Biologi, Lyd, Lys, Rejser, Tekstil, UdstillingerMALOU SOLFJELDJuly 30, 2021Malou Solfjeld, Olga Ravn, Julie Lænkholm, Laboratoriet for Æstetik og Økologi, Rønnebæksholm, Jakob Jakobsen, Fyn, Syrien, På sporet af kunstenComment

PÅ SPORET AF KUNSTEN: DAG 2

Efter H.C. Andersens univers tog jeg toget til Faaborg, hvor det meste af den kollektive trafik er sløjfet og udskiftet med Flextrafik. Det betyder, at man skal booke 2 timer i forvejen (via rejseplan), og så kommer der en venlig taxa-chauffør og kører dig hvor end du vil hen for et mindre beløb. Jeg blev hentet af Ahmed, som kørte mig ud i skoven ved Horne Næs, hvor jeg havde tænkt mig at slå lejr for natten. Ahmed fortalte, at han var glad for at bo i Faaborg, men at det er en lille by – i modsætning til København, som har flere muligheder. København er en storby ja, sagde jeg, men dog alligevel en lille én af slagsen. Ja, sagde han, i Damaskus bor der flere millioner mennesker. Efterfulgt af en kort pause, fortsatte han: Men der bor ikke så mange længere, de er flygtet…

Læs tidligere afsnit af På sporet af kunsten her.

Jeg kan ikke lade være med at væmmes ved tanken om, at Danmark nu har tænkt sig at sende flygtninge ”hjem” til et land, hvor knapt 3 millioner mennesker er flygtet fra krig og alt hvad der dertil følger. Ahmed fortæller mig, hvor heldig han føler sig, at han nåede væk fra sit hus, inden Isis bombede hans gade og slog 30 af hans venner og naboer ihjel. Han fortæller også om en dame, han kørte med forleden, som efterfølgende ringede til hans chef og klagede over, at han ikke taler dansk. Det gør mig vred!

Shelterplads ved Horne Næs på Fyn. Foto: Malou Solfjeld.

Ahmed sætter mig af i skoven ved Horne Næs, og jeg vandrer ind efter den rutevejledning, jeg har modtaget på mail, da jeg bookede shelteren. Det koster 30 kr. pr. person pr. nat, men minimum booking er 3, da det er en 3-etagers shelter, jeg har fået fingrene i. Jeg må indrømme, at jeg er lidt nervøs over at skulle sove alene i en skov, men da jeg kommer frem, er der andre gæster på pladsen, så jeg ånder lettet op og føler mig tryg.

Det er det mest magiske sted, jeg længe har set – lige ud til vandet, hvor jeg straks hopper i og svømmer mod solnedgangen. Om natten tordner og lyner, buldrer og brager det så meget, at jorden ryster under os, og shelteren ryster med. Men det er et eventyr, minder jeg mig selv om.

Dagen efter står jeg op og spiser morgenmad med mine naboer; et skønt par fra Aalborg og deres lille hund Uffe. De har hjemmebagte boller med og serverer varm kaffe fra trangia’en. Lidt i 10 henter Ahmed mig igen. Han ringer og spørger, om han ikke skal finde mig ved shelteren, så han kan hjælpe med at bære min tunge bagage. Han var ikke helt tryg ved blot at sætte mig af midt ude i ingenting i går, men skovstien er ikke anlagt til biler.

På vej til Faaborg skal vi hente endnu en passager med Flextransporten, og på den 10 minutter korte tur, jeg når at køre med ham, fortæller han de mest vanvittige historier, om dengang han rejste til Bangladesh for at tage sagen, om de elendige arbejdsforhold for lokale kvinder på fabrikkerne, i egen hånd.

Et stik af dårlig samvittighed over mit tøj fra H&M rammer mig, og jeg overvejer, hvordan jeg selv spiller en aktiv rolle i de forhold, som kvinder i tekstilindustrien udsættes for. Hvordan slipper vi ud af forbrugersamfundets kapitalistiske klør, hvoraf en af de allerværste konsekvenser består i, at kvinder i mange lande tvinges til at leve med misbrug og voldtægt på deres arbejdsplads? Jeg har tidligere nævnt Shahrnush Parsipurs Kvinder uden mænd, hvori en af hovedpersonerne, Mahdokht, der efter at have levet under det iranske patriarkats umenneskelige vilkår for kvinder, planter sig selv i jorden som et træ. Nu, med både historien fra Bangladesh og oplevelsen af Henrique Oliveras imponerende træinstallation på Andersen-museet i går, mindes jeg en anden forfatter, som i den grad også beskæftiger sig med arbejderes forhold og rettigheder, specifikt i Indien. Arundhati Roy skrev bl.a. artiklen The pandemic is a portal og A battle for love.

Som introduktion til den næste udstilling på min vej Mærk dig selv har jeg valgt at bringe et lille uddrag af Roys Ministry of Utmost Happiness:

She lived in the graveyard like a tree. At dawn she saw the crows off and welcomed the bats home. At dusk she did the opposite. Between shifts she conferred with the ghosts of vultures that loomed in her high branches. She felt the gentle grip of their talons like an ache in an amputated limb. She gathered they weren’t altogether unhappy at having excused themselves and exited from the story.

When she first moved in, she endured months of casual cruelty like a tree would – without flinching. She didn’t turn to see which small boy had thrown a stone at her, didn’t crane her neck to read the insults scratched into her bark. When people called her names – clown without a circus, queen without a palace – she let the hurt blow through her branches like a breeze and used the music of her rustling leaves as balm to ease the pain. (1)

Vi er en stamme. Du stammer, fra en anden tid (2)
Jeg er taget til Faaborg for at mærke mig selv i udstillingen på Øhavsmuseet (”Danmarks nye museum for indre og ydre landskaber”), som slog dørene op i juni 2021. Udstyret med en audio guide bliver jeg bedt om at tage skoene af og træde ind i de fire landskaber med bare tæer. Taktiliteten der følger med dette kuratoriske greb, giver en helt anderledes nærhedsoplevelse af de forskellige skovbunde og græshøje, som man vandrer igennem. Totalt simpelt, og ganske effektfuldt. Stemmen i mit øre fortæller mig, at det godt kan være, at jeg tror, at det er ”mine egne følelser”, der gør at jeg nyder synet fra gravhøjen ud over markerne, men at det i virkeligheden er følelser, der er ”forprogrammeret” i min hjerne: ”Du kan lide landskabet, fordi det har sikret dine forfædres overlevelse” siger stemmen med henvisning til det overblik landskabet giver; ”du kan lide at overleve, og på den måde kan man sige, at dele af dine hjernevindinger tilhører stenalderen”.

En ny stemme tager over, hver gang jeg peger min audio guide mod symbolerne rundt omkring i udstillingen:

Som jeg ligger her på bakken,
Der trækker vejret under mig,
Glemmer jeg de døde

Jeg indvies i en poetisk fortælling om de arkitektoniske forskelle mellem vores forfædres huse og gravkamre. Især materialevalget studser stemmen over, og forklarer så hvorfor husene blev bygget af træ, mens gravkamrene blev bygget af sten:

Døden er evig, livet er forgængeligt
Træ vokser – træ er foranderligt
Træ er vores hud – vores hjem
Sten er så tæt på evigheden, som vores sjæle
Sten er vores sjæles hjem

På den måde lærer jeg, at stenalderens gravhøje ikke er gravsteder for kroppen, men hjem for sjælen.

Mørket er din ven
Formidlingen til børn er så fin; jeg kravler ind i en hule og møder underjordiske trolde og andre væsener, der er bange for menneskelinger. To stemmer – en mor og et barn;

”Jeg er bange for mørke”
”Mørket er din ven. Mørket gør stjernerne synlige”
”Ligesom månen?”
”Ja, ligesom månen, og drømmene.”
”Mørket gør drømme synlige”

Hvor findes farven?

Planter ved ikke selv hvilken farve, de har for dig. Hvor findes farven? I planten? I lyset, der reflekteres? Eller i dine øjne, som ser farven, de giver til stof og garn? Der er noget magisk over farvens fremkomst i den boblende gryde, når vi ”udvinder” farve fra planterne.

Jeg må indrømme, at jeg kun har fulgt med på sidelinjen blandt kunstnere, der farver deres egne tekstiler med planter. Den første jeg mødte var nok billedkunstner Julie Lænkholm, på CCA Andratx residency på Mallorca i 2019, hvor hun fortalte mig sin fantastiske historie om, hvordan hun lærte at bruge naturens vilde planter til at farve uld og silke – først på Island og senere på Sri Lanka. Det var også Julie, der fik mine øjne op for tvetydigheden, der ligger i ordet ”omsorg”. Om sorg – omsorg.

Jeg har også bemærket forfatter Olga Ravn på Instagram. Hun er også blevet helt bidt af plantefarver, og jeg faldt lige over dette citat:

”I fare for at lyde lidt som Søren Ulrik Thomsen, vil jeg sige, at det at naturfarve er lidt ligesom at skrive et digt. Du får verden i tale, og den afslører et underliggende sprog. Nye farver opstår og viser sig. Visse bliver på tøjet, andre farver er flygtige og forsvinder, når tekstilet tørrer.” (3)

Jeg opdagede for nylig nogle virkelig flotte, plantefarvede gardiner lavet af den socioøkonomiske virksomhed I Tråd Med Verden (ITMV): I partnerskab med KAB driver vi sy-og designværksteder i udsatte boligområder (Urbanplanen og Gladsaxe), hvor vi arbejder med upcycling af kasserede tekstiler som omdrejningspunkt for at skabe jobmuligheder, netværk og livskvalitet for mennesker, som har mistet fodfæste på arbejdsmarkedet. Formålet er desuden at være en lokal ressource med henblik på at danne fællesskaber og generere viden omkring genanvendelse af tekstil. Vores arbejde et et lokalt og meget konkret bud på, hvordan man kan arbejde med bæredygtighed på tekstilområdet – en dagsorden, som presser sig voldsomt på, hvor det er nødvendigt at finde løsninger på de problemer tekstilindustrien skaber. Læs mere og køb de flotte produkter her.

Biofili og naturens helende kræfter
Havets landskab kædes sammen med hjernebølger og alfabølger, og lyden af rislende vands positive indvirkning på hippocampus, men jeg savner at gå igennem vand og mærke det på egen krop. Til gengæld findes endnu en af Øhavsmuseets udstillinger Under Isen ude i Svanninge Bakker; et usynligt teater, hvor man sammen med arkæologen Sofie går fra Faaborg by og op i de istidsbakker, der ligger omkring: ”Mærk dit eget hjerte banke, mens du går opad med en forelsket H.C. Andersen i ørerne. Duft fyrskoven, mens du med Riborg Voigt mindes, og se nærmere på blødheden i bakkerne, som Anna og Fritz Syberg forelskede sig i. Forestillingen blander historisk virkelighed med fiktion, og uddrag af brevudvekslinger mellem Anna og Fritz Syberg samt H.C. Andersen og Riborg Voigt gengives.” (4)

I et hospitalsrum indrettet med skærme, hvorfra strålende landskaber lyser op, fortæller stemmen mig om biofili-hypotesen og hvordan at selv den kunstige natur rummer helbredende kræfter. Biophilia kan oversættes som en ubevidst kærlighed til naturen, ikke blot for dens skønhed men fordi vi er genetisk kodet til at være bevidste om, at naturpleje er nøglen til overlevelse. Stemmerne, som i øvrigt tilhører Charlotte Munck og Thomas Levin, slutter af med at minde mig om to ting: for det første, at ikke alt er som det ser ud – for hvilken farve havde bregnen for eksempel tilbage i tidernes morgen, når kun dinosauren kunne se den? Og for det andet, husker de os på, at vi selv er natur, og at vi dermed også besidder helende egenskaber indeni os selv. Det er en utrolig sansemættet udstilling, som jeg kan anbefale på det varmeste, til alle der skulle befinde sig på disse kanter.

Jeg kunne godt drømme om selv at tilføje en sektion, der går mere ind i nutidens alternative helingsmetoder og samspillet mellem kunst, natur og terapi. F.eks. kunne man i samarbejde med KØS – Museum for kunst i det offentlige rum lave en lille pop-up udstilling om kunst på hospitaler, og i samarbejde med Rønnebæksholm, Laboratoriet for Æstetik og Økologi og billedkunstner Jakob Jakobsen udvide med en medicinhave for radikal omsorg og et hospital for selvmedicinering.

Min rejse forsætter med endnu en flextrafik taxi til Bøjden Havn, hvorfra jeg sejler over til Fynshav for at besøge Augustenborg på Als. I færgeterminalen er en lille udstilling om Vadehavets fugle sat op.

Færgeterminalens fugleudstilling. Foto: Malou Solfjeld.

“Where do old birds go to die? Do they fall on us like stones from the sky? Do we stumble on their bodies in the streets? Do you not think that the All-Seeing, Almighty One who put us on this Earth has made proper arrangements to take us away?” (5)

NOTER:

An exclusive extract from The Ministry of Utmost Happiness By Arundhati Roy (The Guardian, 27. maj, 2017).
Citat fra Øhavsmuseets digitale guide.
Olga Ravn om naturfarvning: “For sådan nogle som os, som er dårlige til finish, er naturfarvning perfekt” (ALT. 17. november, 2020).
Øhavsmuseet, Under Isen.
An exclusive extract from The Ministry of Utmost Happiness By Arundhati Roy (The Guardian, 27. maj, 2017).

MALOU SOLFJELD

Malou Solfjeld is an art historian and curator working with notions of be-coming, co-habiting, collectivity, care, ecology and environment – bodily, mentally and geopolitically. She has contributed to idoart.dk since 2020 with essays, reviews, and travel journals. In 2022 she is becoming a mother and will continue to reflect on what it means to find home, come home, be at home or become a home, on Planet Earth, and how to feel at home within oneself, in times dominated by several entangled crises.

PÅ SPORET AF KUNSTEN: DAG 1

PÅ SPORET AF KUNSTEN: DAG 2.5

PÅ SPORET AF KUNSTEN: DAG 3

PÅ SPORET AF KUNSTEN: DAG 6

PÅ SPORET AF KUNSTEN: DAG 7 & 8