DOCUMENTA 15 (1/3): STARTEN PÅ EN HØST

Det føles som om, at vi kun har beskæftiget os med Documenta den seneste måned, og nu hvor vi er ved at lægge sidste hånd på vores serie i tre artikler, inden vi kan dele dem med jer, er der et ord, der bliver ved med at dukke op: Commitment. Vi er ikke sikre på, om ordet konkret er at finde i udstillingen, men det væver sig alligevel gennem samtlige værker og arbejdet der ligger bag Documenta 15. For ville denne udstilling overhovedet kunne eksistere uden netop det? Er vi istand til at tage al kunsten ind (uanset hvor besværlig og tidskrævende den fremstår), hvis ikke vi forpligter os på at være åbne og lytte? Og kan communities leve uden commitment?

“We refuse to be exploited by European, institutional agendas that are not ours to begin with.” Med bl.a. de ord indledte det indonesiske kunstkollektiv ruangrupa deres arbejde med at kuratere den femtende udgave af Documenta, som siden 1955 har været afholdt hvert femte år i den midttyske by Kassel. Documenta 15 er på mange måder en udstilling, der frasiger sig eurocentriske retninger og kunstbegreber og i højere grad hylder fortællinger og traditioner fra det Globale Syd. En udstilling hvor kunstner- og kuratoregoer træder tilbage og hvor venskab, kollektivitet og ansvarlighed viser veje ind i vores fælles fremtid.

Siden udnævnelsen af ruangrupa som kunstneriske ledere af Documenta 15 har vi set frem til at opleve deres udgave af udstillingen. De er både de første kunstnere, det første kollektiv og de første fra Asien, der nogensinde har kurateret den prestigefyldte udstilling, og ud fra hvad vi har hørt, har de gjort det meste på helt nye måder. F.eks. var noget af det første, de gjorde, at give en invitation tilbage til organisationen bag Documenta – en måske symbolsk gestus, men dog alligevel en måde at skabe bevidsthed omkring magtforholdet mellem kunstnerne og institutionen.

I stedet for at involvere kunstnere efter et nøje beskrevet kuratorisk koncept har ruangrupa inviteret udvalgte kunstnerkollektiver og organisationer – såkaldte lumbung members og artists – til at udvikle udstillingens processer i fællesskab. lumbung er en indonesisk rislade, hvor et lokalsamfund samler og opbevarer høstens overskud, som herefter administreres kollektivt med henblik på at sikre sig mod uforudsigelige fremtider. Gennem flere år har ruangrupa brugt lumbung-principperne til at organisere sig med andre kunstnere og kollektiver i Jakarta, og de ser Documenta som en måde at opskalere og videreføre deres eksisterende arbejde på, i en ny kontekst.

Principperne handler om at dele og re-distribuere ressourcer og kommer bl.a. til udtryk i, at alle lumbung members og artists har fået de samme produktionsmidler (members: €180.000 / 1.340.000 dkr og artists: €60.000 / 447.000 dkr), og seed money (members: €25.000 / 186.000 dkr og artists: €5.000-10.000 / 37.000-74.000 dkr) som skal ses som en økonomisk anerkendelse af deltagernes forudgående arbejde i deres lokalsamfund (så nice!). Derudover har de alle haft mulighed for selv at invitere flere kunstnere, hvilket har resulteret i en omfattende udstilling med omkring 1.500 kunstnere og en decentralisering af den kuratoriske magt.

Vi har valgt at dele vores dækning af årets Documenta i tre afsnit, som stort set følger vores tre-dages tur til Kassel, men udstillingen er så enorm, at vi ikke nåede alle venues og vi har derfor langt fra kunnet opleve og rumme alle bidragene. For ruangrupa er høsten vigtig. De har f.eks. ansat kunstnere – eller harvesters – til at dokumentere de mange processer gennem tegninger, kunstneriske tekster og memes, og måske kan vores artikler også ses som en form for høst. Indtryk og tanker, som vi har indsamlet, bearbejdet og nu gjort tilgængelige for vores eget lille digitale “lokalsamfund”.

ruruHaus. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Tricks and knacks for getting by
Vi ankommer til Kassel på en af sommerens sjældne gråvejrsdage, hvor støvregnen hænger tæt i luften og termometeret sniger sig under 20 grader – en temperatur vi kommer til at savne i løbet af de kommende dage. Mellem byens nedtonede facader spotter vi vores første stop, et gammelt stormagasin der nu er malet i grønne, lilla, orange og gule toner og udgør udstillingens hjerte. Stregtegninger af sammenfiltrede hænder strækker sig over facaden og bliver vores første fysiske møde med Documenta 15’s visuelle identitet, der udstråler al den åbenhed som udstillingen lover os. ruruHaus er et sted, hvor man kan søge information, købe bøger og merchandise, drikke kaffe og hænge ud med sine venner. Det er et rart sted at være, og inden vi fortsætter vores tur, køber vi et udvalg af de publikationer, som er blevet udgivet i forbindelse med årets udstilling.

Der er selvfølgelig den uundværlige documenta fifteen Handbook, som giver korte introduktioner til udstillingens temaer, processer og de mange lumbung members og kunstnere. Vi kan se, at den bliver et vigtigt opslagsværk – både under vores dage på udstillingen, men også i de kommende år, hvor de frø, som Documenta 15 sår, uden tvivl vil sprede sig ud i kunstverdenens økosystemer. En anden bog der griber vores opmærksomhed er Walking, Finding, Sharing – en tegneserie eller en visuel ledsager særligt målrettet familier, og som gennem fortællinger og guidede ture formidler udstillingens lidt komplicerede idéer i børnehøjde. Det er ret fantastisk at opleve en formidlingslyst, der ikke forsimpler og taler ned, men som åbner op for alternative måder at forstå kompleksiteter på. F.eks. her hvor det forklares, at lumbung-tanken handler om andet og mere end blot deling af penge:

“If you must fight to keep doing what you’re doing year in and year out, in the end you get to know a lot of tricks and knacks for getting by. Knowledge like this is a surplus that can be shared and help others to survive. But of course, one can also share other things such as money, time, recipes, spaces, and art.”

Derudover er der magasinet majalah lumbung, som udvider undersøgelsen af, hvordan lumbung kan praktiseres. Og så er der den gratis vejledning: Et overskueligt kort, en booklet der bl.a. rummer oversigter med kunstnernavne for alle venues og en easy read-håndbog, hvor udstillingens temaer er beskrevet i et letforståeligt sprog med en stor skriftstørrelse (samme funktion kan i øvrigt tilvælges på Documenta 15’s hjemmeside).

Et udvalg af årets udgivelser. Øverst (fra venstre): documenta fifteen Handbook (€25), Walking, Finding, Sharing (€15) og majalah lumbung (€28). Nederst (fra venstre): Exhibition Booklet (gratis), Map (gratis) og Easy-read Exhibition Booklet (gratis). Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Vi mærker tydeligt, at tilgængelighed og inklusion bliver prioriteret – ikke kun i formidlingen, men også når det kommer til barrierefri adgang for f.eks. kørestolsbrugere. Der er tydelige indikationer af adgangsforhold under beskrivelsen af samtlige venues, ved online talks og seminarer er der live-oversættelse til tegnsprog, personer med funktionsvariationer kan få nedsat entréprisen og ledsagere kommer gratis ind, der er quiet spaces på flere udstillingssteder og alle toiletter er kønsneutrale (i stedet for at markere toiletbåse med mand/dame-ikoner er toiletter med pissoir blot markeret med et ikon for dét, og skiltningen er på den måde ret simpelt holdt fri fra binære kønsidéer). Det hele virker både ansvarligt og ubesværet, og kan forhåbentligt være en inspiration til museer og andre der arbejder med udstillinger om at tage tilgængelighed – i alle dens former – meget mere seriøst. Læs mere om Accessibility på Documenta 15 her.

Et radikalt greb og en potentiel gæld på over 100 billiarder
Vi retter vores fokus mod den store, åbne plads der forbinder ruruHaus med nogle af udstillingens store venues; Fridericianum og documenta Halle. Friedrichsplatz er ofte blevet brugt til store statements – f.eks. Marta Minujíns enorme samling af forbudte bøger The Parthenon of Books (Documenta 14) eller Sanja Ivekovićs valmuemark (Documenta 12) – men årets store, centrale værk nåede kun at stå få dage, inden det blev dækket til og siden fjernet helt fra pladsen. Det indonesiske kollektiv Taring Padis værk People’s Justice er blevet omdrejningspunktet for en intens debat om antisemitisme – det vender vi tilbage til lidt senere.

Fridericianum. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Et værk der nu står alene tilbage på pladsen er Richard Bells (f. 1953) Tent Embassy, som refererer til en aktion i 1972, hvor aktivister oprettede deres egen ambassade under en parasol over for den australske parlamentsbygning i Canberra. At oprindelige folks modstand og kamp for ejerskab til de landområder, som den britiske kolonimagt har stjålet ikke er fortid, viser Richard Bells værk Metronome på overvældende vis.

På Fridericianums facade hænger et stort display med flimrende, røde tal, der viser den australske regerings potentielle gæld til landets oprindelige folk. Da vi nærmer os museumsbygningen er tallet langt over 100 billiarder, og gælden bliver kun ved med at stige og stige.

Richard Bell, Tent Embassy. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Vi træder indenfor på Fridericianum, og selvom det er tidlig mandag formiddag, er det gamle museum fyldt med mennesker. Vi følger nogle energiske lyde og drejer til venstre ind i RURUKIDS, et område dedikeret til aktiviteter for børn – med en stor legekonstruktion, filmhuler og tegneborde. Her må man ikke tage billeder, så vi kan desværre ikke vise den levende stemning, men vi synes alligevel, at det er værd at nævne. Det virker nemlig radikalt, at man har valgt at dedikere det første lokale, i et af Documentas mest centrale venues, til børn, i stedet for at gemme dem væk i et tilfældigt sidelokale. Børn er i den grad velkomne, og skal du besøge Documenta 15 med sådan nogle, bør du bestemt holde øje med RURUKIDS’ program.

Arkiver for modstand og frigørelse
Fra stueplan og tre etager op gennem Fridericianums rotunde hænger et utal af farverige bannere med korte sætninger. *foundationClass blev grundlagt på Weißensee Kunsthochschule i Berlin i 2016 og er en platform, der hjælper migranter med at få adgang til kunstakademier. Citaterne er tydeligt påvirket af oplevelser med at navigere i hvide uddannelsesinstitutioner, og i al deres korthed udpeger de meget præcist de ekskluderende strukturer som europæiske kunstakademier desværre stadig opererer efter.

*foundationClass*collective. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Til Documenta 15 har ruangrupa omdøbt Kassels gamle kunstmuseum fra 1779 til Fridskul – en fri skole, hvor viden og lærdom samles og videreformidles. Flere af projekterne her undersøger oplevelsen af at være studerende ligesom hos *foundationClass, og stiller spørgsmål til hvordan akademisk kunstuddannelse kan struktureres på andre måder. Et eksempel på sidstnævnte er Another Roadmap Africa Clusters (ARAC) arbejde med at udvikle nye samtaler om, hvordan kunstuddannelser kan frigøre sig fra de æstetiske og akademiske normer, som kolonialismen har påført f.eks. afrikanske uddannelsesinstitutioner. Under Documentas 100 dage lange udstillingsperiode arrangerer ARAC tre åbne redaktionsmøder, hvor alle har mulighed for at engagere sig og bidrage til samtalerne.

Another Roadmap Africa Cluster. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

En del af Fridskul handler også om at åbne arkiver op, kigge på historien og gøre overset viden tilgængelig. Ungarske OFF-Biennale Budapest har f.eks. inviteret RomaMoMA, som agerer museum for underrepræsenterede Roma-kunstnere, men samtidig ønsker at udfordre den måde, institutioner forsøger at fastholde flydende, kulturelle identiteter på. På væggene rundt om os hænger et væld af små malerier af Mara Oláh (1945-2020), som først begyndte at lave kunst som 43-årig. Med egne ord udtrykker malerierne hendes oplevelse som Roma-kvinde: “If I didn’t experience a lot of humiliation, shaming, disdain and hatred, there would not be this otherness in my paintings that makes me unique. With all my pictures, I want to express emotions, tell stories and fight for freedom against injustice.”

Mara Oláh. RomaMoMA. OFF-Biennale Budapest. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Overfor hænger Tamás Pélis (1948-1994) enorme oliemaleri Birth, der spreder sig over fire paneler. Størrelsen alene indgyder ærefrygt, men fordi der ligger et ligeså stort tavlegulv foran, forandres stemningen fra højtidelig til relaterbar. Publikum bevæger sig helt tæt på, og flere bruger kridt til at spejle maleriets historiske tyngde i nutidige statements og doodles.

Tamás Péli, Birth. RomaMoMA. OFF-Biennale Budapest. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

En vigtig del af enhver skole er biblioteket – et sted hvor viden samles og gøres tilgængelig for flere på tværs af tider. Vi bevæger os gennem en af de store sale, hvor bl.a. Asia Art Archive og The Black Archives åbner deres omfattende arkiver op. Sidstnævnte er baseret i Amsterdam og råder over en samling med over 10.000 bøger, fotografier, objekter m.m. der dokumenterer sorte frihedsbevægelser i Holland. I Facing Blackness præsenteres vi for et udvalg af racistiske stereotyper i hollandsk populærkultur – fra normaliseringen af blackface gennem julefiguren Zwarte Piet, til forskellige børnebøger og reklamer – men samtidig viser installationen, at sorte mennesker til alle tider har kæmpet imod disse former for undertrykkelse.

The Black Archives. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

I et mørklagt lokale finder vi Sada [regroup]’s bidrag til udstillingen, som er fem nyproducerede film. Mellem 2011 og 2015 drev irakiske Rijin Sahakian (f. 1978) initiativet Sada i et forsøg på at støtte kunstnere og kunststuderende i et Bagdad præget af krig og internationale sanktioner. De fem film er lavet af kunstnere med tilknytning til Sada, og gennem arkivmateriale, animation og tv-klip fortæller de gribende om flugt, frygt og statslig censur.

Sada [regroup]. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Levende og anvendelige kunstformer
Vi bevæger os hen over Friedrichsplatz til documenta Halle, som blev opført ifm. Documenta 9 i 1992, som en postmoderne museumsbygning af glas og stål, med store rummelige sale og hvide vægge. Allerede på afstand fornemmer vi dog, at noget er anderledes ift. sidst vi var her. Kenyanske Wajukuu Art Project har dækket facaden til, med hvad der ligner blikplader og har forlænget kunsthallens entré med en lang tunnel, der snor sig ud på pladsen. Wajukuu Art Project er baseret i et fattigt område af Nairobi, hvor de bl.a. tilbyder kunstundervisning til lokale børn og unge. For dem handler kunst ikke kun om at lave fysiske værker, men også om at give de unge redskaber til at skabe et sprog for de udfordringer de oplever, finde styrken til at sige fra overfor uretfærdighed og forestille sig positive fremtider.

Wajukuu Art Project. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

At kunst kan være mere end bare skabelsen af malerier og skulpturer, er også en central del af cubanske Tania Brugueras (f. 1968) praksis. Kunst er en del af livet og kan være et vigtigt redskab til at forandre de måder, vi agerer i samfundet på, som hun f.eks. formulerer det i sit mangeårige projekt Arte Útil (som kan oversættes til nyttig eller anvendelig kunst).

Her på Documenta 15 deltager Bruguera med kollektivet Instituto de Artivismo Hannah Arendt (INSTAR), der gennem udstillingsperioden viser 10 udstillinger af hver 10 dage, som alle har til hensigt at bringe retfærdighed til cubanske kunstnere, der er blevet censureret af regeringen.

Fra kunsthallens største rum hører vi høje lyde. Fra trappen kan vi skimte en skateboardrampe, og de hårde hjul mod rampen får lokalet til at runge af liv. Vi går først gennem Britto Arts Trusts fine rekonstruktion af en bangladeshisk bazar, som er fyldt med fisk og krabber, majskolber, græskar, pomeloer, bananer og colaflasker i keramik, plastik, bomuld og metal. Frugtkasserne proklamerer “good natured” og “fresh fruits”, men det stiliserede udtryk fortæller noget helt andet end friskhed og naturlighed. Nogle af “varerne” er ovenikøbet formgivet som pistoler og granater, og får os til at tænke på den mere eller mindre direkte vold, som den hyper-kommercialiserede madindustri forvolder både naturen og lokale fødevareproducenter.

Sammen med mange andre besøgende stimler vi sammen omkring skateboardrampen, som thailandske Baan Noorg Collaborative Arts and Culture har opbygget sammen med Kassel-kollektivet Mr. Wilson Skatehalle. Her er et godt eksempel på et område, hvor folk helt naturligt samles og hænger ud: En skøn forsamling af ældre besøgende hepper og klapper hver gang en af skaterne afslutter deres tur, nogle sidder på gulvet og præger hvad der ligner tørret skind med hammer og søm, alt imens et skyggeteater om mejeriproduktion udspiller sig på rampens kant.

Efter rampen finder vi udstillingens lumbung Press – et kollektivt-drevet offsettrykkeri, der giver lumbung members mulighed for at realisere idéer til tryksager, som opstår under udstillingsperioden. Trykkeriet er en del af et helt økosystem af lumbung-arbejdsgrupper, som har til hensigt at udvikle og sprede idéer både før, under og efter Documenta 15. Andre arbejdsgrupper er f.eks. lumbung Radio (en community radio der sender 24 timer i døgnet) og lumbung Gallery (en gruppe der nytænker kunstsalg på gennemsigtige og solidariske måder, i modsætning til det konventionelle og spektulative kunstmarked). Og så er der lumbung.space som er en online platform, eller nærmest et åbent socialt medie, hvor lumbung-medlemmerne kan udgive tekster, video, billeder og andre harvestings.

Baan Noorg Collaborative Arts and Culture. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Osteproduktion, tangdykkere og en halvhjertet protest
Næste stop på vores tur er Kassels naturhistoriske museum Ottoneum, hvor vi præsenteres for INLAND – et spansk kollektiv der bevæger sig i felterne kunst, landbrug og osteproduktion. I et gulmalet rum med kunstigt lysindfald finder vi en sær lerkat, et hus af korkpropper, stokke, masker, en dragt af hø og et dejligt lille relief med en hyrde og en ged.

Der er meget at gå på opdagelse i, men særligt et element fylder i sit fravær. Som en del af deres bidrag til Documenta 15 har INLAND inviteret Hito Steyerl (f. 1966), som de har samarbejdet med siden 2017, men da vi besøger udstillingen er der gul og sort afspærringsbånd foran indgangen til hendes videoinstallation, og skilte hvor der står “#closed#”.

INLAND. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Vores første tanke er, at der må være tekniske problemer, men da vi senere på dagen laver en online søgning, læser vi at Hito Steyerl har trukket sit værk pga. Documentas håndtering (eller manglen på samme) af antisemitisme-anklagerne. Steyerls kritik er sendt til organisationen bag Documenta og er tilsyneladende kun bragt i sin helhed i den tyske avis Die Zeit (med betalingsmur), men enkelte uddrag fremgår i online kunstmedier: “I have no faith in the organization’s ability to mediate and translate complexity. This refers to the repeated refusal to facilitate a sustained and structurally anchored inclusive debate around the show as well as the de facto refusal to accept mediation,” skriver Steyerl ifølge Artnet News. Derudover problematiserer hun “unsafe and underpaid working conditions for some of the staff”, men det er desværre uklart, hvem og hvilke vilkår der tænkes på. Måske handler det om den chikane, som flere kunstnere og kuratorer oplever pga. anklagerne om antisemitisme, som ruangrupas Ade Darmawan nævnte i sin tale til det tyske parlament d. 6. juli? I stedet for gætterier havde det nok været mere gavnligt, at brevet var gjort offentligt tilgængeligt fysisk ved det lukkede værk eller online. Og når nu værket står her i en udstilling, der hylder solidaritet og fællesskab, havde det nok virket stærkere, hvis INLAND og Steyerl havde taget en fælles beslutning.

Bag de næste sorte gardiner er der til gengæld fuld gang i en videoinstallation. I starten af 1900-tallet tog Japan magten over Sydkorea – en annektering som varede til 1945. I videoværket Tropical Story besøger kunstnergruppen ikkibawiKrrr mindesmærker, gamle landingsbaner, tilgroede fæstninger og jeeps fra den japanske besættelse og dokumenterer, hvordan naturen langsomt men sikkert overtager alt det, som krigen efterlader.

ikkibawiKrrr, Tropical Story. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Deres bidrag fortsætter i næste rum, der centrerer sig om en lille ø, hvor små huse er placeret i ujævne sandbanker. I hjørnet hænger en video, hvor 23 kvinder står på en klippe og synger en sang. Værket hedder Seaweed Story og kvinderne er haenyeo (eller sea women) fra øen Jeju, hvor der er en lang tradition med kvindelige dykkere, der bl.a. høster tang fra havets bund. Haenyeo’ernes succes gjorde, at de blev forsørgere i mange familier, og Jeju blev en form for semi-matriarkalsk samfund. I 1960’erne kom 60% af Jejus fiskeri-indkomst fra haenyeo, imens 40% af deres mænd var hjemmegående.

ikkibawiKrrr, Seaweed Story. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Return to sender
Vi slutter vores første dag i Kassel af i parken foran det gamle orangeri. Et godt stykke nede i den store, åbne barokpark får vi øje på noget, der bryder med al den symmetriske orden. Kenyanske The Nest Collective har samlet en brøkdel af de endeløse mængder af brugt tøj og elektronik, som Europa og USA hver eneste dag dumper i afrikanske lande, og har sendt det retur. Return to Sender hedder værket, som også rummer en video, hvor eksperter fortæller om de konsekvenser det har, når 100.000 tons brugt (og i mange tilfælde ødelagt) tøj hvert år lander i Kenya. Først og fremmest er der det store arbejde med at systematisere og rydde op i alt tøjet, der er de enorme lossepladser, som vokser og vokser, og derudover giver de ekstreme mængder billig tøj svære konkurrencevilkår for den lokale tekstilindustri. Indtil 1990’erne var 500.000 kenyanere beskæftigede i tekstilproduktion, men i dag er det tal nede på bare 20.000.

The Nest Collective, Return to Sender. Documenta 15, 2022. Photo © I DO ART Agency.

Fortsættelse følger
Vores Documenta-serie fortsætter i del 2, hvor vi bl.a. besøger utraditionelle udstillingssteder, kommer forbi Trampolinhuset, oplever de omdiskuterede Taring Padis værker i levende live og meget mere.

Fortsæt til del 2 her