WHEN IN SEYDISFJORDUR

Det er onsdag. Skolen summer af liv. Det er tredje dag af vores workshop med Lotte Rose og Daniel Grossmann, og temaet er intuition vs. intention.

Jeg bevæger mig rundt mellem skolens forskellige rum. I studiet har Katla i frustration afklædt sig, og prøver ihærdigt at finde en løsning på sin installation, der skal rumme folks afklippede fingernegle.

Fotos af Emma Egede.

Ved siden af hende er Olga i gang med at opløse en pakke stjålne D-vitaminer i forskellige væsker. I teatret sidder Tilly og leger med et fjernsyn, mens Frederikke afspiller lyden af døre, der knirker over stereoanlægget.

Jeg forlader skolen, og går mod det hus vi bor i. Alle 15 elever fra LungA skolen, samt to kunstnere og to praktikanter. Sollyset skinner over bjergene, der omgiver byen, og efterlader spor i den milde tåge der dvæler over landskabet. Alting er fredeligt og efter snart fire uger i denne lille by, der synes at ligge ved verdens ende, begynder jeg at mærke, hvordan roen manifesterer sig i mig.

Her i Seydisfjordur er der plads til refleksion og fordybelse i selvet, og det gælder om virkelig at omfavne det. Jeg ankommer til huset, et gammelt restaureret hospital, og nyder et øjeblik, hvordan lyset skinner mod dets knaldrøde facade og mørkegrønne vinduer. Selvom det til tider kan være en udfordring at bo sammen med 19 andre mennesker, er stemningen i huset altid varm og velkommende, og alle har en dyb forståelse for hinanden.

I løbet af de sidste fire uger, er vi langsomt blevet transformeret til en enhed, der fungerer harmonisk og balanceret. Dette har vi opnået gennem mange, dybe samtaler, både som en gruppe og i mindre forummer. Vi har delt vores tanker, drømme og frustrationer med hinanden, og vi er derfor perfekt udrustede til at hjælpe med og forstå hinandens kreative processer.

Da jeg kommer ind i huset, ser jeg Amanda. Hun er i gang med at dække dele af overetagens gangareal med store stykker papir. Hun har valgt at arbejde med spændinger i sin rygrad, og er i gang med at male sin ryg med mudder, som hun har fundet på en af bjergsiderne. Derefter giver hun sig selv massage, ved hjælp af væggenes kanter og andre objekter, hun finder i gangen. Hele processen er fascinerende. Det generelle tema på skolen er at bruge sig selv i den kunst, man laver, hvilket ofte presser folk ud af deres komfortzone. Det er både spændende og skræmmende på samme tid.

LungA synes at være en portal til en anden verden, hvor fri leg dikterer, og hvor regler ikke eksisterer. Det er en lille boble, der eksisterer uden for virkeligheden, og her har man frihed til at gøre uden at tænke. Det er fantastisk og vildt vanedannede.