PÅ SPORET AF KUNSTEN: DAG 1

Jeg rejser fra Københavns Hovedbanegård kl. 10.20 mandag d. 26. juli. Jeg har købt DSB’s rejsepas, der giver en uges adgang til fri rejse i hele Danmark. Jeg har booket pladsbillet til vogn 71, men da toget ankommer, findes vognen ikke. Jeg når et kort optimistisk øjeblik at håbe på, at min vogn er magisk gemt væk, ligesom perronen til Hogwarts, men må hurtigt indse at det blot er en DSB-fejl i sommerens sædvanlige trafikkaos. Jeg sætter mig godt til rette på gulvet, i vogn-hvad-som-helst, og en halv time senere står jeg af på Ringsted Station, hvor vi går i noget, der minder om Roskilde “folkevandring”, mod de indsatte togbusser. Sidste gang jeg stod af på Ringsted var d. 16. marts 2020, netop landet fra Østrig, på vej mod adskillige ugers karantæne i min fars hus på landet. Det føles stadig ligeså surrealistisk at tænke tilbage på de uger, som jeg husker, at det føltes som dengang, at befinde sig midt i en pandemi isoleret fra omverdenen, dog forbundet stærkere end nogensinde før gennem internettets kabler og online kanaler… Halvandet år senere er det stadig hverken velset eller oplagt at rejse til udlandet, og jeg har derfor besluttet mig for at rejse ud i det danske sommerland, i sporet på kunsten.

Over de næste 7 dage planlægger jeg at besøge en lang række forskellige museer og udstillingssteder. Min rute lyder som følger:

• Dag 1, Mandag d. 26. juli
  H.C. Andersens Hus (Odense)

• Dag 2, Tirsdag d. 27. juli
  Øhavsmuseet (Faaborg)
  Augustiana og Augustenborg Project (Augustenborg)

• Dag 3, Onsdag d. 28. juli
  HEX! Museum of Witch Hunt (Ribe)

• Dag 4, Torsdag d. 29. juli
  Esbjerg Kunstmuseum (Esbjerg)
  Deep Forest Art Land/Skovsnogen (Kibæk)

• Dag 5, Fredag d. 30. juli
  Vestjyllands Kunstpavillon (Videbæk)
  HEART, Socle du Monde (Herning)

• Dag 6, Lørdag d. 31. juli
  Museum Jorn (Silkeborg)
  KunstCentret Silkeborg Bad (Silkeborg)

• Dag 7, Søndag d. 1. august
  KØN – Gender Museum Denmark (Aarhus)
  ARoS (Aarhus)

Men lad os nu se hvordan det går. Jeg har lovet mig selv ikke at stresse, så vi tager lige én dag ad gangen. Jeg er utrolig glad for at idoart.dk vil lægge platform til mine rejsenoter og tanker om de forskellige udstillinger, jeg lægger vejen forbi. Det bliver ikke i form af anmeldelser, men omtaler, da jeg på de fleste museer allerede har meldt min ankomst og ”booket” mig ind i deres haver med mit lille telt. Jeg er dybt taknemmelig for alle mine skønne kolleger rundt omkring i landet, der tager så godt imod mig. 😊

Jeg vil understrege, at hverken turen eller teksterne er sponsorerede, betalt eller støttet af fonde, DSB eller udstillingssteder. Det er et lille projekt søsat af mig selv med opbakning, tillid og redaktion af idoart.dk

Foto: Malou Solfjeld.

H.C. Andersens Hus under ombygning, 2021. Foto: Malou Solfjeld.

FØRSTE stop: H.C. Andersens Hus i Odense

I efteråret 2020 deltog jeg i The Curatorial Thing organiseret af SixtyEight Art Institute. Her mødte jeg Henrik Lübker, som er creative director på museet H.C. Andersens Hus i Odense. På dansk er hans titel vist nok kreativ udvikler og formidlingsansvarlig, men det korte af det lange er, at han har været med til at ombygge museet i løbet af de seneste 3 år. Det er japanske Kengo Kuma & Associates med Yuki Ikeguchi i spidsen, der har stået for den imponerede arkitektur, der lige nu mest kommer til udtryk indefra, da udendørsarealerne fortsat er under konstruktion, samt omringet af letbanens byggeplads, som Henrik fortæller er tilvejebragt ud fra en idé, der står i skarp kontrast til filosofien bag museet. Hvor letbanen drejer sig om den lige linje fra A til B, består Andersens nye hus af en eventyrlig labyrint, af kringelkroge og smalle stier, hvor der konsekvent dukker noget nyt og uventet op omkring næste hjørne. ”En historie, du troede du kendte” er et af museets nye slogans, for ja, vi kender alle til Andersens eventyr om den grimme ælling og den lille havfrue. Men dette her er anderledes.

”Velkommen til. Universet er Andersens, oplevelsen er din og høretelefonerne er museets” således lyder introduktionen, når jeg iført mit hi-tech headset med tilhørende smartphone og iboende kropssensorer, der aktiveres af hvor jeg befinder mig i rummet, træder indenfor på udstillingen om de gamle eventyr og ikke mindst den gamle mand, jeg troede, jeg kendte så godt.

Henrik Lübker (tv) og Malou Solfjeld (th). H.C. Andersens Hus, 2021. Foto: Malou Solfjeld.

H.C. Andersens Hus, 2021. Foto: Malou Solfjeld.

Udstillingen er inddelt i kapitler; jeg starter ved ællingen og bevæger mig langsomt gennem Trækfugle og Sommerfugle – om Andersens rejser og værker fra papirklip til teatermanuskripter – videre til Sommerfugle som giver et intimt indblik i forfatterens kærlighedsliv. Her introducerer en pung, et brev, et champagneglas, et tandbørsteskaft, en blomsterbuket og andre nostalgiske remedier, deres historier om de kvinder og mænd, som Andersen tilsyneladende forelskede sig i undervejs på sin rejse gennem livet. Bl.a. Jenny Lind, Carl Alexander, Edvard og Louise Collin samt Harald Scharff.

I kapitlet Spejlinger ser jeg mig selv i Andersens portrætter, et spejlkammer fyldt af alle de kasser, som folk undertiden har forsøgt at sætte Andersen i. Et kuratorisk greb, der subtilt bevidner, at ingen historie står alene – alle har hver deres blik på den berømte forfatter, mens manden selv har haft sine perspektiver på sin omverden. Kapitelrummet afsluttes af refleksioner over Andersens sidste tid og begravelse med underlægningsmusik af pigekoret, der synger Dejlig er Jorden og Andersens sidste ord: Jeg ved slet ingenting.

H.C. Andersens Hus, 2021. Foto: Malou Solfjeld.

H.C. Andersens Hus, 2021. Foto: Malou Solfjeld.

Herefter træder jeg ind i Tingrummet – eller Mellemrummet, som kuratoren kalder det. Installationer, der minder om gopler, rummer forskellige ting fra eventyrerne: “Man fødes ikke sådan her. Jeg var hel engang,” siger en vase i skår. “Man er hel til man bliver knust. Man er blot et skår af ens historie” fortæller en ituslået tekande mig.

Denne nymaterialistiske metode minder mig om Graham Harmans Object Oriented Ontology og taler godt ind i den såkaldte antropocæne, geologiske tidsalder, vi befinder os i. Tingene taler og minder os om, at vi mennesker ikke er verdens centrum. At der er andre stemmer, andre agenser, andre spillere og andre medskabere i klodens økosystem.

Vi har i mange år ikke regnet tidslens synspunkt for værende af væsentlig betydning, men nu må jeg stoppe mig selv, for når jeg siger ”vi” er det jo i virkeligheden enormt navlebeskuende. Der er mange, som ikke vil kunne genkende sig selv i dette ”vi”, bl.a. H.C. Andersen. Jeg får i hvert fald indtrykket af, at han om nogen var lydhør overfor menneskets – populært kaldet – companion species eller på dansk ledsagende arter (efter Donna Haraway, oversat af Laboratoriet for Æstetik og Økologi).

H.C. Andersens Hus, 2021. Foto: Malou Solfjeld.

H.C. Andersens Hus, 2021. Foto: Malou Solfjeld.

H.C. Andersens Hus, 2021. Foto: Malou Solfjeld.

Af andre senere kunstnere, forfattere og filosoffer som netop undersøger dette felt, kan nævnes Ursula K. Le Guin, Frans Jacobi og Gitte Sætre. Sidstnævnte udgav for nyligt en tv-serie under titlen Are you ready? hvori hovedrollen spilles af et dødt træ, som er genoplivet gennem sproget i strømmen af den norske fjord, hvor Wittgenstein i sin tid holdt til.

Ursula K. Le Guin har skrevet mange fantastiske noveller, bl.a. den der på dansk bærer titlen: Vejens Retning. Historien fortælles af egetræet, som udtrykker sit perspektiv på bilernes indtog på vejene: ”I halvtreds eller tres år har jeg opretholdt Tingenes Orden, og jeg har gjort min del for at støtte de menneskelige væsners illusion om, at de er “på vej et sted hen”.”

Ifølge Laboratoriet for Æstetik og Økologi, som har oversat og udgivet bogen på dansk, er den spekulative novelle ”en refleksion over, hvad der betragtes som dødt og hvad der betragtes som levende, hvad der betragtes som evigt og hvad der betragtes som forgængeligt.”

H.C. Andersens Hus (træ af Henrique Olivera), 2021. Foto: Malou Solfjeld.

H.C. Andersens Hus (træ af Henrique Olivera), 2021. Foto: Malou Solfjeld.

H.C. Andersens Hus (træ af Henrique Olivera), 2021. Foto: Malou Solfjeld.

H.C. Andersens berømte træ, hvori der gemmer sig hunde med øjne så store som tekopper, er her på museet kreeret af den brasilianske kunstner Henrique Olivera, der blev internationalt kendt for sine tredimensionelle skulpturer i genbrugstræ. Olivera er bl.a. manden bag installationen Baitogogo på Palais de Tokyo i Paris. Med afsæt i eventyret Fyrtøjet har kunstneren skabt et tydeligt konstrueret og dog yderst sandfærdigt trælignende væsen, der vokser op fra udstillingen og møder havens træer i de transparente glasgange på stueetagens snoede gange. En leg med materialer, fra beton til bark. Selv siger Olivera om sit værk:

“Growing from one of the building’s columns, the sculpture chooses the magical moment of transformation – this essential operation of fairy tales – as a crucial point where literary heritage can meet the physical present. A banal tree, the antithesis of the fantastic ones normally found on these types of stories, gradually reveals to the attentive observer its patched nature composed of pieces of other dead trees. The contemporary paradox of the immense effort that humanity needs to pursue today in order to have what has always simply been the natural world, finds in this moment of time-space, an opening where human imagination touches the hard concrete reality of the challenges expecting the new generations”.

H.C. Andersens Hus, 2021. Foto: Malou Solfjeld.

H.C. Andersens Hus, 2021. Foto: Malou Solfjeld.

Udstillingen slutter af med Den lille pige med svovlstikkerne, skabt af dukkemageren Andy Gent og animeret af filmskaberen Noah Harris, som jeg aktiverer ved at trykke på en knap. Hun tænder sine svovlstikker, og en kylling danser uncannily for os, som ville den æde hende. Hver gang jeg trykker, udspiller et nyt scenarie sig i samme tragimelankolske tone. Til sidst siger pigen til mig: “Du behøver ikke slå mig ihjel, jeg er allerede død.”

Da jeg træder ud fra museet, er jeg overvældet af stemmer og billeder, og især to oplevelser, vil jeg huske: Ærten, der siger, at Andersen har begået en alvorlig fejl ved ikke at kalde historien Ærten under prinsessen, da det jo er den, der spiller hovedrollen. Og den lille havfrue, som ikke er materialiseret, men i stedet repræsenteret som et længselsunivers, hvor gæster kan tage plads på bunden af havet, kigge op mod overfladen og drømme sig væk fra pandemier, klimakatastrofer og andre menneskeskabte tragedier.

I eventyrernes verden er der håb, og hos Andersen findes magien i det, der ligger lige for vores fødder, hvis blot vi tuner ind på poesiens skrøbelighed, naturens organiske processer og ikke mindst barnets legende tilgang til sin omverden, hvor ikke én sandhed hersker, men mange parallelle væsener og verdener snildt kan sameksistere i tid og rum.