SEE ENOUGH AND WRITE IT DOWN

#2: Også denne gang lykkes det at komme helt ud til gaten i Kastrup lufthavn, før jeg tænker over, at jeg ikke kan lide at flyve. Det er sådan en ængstelig mangel på logik, der tager over, så snart hjulene letter fra asfalten. På vej hjem fra Canada forrige år var der så meget turbulens på sidste rute Heathrow-CPH, at passagererne faldt på vej til toiletterne og stewardesserne tog sikkerhedsseler på. Britten ved siden af læste One Day med rørende fordybelse og kiggede kun op en gang for at sige: ”This is horrible”. Mine jet-lag-tanker kredsede om, at det simpelthen ville være for åndssvagt, hvis flyet faldt ned på den sidste rute – som om det havde gjort nogen forskel!

Nuvel.

Hej Rom født 753 f.Kr. grundlagt af Romulus. Bag mig ligger tre landegrænser, et lufthavnstog og to forskellige sporveje (sidste sporvej endda for langt, så bonus blev en gåtur retur gennem parken). Phew! Bag mig nordpå Milano, Verona, Firenze. Bag mig koncert med The National i lørdags (Hvem går lige på scenen i et sort jakkesæt foran et udsolgt Forum og synger Afraid of everyone for fuld udblæsning. Yes!).

Der er stille på Det Danske Institut. Bag tre døre er storbyen Rom, som stadigvæk summer men på en helt anden måde end Vesterbro. Instituttet ligger midt i en park. Ud af altanvinduet kan jeg se en blå og grå skinnende eftermiddagshimmel, og for at det ikke skal være løgn, så synger fuglene. Siden vi landede, har jeg ikke brugt min jakke.

Jeg er fremme! I morges var jeg lidt i tvivl om, hvordan det ville gå. For det meste har jeg ingen stedsans, og jeg har ikke råd (eller lyst) til at leve et liv, hvor der kun står taxa taxa på kontooversigten fra banken hver måned. Jeg har læst et sted, at flow kun opstår, enten når man ved præcist, hvor man skal hen, eller hvis det ikke har nogen betydning. Det samme gælder for det at skrive i mit tilfælde. Som oftest starter teksterne et sted, hvor det ikke har betydning med retningen, og til sidst er der kun én vej, de vil. Flippet, ja måske, men jeg har et ret organisk forhold til det at skrive.

Joan Didion er en af mine absolutte favoritter for tiden. Både da jeg læste Blue Nights og The year of magical thinking, sad jeg på kanten af min lænestol. Det er bare sådan, det er. Her er en kvinde og forfatter, der efter min mening siger det præcist, som læseren føler det. (Nysgerrig? – ”Joan Didion reads THE YEAR OF MAGICAL THINKING” (Dobbeltparentes. Der er ikke happy reading. Det handler om sorg, om at miste og at tage det ind)).

På vej herned læste jeg hendes essay On keeping a notebook som er noget af det, jeg kommer til at gøre meget, mens jeg er her (og som jeg har gjort ligeså længe, jeg husker). J.D. skriver: ”I sometimes delude myself about why I keep a notebook, imagine that some thrifty virtue derives from preserving everything observed. See enough and write it down, I tell myself, and then some morning when the world seems drained of wonder, some day when I am only going through the motions of doing what I am supposed to do, which is write – on that bankrupt morning I will simply open my notebook and it will all be, a forgotten account with accumulated interest, paid passage back to the world out there (…)”

See enough and write it down. For eksempel veninden der, da vi landede tidligere i dag, sagde til sin sidemand ”Hey fedt. Vi overlevede”, og mig der tænkte, at jeg måske ikke er den eneste, trods alt.

Oplevelse, tekst, virkelighed, stof. Organisk, I suppose.