YOU’RE IN IT AND OFF YOUR FEET

Mandag morgen får jeg et lift til Vojens. Jeg bliver kørt til stationen og har derfra kun det lokale busstoppested på linje 136, som jeg skal holde øje med. Chaufføren forsikrer, at hun nok skal melde ankomst ved Løgumkloster busstationen.

En af mine veninder tager hjem fra refugiet samme dag, jeg ankommer. Hun henter mig. Vi går op gennem den brostensbelagte hovedgade. Dørene står åbne direkte ud til gaden. Som vi passerer, kan vi dufte de forskellige hjem; tæpper, møbler, byggematerialer. Jeg kan ikke lade være med at kigge ind i de velholdte entreer. For enden af gaden slår vi genvej ind over kirkegården. Ankomst til destination. Det var det.

Refugiet er stort! Jeg bor på et af værelserne længst væk fra hovedbygningen, som er indrette med sofa, skrivebord og seng. Alt hvad jeg behøver. Ved siden af mit vindue løber en cykelsti, hvor jeg igennem det åbne vindue får brudstykker af samtaler, når folk passerer.

Her prises stilhed og ro. Her er alle mulige attraktioner, muligheden for efteruddannelse, kurser og ekspeditioner. Der er et hav af forskellige bevæggrunde for et ophold, men at søge stilhed eller arbejdsro har alle til fælles. For mig er det lidt som at skifte fra 5. gear tilbage til 1. Den første dag er som at padle i lavt gear ned af bakke. Én ting er den fysiske stilhed, en anden og mere genstridig ro er den der følger i kroppen.

Det tog mig de første dage at blive indhentet.

Da jeg vågner første morgen, før vækkeuret ringer, er det eneste jeg kan høre ind af vinduet en lastbil, på en hovedvej et stykke væk, og en ko der brøler. Ellers intet. Man glemmer denne fuldkomne ro, når man bor i byen. Rimen står i græsset, og helt friske spindelvæv hænger i nedløbsrøret. Jeg tænder computeren. Nu er jeg så her! Jeg tror, at jeg er en meget temperamentsfuld forfatter, i hvert fald i selve skriveprocessen foran computeren eller med min notesbog. Sammenlignet med hvor meget tekst jeg producerer, er det meget lidt af det, der kommer og skal længere. Men selv når jeg skriver uden ”hjerne” og ”intention”, kan jeg ikke skrive hele tiden.

Om eftermiddagen går jeg i skoven. Der er ikke den kraft, der ikke findes derude, og der er ikke den natur, der ikke findes i denne lille by. Det er fantastisk smukt! Går man langt nok ind mellem træerne, møder man stort set ingen. Der er masser af plads til at dagdrømme og svæve (hvor er mine sandsække til fødderne, som Marianne Faithful skriver om?).

Til gengæld oplever jeg, at det er sværere at få skrevet, når der ikke er nogen takt eller rytme. Nej, jeg er ikke en af dem, der skriver til klassisk musik. Jeg henter meget af min inspiration i pop og rock og bevægelse. Sidder jeg længe nok foran computeren og skriver, så sagtner oplevelser, erfaringer og indtryk på et tidspunkt deres fart. Nogle gange kan jeg skrive i flere timer uden afbrydelse, men på et eller andet tidspunkt, så skal tempoet trækkes op igen. Det kan jeg kun ude i virkeligheden.

Jeg går i skoven med Bon Iver i høretelefonerne: Someway, baby, it’s part of me, apart from me / You’re laying waste to Halloween / You fucked it friend, it’s on it’s head, it struck the street / You’re in Milwaukee, off your feet.

På vej tilbage til refugiet dukker folk op igen. Par der er ude for at gå tur i rask tempo, unge der kysser i det høje græs ved åen, folk der lufter hund og snakker i mobiltelefon. Ude foran den lokale pub holder en Harley og en Puch Maxi. I skyggen fra bygningen står en mand i malertøj og ryger en cigaret. En af hans venner svinger ind på parkeringspladsen og vinker med hånden, før han parkerer cyklen op af facaden. Så er det fyraften.

Jeg går tilbage og skriver med rytmen i kroppen.

I løbet af ugen og weekenden er folk kommet og rejst. Der har været en hel del udskiftning ved spisebordet. Jeg har nået at snakke med en håndfuld mennesker, som jeg vil huske. Før de rejser, spørger de en sidste gang om mit navn, mit fulde navn, eller siger at de vil holde øje med ‘Løse gear’ der udkommer senere denne måned. Det er nyt sådan at blive opmærksom på, at andre er nysgerrige på, hvad man skriver og gerne vil læse.

Nyt og fedt og bestemt noget jeg tager med.