DEN TRANSPARENTE NATUR

Mød Johanne Lykke og Nina Elizabeth, de to billedkunstnere bag den stedsspecifikke maleriske installation ‘Orangery Delights’, der i efterårsferien bragte naturen i fokus i hjertet af Østerbro. Gennem transparente glasmalerier skabte de en altomfattende forandring af Villa Kulturs orangeri, hvor de undersøgte rummets modtagelighed for farve og lys.

M = Maria Bruun-Schmidt (interviewer)
J = Johanne Lykke (kunstner) N = Nina Elizabeth (kunstner)

M: Kan I fortælle lidt om, hvordan idéen til udstillingen opstod?

J: Jeg blev inspireret til at samarbejde med Nina, fordi vi begge har en grundlæggende interesse for naturens og maleriets samhørighed. Vi traf hinanden i foråret under lock-down, hvor hun netop var ankommet til Danmark efter en række år i udlandet. Inden da kendte vi til hinandens kunst igennem Instagram. Vi mødtes med en fælles drivkraft til at skabe noget sammen her og nu. Vi begyndte at researche forskellige udstillingsplatforme, men oplevede lange fremtidsudsigter til at få en udstillingsaftale i hus i den københavnske kunstscenene, hvorfor vi vendte mod alternative udstillingsrum. Orangeriet i Villa Kultur var både et spændende sted i forhold til dets inddragelse af naturen og præsenterede os samtidig for nye vinkler at anskue maleriet på – som udsmykning og installation.

N: Jeg var ny i København efter at have siddet fast i udlandet, da corona ramte alle verdenshjørner. Jeg havde sådan set ikke planlagt, at jeg skulle flytte tilbage til Danmark og bygge et netværk op. Det var skønt, at Johanne rakte ud til mig, og jeg kunne med det samme se potentialet i et samarbejde ud fra vores fælles fascination af det organiske, det skønne og det sanselige.

Johanne Lykke, Sky Bloom, 2020 (Glasmaling 400 x 355 cm). Foto: Jón Hjartarson.

Johanne Lykke, Sky Bloom, 2020 (Glasmaling 400 x 355 cm).
Foto: Jón Hjartarson.

Johanne Lykke, Sky Bloom, 2020 (Glasmaling 400 x 355 cm).Foto: Johanne Lykke.

Johanne Lykke, Sky Bloom, 2020 (Glasmaling 400 x 355 cm).Foto: Johanne Lykke.

M: Hvorfor lige orangeriet som udstillingsplatform?

N: Væksthuse og botaniske haver er en langvarig fascination. De forkorter geografier. Naturen kommer tættere på i orangeriet, fordi det ligger i forlængelse af det hjemlige rum modsat traditionelle væksthuse, som er placeret for sig selv i en have. Som rum bevæger orangeriet sig med naturens overgange og er i en tilstand af forandring og forundring. Jeg interesserer mig for, hvordan forskellige steder får os til at føle, og med orangeriet kunne jeg se muligheden i at arbejde med lysets atmosfæriske potentiale.

J: Orangeriet præsenterer et intenst lysindfald og har en stærk modtagelighed over for sol, regn, vejr og vind. Vi så en spændende udfordring i at arbejde med et rum, der på mange måder lå så fjernt fra den hvide kube, og vi fandt hurtigt frem til, at vi ville arbejde direkte på glasfacaden fremfor at hænge traditionelle værker op på væggene.

Johanne Lykke, Sky Bloom, 2020 (Glasmaling 400 x 355 cm). Foto: Johanne Lykke.

Johanne Lykke, Sky Bloom, 2020 (Glasmaling 400 x 355 cm). Foto: Johanne Lykke.

Johanne Lykke. Foto: Jón Hjartarson.

Johanne Lykke. Foto: Jón Hjartarson.

M: I arbejder begge med malerier, som forholder sig til det transparente. Hvordan kom I frem til, at samarbejdet skulle fremføres i glas, som for jer begge er et helt nyt materiale?

N: Da jeg så orangeriet, fik jeg visionen om, at det transparente maleri kunne forholde sig direkte til rummet. I mine tidligere værker anvender jeg et malerisk sprog, som fremhæver lethed og fluiditet, og jeg kunne se sammenhængen mellem dét udtryk og mulighederne i glasset. At arbejde med maleri på glas har nemlig den udfordring, at man ikke kun anskuer værket glasset, men også ser igennem til det der står bagved. Det er en stor forskel fra at arbejde på lærred eller papir.

J: Jeg havde længe gået med nogle tanker om at arbejde med udsmykningsopgaver, så det gav god mening at oversætte mit arbejde med akvarel til glas. Både akvarel- og glasmaling forholder sig til lyset og solen, og begge medier afspejler en taktilitet i forhold til farvers gennemsigtighed.

Nina Elizabeth og Johanne Lykke. Værk: Johanne Lykke. Foto: Privatfoto.

Nina Elizabeth og Johanne Lykke. Værk: Johanne Lykke. Foto: Privatfoto.

M: Hvad betyder det for oplevelsen af jeres glasmalerier, at de er så store?

N: Jeg ledte efter en måde at forandre atmosfæren i orangeriet på for at give beskueren en oplevelse af at have besøgt et fjernt, varmt og drømmende sted. Ved at placere et landskab som strakte sig over hele facaden, blev lysindfaldet i høj grad påvirket af farverne i glasmaleriet.

J: At male en monumental blomst kan ses som en gestus. En dyrkelse af blomstens poetiske potentiale og en videreformidling af naturens sensitivitet og storhed. Når vi står foran en blomst, der er så meget større end os selv, håber jeg, at vi føler os små, og at vi dermed kan sanse og erkende naturens emotionelle og æstetiske værdi. Vi kan ikke ignorere skønheden i en blomst, når den males så stort – som Georgia O'Keeffe har sagt det meget præcist.

Nina Elizabeth, The Golden Warmth of a Distant Land, 2020 (Glasmaling 370 x 220 cm). Foto: Johanne Lykke.

Nina Elizabeth, The Golden Warmth of a Distant Land, 2020 (Glasmaling 370 x 220 cm). Foto: Johanne Lykke.

Nina Elizabeth, The Golden Warmth of a Distant Land, 2020 (Glasmaling 370 x 220 cm). Foto: Jón Hjartarson.

Nina Elizabeth, The Golden Warmth of a Distant Land, 2020 (Glasmaling 370 x 220 cm). Foto: Jón Hjartarson.

M: Hvordan forholder I jer til udstillingens titel, Orangery Delights?

N: Orangery Delights er et ordspil med flere betydninger. ‘Orangery’ som reference til orangeriet, men også en hentydning til farven orange, der skaber associationer til det varme og appelsiner. ‘Delights’ refererer til glæde og nydelse og peger på den oplevelse, vi ville videregive til beskueren.

Nina Elizabeth, The Golden Warmth of a Distant Land, 2020 (Glasmaling 370 x 220 cm). Foto: Jón Hjartarson.

Nina Elizabeth, The Golden Warmth of a Distant Land, 2020 (Glasmaling 370 x 220 cm). Foto: Jón Hjartarson.

M: Hvad arbejder I så på lige nu, og skal samarbejdet mon fortsætte?

N: Vi har begge et ønske om at videreudvikle vores samarbejde og skabe flere projekter, som udforsker naturens og kunstens slægtskab. Vi ser naturen som en vigtig tematik at bringe frem i samfundet – særligt med de udfordringer, der eksisterer i forhold til naturens forfald. Og vi er interesserede i at skabe en scene til naturen for at give den volumen i samfundets bevidsthed. Vi er i gang med at ansøge til at udstille på forskellige platforme i Danmark og har også rettet blikket udenlands.

J: Vi drømmer også om at lave endnu større udsmykninger, gerne med glas, og om at få foden indenfor i forhold til offentlige projekter i Danmark. Samtidig har vi begge rejst meget og boet i udlandet, og vi arbejder på at kunne udforske den internationale kunstscene sammen.

Nina Elizabeth, The Golden Warmth of a Distant Land, 2020 (Glasmaling 370 x 220 cm). Foto: Nina Elizabeth.

Nina Elizabeth, The Golden Warmth of a Distant Land, 2020 (Glasmaling 370 x 220 cm). Foto: Nina Elizabeth.

Nina Elizabeth, The Golden Warmth of a Distant Land, 2020 (Glasmaling 370 x 220 cm). Foto: Nina Elizabeth.

Nina Elizabeth, The Golden Warmth of a Distant Land, 2020 (Glasmaling 370 x 220 cm). Foto: Nina Elizabeth.


Om kunstnerne:

Johanne Lykke er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i Aarhus (2015) og BHQFU i New York (2014) med base i København.

Hun har tidligere boet og arbejdet i Berlin og New York og deltaget som artist-in-residence ved Rimbun Dahan, Malaysia (2019), OBRAS Portugal (2017) og Residency Unlimited i New York (2014). Hendes værker har været vist på internationale galerier blandt andet Obst & Gemüse i Berlin (2017) og Fisher Parrish Gallery i New York (2018). Instagram: @jolykke

Nina Elizabeth er billedkunstner med base i København og Berlin.

Hun er opvokset i Danmark, Mexico og Sverige, og er uddannet på The Royal College of Art i London. Hun har udstillet på adskillige gallerier i Europa herunder Skagens Kunsthal (2020), KASK i Gent (2018) og Lage Egal i Berlin (2017). I 2018 deltog hun i Adata AiR Artist in Residence i Plovdiv, BG som en del af programmet European Capital of Culture. Instagram: @ninaelizabethn


Maria Bruun-Schmidt er uddannet fra Danmarks Medie- & Journalisthøjskole (2016) og har en kandidat i Journalistik & Kommunikation fra Curtin University, Perth (2020). Hun har bidraget til idoart.dk siden 2020.