DOCUMENTA 15 (3/3): INTET COMMUNITY UDEN COMMITMENT

Under vores tur rundt på Documentas mange venues er der blevet rejst et væld af vigtige spørgsmål, men “hvor er kunsten?” – som kritiske røster ihærdigt har forsøgt at stille – er ikke et af dem. Faktisk er der så mange videoværker, skulpturer og installationer, at vi på vores sidste dag bliver nødt til at prioritere skarpt, for vi må indse, at vi langt fra når det hele.

☞ Læs også del 1 og del 2 i vores serie om Documenta 15.

Inden vi tager til den vestlige del af Kassels Mitte-område og afslutter vores tredje dag, smutter vi endnu en gang til Bettenhausen – denne gang for at besøge de gamle lagerhaller på Hafenstraße 76. Vi går op ad den brede Resting Ramp, som dels gør adgangen til industribygningen tilgængelig for flere og dels fungerer som et sted, hvor man kan slappe af og hvile benene.

Hafenstraße 76. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Indenfor er stueetagen næsten udelukkende fyldt med kunstnere fra *foundationClass*collective. En rød løber synes at undvige tyngdekraften og ruller sig ud over vores hoveder, fragmenteret glas reflekterer mørke skyer fra en videoprojektion, og i et højloftet lokale strækker Fadi Aljabours (f. 1980) pelsede og metalliske skulpturer sig mod ovenlysvinduerne.

*foundationClass’ mission er at gøre det nemmere for migranter og andre kunstnere i Tyskland, der udsættes for racisme, at få adgang til kunstakademierne, men på Hafenstraße forestiller de sig også, hvordan et permanent udstillings- og projektrum for racialiserede kunstnere kan se ud.

Lyse stykker stof hænger fra loftet og flagrer langsomt, som vi bevæger os mellem dem. På dem udspiller der sig scener fra tyske Nino Bullings (f. 1986) nye tegneserie abfackeln (firebugs), der bl.a. behandler intimitet og køn lige så flydende som de svævende blæktegninger. I forbindelse med Documenta 15 arrangerer Bulling i samarbejde med det libanesiske tegneseriekollektiv Samandal Comics workshops for queer, trans- og gender-nonconforming personer, der vil udmunde i en række kommende udgivelser.

Nino Bulling, abfackeln. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Flere farverige bannere, som dem vi så på Fridericianum, skaber et intimt rum langs bygningens porte, der åbner ud mod gården. Siden vores første møde med bannerne har vi oplevet så meget kunst, der pludselig får citaterne til at resonere på nye måder: “Language is also a tool of power which can strongly exclude. We speak many languages in the space”, “It takes a community to raise an artist” og “I strongly believe that transformation can come from a persistent practice of doubting and questioning”. Refleksioner omkring fordeling af magt, tanker der udfordrer den europæiske idé om den enlige, geniale kunstner og retter fokus mod støttende communities eller troen på at forandring kommer gennem tvivl og nysgerrighed. Et af Documenta 15’s vigtige budskaber finder vi gentaget på Mc3BArts’ (Bino Byansi Byakuleka) smukke tekstilværker, The marginalized voices!: “This is my voice, listen”.

Mc3BArts, The marginalized voices! *foundationClass*collective. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Hafenstraße 76 ligger ved Kassels gamle industrihavn, og da vi bevæger os op gennem trappeopgangen, begynder vandtematikker at vise sig. Kinesiske Cao Minghao (f. 1982) og Chen Jianjun (f. 1981) præsenterer video- og arkivmateriale fra deres mangeårige arbejde med forsvindende landsbysamfund i Sichuan-provinsen med et særligt fokus på nye, kollektive praksisser og ældgamle metoder for at indsamle og opbevare vand i bjergrige egne. Også hos libanesiske Marwa Arsanios (f. 1978) spiller landbrug og vandforsyning en central rolle. I Who is Afraid of Ideology deltager hun i arbejdet med at klargøre den ufrugtbare jord i et gammelt stenbrud i Libanons bjerge, så de lokale kan opdyrke den. Principperne for de nye landområder mimer på fin vis lumbung-tankerne: “The surplus produce can be sold and the benefits are divided between the users.”

Cao Minghao & Chen Jianjun. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Flere trappetrin oppe er palæstinensiske Jumana Emil Abbouds (f. 1971) bidrag, som vises i flere rum med værker af andre palæstinensiske kunstnere. Abboud ser naturlige vandkilder som åndelige steder og tager særligt udgangspunkt i syv truede kilder i Abu al-Adham-bjergene lidt uden for Ramallah. Værkerne spreder sig fra fotografier af høstarbejde på Vestbredden, gennem et rødmalet rum med montrer, små herlige træfigurer og broderi, til et rum med organiske puder og lette tekstiler.

Jumana Emil Abboud. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

En gensidig og mere ligeværdig forpligtelse
Community-tanken fylder meget på Documenta 15, og inden vi tog afsted tænkte vi over, hvordan levende fællesskaber mon ville udfolde sig i kunstens rum. Vi forestillede os – nok lidt utopisk – nye formater, hvor menneskelige møder ville vægte højere end fysiske værker, men efter flere dage har vi ikke rigtigt oplevet den form for liv. Der var selvfølgelig skateboardrampen i documenta Halle, og flere steder har vi oplevet et mylder af mennesker, men oplevelsen af at kunne involvere sig i reelle fællesskaber er helt klart ikke kommet af sig selv. På Hafenstraße er der flere mennesketomme workshoplokaler, som enten vidner om tidligere aktiviteter eller som direkte er lukkede, med skilte der beder os om at komme tilbage senere.

Composting Knowledge. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

yasmine eid-sabbagh, Frictional Conversations. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Vi er ikke i tvivl om, at Documenta 15 er skabt på baggrund af fantastiske og vigtige fællesskaber – det store spørgsmål er dog, hvordan og hvorledes man inddrager udefrakommende f.eks. som her i en udstillingssammenhæng. Og så slår det os: For at communities overhovedet kan leve, kræver det et gensidigt og mere ligeværdigt engagement mellem det vi traditionelt kalder “afsender” og “modtager” eller “arrangør” og “publikum”. De er ikke som statiske værker, der står klar til at møde vores blikke, de kræver kontinuerlig, menneskelig kontakt og en anden form for planlægning. Med det in mente virker det åbenlyst, at man ikke kan vandre rundt mandag til onsdag midt i en udstillingsperiode og forvente menneskelig tilstedeværelse. Havde vi haft mere tid eller mulighed for at komme tilbage, ville vi uden tvivl orientere os i det omfattende program af aktiviteter og performances og måske endda sigte efter en af de store Meydan-arrangementer. Tre gange i løbet af udstillingsperioden afholdes der nemlig festival-lignende weekender, der lyder som oplagte muligheder for at komme dybere ind i community-ånden. Lige i dagene før vi kom (8.-10. juli) havde Meydan #1 fokus på uafhængige forlag, og Karlsaue-parken var fyldt med filmvisninger og live-musik. Meydan #2 og #3 bliver hhv. en streetfestival i Nordstadt-parken (12.-14. august) og en Harvest-festival om bærdygtighed og alternative måder at organisere institutioner på, i området omkring Hübner areal (9.-11. september).

Vi mærker, at det at blive konfronteret med tanker om community for os vækker et savn. Vi savner flere fysiske møder og rum hvor vi kan udvikle tanker og dele viden. Pandemien og en årrække med sociale medier har vist os, at meget kan foregå og være ret effektivt fra hver vores individuelle skærme, men måske vil vi på kunstscenen have gavn af at tale mere om, hvordan vi skaber nye meningsfulde, fysiske møder og fællesskaber?

Et højt smæld fra trappeopgangen
Tilbage i Mitte ligger Stadtmuseum Kassel, som udover at rumme byens historiske artefakter også stiller enkelte rum tilgængelige for Documenta. På 2. sal præsenterer kunstkollektivet FAFSWAG fra Aotearoa (det maoriske ord for New Zealand) et udvalg af værker, der udvider repræsentationen af queer personer blandt oprindelige folk. Deres navn kombinerer to ord: Fa'afafine, som er en betegnelse for samoanske non-binære samt swag. Gennem portræt- og modefotografi opbygger kollektivet nye visuelle udtryk, som både synes at ære traditioner og fremmane queer fremtidsscenarier.

FAFSWAG. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Fra trappeopgangen hører vi pludselig et højt smæld, som om noget tungt er væltet, men da vi ankommer til næste etage står alt ordnet, og vagten opfører sig som om, at intet er hændt. I et oplyst lokale med grå betonvægge har vietnamesiske Nhà Sàn Collective skabt en smuk installation af perfekt placerede objekter, som spejles i en helstøbt symmetri. Det hele virker harmonisk, men så lyder det høje smæld igen. Vi opdager, at den kommer fra en simpel maskine i et hjørne, som med jævne mellemrum løfter en to meter lang bambusstang i vejret for pludseligt at smække den mod det hårde gulv igen. Måske for at forstyrre al den pæne orden?

Nguyen Phuong Linh & Truon Que Chi, Untitled. Nhà Sàn Collective. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Komplekse spørgsmål om ophav og identitet
Mange af de communities, vi præsenteres for, forankrer sig i lokalmiljøer og afgrænses af geografi, men sådan forholder det sig ikke hos Jimmie Durham & A Stick in the Forest by the Side of the Road, der udstiller på Kassels banegård. Individerne i kollektivet er i stedet forbundet gennem deres personlige relationer til Jimmie Durham (1940-2021) – som et community on the road. Idéen om at tilhøre eller stå uden for fællesskaber har fyldt meget i Durhams liv og praksis. Han har tidligere omtalt sine cherokee rødder og har brugt årtier på at kæmpe for oprindelige folks rettigheder, bl.a. som stifter og forperson for International Indian Treaty Council, der siden 1977 har rådgivet FN. Efter indførelsen af The Indian Arts and Crafts Act i 1990, som gjorde det ulovligt at kapitalisere på indigenous kunst, for personer der ikke officielt tilhører en oprindelig befolkningsgruppe, har han dog også nægtet at kategorisere sit ophav. Durhams liv og virke rejser komplekse spørgsmål, og måske derfor har ruangrupa valgt at invitere kollektivet til udstillingen.

Brasilianske Maria Thereza Alves (f. 1961) er en del af det flygtige fællesskab, og hun præsenterer to runde tæpper med botaniske motiver, der knytter sig til historiske og personlige fortællinger om kolonialisme. En af historierne handler om en sømand fra Kassel, der i midten af 1500-tallet var ansat til at dræbe Tupinambá-folket, og som efter sin rejse spredte sejlivede rygter, der forbandt det oprindelige folk med kannibalisme. Motiverne på det ene tæppe er planter fra Atlantic Forest, hvor Tupinambá-folket stadig lever.

Danske Joen Vedel (f. 1983) dokumenterer med værket Tıñla alaysa, añlamasan (If you don’t understand, listen) sit forsøg på at lære tatarisk – et sprog som tilhører det oprindelige folk fra Tatarstan, som Rusland koloniserede for 400 år siden. I en lydinstallation ved banegårdens hovedindgang kan man høre Vedels daglige lektioner hos sin partners tatariske familiemedlemmer. Hver dag byder installationen på en ny sætningen, som også kan findes på et lille skilt her i udstillingsrummet.

Maria Thereza Alves. Jimmie Durham & A Stick in the Forest by the Side of the Road. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Fra “Hvor er kunsten?” til “Det her er kunsten!”
Som nævnt har ruangrupa ansat en gruppe kunstnere til at følge deres processer og omsætte observationerne til visuelle udtryk. De bliver kaldt harvesters og deres høstninger kan bl.a. findes på plakater og billboards rundt omkring i byrummet. F.eks. her i porten til udstillingsstedet WH22, hvor Cem A. (bedre kendt som @freeze_magazine)’s Arthur’s Fist-meme med ordene “When people ask: But where is the art?” også hænger.

“Hvor er kunsten?” er et spørgsmål, som synes at have fulgt ruangrupa, siden de fremlagde deres lumbung-tanker for Documenta tilbage i 2019. Til New York Times har Ade Darmawan fortalt, at komitéen umiddelbart var positive overfor idéerne – dog ikke helt uden tøven: “The questions the audience asked portrayed a “Where’s the art?” kind of mystification. So you’re going to bring a lot of farmers here? So there won’t really be an exhibition?” Vi har også set samme spørgsmål stillet af kunstanmeldere, selv efter udstillingen er åbnet, og det undrer os faktisk. Der er så mange videoværker, skulpturer og installationer, at vi snildt kunne bruge mindst tre dage mere, men måske handler spørgsmålet i virkeligheden om noget andet. ruangrupas fokus væk fra individer gør det sværere for anmeldere at “opdage” den næste store stjerne, museumsfolk skal lede længere efter det kommende hovednavn til deres udstillingsprogram, og hvad skal kunstsamlerne egentlig investere deres penge i? Harvester Andrés Villalobos kommenterer det meget godt: “...mmm, maybe you just have to claim it I think... maybe we should turn the question where is the art to this is the art!”

I løbet af de 100 udstillingsdage faciliterer det trinidadiske kollektiv Alice Yard et residency-program i Kassel, hvor ni kunstnere inviteres til at bo på WH22 og løbende skabe nye værker. Da vi besøger udstillingen er det Luis Vasquez La Roche (f. 1983) der bor her, og vi drages særligt af deres værk Quien quiere comprarme Fruta (Who wants to buy me some fruit), hvor en sko hænger i et basketballnet under tre sukkerrør og drypper en klistret mørk masse ned på gulvet. Overfor står værket Leisure Aesthetics af den tidligere resident Blue Curry (f. 1974), som består af tre konkylier, der hektisk blinker om kap. Begge værker italesætter tidligere og nuværende kolonimagters vareliggørelse af caribiens mennesker og ressourcer: Fra den transatlantiske menneskehandel over udvindingen af sukker, til luksus-turismens eksotisering af palmetræer og hvide sandstrande.

The Question of Funding opstod i 2019 i et forsøg på at finde løsninger på de svære vilkår, som kunstnere i Palæstina lever under. Pga. omverdenens støtte til Israel, kommer international funding til palæstinensiske kunst- og kulturprojekter næsten altid med restriktioner, og det er derfor kollektivets hensigt at finde måder at skabe økonomiske modeller, som er bæredygtige og uafhængige. The Question of Funding har inviteret kunstnerkollektivet Eltiqa fra Gaza city, som har lavet en udstilling, der ikke kun viser malerier og fotografier, men som også involverer os i deres udfordringer.

Vi læser f.eks. om, hvordan den israelske besættelsesmagt i Gaza gør det umuligt at importere varer som salvie, chokolade, tekstiler, notesbøger og blomstervaser, og forbuddet gør det også svært at skaffe kunstnerartikler af høj kvalitet. Derfor må kunstnerne enten smugle lærreder, maling og pensler, eller bede deres købere om at betale i materialer i stedet for penge.

Mohammed Al Hawajri (f. 1976) beskriver, hvordan han ønsker at skabe farverige malerier af fiktive minder, men at hans kunst altid læses som politisk pga. hans baggrund. Det samme gør sig gældende for de andre kunstnere i Eltiqa: “A political reading is always projected unto their work, regardless of whether they intended it or not. That is how “the other” sees them: as politicized bodies from a politically charged area”. Den voldsomme politisering har også gjort sig gældende i Kassel, hvor forårets anklager om antisemitisme resulterede i, at ukendte gerningsmænd brød ind i dette lokale og skrev kryptiske dødstrusler på væggene. Det er absurd, at netop denne udstilling af farverige kaktusser og ufarlige akvareller blev målet, men det siger uden tvivl en del om den palæstinensiske virkelighed.

Eltiqa. The Question of Funding. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Fra øverste etage går vejen dybt ned i WH22’s kælder, hvor indiske Party Office b2b Fadescha har indrettet en natklub, der under Documenta lægger rum til fester for trans-, BIPOC-, og neuro-divergente personer. Med kampestensvægge og hvælvede lofter minder det lidt om en fangekælder, men selvom klubben bærer præg af kink og redskaber til at forvolde smerte, så er fokus på traumebearbejdning, grænser og samtykke. “We invite you to consider us kinksters as those who find pleasure in pain and heal our traumas through submission; we make choices and boundaries, we practice collective agency and mutual pleasure. We kinksters are not degenerates, your judgments are places where we fight to free ourselves,” som der står med røde, projekterede bogstaver dybt inde i kælderen.

Party Office b2b Fadescha. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Own it, while it lasts, and make it last
Vi vender tilbage til gadeplan og vandrer langsomt ned gennem WH22’s hyggelige gårdmiljø, imens vores øjne igen vender sig til solens skarpe stråler. Vi ender i Nhà Sàn Collectives Vietnamese Immigrating Garden, som er baseret på research om vietnamesiske migrant-communities i Tyskland og er fyldt med højbede, bønnestager og en lille dam med guldfisk. Vi vender tilbage til vores tanker om commitment og måske er haven netop det perfekte billede. En have kan kun trives, hvis du forpligter dig: Fra jorden er kultiveret og de første frø er sået, til kontinuerlig vanding og pleje. Uden det visner og dør planterne, og du ser det ret konkret.

Nhà Sàn Collective, Vietnamese Immigrating Garden. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Ansvarlighed og fællesskab er nogle af de vigtigste frø, vi tager med fra Documenta, og vi håber at de også vil spire og blomstre uden for Kassel i de kommende år. ruangrupa har introduceret os til nye måder at tænke på, hvor tilgængelighed og inklusion altid kommer først, men vigtigst at alt har de mindet os om vigtigheden i at stille spørgsmål. Med Documenta 15 får vi ikke nødvendigvis alle de perfekte svar og løsninger på (kunst)verdenens udfordringer, men ruangrupa og de øvrige kunstnere fortjener ros for at stille ret mange af de rigtige spørgsmål. De har generøst delt deres overskud af viden med os, og nu er det op til os alle at få ånden til at leve videre:

“documenta fifteen is still using the language of – and can be understood as – a conventional artistic mega-event, despite the attempts to approach it in a more bottom-up, organic, and accessible way. It is our hope that you, as visitors, can feel the differences in your own experiences. Enjoy this public harvest celebration as much as you can. lumbung is not only ours now, it’s also yours. Own it, while it lasts, and make it last. Make your own lumbung.”