DOCUMENTA 15 (2/3): KUNSTEN AT AFMONTERE TYRANNI

Vores første dag på Documenta gik med at besøge nogle af Kassels gamle kulturinstitutioner, men noget af det vi holder allermest af er, når biennaler og andre store udstillinger fører os rundt til uventede afkroge, som vi ikke ellers ville have adgang til. På Documenta 15 finder kunsten vej ind i nedlagte fabriksbygninger, en katolsk kirke, en svømmehal tømt for vand, et drivhus og en kompostbunke – og det er nogle af de steder, vi skal besøge i dag.

☞ Læs første afsnit i vores serie om Documenta 15 her.

Den sydeuropæiske hedebølge nærmer sig langsomt Kassel, og gårsdagens grå skyer er langt væk på denne ulideligt varme formiddag i Kassel.

Vi kører gennem østbyens gamle industriområde og kommer til Agathofstraße, hvor den ene side af vejen domineres af en tilgroet, sammenfaldet industriørken bag en nedlagt tekstilfabrik. Lige overfor finder vi vores første destination, Hübner areal, en fabrik der indtil for ganske nylig var leveringsdygtig indenfor reservedele til toge og busser.

Hübner areal. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Hübner areal er et af de helt store udstillingssteder ved dette års Documenta, og det er også stedet hvor danske Trampolinhuset har deres præsentation. I 2010 opstod Trampolinhuset som resultat af en gruppe kunstnere, kuratorer, aktivister og asylansøgeres ønske om at skabe et gæstfrit og åbent medborgerhus for mennesker på flugt.

Den danske stats flygtninge- og asylpolitik synes siden dengang at være blevet mere inhuman og fremmedfjendsk – og åndehuller som Trampolinhuset er kun blevet mere nødvendige. Grundet manglende funding måtte de i 2020 desværre dreje nøglen om på deres fantastiske sted i Københavns nordvestkvarter – som også husede udstillingsstedet CAMP (Center for Art on Migration Politics) – nu opstår Trampolinhuset på fredage og søndage fra kl. 14-20 i Apostelkirken på Vesterbro i København.

Trampolinhuset. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Det første der griber os er de statements, der løber henover den ene væg og som kort og præcist optegner vilkår for asylansøgere i Danmark: “You have no working permit”, “You are not entitled to public healthcare” og “You are not entitled to public education if you are over 18 years”.

I midten af rummet er der installeret sofagrupper, hvor man kan se film fra Trampolinhusets aktiviteter. Vi ser bl.a. et interview med en mand, der i en kunstworkshop fortæller, hvordan de kunstneriske processer hjælper ham med at udtrykke de svære følelser, der melder sig, når man er tvunget til at opholde sig langt fra sin familie. En fin detalje er, at hans tegning af et ansigt der græder røde og blå tårer ligger her i en montre med andre asylansøgeres tegninger. Vi passerer Dady de Maximo Mwicira-Mitali (f. 1982) og Joachim Hamous (f. 1967) installation Silenced bodies – loud images af mannequiner med tøj af flettet strå samt masker af gips og papmaché og finder en fotocollage med billeder af nogle af Trampolinhusets brugere ved siden af mere end relevante protestskilte, hvorpå der bl.a. står: “Plant ikke had i vores børns hjerter”, “We all feel pain!!” og “Make love not racist laws”.

Documenta kan man kalde en international megaudstilling, men det er på ingen måder givet, at Danmark er repræsenteret. Det er ikke ligesom med Venedig Biennalen, der baserer sig på nationalstater, og hvor hvert land (altså dem der er heldige at have deres egen pavillon) præsenterer det “bedste”, deres kunstscene kan tilbyde. Trampolinhusets bidrag er bestemt ikke et glansbillede, men til gengæld et ærligt vidnesbyrd fra asylansøgeres virkelighed i Danmark – med manglende basale rettigheder og udsigtsløse ophold i fængselslignende udrejsecentre. “Vi håber at skabe opmærksomhed om det globale nords voldelige og diskriminerende migrationspolitikker og at forestille os et bedre asylsystem sammen med udstillingsgæsterne!” skrev de på deres Instagram få dage inden åbningen.

Dady de Maximo Mwicira-Mitali & Joachim Hamou, Silenced bodies – loud images. Trampolinhuset. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Sådan er det med Documenta, man skal være nysgerrig
Vi går videre gennem de industrielle haller og kommer til Yaya Coulibalys (f. 1959) dragende installation af ca. 200 fint udskårne marionetdukker, The Wall of Puppets. Coulibaly kommer fra en familie af dukkemagere og hans samling af marionetter forbinder legender og myter, social status og moral i de maliske samfund og kommer fra en lang tradition af Bambara dukker.

Coulibaly er sammen med en gruppe af maliske kunstnere inviteret af Fondation Festival sur le Niger, som siden 2005 årligt har afholdt Malis største kulturelle begivenhed. Vi drages også af Losso Marie Ange Dakouo (f. 1990) og hans rumlige installation, bestående af hundredvis af vævede amuletter samt Abdoulaye Konatés (f. 1953) farverige tekstilværker.

Yaya Coulibaly, The Wall of Puppets. Fondation Festival sur le Niger. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Losso Marie Ange Dakouo. Fondation Festival sur le Niger. Photo © I DO ART Agency.

Der er meget at tage ind i Hübner-hallerne, og vi er slet ikke færdige endnu. Ved et tilfælde ser vi en besøgende gå bag, hvad der føles lidt som en hemmelig væg, og på den anden side afsløres endnu flere værker, som vi nær går glip af. Sådan er det med Documenta, man skal være nysgerrig.

En flere meter høj videoprojektion kaster flimrende lys fra smalfilmsoptagelser ud i et mørklagt lokale. Da vi kommer ind vises forfærdelige billeder fra et krigsramt Palæstina, røg fra eksplosioner og nødhjælpsindsatsen med at installere vandpumper og uddele mad til ofrene. Subversive Film er et research- og produktionskollektiv med base i Ramallah, Palæstina og Bruxelles, Belgien, hvis hovedformål er at indsamle og restaurere videomateriale, der knytter sig til Palæstina.

De film der vises på Documenta kommer fra nogle gamle 16mm-filmruller, der blev sendt til Japan mellem 1967 og 1982, og de har ikke siden været vist for offentligheden. Nu har Subversive Film fundet frem til filmene, renset og digitaliseret dem, og gjort dem tilgængelige.

Subversive Film. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Vi følger mørket ned af en smal trappe og ned i kælderen. Indiske Amol K Patil (f. 1987) præsenterer den lidt mystiske installation Sweep Walkers, der centrerer sig omkring tre kantede konstruktioner fyldt med jord. Da vi ser nærmere efter opdager vi, at jorden nogle steder bevæger sig langsomt op og ned, nærmest som om det trækker vejret.

Patil finder inspiration i sin families historie, bl.a. sin bedstefars håndskrevne powada-sange. Powada er en mere end 750 år gammel sangtradition, som bl.a. er blevet brugt til at sprede opmærksomhed omkring sociale uretfærdigheder eller, som i dette tilfælde, at kritisere kastesystemet. Med henvisning til sin fars ven, som plejede at feje byens gader på rulleskøjter og med musik i ørerne, inviterer Patil tre gange om ugen to performere til at aktivere installationen med koste og på hjul. “He cleaned the city, but knew he wasn’t welcome into the bus or in the hotel for a drink of water. Shutting the world out with music was his individual protest,” forklarer Patil.

Amol K Patil, Sweep Walkers. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

En trappeopgang fører os op fra mørket og et par etager op, hvor duften fra en kinesisk kantine begynder at sprede sig. Det er ikke helt frokosttid endnu, hvilket er meget heldigt for os, for så har vi mulighed for at komme helt tæt på de værker, som det kinesiske kollektiv BOLOHO har installeret på borde, videoskærme og som rumdelere.

BOLOHO, BOLOHOPE. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Kæmpehunden Krümel og et klimabevidst kredsløb
Nede af trapperne igen møder vi et gigantisk hundehovede, der kigger på os med trætte øjne og et udkørt blik. Krümel, som hunden hedder, har siden 2016 været en del af forskellige musik- og teaterforestillinger, men efter flere år på lager er dens tid ved at være ovre. Documentas nyoprettede netværk IfM – Initiativen für Materialkreisläufe (Initiativer for Materialekredsløb) har inviteret Krümel til Kassel for at den her kan blive nedbrudt, både som råmaterialer og som 3d-scannede elementer, så hundens grunddele efterfølgende kan genbruges i fysisk og digital form.

IfM – Initiativen für Materialkreisläufe. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Udover dekonstruktionen af Krümel består IfM’s aktiviteter i at skabe den nødvendige viden og infrastruktur for at kunne genbruge materialer fra udstillingen. “The temporary character of art exhibitions often entails a short-term need for resources, which is why documenta fifteen got involved in the topic of the material cycles,” står der på en af vægteksterne.

Udover idéen om nye materialekredsløb, har ruangrupa også engageret sig i flere andre bæredygtighedsprojekter, som bl.a. er udtænkt i samarbejde med Kassels universitet. F.eks. går én euro fra hver solgte billet til bæredygtighedsprojekter i Indonesien (to biodiversitetsprojekter på Sumatra) og i Kassel (genskovningsprojekter), alle publikationer og merchandise er produceret lokalt, og så får alle besøgende fri adgang til Kassels offentlige transport, der i øvrigt kører på lokal, grøn energi.

For ruangrupa strækker bæredygtighed sig længere end økologiske hensyn, og de beskriver deres tilgang som en holistisk tankegang, der inkluderer kulturelle, sociale, politiske og økonomiske aspekter. Du kan læse mere om Documenta 15’s bæredygtighedsindsats her.

På vej ud af Hübner areal igen kommer vi forbi en del af indonesiske Jatiwangi art Factorys bidrag til udstillingen. Jatiwangi er en by 200 kilometer øst for Jakarta, som i begyndelsen af 1900-tallet var den by i hele Sydøstasien, der producerede allerflest teglsten. Med årene er den ellers boomende produktion døet ud, men siden 2005 har Jatiwangi art Factory forsøgt at genskabe regionens stærke identitet og give den keramiske historie nyt liv gennem kunst og kultur. På Documenta 15 har kollektivet bl.a. etableret et arbejdende keramikværksted og præsenterer deres installation Terracotta Embassy, der består af flere keramiske elementer, en ca. to meter høj kugle af mursten, indfarvede bannere og en lille, fin modelby.

Jatiwangi art Factory, Terracotta Embassy. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Vi runder et par gadehjørner i den bagende sol og finder endnu et utraditionelt udstillingssted – den romersk-katolske kirke, St. Kunigundis. Fra kirkens narthex (forhal) strømmer et blinkende, changerende kunstigt lys, der kæmper lidt med lysindfaldet fra to små glasmosaikker. Rummet skifter mellem grøn, lilla, blå og gul, og midt i det hele står et alter med en bedende Jomfru Maria, omringet af fire roterende søjler påklistret alverdens slags piller, der refererer til de mobile apoteker, som er mange haitianeres adgang til medicin. Som i katolske kirker kan man i installationen af Michel Lafleur (f. 1981) og Tom Bogaert (f. 1966) også tænde et lys, men her er stearinen byttet ud med de der elektroniske fyrfadslys, hvor selv flammen er af plastik.

Hele kirken er indtaget af haitiske kunstnere, inviteret af gruppen Atis Rezistans, som holder til i Port-au-Prince. Siden 2009 har gruppen arrangeret Ghetto Biennale, som hvert andet år samler både haitiske og internationale kunstnere, musikere, arkitekter m.m. i hovedstadens Grand Rue-område.

Her i kirkerummet har kunstnerne skabt en sammenhængende installation af ranglede skeletfigurer sat sammen af rustne reservedele, tekstiler og knogler, udskårne træskulpturer, tørrede urter og detaljerede skraveringer på blå spejle. Sidstnævnte er skabt af Edouard Duval-Carrié (f. 1954) og afbilleder Toussaint Louverture og Dutty Boukman – to centrale figurer i den haitiske revolution, der gjorde landet uafhængigt fra den franske kolonimagt i 1804, længe før andre koloniserede områder vandt kampen for selvstændighed.

Atis Rezistans | Ghetto Biennale. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Et godt stenkast fra St. Kunigundis ligger Sanderhaus, som ikke kun fungerer som et hostel, men også rummer et upcycling-værksted og tilbyder boliger til migranter. I mellemrummet mellem Sanderhaus og en nedlagt havrekakaofabrik finder vi en midlertidig by, som er opstået på initiativ af lokale borgere i Kassel, i et ønske om at udvikle nye fremtidsvisioner for byen med inspiration fra lumbung. I samme kollektive ånd opererer argentinske Serigrafistas queer, der siden 2007 har haft årlige møder for at skabe slogans og serigrafisk trykte bannere til Pride-paraderne.

Slogans som “Nadie es una isla” (ingen er en ø) pryder gruppens bannere, der strækker sig over den åbne plads foran fabriksbygningen og skaber en fin sammenhæng med den midlertidige by ved siden af.

Serigrafistas queer, Rancho Cuis. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Kunsten at afmontere tyranni
Som lovet i vores artikel om dag 1 vender vi nu tilbage til det indonesiske kollektiv Taring Padi og de hændelser der gjorde, at deres store værk People’s Justice blev fjernet fra Friedrichsplatz bare få dage efter, at det var installeret. Det hele startede i januar, da anklager om antisemitisme rettet mod ruangrupa og det palæstinensiske kollektiv The Question of Funding blussede op i de tyske medier. Ret hurtigt blev det tydeligt, at anklagerne ikke var andet end tomme rygter – alligevel var det som om, at en tung tåge blev hængende omkring udstillingen. Vi vil anbefale, at du f.eks. læser ruangrupas åbne brev “A Scandal about a Rumor” og Siddhartha Mitters artikel “Documenta Was a Whole Vibe. Then a Scandal Killed the Buzz” på New York Times, hvis du vil have flere perspektiver på forløbet.

Da People’s Justice så blev sat op, og det i virvaret af tegnede figurer viste sig, at værket rummede en karikeret jøde med spidse tænder, røde øjne og et SS-logo på hatten, blussede det hele op igen. Både generelt, men særligt i en tysk kontekst hvor de historiske jødeforfølgelser stadig kaster skygger, er det overraskende og lidt akavet, at ingen havde opdaget karikaturen, før værket blev installeret. Samtidigt bør man forstå den tid og de kulturelle omstændigheder, værket blev skabt i, og netop den kompleksitet har både ruangrupa og Taring Padi valgt at prioritere i deres undskyldende breve:

“The banner was born out of our struggles of living under Suharto’s military dictatorship, where violence, exploitation and censorship were a daily reality,” skrev Taring Padi i deres åbne brev. “Like all of our artwork, the banner attempts to expose the complex power relationships that are at play behind these injustices and the erasure of public memory surrounding the Indonesian genocide in 1965, where more than 500,000 were murdered.“

I en tale som ruangrupas Ade Darmawan gav for det tyske parlament, lagde han vægt på, hvordan amerikanske og europæiske efterretningstjenester og regeringer støttede det styre, der var ansvarlig for folkedrabet i 1965:

“This history also includes centuries of colonialist exploitation by European empires, like the Dutch, and by the Japanese during World War II. Part of this colonialist violence entailed pitching different non-white people against each other. You undoubtedly know that in the case of Indonesia this involved playing Indonesians against Chinese minorities, and to do this, as you also may know, Dutch colonial officers introduced originally European antisemitic ideas and images to portray Chinese in the way Europeans have portrayed Jews, and to draw a connection. This in a shocking and shameful way has come full circle in the artwork. The image is of European origin, then transformed and appropriated within our own cultural context in an unacceptable way. This is certainly something we need to process and reflect upon.”

Med hele furoren er det blevet mere end tydeligt, at man som kunstner må tænke over, at værker skabt i en bestemt kontekst kan ændre betydning markant, når det flyttes på tværs af kulturer og landegrænser. Men det er også blevet tydeligt, at der potentielt er en hel masse at lære, når forskellige perspektiver mødes – eller i dette tilfælde støder sammen. At vi er forskellige, har forskellige udgangspunkter og nogle gange er uenige er et grundvilkår i en global verden, men det mest smertelige i denne situation er, at det synes umuligt at samles om en nuanceret samtale. For hvorfor kan vi f.eks. ikke tale kritisk om Israels bosættelser i Palæstina og Europas ansvar og involvering, uden at der bliver råbt antisemitisme og alt bliver lukket ned?

Taring Padi. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Selvom debatten om antisemitisme på afstand har indhyllet Documenta 15 i en underlig, tæt tåge, så føles fjendtligheden meget langt væk, da vi nærmer os Hallenbad Ost, hvor Taring Padi viser deres øvrige værker.

På græsplænen foran den gamle svømmehal står et væld af gruppens håndmalede protestskilte – wayang kardus – der har været brugt i demonstrationer mod korruption og kulkraftværker samt for bedre uddannelse og rettigheder for kvinder, migranter og LGBTQIA+-personer.

“Being a refugee is not a choice”, “No human is illegal” og “Women’s rights are human rights,” står der bl.a. på engelsk, men mange af skiltene er også på indonesisk: “Upah layak pekerja perempuan” (Living wage for female workers), “Pendidikan murah untuk semua” (Cheap education for all) og “Gabut peraturan diskriminatif gender” (Break gender discriminatory regulations) er nogle af de udsagn, der peger på Taring Padis mangeårige arbejde for lighed, retfærdighed og solidaritet. Indenfor, omkring det tømte badebassin, fortsætter den retrospektive præsentation af værker, bannere og skilte fra gruppens 22 år lange praksis. Over hovedindgangen beskriver Taring Padi meget klart og tydeligt deres hensigt og intention: “Taring Padi – Seni membongkar tirani” (The art of dismantling tyranny).

Sneglebåde, fremtidshaver og normkritiske dagdrømme
Vi afslutter vores anden dag i Kassel med et par besøg til nogle af udstillingens udendørs venues, der følger Fulda-flodens bugtende forløb. Vi starter ved Bootsverleih Ahoi, et sted hvor man kan leje både og vandcykelsvaner, men hvor flere kunstnere også har fundet sig til rette.

I vandet ligger taiwanske Chang En-Mans (f. 1967) sneglebåd, Floating System for Snails og slovakiske Ilona Némeths (f. 1963) flydende haver, Future garden og Healing garden, som rummer helbredende planter, der f.eks. er gode til at tilpasse sig et skiftende klima eller kan rense forgiftet jord.

Indenfor i et tilstødende bådhus finder vi Daydreaming Workstation af tjekkiske Eva Koťátková (f. 1982), som er en hyggelig pude-installation, hvor lange, bløde stoftentakler snor sig hen over de hårde brosten. Dagdrømmeri kan være en måde at flygte fra de hektiske rutiner og begrænsende normer, som dagligdagen er fuld af, og med sit værk ønsker Koťátková dels at tilbyde guided daydreaming og at indsamle de besøgendes egne dagdrømme.

“It focuses on stories that disrupt the current setting of the world, which divides its inhabitants into privileged and oppressed, healthy and sick, normal and different, functional and useless. These stories reveal a dreamscape, where freer, more inclusive and empathetic ways of existence are feasible,” skriver OFF-Biennale Budapest, som har inviteret Koťátková.

Eva Koťátková, Daydreaming Workstation. OFF-Biennale Budapest. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Vi ender igen i barokhaven Karlsaue, men denne gang meget langt fra det pompøse orangeri og de symmetriske linjer. Her finder vi to sydamerikanske grupper, der udfolder deres bidrag i to vidt forskellige miljøer: Colombianske Más Arte Más Acción i et industrielt drivhus med kontrolleret klima og argentinske La Intermundial Holobiente i nok det eneste område af parken, der frasiger sig menneskelig kontrol; kompostbunken.

Hvor Más Arte Más Accións lydinstallation Whispers of the Bark Beetles undersøger, hvordan monokultur i europæiske skove har resulteret i en ustyrlig vækst af barkbiller, forsøger La Intermundial Holobiente at opfinde fantasifulde måder at sameksistere med og lære fra dyr, planter og andre livsformer. Til Documenta 15 har de f.eks. udgivet The Book of the Ten Thousand Things, som efter sigende er skrevet af mere-end-menneskelige arter (“with the help of human poets, writers, and artists”).

Más Arte Más Acción, Whispers of the Bark Beetles. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

La Intermundial Holobiente, The Book of The Ten Thousand Things. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Måske trænger du til en pause inden dag 3?
Mens solen sænker sig og vi hviler os, kan du passende tage en lille pause nu. Er du til gengæld mere frisk end os, så fortsætter serien i del 3 lige her.

Fortsæt til del 3 her