ISELIN TOUBRO OG ROSALINDE MYNSTER: STYKKERNE STÅR

Udstillingsaktuelle Iselin Toubro og Rosalinde Mynster har ladet sig inspirere af Møstings’ ladede og historiske rum og skabt et stemningsfuldt, surrealistisk og relaterbart udstillingsprojekt, der bevæger sig i grænselandet mellem film, scenekunst og performance. Som spøgelsesagtige skikkelser under beskyttende, draperede hvide lagener, står indpakkede objekter – eller stykker – i de mørklagte lokaler på Møstings’ førstesal. Hvad der gemmer sig herunder, er op til tre søstre at opdage. Søstrene skal gennemgå boet efter deres afdøde bedstemor, og måske gemmer der sig noget bag overfladen, som ikke kan skjules og tildækkes igen, når det først afdækkes.

De tre samles i det gule rum, og går til hver sin stue hvor de opsluges af forskellige gøremål. I den blå stue hænger klokkestrenge som dem, man ser i forbindelse med en fødsel eller barnedåb. Klokkestrengene er meterlange og bærer forskellige motiver; en broderesaks, en rok, en gyngehest og en gammel trillebør. Arvestykker der hører hjemme hos bedstefar og bedstemor – stykker der er gået i arv gennem flere generationer.

I midten sidder en af søstrene på en skammel med en broderiramme og et lyst stykke stof og sysler med et gammelt håndværk. Hun virker fokuseret og opslugt af situationen, som så mange andre af os, der gennem de seneste år med en stigende klimabevidsthed og lockdown har fundet glæde i dyder, vi ellers havde lagt bag os og frigjort os fra. Hvor det før var en pligt eller forventet og forbundet med at være fanget i et dukkehjem, kan håndværket nu ses som et tilvalg, der binder os sammen.

Kvinden sidder som et vakkert barn på en lille, gammel skammel, der knager, og det harmoniske tableau forvrænges. Man forestiller sig næsten, hvordan hun stikker sig på tenen og forbandes til at sove i hundrede år, mens roserne fra den lille have bag de blændede vinduer vokser sig vilde, og tornene omringer huset. Hun skriger, laver uhyggelige grimasser, og afsøger det nu klaustrofobiske rum for en flugtvej, mens lyset falder på.

Scenen er et brudstykke af Iselin Toubro og Rosalinde Mynsters aktuelle samarbejde Stykkerne står i Møstings. Jeg har talt med Iselin og Rosalinde om blandt andet arv, normer og samarbejdet i kunsten, for, sammen med dem, at sætte nogle ord på ”Stykkerne står”.

Iselin Toubro & Rosalinde Mynster, Stykkerne står (Installation view). Møstings, 2022. Foto: Torben Eskerod.

T: Thomas Riis Jensen, interviewer.
I&R: Iselin Toubro og Rosalinde Mynster, kunstnere.

T: Stykkerne der står, kan pege i mange retninger. Det kan være de håndgribelige arvestykker, der står og samler støv. Det kan være teaterstykker, tekststykker eller musikstykker. Og samtidig er der næsten en bevægelse i de ellers statisk stående stykker – noget kan gå i tusind stykker som et hjerte eller en tekande, der knuses på gulvet, eller have potentiale, som noget der skal samles og gå op i en højere helhed og en ny begyndelse. Stykkerne kan være maskinlavede dele af et IKEA-skab eller en barnevogn, eller individuelle og forskellige parafraser over det samme motiv, som de indpakkede skulpturelle scenografiske elementer på første sal.

Hvordan forholder I jer til stykkerne?

I&R: Stykkerne henviser nemlig til de mange forskellige stykker ting, vi omgiver os med som mennesker. Objekter, genstande, ting, skår, løsdele vi hver dag forholder os til eller ikke forholder os til, dominerer eller bliver domineret af. I vores forrige film (Et ridt mod det tomme, Overgaden 2020-21) fik objekterne og objekternes forvandling i naturen også en meget central rolle. Det er både det æstetiske og det praktiske ved et objekt, der fascinerer os. Det er jo også en stor ting for eksempel at finde ud af, hvilke objekter man vil have med i sin film. Vi besjæler objekter, når vi tager dem med i en film, vi giver dem en historie at fortælle, og vi gør det samme med vores liv i forhold til de ting, vi omgiver os med. De fortæller vores historie og får os til at agere på bestemte måder.

Iselin Toubro & Rosalinde Mynster, Stykkerne står (video still). Foto: Kristian Jørgensen.

T: Imellem stykkerne er der tomrum, forskydninger og potentialer. Hvordan tænker I gæstens rolle her, og forholdet mellem værk og beskuer?

I&R: Karaktererne kalder hver især alle på beskueren. De kigger meget direkte på beskueren, og det er jo noget, vores generation hele tiden gør via de medier, vi omgiver os med. Vi taler ud til en idé om en masse mennesker via internettet, der måske aldrig svarer. Beskueren i vores liv er nærmest blevet en institution, en konstant i bevidstheden om et blik udefra. Derfor er der også referencer til Youtube unboxing-videoer og madlavningstutorials i filmen. Karaktererne både belærer og søger trøst eller forståelse hos beskueren, samtidig med at de også rækker tunge af beskueren. Det er vores ønske at aktivere beskueren rent fysisk ved at få beskueren til at bevæge sig sammen med filmen og dermed blive medskaber af sin egen oplevelse.

T: Hvad håber I, gæsterne tager med fra værket?

I&R: Vi har gjort os umage med, at rummene pibler ind i hinanden, både handlingsmæssigt, æstetisk og på et ubevidst plan. Det er den oplevelse, vi håber, man får; at man som beskuer føler sig talt til på forskellige måder og gennem forskellige kanaler – samtidig med at man får et godt grin.

T: Et godt grin, men måske også et gys og endda en tåre? Hvordan spiller det humoristiske og alvorlige sammen?

I&R: Vi har moret os over, at folk tit ser vores film som ret uhyggelige. Egentlig er det jo komedier, men det er klart, at ingenting rigtig er sjovt, hvis ikke der også er noget alvor. Det er et spændende felt, der hvor det meget sjove med ét vipper over og bliver meget uhyggeligt.

T: Det er i dét felt, det unheimlich’e har hjemme – når noget, der føles hjemligt, relaterbart og trygt pludselig vendes på vrangen. Det er både surrealistisk og absurd.

I&R: Vi har begge en stor hang til det absurde og det humoristiske, en fælles følelse af nødvendighed omkring det at se vores verden fra en væltet vinkel. Når vi arbejder sammen, udveksler idéer og syn på fx menneskets væremåder, så kommer vi skridtet længere ind i det absurde, fordi vi tillader og opfordrer hinanden at gå ned ad nogle anderledes tankestier, end man måske normalt tør tillade sig selv.

T: I Stykkerne står kommer de tre individuelle søstre tættere på hinanden gennem et praktisk fællesskab og opbygger en synergi og et stærkere søsterskab. Hvordan er jeres samarbejde i kunsten?

I&R: Det er i samarbejdet, vi føler os realiseret. At være sammen med familie og venner i processen tillader os at lege. Vi glemmer os selv. Værket er i større fokus end enkeltpersoner, og det frigiver os i eksperimentet.

T: Fællesskabet var ligeledes i fokus i det seneste samarbejde Et ridt mod det tomme på Overgaden i 2020-21. Her oplevede man den omrejsende gruppe, der trodsede autoriteterne og søgte væk fra det etablerede samfund mod naturen. I Stykkerne står er der fokus på den sociale arv, kvinderollen, hjemmets normer og måske en afstandstagen fra de materielle goder. Hvordan tænker I jeres rolle i forhold til politisk aktivisme eller systemkritik?

I&R: Vi forsøger ikke direkte at lave aktivistiske værker, men det er vigtigt for os at lave noget, som føles relevant lige præcis nu. Vi tager udgangspunkt i de tendenser, vi oplever, og vi tager udgangspunkt i vores egen angst.

Begge værker handler nok om angsten for at flytte ind i en bestemt voksenrolle eller væremåde. I et lille land som Danmark kan tendenser blive meget ensrettende, og det er helt klart noget, vi gerne vil kritisere. Men vi er også selv en del af det, og derfor er selvironien i vores værker central. Det er de interne dramaer, der interesserer os; hvordan samfundets kapitalistiske magtstrukturer forgrener sig ind i vores liv og ind i hovedet på os.

T: Hvordan er dette forbundet til arven? Arven som de fysiske arvestykker, men måske i højere grad som den sociale og historiske arv, der går i generationer gennem familien, samfundet og de normer og forventninger, der er til os? Arv som noget, der tynger os eller løfter os?

I&R: Det er naturligt, at vi tager traditioner som håndarbejde og madlavning fra bunden tilbage nu som en del af et opgør mod masseproduktion og overforbrug. Moderne opfindelser frigjorde kvinden, fordi der for eksempel kom husholdningsapparater, stof der ikke skulle stryges, og mad der kunne laves ud af pulver. Det gav kvinden tid til at gøre andre ting, tjene sine egne penge osv. Lige nu er bedstemors strikkepinde langt mere et symbol på den moderne kvinde end en masseproduceret viskose kjole.

Objekterne i filmen symboliserer, at de ting, vi omgiver os med, har evnen til at transformere os. Om vi omgiver os med plastiktøj og mikrobølgeovne eller økologisk bomuld og syltekrukker.

Arvestykkerne er også nostalgi, de forankrer os til minder, og til idéen om en mere eller mindre romantiseret fortid. Men arvestykkerne får os også til at iklæde os en bestemt æstetik, der idealiserer kvinden på en bestemt måde, eller de opfordrer os til at udføre nogle handlinger, der idealiserer kvinden på en bestemt måde; at sylte, bage, strikke, brodere og at være en tilstedeværende mor. Objekterne er på den måde tidsmaskiner. Med ét får vi samme kropsholdning, samme fingre og stilhed omkring os, som vores bedstemor havde, når vi sidder bøjet over strikketøjet. Og den følelse er dobbeltside. Det er både smukt og skræmmende. Det er både moderne og dybt reaktionært at placere sig selv i den situation.

T: På uret varer Stykkerne står ca. 40 minutter – eller hvis man skal have alle vinkler med, 4x40 minutter? Hvordan vil I beskrive det tidslige aspekt?

I&R: Det er én film. Men det bliver aldrig en film, man skal se som i biografen. Den skal opleves i netop de rum og med de skulpturer, som vi har skabt til rummene. Derfor betyder den installatoriske sammenhæng meget.

Filmen indeholder teatralske elementer fra teatret og improvisatoriske elementer inspireret af performancekunst. Man kan rent fysisk ikke se alting i alle rum, da man som beskuer bliver nødt til at vælge, hvor man går hen, og hvilken skærm man kigger på. Så det vil være forskellige oplevelser af både tid og rum. Rent handlingsmæssigt er tiden ret abstrakt. Sådan lidt Tornerose agtig. Et eventyr. Karaktererne når at blive 80 år, og så unge igen.

I de intime rum, hvor karaktererne er alene, er tiden måske som en boble i universet. Det er her, karaktererne forhandler deres længsler og drømme, det kan vare alt mellem en livstid og en eftermiddag. Ligesom man kan gå rundt med en angst eller en drøm i mange år – eller bare et øjeblik.

T: Ud over de tre søstre og scenografien, spiller musikken en bærende rolle i værket. Hvordan bidrager musikken til det talte ord, skuespillet og det visuelle og rumlige udtryk?

I&R: Musikken lader blandt andet rummene pible ind i og tale til hinanden. For eksempel til sidst i korværket, hvor alle kvinder synger den samme sang. Det er et seksstemmigt korværk, men i ét rum er det kun én stemme, i et andet rum er det tre og i det sidste rum er det alle seks. På den måde kommunikerer karaktererne med hinanden. De er alene og sammen hele tiden, på én gang. Generelt er musikken også med til at gøre oplevelsen mere filmisk. Vi kan godt lide det cinematiske.

T: Afslutningsvis vil jeg vende tilbage til stykkerne. Flere af dem er bløde, men hårde. Som baby-hynden og de afstivede servietter, som får søstrene til at tænke tilbage på, hvordan bedstemoren strengt, men med omsorg, fik dem til at tage dem om halsen før middagstid. I korsatsen synges der også om ting, der bliver blødere dag for dag. Hvad betyder det?

I&R: Det er nostalgien, der gør noget blødt ved tingene. “Bliver blødere dag for dag” henviser netop til dette – at vi, når vi ser noget på afstand, har det med at tilgive hårdhed og stivhed. Og det er måske det, der sker, når vi genindsætter gammeldags objekter og gøremål i vores liv. Tiden er cyklisk. Mange tendenser og moder vender tilbage. Bløde og afrundede af tid.

Kalender: Stykkerne står