MATILDE DUUS "DEN SIDSTE VINTER"
”Kan vi tale i tlf. i morgen? Jeg skal hjem og spise risengrød. Har været på Steinerskolen og sætte den sidste ovn over før den sidste vinter.”
☞ Se videointerview med Matilde Duus under artiklen.
Med disse ord afslutter Matilde Duus sin seneste e-mail til mig, 24. august 2021. Risengrød i august? tænker jeg… Der er nok nogen, der er på forkant med klimaforandringernes omstillingsparathed, når det kommer til new nordic gastro-tendenser! Hendes første besked lød således:
”I 2020 havde vi 0 isdøgn i Danmark, læste jeg på nettet. Isdøgn er dage, hvor temperaturerne ikke kommer over frysepunktet. Det er første gang, det er sket i de 146 år, vi systematisk har målt vejret i Danmark.”
Samme år deltog jeg i konferencen “The curator is the weather”, der blev afviklet på SixtyEight Art Institute i København. Som forberedelse hertil læste jeg Jonathan Safran Foers Vi er vejret – og på trods af den seriøse klimaangst, som bogen gav mig – vil jeg alligevel bringe et citat herfra:
”Ved du, hvorfor strudse stikker hovedet ned i sandet? Fordi de tror, at der ikke er nogen, der kan se dem, hvis de ikke kan se nogen.
Rimelig dumt, ikke? Bortset fra at strudse ikke stikker hovedet ned i sandet – de begraver deres æg for at holde dem varme og for at beskytte dem, og indimellem stikker de så hovedet ned for at vende dem. Mennesker ser på strudse, som tager sig af deres afkom, og forveksler det med dumhed. Men det er os, der antager, at verden omkring os bliver mørk, når vi lukker øjnene.
At forveksle usete farer med ingen farer, er en af de mest effektive måder at dræbe vores eget afkom på.” (1)
Matilde Duus, Den Sidste Vinter. M100. Foto: Kirstine Mengel.
Matilde Duus, Den Sidste Vinter. M100. Foto: Kirstine Mengel.
Matilde Duus, Den Sidste Vinter. M100. Foto: Kirstine Mengel.
Matildes praksis har rødder i øjets evne til at percipere, reflektere og transformere. Via kameralinsen undersøger hun fotografiets tilsvarende kvaliteter, og hendes seneste arbejder materialiserer sig smukt som tårer, dråber og strømninger, der ved hjælp af vandets kredsløb forbinder hendes atelier i Norge med udstillingsrummet i Danmark på tværs af Øresund, Kattegat, Skagerrak, Oslofjorden og de mange liter, som vi alle bærer rundt på i vores vandede kroppe. Skabelsesprocessen af disse værker starter med en våd hinde, der brændes ind i det, man kunne kalde ’den skulpturelle udformning af vores nethinde’; nemlig glassets overflade, hvis substans består af tusindvis af sandkorn. I dag ved vi, at både sand og vand er naturressourcer, som bliver patenteret, kapitaliseret, udvundet, udnyttet og handlet i en sådan grad, at begge dele risikerer at blive en mangelvare, før vores børn når at vokse op. Matilde skriver til mig:
”Hverdagen er fyldt af en skrøbelig ambivalens, der næsten gør det svært at leve. Sådan er det. Når du er så ”heldig” at være født som menneske, en altædende dyreart med en uovertruffen evne til at reflektere, erindre og skabe. I en verden, der er ved at drukne i menneskeskabte ting. Så står jeg her. Med min trang til at skabe. Den kunst, jeg elsker. Og forbander min evne til at forstå, at vi er ved at drukne. Vandets struktur gør, at det kan flyde. Udfylde alle tomrum på dets vej. Det vil altid fylde op nedefra og stige i takt med, at mere vand kommer til.”
Når man først begynder at lægge mærke til verdens tilstand og ikke mindst det kapitalistiske hamsterhjul, som vi alle er en del af, er det svært at se sig ud af det igen og måske endnu sværere at se sig selv i øjnene. Matilde og jeg har i løbet af vores parallelle tidsrejser, ofte diskuteret hvorvidt man blot skal lade sig flyde med eller snarere træde vande i et desperat håb om at det dybe vand, vi befinder os på, en eller anden dag, på magisk vis svinder ind til en vandpyt og lader os trække vejret frit.
Hvor ender værtskroppen, og hvor starter fosterkroppen? Vores kroppe er tærskler for både fortid og fremtid. Der er altid risiko for oversvømmelse. (2)
Matilde Duus, Den Sidste Vinter. M100. Foto: Kirstine Mengel.
Matilde Duus, Den Sidste Vinter. M100. Foto: Kirstine Mengel.
Når isen smelter, kommer livet tilbage fra fortiden. Livet som har ligget i dvale. Efter 24.000 år er hjuldyr vækket til live i Sibirien, og det mest magiske er måske, at det efter optøning har formået at reproducere sig selv. Mennesker frygter fortidens parasitter, men i virkeligheden er det måske netop dem, vi har brug for, til selv at vågne op til vores egen død.
David Foster Wallace holder i 2005 en, efter min mening, fuldstændig genial ”commencement speech”, som han indleder med en lille anekdote: ”There are these two young fish swimming along and they happen to meet an older fish swimming the other way, who nods at them and says: “Morning, boys. How’s the water?” And the two young fish swim on for a bit, and then eventually one of them looks over at the other and goes “What the hell is water?” (3)
Hvis jeg har forstået David Foster Wallace korrekt, handler hans tale om at leve livet inden døden, på trods af de uendelige udfordringer, vi møder undervejs. Det handler om at være sig bevidst om sine default-settings, der i en klimakontekst, f.eks. kunne være at løbe skrigende bort ved erkendelsen af, hvor galt det hele står til. Det kunne omvendt også være, at man blot lader stå til, fordi man alligevel ikke kan gøre en forskel. Det kommer alt sammen an på, hvordan din hjerne er skruet sammen, hvordan du er programmeret til at reagere på trusler så massive og overvældende som den menneskeskabte globale opvarmning og sjette masseudryddelse, vi befinder os midt i. At kunne holde sig i live og mere til; at kunne formå at leve livet på trods af denne viden, kræver en enorm bevidsthed om, at det er dét, man er her for, dag ud og dag ind. Wallace afslutter dermed sin tale med en opfordring om konstant at minde sig selv om at: This is water, This is water.
Matilde Duus, Den Sidste Vinter. M100. Foto: Kirstine Mengel.
Matilde Duus, Den Sidste Vinter. M100. Foto: Kirstine Mengel.
Matilde Duus, Den Sidste Vinter. M100. Foto: Kirstine Mengel.
Pointen er, at det er ubeskriveligt svært at minde sig selv om noget så åbenlyst som en fisk i havet, der ikke engang har bemærket, at vandet eksisterer, ligesom det sommetider er svært at huske på, at abrikostræerne findes, bregnerne, brombær og brinten findes. Digtene, dagene, døden, efteråret, eftersmagen og eftertanken findes, Jorden på sin rute gennem Mælkevejen findes; Jorden med bevidsthedens kystlinie blå, vandmasser, landmasser og jordskælv findes, men hvor længe går der mon, før alfabetet drukner i sig selv, og vinteren ikke længere findes? (4)
Hvor ender værtskroppen og hvor starter fosterkroppen? Vores kroppe er tærskler for både fortid og fremtid.
Der er altid en risiko for oversvømmelse. (5)
Afslutningsvis følger et direkte citat fra Inger Christensens 9. digt:
9. istiderne
istiderne findes, istiderne findes,
ishavets is og isfuglens is;
cikaderne findes; cikorie, chrom
og den chromgule iris, den blå; ilten
især; findes også ishavets isflager,
isbjørnen findes, stemplet som en pels
med personnummer findes den, idømt sit liv;
og isfuglens ministyrt ned i de blåfrosne
martsbække findes, hvis bækkene findes;
hvis ilten i bækkene findes, ilten
især; findes især hvor cikadernes
i‐lyde findes, især hvor cikoriens
himmel som blåelse opløst i vand
(Inger Christensen, Alfabet)
NOTER:
Jonathan Safran Foer: Vi er vejret – at redde planeten begynder ved morgenmaden.
Astrida Neimanis: Hydrofeminisme.
Reference til Inger Christensens Alfabet.
Astrida Neimanis: Hydrofeminisme.
Malou Solfjeld is an art historian and curator working with notions of be-coming, co-habiting, collectivity, care, ecology and environment – bodily, mentally and geopolitically. She has contributed to idoart.dk since 2020 with essays, reviews, and travel journals. In 2022 she is becoming a mother and will continue to reflect on what it means to find home, come home, be at home or become a home, on Planet Earth, and how to feel at home within oneself, in times dominated by several entangled crises.
