Modern & Contemporary Art, hvor jeg skulle præsentere mit oplæg om queerfeministisk kuratering og dekoloniale strategier. Der var ikke meget tid til at afklimatisere, før jeg skulle stå på scenen, holde oplæg og efterfølgende deltage i en Q&A med den sydkoreanske kurator Suzy Park.

Jeg var blevet stillet til opgave at fortælle om den kuratoriske metode, der i to år prægede meters program. Konceptet for udstillingerne i de år var, at de foregik over 4-6 måneder for at give tid og rum til den udstillede kunst, men også til fordybelse i kunsten og den kunstneriske praksis.

“Det er ikke repræsentativt for mit normale arbejdsliv at rejse fra den ene konference til den anden i forskellige ender af verden. I dette tilfælde var jeg bare blevet inviteret til to rigtigt spændende arrangementer, der lå samtidig, og jeg havde ikke lyst til at vælge et fra frem for det andet. Så der stod jeg i en tåge af jetlag på scenen i et land og en by, jeg aldrig havde været i før og gjorde mit bedste trods den lidt pressede situation.”

Vi håbede på, at vi kunne få et publikum til at vende tilbage og se på kunsten igen; at skabe et rum for kunsten, der gjorde at man ikke nødvendigvis var færdig med at opleve den efter første øjekast. Derfor gik vi også væk fra at lave statiske udstillinger. Inspireret af metoderne bag processuel kunst opbyggede vi de forskellige udstillinger sådan, at de udviklede sig gennem udstillingsperioden som organismer, der voksede og transformeredes over tid. Det gav os og kunstnerne muligheden for at tilføje til udstillingen eller fjerne, for at fortryde eller ændre konteksten et værk var placeret i og for at møde dem fra forskellige perspektiver.

Det er ikke repræsentativt for mit normale arbejdsliv at rejse fra den ene konference til den anden i forskellige ender af verden. I dette tilfælde var jeg bare blevet inviteret til to rigtigt spændende arrangementer, der lå samtidig, og jeg havde ikke lyst til at vælge et fra frem for det andet. Så der stod jeg i en tåge af jetlag på scenen i et land og en by, jeg aldrig havde været i før og gjorde mit bedste trods den lidt pressede situation.

Q&A mellem Louise Lassen Iversen og Suzy Park. Courtesy of Korea Research Fellow.

Min samtale med Suzy Park om vores fælles interesse for queer-feministiske metoder afrundede dagens program, hvorefter programmets deltagere i fælles flok tog ud og se på de mange gallerier, museer og kunsthaller, der lå i samme lokalområde som MMCA. Da vi om aftenen sad i et telt på MMCA’s græsplæne og så en performance af en finsk kunstnerduo, der omhandlede nonproduktivitet og ingenting, var jeg ved at drætte ned af stolen af træthed. Dagen efter fortsatte programmet og afsluttedes med en storslået fællesmiddag på en buddhistisk restaurant. Det var et hektisk, dybt inspirerende og meget gennemført program, jeg fik lov til at være en del af.

Da jeg tog til Seoul var det uden et særligt kendskab til landet. Nu hvor jeg er kommet hjem, ved jeg lidt mere. Jeg vil dog ikke bruge denne plads på at skrive om mine oplevelser, i stedet vil jeg sætte fokus på tre af de mennesker, jeg mødte på min rejse og tre fortællinger om den koreanske kunstscene, som kan give et indblik i både det lokale og mangfoldigheden indenfor feltet. Den første er DaeHyung Lee, initiativtageren bag Korea Research Fellow og kunstnerisk leder af Hzone. Han har stået bag nogle af de mest innovative udstillinger i Sydkorea og blev kåret til Power Leader 2012 af Forbes Korea. Derudover var han den stiftende kunstneriske leder i Hyundai Motor Company i seks år og har bl.a. kurateret den Koreanske Pavillon ved Venedig Biennallen i 2017, for bare at nævne et par af de projekter, han har stået for. Suzy Park mødte jeg for første gang for et lille år siden, da hun var på researchrejse i København. Ved mødet fandt vi hurtigt ud af, at vi delte en interesse i queer-feministisk kuratering. Dengang var Suzy kurator på Art Space BOAN – et livligt kunsthus, med residency-muligheder og et ambitiøst kunst- og performanceprogram. Sidenhen har hun oprettet den kuratoriske platform Agency Rary. Meget i stil med meters form, er det en platform, der invaderer og overtager andre kunstrum, museer og kunsthaller i realisationen af specifikke projekter og udstillinger.

“Da jeg tog til Seoul var det uden et særligt kendskab til landet. Nu hvor jeg er kommet hjem, ved jeg lidt mere.”

Den sidste jeg introducerer i denne artikel er InYoung Yeo; udøvende kunstner og leder af det kunstnerdrevne udstillingssted Space One siden 2014. InYoungs kunstneriske praksis breder sig udover medier som tegning, maleri og installation til kuratoriske projekter med tværfaglige tilgange til køn, A.I. og urbanisering som hendes vigtigste forskningsområde. InYoung har arrangeret og deltaget i projekter, udstillinger, residency programmer og workshops i både Korea, Japan, Taiwan, Tyskland og USA, m.m.

En fælles forskningsplatform
En af de første, der kom hen og hilste på mig, da jeg ankom var DaeHyung Lee, som ønskede mig velkommen. Han var sammen med staben fra MMCA tilstede under hele symposiet og lyttede interesseret med.

Det gjorde indtryk på mig, at de også var nysgerrige på at høre, hvad yngre kuratorer beskæftigede sig med og tog tid ud af deres travle arbejdskalender for at være tilstede og støtte initiativet.

Publikum. Courtesy of Korea Research Fellow.

Næste dag sad jeg ved siden af Lee til den afsluttende middag, og der fik jeg muligheden for at høre lidt om Korea Research Fellow og hans arbejde som kurator. Korea Research Fellow løb af stablen for første gang i 2018. Om motivationen for at skabe symposiet Korea Research Fellow fortalte Lee:

“Mine tanker om en sådan platform begyndte at spire for syv år siden. På det tidspunkt var jeg i drøftelser med direktør Kim Tae-Hoon for den Koreanske Kultur- og Informationstjeneste (KCIS). Samtalerne kredsede om et behov for større kulturelle fremskridt i Korea og landede efterhånden i en diskussion om kuratering og den større rolle, den kunne tjene. Jeg var overbevist om, at den nye rolle og definition af kurator i fremtiden ville blive indvarslet af netværk mellem kuratorer, hvis praksis var formet af research.

Jeg havde set journalister og magasiner have en stemme; ytringer, som offentligheden fandt betydningsfulde, pålidelige og som havde autoritet. Det var for mig højst ønskværdige træk, som ville kunne opnås indenfor kuratering gennem målrettet fokus på research og et netværk, der delte det slid men også de frugter, der lå bag forskning.

“Jeg havde set journalister og magasiner have en stemme; ytringer, som offentligheden fandt betydningsfulde, pålidelige og som havde autoritet. Det var for mig højst ønskværdige træk, som ville kunne opnås indenfor kuratering gennem målrettet fokus på research og et netværk, der delte det slid men også de frugter, der lå bag forskning.”

— DaeHyung Lee

Der befandt sig allerede kuratorer fra udlandet i Korea, men de interagerede ikke særligt med koreanske kuratorer. Så for direkte at tackle det foreslog jeg en fælles forskningsplatform. Jeg tænkte, at hvis vi kunne invitere 10 internationale kuratorer til at mødes og interagere med 10 koreanske kuratorer, ville vi få mindst hundrede idéer fra interaktionen, unik for hver baggrund og person i kombinationen. Det enkleste ved programmet var at oprette 10x10-blandingen. Pointen er at gå videre og generere forskning, for at denne kan motivere til handling. Kunst skal påvirke samfundet; forbedre det og belyse det for en bedre fremtid. Det betyder ikke noget, om du er en kunstner, en kurator, forsker, en institution eller endda en nation; den fremtid, vi står over for, bliver ikke skrevet eller handlet på fra et individuelt niveau. “

Da vi talte sammen i Seoul fik jeg indtrykket af, at du havde skabt dette symposium for at give noget tilbage til og inspirere unge kuratorer. Hvad håber du på, at vi får med os efter at have deltaget i Korea Research Fellow?

“10x10 handler om samproduktion, der er baseret på fælles forskning, hvor alle involverede har kompetencerne til at deltage.

Samproduktion er, hvad fremtiden er rettet mod, og vores bedste strategi er at stikke vores hoveder sammen og finde en løsning for vores fælles fremtid, men også samarbejde for den fremtid, vi ønsker.

Præsentation ved kurator Phuong Linh Nguyen fra Vietnam. Courtesy of Korea Research Fellow.

Vi anerkender allerede kunstens magt, og hvordan den kan overskride tid og rum. Et stort kunstværk inspirerer og resonerer gennem årtier, endda århundreder, men måske vigtigst af alt gennem generationer. Vi ser det i malerier, i litteratur, i musik. Kunst overskrider også ideologier, politik og nationale identiteter; den bygger stier over disharmoniske landskaber, sådan at diskurser kan krydse dem. Nu bliver det bare unægteligt indlysende.

Se ikke længere end Venedigbiennalen, hvor 89 lande deltog i år. Hvert flag repræsenterer en baggrund af national og politisk interesse, en defineret grænse og en egen økonomi og nogle repræsenterer endda individuelle ambitioner. Uanset disse forskelle deler de nationale pavilloner budskaber, der vækker genklang på tværs af sprog og tro.”

“Vi anerkender allerede kunstens magt, og hvordan den kan overskride tid og rum. Et stort kunstværk inspirerer og resonerer gennem årtier, endda århundreder, men måske vigtigst af alt gennem generationer. Vi ser det i malerier, i litteratur, i musik. Kunst overskrider også ideologier, politik og nationale identiteter; den bygger stier over disharmoniske landskaber, sådan at diskurser kan krydse dem.”

— Daehyung Lee

Sker der noget på den koreanske kunstscene, som især optager dig?

“Personligt går jeg og spekulerer over, hvor teknologien bevæger sig hen, og hvad der styrer dens udvikling. Prisvenlige rumrejser og Marsforskning er områder, jeg er stærkt fascineret af. Med internettets opståen og derefter sociale netværkstjenester og streaming-tjenester, har vi bevidnet, at teknologi formår at ændre selve det stof vores samfund er skabt af. Når det er udviklet tilstrækkeligt, kan A.I. teknologi uden tvivl præsentere os for imponerende og paradigmeændrende måder at leve og tænke på.

Igen tror jeg, at kunst vil spille en nøglerolle i at hjælpe os med at navigere og forstå disse endnu-uforudsete forandringer. Det har altid været en del af kunstens funktion at opfordre os til at se på tingene omkring os på andre måder og visualisere perspektiver på liv eller samfund, som ikke er vores egne, men den andens, at tænke udover selvet, være tværdisciplinær og overskride interessefelters rammer. Ligesom den allerførste teknologi, der varmede vores nøgne kroppe, og som vi kunne tilberede vores mad ved, vil fremtidens teknologi have brug for kunst og forestillingsevnen for at kunne finde sit bestemmelsessted og formål.”

Fællesbillede af deltagende kuratorer, moderatorer og arrangørerne bag Korea Research Fellow 2019. Courtesy of Korea Research Fellow.

Imens jeg var i Seoul fik jeg et indtryk af, at teknologi er en meget mere inkorporeret del af dagligdagen end i Danmark, og at koreanerne både er mere tech-bevendte og -positive. Det blev også eksemplificeret i meget af den kunst, jeg så, imens jeg var der, som naturligt inkorporerer eller forholder sig til teknologi. Samtidig er den koreanske kultur og historie tilstede overalt. Koreansk kultur synes at kunne åbne sig både for teknologiske vindinger og den konfucianisme eller ruisme, som har præget samfundsstrukturen, buddhismen og samtidigt kristendommens senere indflydelse i landet uden at det støder sammen, eller står i konflikt med hinanden.

At række ud over nationale diskurser
Jeg havde besluttet mig for at blive i Seoul efter symposiet sluttede. Suzy Park, der havde været min partner under Korea Research Fellow tog sig i de dage tiden til at indføre mig både i landets historie, kultur og kunstscene. Hun tog mig med op at vandre på bjerget Inwangsan, der betyder Gavmilde Konge, til danseforestilling, netværksfrokost for nogle af Seouls kuratorer og rundt til forskellige store og små udstillingssteder. At få lov til at tale med hende i længere tid, og lære hendes tilgang til queer-feministisk kuratering – med basis i en Sydkoreansk diskurs – at kende, var utroligt spændende.

Om sin egen tilgang til kuratering fortalte hun:

“Min kuratoriske praksis er ikke helt lig den strategi, I har lagt for meter, men jeg synes, at der kan findes ligheder i vores perspektiver og tilgang. Mit hovedfokus de sidste år kan udtrykkes i få ord: venskab, kærlighed, religion, queer. For nylig har jeg dog indset, at disse fragmenterede ord passerer igennem eller penetrerer det affektive domæne.

“Korea er et af de mest lukkede lande i Asien. Det der sker på kunstscenen i landet og de diskurser der tales ud fra, produceres og forstås i denne nationale kontekst. Derfor er symposiet et sjældent og tiltrængt initiativ, der giver mig og mine sydkoreanske kollegaer muligheden for at høre om kuratorisk research fra folk fra andre lande.”

— Suzy Park

I min kuratoriske praksis fokuserer jeg på, hvordan jeg i udstillinger kan visualisere følelsers omskiftelighed eller bevægelse. Dette involverer at tænke udover installering af det fysiske objekt og skabe forbindelser til det sensoriske og usynlige, som både befinder sig indenfor kunsten og det kuratoriske arbejde – hvor størstedelen sker bag scenen – men også i mødet mellem kunstværk, kunstrum og publikum.”

Det er 2. gang, du deltager i Korea Research Fellow. Hvad betyder det for dig at være med i et program, der fokuserer på kuratering i globalt perspektiv?

“Jeg var positivt overrasket over at høre, at konceptet omkring symposiet var udtænkt i et samarbejde mellem den sydkoreanske stat, lokale kunstmagasiner og kurator DaeHyung Lee – at der var et bredt samarbejde mellem forskellige aktører på kunstscenen omkring realiseringen af det og dermed bred støtte. Korea er et af de mest lukkede lande i Asien. Det der sker på kunstscenen i landet og de diskurser der tales ud fra, produceres og forstås i denne nationale kontekst. Derfor er symposiet et sjældent og tiltrængt initiativ, der giver mig og mine sydkoreanske kollegaer muligheden for at høre om kuratorisk research fra folk fra andre lande. At høre hinandens præsentationer er inspirerende, men for mig er det vigtigste ved Korea Research Fellow muligheden for fortsat idéudveksling og samarbejde.”

Imens jeg var i Seoul fik jeg muligheden for at se en gruppeudstilling, som du havde kurateret, der hed ZOOM BACK CAMERA med kunstnerne Kim Heeuk, Im Youngzoo, Cha Jiryang og Hong Jinhwon. Udstillingen foregik på SeMa Bunker – en underjordisk bunker i Seouls finansdistrikt, som er tilknyttet Seoul Museum of Art. Hvad var tankerne bag udstillingen?

 “ZOOM BACK CAMERA tager udgangspunkt i affektteori, som jeg har talt om tidligere. Jeg er interesseret i tilstande af følelsesmæssig bevægelse, variationerne indenfor dette, som f.eks. hvorfor mennesker bliver bevægede eller rørte, hvordan de bevæges og hvad det kan påvirke.

Jeg ville prøve at konkretisere denne bevægelse og fandt derfor på at kigge på guruen som fænomen og figur. En guru formår nemlig at påvirke, skabe eller fastholde bevægelse. Derfor blev hver kunstner i udstillingen inviteret til at beskæftige sig med eller skabe deres egen såkaldte guru.”

Dette blev tydeligt eksemplificeret i Kim Heeuks videoværk ”TBL, The Best Life,” hvori hvad der ligner en vært i en tv-shopreklame fortalte publikum, hvordan man kan skabe sig et roligt og sundt hjemmeklima ved at anskaffe sig planter og dekorere med naturmaterialer eller at ny forskning viser, at mønstret i iris i vores øjne gør indtryk. Dette mønster kan enten få dig til at synes tillidsvækkende eller det omvendte. Men man kan være helt rolig, fortsatte værten med et beroligende smil; for man kan købe sig til iris-kontaktlinser med det helt rigtige mønster, der sikrer, at man giver det bedste indtryk. Videoen var en del af en større installation med skulpturer der bearbejdede kendte logoer fra luksusmodehuse. Guruen var forbrug og den kunne gøre os bedre, mere tillidsvækkende og gladere, var beskeden. Kritikken var tilstede i sit fravær, i overdrivelsen og absurditeten.

Hong Jinhwons guru var YouTube og det konstante informationsflow, vi får derfra. I en smuk men dystopisk installation af tv-skærme, der bombarderede publikum med korte nyhedsklip sat sammen som kollager, kunne man ikke andet end at miste overblikket, samtidig med at der var en hypnotiserende nærmest voyeuristisk fascination ved det man blev præsenteret for.

Hong Jinhwon: 'The victor won't stop #1 - Space Shuttle Chanllenger disaster,' 2019 og 'The victor won't stop #2 – The aerial protest of the worker laid off from Samsung,' 2019. Courtesy of Suzy Park.

Til sidst vil jeg lige høre, hvad du arbejder på nu?

“ZOOM BACK CAMERA er fortsættelsen af udstillingen ”Foolish or Mannish”, som jeg lavede i 2018 med kunstner Siren Eun Young Jung, og det er min tanke, at udstillingsrækken fortsætter med i hvert fald en mere. Derudover arbejder jeg på produktionen af en performance i samarbejde med den New York-baserede koreograf Lee Yang Hee, som vil blive udført i slutnovember. Det er en performance, der kombinerer traditionel koreansk dans og Milonga – en dans, der inkorporerer de samme elementer, man kender fra tango, men som er mindre alvorlig i sit udtryk og mere rustik. Til januar åbner en udstilling med kunstner Chang Jia på Doosan Art Center, som er kurateret og planlagt i samarbejde mellem tre kuratorer, hvor jeg så er den ene af dem.”

At kæmpe for et lokalsamfund og mod gentrificering
Kunstner InYoung Yeo deltog også i Korea Research Fellow, men det var først, da jeg var på besøg på det kunstnerdrevne udstillingssted Space One, der har en queer-feministisk profil, at vi rigtigt fik mulighed for at tale sammen. InYoung har været kunstnerisk leder for stedet siden 2014.

Space One ligger placeret på en markedsplads, der er helt speciel at gå rundt på. Til forskel fra de markeder jeg kender fra europæiske lande, hvis strukturelle logik gentages i de nyoprettede markeder, vi f.eks. har i København med boder og stier, fungerer dette som en lille by i byen.

Smalle, overdækkede gyder udgør markedets vejsystemer, og i stedet for fritstående enheder, er det selve husenes stueetager, der udgør boder, butikker, restauranter og caféer. Markedet synes ramponeret og befinder sig et sted mellem forfald og genopbygning. Mange butikker er tomme, andre er under renovation og andre igen huser en blanding af smarte “berlinercaféer” og dyre smykke- eller designshops samt butikker der ser ud til at have eksisteret i årtier, med hjemmelavede nudler eller traditionelt håndværk.

Midt i det hele står der en grå betonbygning. Stueetagen er udgjort af en trappe, der fører op til etagerne ovenpå, der tidligere har huset markedets fælleskontor, hvilket kan ses i et af rummene, da der stadig står et stort lydanlæg, som er forbundet til højtalere spredt ud over hele markedet. På samme etage er det ene af to rum, der udgør Space One. Det andet befinder sig oppe på taget. InYoung Yeo var der til at fortælle om udstillingsstedet, og til mit spørgsmål om Space Ones kuratoriske profil fortalte hun:

“Space One startede ret organisk med to kunstnere, hvoraf den ene var mig selv, et forladt fælleslokale i en forladt markedsplads og udviklingsstøtte fra Seoul by. Vi åbnede stedet med min soloudstilling i 2014 og fortsatte derfra med at organisere små udstillinger, filmvisninger på taget og andre events, som vi inviterede kunstnere i vores netværk til at deltage i.

“I Space One’s andet år besluttede vi os for at omformulere stedet og organisere et årelangt projekt med fokus på, hvad vi mente manglede på Seouls kunstscene; nemlig diversitet, uafhængighed og internationale samarbejder.”

— InYoung Yeo

I stedets andet år besluttede vi os for at omformulere stedet og organisere et årelangt projekt med fokus på, hvad vi mente manglede på Seouls kunstscene; nemlig diversitet, uafhængighed og internationale samarbejder. Derudover ville vi også gerne tilføje et fokus på stedspecificitet i forhold til kunstrummet, til markedspladsen og lokalområdet.

Navnet, Space ’One’ (jeg, 1, ‘하나', ‘일') henviser til det sted i min kunstneriske og kuratoriske praksis, hvor det hele begynder. Det er som en bevægelse af udfoldelse og sammenfoldelse af én kasse af jeg’er og derved en undersøgelse af både de logiske strukturer, der udgør sindet samt tilfældigheder eller hændelser i det multidimensionelle rum og tid.

Det er et forsøg på at se på ’jeg’ i relation til andre, til samfundet og at fremhæve sameksistens og cykliske mønstre indenfor varierende strukturer af logik eller fortælling. Fra dette fundament fortsatte vi på stedet med at udvide vores diskurs med emner som urbanisering, teknologi og køn i varierende formater, i samarbejde med eksperter fra mange forskellige discipliner, for at skabe udstillinger, foredrag, talks, workshops, performances og filmvisninger i samarbejde med folk i Korea og andre lande.”

Space One er placeret i en del af Seoul, som undergår mange forandringer i disse dage. Hvad er det, der sker for dette område af byen, og hvad er konsekvensen for Space One og stedets naboer?

“To år efter at Space One flyttede ind på markedet, implementerede Seoul by en femårig genopretningsplan for 14 lokale områder; bl.a. Haebangchon, hvor Space One befinder sig. Der oprettedes fra begyndelsen et lokaludvalg for de handlende på markedet, som vi blev en del af, som gik i dialog med byplanlæggerne om vores holdninger til og perspektiver på de planer, de udlagde for området. Fra Space Ones side inviterede vi også lederen for byplanlægningen i Haebangchon til at komme og se de kunstprojekter vi arrangerede, der adresserede forskellige spørgsmål vedrørende det offentlige rum, vigtigheden af et lokalt funderet fællesskab, og samarbejdsmetoder mellem kunstnere og arkitekter der på succesfuld vis var blevet implementeret i andre byer. Med projekter som ”a three-way dialogue” og ”Intersections of Common Space and Time”, arrangeret i samarbejde med kunstnere, kuratorer og arkitekter fra Korea, Tyskland og Indien, skabte vi en platform fra hvilken vi sammen med lokale butiksejere og beboere i vores område kunne dele holdninger og stille spørgsmål som: Hvad er fællesskab i den lokale kontekst, vi befinder os i? Hvilken rolle spiller kunstneren og kunsten i gentrificeringsprocesser eller re-gentrificeringsprocesser?  

“Hvad er fællesskab i den lokale kontekst, vi befinder os i? Hvilken rolle spiller kunstneren og kunsten i gentrificeringsprocesser eller re-gentrificeringsprocesser?  ”

— InYoung Yeo

Markedet og lokalområdet i Haebangchon har siden undergået en hurtig og hovedkulds gentrificering. Efter fem år er markedet nu mest okkuperet af nye caféer, bagerier, restauranter og smarte butikker. Jeg har på tidspunkter protesteret imod strategien for Seouls byfornyelsesprojekt med overskriften ’kunst og fællesskab’, hvor hverken den lokale kunst eller det lokale fællesskab har støttet op eller fået mulighed for at deltage i processen. På andre tidspunkter har jeg forsøgt at forhandle med byens repræsentanter gennem samarbejdsprojekter. For Space One har det været vigtigt både at intervenere og at samarbejde. Gennem denne proces har vi både lært og aflært ting. De fysiske konsekvenser for Space One og stedets fortsatte tilstedeværelse på markedet er på dette tidspunkt igen til forhandling.”

Du er selv kunstner. Hvad arbejder du på nu?

“Lige nu arbejder jeg videre på et længerevarende projekt, jeg påbegyndte i 2015, som er et research project med titlen ”Gender Hierarchy: Recycling its Errors.” Gennem at adressere et skæringspunkt mellem køn, kunst og teknologi undersøger jeg den allestedsnærværende hierarkiske struktur, som definerer køn og gentages indenfor teknologi ved at spørge ind til de subjekt-objekt relationer, der er opstået med det større forbrug af dagligdagsteknologi. I 2015 foretog jeg en serie af interviews i Seoul på tre forskellige lokationer og med tre forskellige emner: sex, skønhed og femininitet. Jeg interviewede ti kvinder i alderen 20-50 år – både koreanere og tilflyttere, der arbejdede indenfor forskellige fag fra undervisning til kontorarbejde, kunst til K-pop. I et forsøg på at skabe et miljø, hvor ’kvinde’ både er interviewets subjekt og objekt, ville jeg gerne fokusere på både positive og negative aspekter ved den nuværende opfattelse af kvindelighed.

I 2017 startede jeg en større undersøgelse om sex og teknologi og de forskellige former for sexindustri, der eksisterer i Korea og udenfor landets grænser – lige fra porno på nettet, skjulte kameraoptagelser, camgirls / -boys til AI / AR / VR sex-bots. Mit fokus var især den såkaldte almindelige porno på nettet og den fremtrædende grad af videoer og billeder, der reproducerer en binær kropspolitik, som i høj grad feticherer asiatiske kvinder i rollen som et submissivt objekt overfor den dominerende mand.

“Lige nu arbejder jeg videre på et længerevarende projekt, jeg påbegyndte i 2015, som er et research project med titlen ”Gender Hierarchy: Recycling its Errors.” Gennem at adressere et skæringspunkt mellem køn, kunst og teknologi undersøger jeg den allestedsnærværende hierarkiske struktur, som definerer køn og gentages indenfor teknologi ved at spørge ind til de subjekt-objekt relationer, der er opstået med det større forbrug af dagligdagsteknologi.”

— InYoung Yeo

Ved at klippe det negative rum mellem kroppe ud af mere end hundrede af denne form for billeder, skabte jeg et abstrakt, og stærkt forskønnet mønster. Det blev til et tapet, som var en del af en installation, der legede med de idéer, som Sadie Plant introducerer i bogen ”Zeros and Ones” og Adriana Cavareros præsenterer i ”Inclinations: A critique of Rectitude.”

Jeg har siden arbejdet videre på værket, der har titlen ”Happily ever After” gennem en undersøgelse af interrelationelle forbindelser mellem kroppe indenfor teknologi (hvordan kroppe portrætteres i teknologi), mellem krop og teknologi (hvordan vi interagerer med teknologi) for så at vende tilbage til forholdet mellem kroppe (hvordan vi interagerer med hinanden i teknologiens sfære). I år blev det vist i Köln i en soloudstilling. Efterfølgende inviterede jeg tyske kunstnere til at deltage i en udstilling i Space One sammen med koreanske kollegaer, der spurgte ind til, hvem der er forfatter til denne nye form for datakolonialisering, til kapitalistisk struktur, fordommes reproduktion og ulighed mellem kønnene? Hvis stemme befinder sig bag dataalgoritmerne? Er menneskeheden også blevet til automatiserede cyborgs, der konsumerer bekvemmelighed og tilfredsstillelse? Og til sidst: Hvad er menneskets fremtid i en æra af teknologisk kompleksitet?”

I Sydkorea arbejder de aktivt på at skabe en kunstscene, der rækker ud over det nationale – både som i DaeHyung Lee’s eksempel, fra individuelle aktørers side, fra kunstinstitutionernes og med støtte fra regeringen.

I en tid, hvor vi i Danmark ikke har nogen rigtig kulturpolitik, eller hvor det mere synes som om, at der er fokus på lokal spredning, på bevaring og kulturhistorie end på at fremme den nye kunsts muligheder og synlighed på en global kunstscene, har det været inspirerende at være i et land, hvor nutidskunsten bliver prioriteret. Det synes som om, at der arbejdes aktivt på at gøre kunst til en vigtig del af samfundet, fordi koreanerne ser, at den er med til at forme kulturen, skabe debat og synliggøre paradokser; og der er funding bag visionen. Det kunne jeg godt ønske for den danske kunstscene.

Tak til DaeHyung Lee, Suzy Park og InYoung Yeo for deltagelse. Min rejse blev gjort mulig med støtte fra Korea Research Fellow og Statens Kunstfond.