Back to All Events

EMILIE BAUSAGER, JEAN MARC ROUTHIER & MICHALA PALUDAN "MILIEU"


  • Den Frie Udstillingsbygning, København Oslo Plads 1 København, 2100 Denmark (map)
Foto: Kunstscenen.xyz.

Foto: Kunstscenen.xyz.

Pressemeddelelse, juni 2021

Milieu
Emilie Bausager, Jean Marc Routhier, Michala Paludan

Kurateret af Kunstscenen.xyz

25. juni åbner den første udstilling i Den Fries nye udstillingsprogram Dacapo: Milieu kurateret af Kunstscenen.xyz med kunstnerne Emilie Bausager, Jean Marc Routhier og Michala Paludan.

Begrebet milieu (eller miljø på dansk) er forbundet med både kultur, natur og teknologi. På fransk er ordet opdelt i mi, som betyder midtimellem, og lieu, som betyder sted. I filmproduktion fungerer miljø som betegnelse for filmens setting: Det er stedet, tiden og omstændighederne omkring handlingen. Et miljø kan være både materielt, kulturelt og følelsesmæssigt. Det kan være menneske- eller naturskabt. Miljøer danner betingelsen for livsformer. Hvis et miljø ændrer sig drastisk, skaber det også nye betingelser for de levende væsener, der er i det, for deres handlemuligheder og for, hvad de kan blive til.

Kunstscenen.xyz’s Milieu er en udstilling om, hvordan rum ændres, når flere rum griber ind i hinanden. Udstillingens fire vægge består af imiterede bygningsfacader samt enkelte fragmenter af urban infrastruktur. Her bliver fiktionen om det offentlige rum kunstigt genopført i en indendørs institutionel setting med nye værker af kunstnerne Emilie Bausager, Jean Marc Routhier og Michala Paludan. For udstilling såvel som værker er omdrejningspunktet, hvad der kendetegner det offentlige rum i skæringspunktet mellem natur og kultur, mellem æstetik, magt, automatisering og camouflage.

Udstillingsperiode: 25. juni - 19. september, 2021.
Åbningstider: Tirs-søn: kl. 12-18, Tors: kl. 12-21.
COVID-19: Husk gyldigt corona-pas eller negativt testresultat (max 72 timer). Den Frie overholder regeringens til den tid gældende retningslinjer for sikkerhedsafstand og forsamlingsloft.


Om Kunstscenen.xyz
I 2018 og 2019 drev Magnus Thorø Clausen og Kåre Frang det udendørs udstillingssted Kunstscenen.xyz, hvor månedlige udstillinger dannede ramme for de inviterede kunstnere til at vise og afprøve værker i en ubeskyttet situation til et uforudsigeligt og bredt publikum. Spørgsmål om forfald, uforudsigelighed og nedbrydning af grænsen mellem udstilling og dagligdag blev vendt og drejet i direkte dialog med vind og vejr på en tilgroet byggegrund i udkanten af Nørrebro.

Om udstillingsserien Dacapo
I udstillingsserien Dacapo inviteres hedengangne eller dvaleliggende kunstnerdrevne og selvorganiserede udstillingsformater til at genopstå på Den Frie i udstillingsrummet Minus 1. Den Frie er kunstnernes hus. Bygningen er tegnet af kunstnere, bygget af kunstnere og har gennem tiden huset både det eksperimenterende, den etablerede del og vækstlaget af dansk samtidskunst. Med formatet Dacapo ønsker Den Frie at huse og støtte op om en essentiel del af den danske samtidskunstscenes vækstlag: de kunstnerdrevne og selvorganiserede udstillingsformater.