Back to All Events

GRUPPEUDSTILLING "FED LER, KRUKKER I KUNSTEN NU" 📷


  • Gl. Holtegaard, Holte Attemosevej 170 Holte, 2840 Denmark (map)
FED LER - Krukker i kunsten nu, Gl. Holtegaard, 2020. Foto: David Stjernholm.

FED LER - Krukker i kunsten nu, Gl. Holtegaard, 2020. Foto: David Stjernholm.

Pressemeddelelse, august 2020

Lisbeth Bank (f. 1975), Claus Carstensen (f. 1957), Cathrine Raben Davidsen (f. 1972), Rose Eken (f. 1976), Nour Fog (f. 1981), Ida Kvetny (f .1980), Klara Lilja (f.1989), Carl Mannov (f. 1990), Karl Monies (f. 1984), Mie Mørkeberg (f. 1980), Ursula Nistrup (f. 1974), Fie Norsker (f. 1974), Frederik Nystrup-Larsen (f. 1992), Frederik Næblerød (f.1988), Knud Odde (f. 1955), Anna Samsøe (f. 1987), Andreas Schulenburg (f. 1975), Anna Stahn (f. 1994), Dan Stockholm (f. 1982), Anna Sørensen (f. 1968)

Våd ler, en mineralsk duft af jord, den kolde overflade mod hændernes bløde hud, en krakeleret struktur for øjet at drukne i. Ler i kunsten er aktuel som aldrig før. Nu åbner Gl. Holtegaard udstillingen FED LER – Krukker i kunsten nu, der viser 20 danske billedkunstneres nyfortolkning af krukken som kunstværk. Her er krukken både brugsobjekt, myte, krop, lydinstrument, lærred og skulptur.

En ny interesse for forholdet mellem menneske og natur er vokset frem. Vi begynder at kunne se klimaet forandrer verden omkring os, og arter inden for både dyre- og planterige forsvinder pludseligt. Det går efterhånden op for mange af os, både her i Danmark og ude i verden, at mennesket er grund til denne udvikling. Selvom vi føler os som særlige, højtudviklede skabninger, der har opfundet digitale verdner, kunstig intelligens, rejst til det ydre rum m.m., er vi samtidig en del af jordens økosystemer. Vi står med andre ord ikke udenfor naturen, men er en del af klodens komplicerede kredsløb.

FED LER - Krukker i kunsten nu, Gl. Holtegaard, 2020. Foto: David Stjernholm.

FED LER - Krukker i kunsten nu, Gl. Holtegaard, 2020.
Foto: David Stjernholm.

FED LER - Krukker i kunsten nu, Gl. Holtegaard, 2020. Foto: David Stjernholm.

FED LER - Krukker i kunsten nu, Gl. Holtegaard, 2020.
Foto: David Stjernholm.

’Af jord er du kommet, til jord skal du blive’ er blevet en aktuel og påtrængende realitet.

Det er måske i dét lys, at vi skal se den aktuelle interesse for keramikken i kunsten i dag. Det bløde ler, der hentes direkte op af jorden, og som indgår i utallige skabelsesberetninger, er nemlig en af de mest markante tendenser på kunstscenen lige nu, herhjemme såvel som internationalt.

Mennesker har skabt beholdere i ler gennem årtusinder. Værkerne på FED LER har krukkens kulturhistorie, myter og symbolik som en klar referenceramme. Blandt inspirationskilderne findes også den amerikanske sci-fi forfatter Ursula K. Le Guins underfundige og manifestlignende tekst om beholderen (Bæreposeteorien om fiktion, Ursula K. Le Guin, 1986). Her beskriver Le Guin et nyt perspektiv på de tidlige menneskers adfærd i jæger-samler-samfundene. Forfatteren retter blikket mod samlerens beholder til opbevaring af mad, bær og nødder. For tænk nu, hvis det var beholderen, der havde fået opmærksomhed som det første og væsentligste objekt fremfor spyddet eller våbnet?

Le Guin ser beholderen som metafor for en bæredygtig, skabende praksis. Denne kobling mellem krukke og skabelse går igen i en stor del af den symbolik, der er forbindes med lerkrukken på tværs af kulturer verden over; fx moderskødet, frugtbarhed og det store kosmos.

FED LER - Krukker i kunsten nu, Gl. Holtegaard, 2020. Foto: David Stjernholm.

FED LER - Krukker i kunsten nu, Gl. Holtegaard, 2020. Foto: David Stjernholm.

Tonsvis af jord på gulvet
Sanselighed er et hovedspor i udstillingen FED LER på Gl. Holtegaard. Når de besøgende træder ind i den gamle barokvilla, vil de opleve at træde ind i et jordfyldt, fortættet landskab med tykke tekstiler på væggene. Tonsvis af jord fra hovedhusets forplads er gravet op og danner både underlag for værkerne og for de besøgendes gang gennem udstillingen. Iscenesættelsen vækker både føle-, syns-, lugte- og høresansen og skærper oplevelsen af de ca. 60 værker, der fylder udstillingsrummene.

Inden de besøgende sluses ind i udstillingen, opfordres de til at tage skoene af og iføre sig tekstiltøfler, så de med fodsålerne kan mærke underlaget, når de bevæger sig igennem i det jordfyldte terræn. Fire kunstnere (Cathrine Raben Davidsen (f. 1972), Frederik Næblerød (f. 1988), Anna Samsøe (f. 1987) og Nour Fog (f. 1981)), har skabt værker specifikt til FED LER, og disse værker må de besøgende som noget helt usædvanligt undersøge, ikke bare med øjnene, men også med hænderne.

Den omfattede iscenesættelse af FED LER er en del af de seneste års eksperimenter på Gl. Holtegaard med udstillingsdesignets potentiale som forstærker for udstillingsoplevelsen.

FED LER - Krukker i kunsten nu, Gl. Holtegaard, 2020. Foto: David Stjernholm.

FED LER - Krukker i kunsten nu, Gl. Holtegaard, 2020.
Foto: David Stjernholm.

FED LER - Krukker i kunsten nu, Gl. Holtegaard, 2020. Foto: David Stjernholm.

FED LER - Krukker i kunsten nu, Gl. Holtegaard, 2020.
Foto: David Stjernholm.

Katalog
Sammen med udstillingen udgiver Gl. Holtegaard et omfattende og rigt illustreret katalog på dansk og engelsk. Publikationen indeholder tekster af Gl. Holtegaards direktør, Maria Gadegaard, samt forfatter og kunsthistoriker Ida Marie Hede, klassisk arkæolog og ph.d. Rune Frederiksen og kurator og ph.d. Charlotte Sprogøe. Desuden vil kataloget indeholde et genoptryk af den amerikanske forfatter og essayist Ursula K. Le Guins Bæreposeteori om fiktion (1986). Kataloget er designet af Spine Studio og udkommer til oktober.

Få fingrene i leret
I de arrangementer og kurser, der knytter sig til FED LER, er det en gennemgående faktor, at de besøgende selv skal have fingrene i leret. I et nyetableret kreativt værksted i udstillingen kan både børn og voksne arbejde med det bløde materiale i kunsthallens åbningstider. Her vil der også løbende i udstillingsperioden blive budt på kurser og workshops for hele familien. I udstillingens arrangementsprogram vil du kunne opleve talks med bl.a. ph.d. Rune Frederiksen, klassisk arkæolog og Samlings- og forskningschef på Glyptoteket og Karen Harsbo, der er kunstner og lektor på Laboratoriet for Keramik ved Kunstakademiet i København. Du vil desuden kunne gå med i det korte omvisningsformat Kunst & Cider samt Garden og Art Walks. Det endelige program offentliggøres inden åbning på Gl. Holtegaards hjemmeside.

Udstillingsåbning og -periode: Der er udstillingsåbning torsdag d. 27. august 2020, kl. 17-19.30, hvor alle er velkomne. På udstillingens åbningsaften opfører duoen Philip I Schneider performanceværket SOIL - WATER - SUN sammen med seks korsangere á to omgange. Der vil være siddepladser til alle. Udstillingen løber fra fredag d. 28. august, 2020 til og med søndag d. 10. januar, 2021.

NB: På Gl. Holtegaard følger vi naturligvis de danske myndigheders retningslinjer for COVID- 19. Kunsthallens hjemmeside opdateres løbende, hvis der forekommer ændringer.

Udstillingsåbning: D. 27. august, 2020. Kl. 17-19.30.
Udstillingsperiode: D. 28. august, 2020 - 10. januar, 2021.
Åbningstider: Tirsdag-søndag: 12-17. Torsdag: 12-20. Mandag lukket.

Udstillingen er generøst støttet af: Augustinus Fonden, Spar Nord Fonden, 15. Juni Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Konsul George Jorck og hustru Emma Jorck’s Fond, Knud Højgaards Fond, William Demant Fonden, Ernst B. Sund Fonden og Toyota-Fonden.

Nordea-fonden støtter udstillingens formidlingsprogram. Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst støtter Gl. Holtegaards udstillingsprogram. Tak til Kvadrat.

Earlier Event: August 27
SAMARA SALLAM "THIS IS WHY WE CRIED"
Later Event: August 27
GRUPPEUDSTILLING "OPGØR"