ESTER FLECKNER "BEDFELLOWS"

Ester Fleckners praksis beskæftiger sig med abstraktionens billedsprog, og leder ind i dunkle tegnsystemer der befinder sig i grænselandet mellem genkendelighed og uigenkendelighed. Værkerne arbejder med abstrakte semantiske universer, og åbner muligheder for at kode og repræsentere køn, begær, krop og sprog på nye og anderledes måder. Værkerne mimer, eller måske rettere sagt opfører en form for tekst, som imidlertid er ulæselig. På den anden side af det uforståelige åbner der sig et rum for nye betydninger, for sprog til verdener, vi (endnu) ikke kender til, hvad vi også kunne kalde for semantikkens queer mulighedsrum, eller for billedsprogets åbne, poetiske felt – det vordende, rene potentiale som endnu ikke har fundet sin form.

I sit arbejde med den såkaldte Queer Økologi beskæftiger økokritikeren og filosoffen Timothy Morton sig med begrebet radikal ufuldstændighed, et begreb, der refererer til den tilstand af evig tilblivelse og fremkomst af nye former, der kendetegner naturen. Morton tilbyder en slags queer læsning af Darwins evolutionslære, som lægger vægt på den fleksibilitet og forandring, hvormed arter konstant er på vej til at blive til noget nyt i møder med hinanden. Evolutionen lærer os, at naturen ikke er en statisk enhed fyldt med prædeterminerede kategorier og essentielle sandheder, men derimod en kreativ mangeartet summen af forhandlinger og reaktioner, af opbrud og forandring i et konstant fluktuerende felt.

Mortons idé om radikal ufuldstændighed lægger vægt på naturen som et altid ufærdigt og ukontrollerbart system drevet af et konstant og mangearmet begær. Det er også denne ufuldstændighed, der giver rum til muligheden for nye fællesskaber og identiteters fremkomster.

Denne queer økologi lægger sig op ad de performative kønsteorier, som fremhæver køn og seksualitet som værende også kulturelt forankrede størrelser. Med andre ord, er køn og kønsroller hverken givet, medfødte eller naturlige, men derimod også resultat af kulturelle mønstre, af identiteter vi opfører hver dag. Disse gentagende opførelser efterlader en åbenhed, der giver os mulighed for at ændre på manuskriptet og gentænke de måder, hvorpå vi artikulerer vores kønsidentiteter, og udfolder vores begær. Det er også heri potentialet for forandring findes. At naturen så at sige ikke findes på forhånd, at den ikke er os givet, men derimod er noget vi skaber og genskaber sammen i fortløbende forhandlinger med hinanden, er et radikalt løfte med vidtrækkende (køns)politiske dimensioner.

Mortons queer økologi bebos af mangeartede fællesskaber, der udgøres af såkaldte strange strangers: det er de nabovæsener, vi deler verden med, men som vi aldrig er i stand til helt at begribe og gennemskue. Disse fremmede præsenterer os for en form for afgrund af uforståelighed, der udfordrer de kategorier, vi bruger til at skabe mening i verden med. Det er en vigtig pointe, at det fremmede også findes i os selv. Vores kroppe bebos af en række arter – bakterier, svampe, vira – som ikke bærer vores DNA.

Når vi åbner for et blik, der tager både affinitet og fremmedhed mellem de arter, vi deler verden med alvorligt, åbner vi samtidig for det fremmede i vores egne tegnsystemer, kroppe og verdener. Den amerikanske biolog og feministiske tænker Donna Haraway introducerer begrebet naturkulturer for at udfordre den natur-kultur dikotomi, der kendetegner den dominerende tænkning i det Globale Nord. Ifølge Haraway findes ‘naturen’ ikke som afgrænset, prædetermineret kategori, men er derimod noget der skabes i iagttagelser. Den vestlige videnskab er opbygget omkring idéen om objektiv viden, at der findes sandheder i ‘naturen’ som kan opdages og ekstraheres.

Haraway udfordrer denne idé med begrebet omkring situeret viden – at vores blikke er fæstnet i særlige kroppe, lokaliteter og verdensanskuelser, og at disse dirigerer retningen for- og resultater af vores blikke. Med andre ord, så findes der ingen sandheder forud for vores iagttagelser, og de blikke, vi kaster på verden har konsekvenser for de ‘resultater’ vi finder. Ifølge Haraway må vi gøre op med forestillingen om, at naturen er noget, der findes ‘derude’ i den ikke-menneskelige sfære. Og omvendt, at kultur er noget, der udelukkende tilhører den menneskelige verden. Naturkulturer erstatter disse fortællinger med et slags blandingsbegreb, der anerkender menneskets dybe involvering i naturen, og dyr og planters kulturelle praksisser.

Naturen er fuld af seksuelle og affektive relationer, der ikke konformerer til heteroseksualitetens binære kønskoder. Fra de queer naturkulturers perspektiver behøver vi ikke at kode naturen som hverken homo- eller biseksuel, fordi dette vil betyde at vi henfalder til nye forudindtagede identiteter og essentialiseringer af naturens mangekønnede universer.

Istedet kan vi anskue også den ikke-menneskelige verden som et bredt og spraglet felt af erotiske muligheder, et felt i evig opblomstring og transformation, et felt der fremviser os utallige måder at artikulere begær på. Planternes polyamorøse rige er kendetegnet af interartslig begær og plantemorfologisk flerkønnethed. Den traditionelle fortælling om bien og blomsten er ikke et enkelt billede på heteroseksuel reproduktion, men på en vild og hedonistisk krydsbestøvning mellem mange arter og køn på en gang.

I Bedfellows på M100 har Fleckner skabt en række træsnit med billedmæssigt afsæt i plantedele. Værkerne fremstår som et slags manuskript i proces og/eller forfald. Værkerne angiver en serie af gentagelser, der bærer på ændringer, som tegn og noter tilføjes eller bortfalder løbende, alt efter hvilken tidslighed man vælger at anskue værkerne fra. Træsnittenes tegnverdener er fulde af tomrum og huller. Som fragmenter af beskeder overleveret fra fremmede verdener. Værkerne gør brug af et abstrakt tegnsprog, der bærer på genkendelige, organiske former. Træsnittets billedflade er et resultat af et samarbejde mellem kunstner, blæk og træ – et samarbejde, hvori meget beror på tilfældigheder i materialet. Som medie angiver træsnittet en vis uforudsigelighed og ukontrollerbarhed, der formmæssigt mimer den oversættelse og den betydningsforskydning, der er på spil i værkerne. Træsnit er langsomt, fysisk og analogt, et øjebliksaftryk af et samarbejde mellem forskellige former for materialer og kroppe.

Værkernes sølvgrå farve leder både tankene hen på queerkulturens glitrende dansegulve, og på de kodede informationstavler i metal, der sendes med rumskibe mod mulige fremmede civilisationer. Sølvfarvens lette genskin gør, at de er stort set umulige at se, når man står lige foran dem. I stedet må man nærme sig værkerne ad omveje, flytte på sin krop og eksperimentere med sit bliks vinkler for at kunne se motivet ‘rigtigt’. Den seende, aflæsende krop er udfordret, blikket besværliggjort og sat til forhandling. Værkerne kommer til os med en flimren, som fragmenter af en ældgammel samtale på et sprog, verden for længst har glemt, eller fra en fjern fremtid, som ingen kender endnu. Som beskeder på fremmede(s) sprog kommer de os i møde med ivrige, ulæselige beskeder om en ufærdig verden i sin vorden, og om den altid nærværende mulighed at blive til noget andet med nogle andre.

Denne tekst indgår også i udstillingens katalog.

Kalender: Ester Fleckner "Bedfellows” på M100