TORGNY WILCKE BYGGER STUER

Torgny Wilcke har fortolket de herskabelige stuer fra 1800-tallet på Møstings og skabt en forunderlig, abstrakt totalinstallation af fysiske malerier. Med sine grove, ubehandlede byggematerialer har han udfordret de polerede rammer på mange planer.

Torgny Wilcke er aktuel med soloudstillingen Stuer på Møstings, som kan opleves frem til d. 12. juni. Som kunstner arbejder Wilcke med materialer som ubehandlet træ, tekstiler, tagplader og linoliemaling, som han sætter sammen og forskyder i nye konstellationer.

Udstillingen Stuer er fyldt med kontraster, og ved første øjekast synes værkerne uigenkendelige i deres formsprog. Lidt efter lidt åbner der sig dog ligheder med hverdagens øjeblikke, som vi kender den. Wilcke spiller på minderne om vores egne hjem og stuer gennem objekter, der minder om flagrende gardiner, siddemøbler, senge eller fyldte pulterrum.

Torgny Wilcke betegner sine værker som malerier, der manifesterer sig fysisk i rummene og med enorme lærreder, der ligger midt i det hele eller står skråt op ad væggene. Som beskuer kan man blive i tvivl om, hvorvidt man rent faktisk må røre ved eller sætte sig på værkerne. Jeg har inviteret Torgny Wilcke med ind i stuerne til en snak om hans udstilling og generelle praksis.

Du beskæftiger dig ofte med de rum, du udstiller i. Møstings’ rammer og rum er meget markante. Hvordan har du forholdt dig til dem?

Det er nogle store, smukke rum, som nogle vil synes er forstyrrende og svære at arbejde med, men sådan er det slet ikke for mig.

Jeg bruger rummet som en funden, spændende genstand. Der er mange billedhuggere, der finder et eller andet, de arbejder ud fra. Asger Jorn fandt malerier, som han malede ovenpå. På samme måde ser jeg rummene her som et fantastisk fundet værk at arbejde ovenpå. Og så arbejder jeg videre med det, vi kender og ved hvad er. Vi kender et rum, vi kender en væg, en seng, og vi forventer noget af hver en ting. Det er ikke fordi, jeg drejer tingene, men jeg bruger det, vi omgiver os med, og den hverdag, vi kender. Der er hele tiden et modsvar i værkerne, så vi kommer i tvivl om, hvad det egentlig er. Er det en seng eller en bænk? Er det overhovedet noget? Er det bare skråt? Med min kunst bevæger jeg mig også hen imod design og møbler, da det er tæt på at være noget, vi kan bruge til noget… og så alligevel ikke.

Adskiller den her udstilling sig fra dine tidligere udstillinger?

Det gør den absolut. Jeg har altid elsket de rum, jeg har udstillet i, og jeg har også aktivt selv fundet rum, som har gjort det spændende for mig.

Det her rum er særligt, og bare af den grund er udstillingen også noget særligt. Derudover har jeg arbejdet med tekstilværker de sidste tre-fire år. Jeg har fundet nye måder at bruge tekstil på, som har været spændende for mig. Det er lidt sjovt, for med tekstilet er jeg egentlig gået tilbage til det traditionelle lærred. Efter at have malet på træ, lægter og tagplader er det en fantastisk befrielse at hive fat i lærredet igen.

Torgny Wilcke. Installation view (Gul stabling mod væg og Til gulvet). Foto: Torben Eskerod.

Føler du, at du i højere grad er vendt tilbage til det traditionelle maleri?

Både og, for installeringen er anderledes.

Værkerne er ikke spændt op på en blindramme, så de får jo mere en møbellignende karakter, og på den måde er de ikke traditionelle.

I nogle af værkerne har du ladet ’lærredet’ flagre i trærammen. Det kan minde om gardiner – er det din intention?

Ja, det har også været en del af processen i at skabe noget til det her rum. Jeg har forestillet mig rummene som de tidligere herskabsrum med portiere, tunge gardiner, som jeg også husker fra min farmors stuer på Frederiksberg Allé, da jeg var helt lille. Jeg har prøvet at bringe vinduesrammerne og gardinerne tilbage ind i det høje lyse rum.

Vil det sige, at du har spejlet vinduet og dets historie i rummet?

Ja, det kommer måske særligt til udtryk i det grønne store rum, hvor jeg også har lagt nogle af rammerne ned. Der er mange, der ser det som senge, men det er det ikke; du kan i hvert fald ikke få mig til at ligge i dem. Men det kan virke som spejlinger, hvor lyset er kommet med ind og har lagt sig på gulvet.

Torgny Wilcke. Installation view (Stuer til Gulv). Foto: Torben Eskerod.

Hvordan spiller malingen med ind i de her spejlinger?

Der er mange måder at se dem på. Man kan kigge på dem som en fortælling med solen, der flytter sig, og det gør lyset jo også alt efter om du kommer om morgenen eller eftermiddagen, eller om solen går ind af det ene eller andet rum. Det kunne godt være en sol, der spejlede sig i værkerne på gulvet. Jeg kan godt lide, at der sættes en fortælling i gang. Billederne er så åbne, at fortællingen vil være forskellig fra den ene til den anden person.

Umiddelbart virker værkerne meget forskellige i hvert rum, og der bliver for mig sat mange associationer i gang. Ser du selv et handlingsforløb?

Hvert rum er forskelligt, selvom jeg selv synes, at udstillingen hænger godt sammen. Men der er et karakterskifte i hvert rum; det ene er stort og virker smalt, selvom det er 6 meter bredt, og det andet er kæmpestort, mens et tredje virker ekstremt småt, hvilket er det rum, jeg har fyldt mest op.

Så hvert rum har fået isolerede karakterer?

Ja, ligesom de har haft dengang, huset var i funktion.

Et rum kan have været den store dagligstue, et andet en spisestue, og det tredje har måske været mændenes rygerum. De har hver især haft en funktion, og jeg har også givet rummene hver sin stemning. Jeg har haft en plan for hvert rum, og da jeg stod der, var det som at male et maleri, hvor jeg startede med en tanke om, hvad jeg ville. Den tanke flytter sig altid, når jeg står overfor det. På den måde ser jeg også min tilgang som malerisk. At stå i rummet og sætte et værk op er som at skabe maleriet, mens man står i rummet, i stedet for bare at hænge et lærred op.

Kan det passe, at du kalder din kunst for fysiske malerier?

Ja, det begreb har jeg altid brugt. I 80’erne blev der skabt mange stribede billeder, hvor kunstnere bl.a. brugte tape til at male og skabe striberne. Det kunne jeg ikke selv bruge; tape gjorde det altid til noget junk for mig. Men det, jeg fandt ud af var, at i stedet for at male en linje, kunne jeg bygge den.

Jeg kunne godt lide, at striberne rent faktisk var der. Jeg tog to lærreder og satte dem sammen. De var ikke altid helt lige, da jeg selv havde bygget dem, men på en eller anden måde syntes en linje mere lige, fordi den var der fysisk. Det var simpelthen to flader, der ramte hinanden fysisk i stedet for at være malet. Så fysisk maleri, det fandt jeg på i 90’erne.

Torgny Wilcke, Stuer til gulv. Foto: Torben Eskerod.

Man kan måske argumentere for, at det ikke er maleri, da det bevæger sig mere over i det skulpturelle og installatoriske, men alligevel holder du fast i maleriet. Hvad er det ved maleriet, du så godt kan lide?

Jeg kan enormt godt lide den direkte tilgang, der opstår i malerprocessen. Ved et klassisk lærred har du allerede malingens baggrund. Hvis du maler en vandret streg, har du en horisont. Hvis du maler noget forkert, kan du ikke fjerne det. Du kan male det over, men det vil altid eksistere indenunder, så man bliver tvunget til at bruge fejlen for at komme videre. Den spontanitet holder jeg af, og det er også den måde, jeg arbejder på. Derfor kalder jeg det for en malerisk proces. Men det er også sjovt at tale om det, for er det i bund og grund vigtigt, hvorvidt det er design, maleri eller skulptur?

I virkeligheden synes jeg ikke, det er vigtigt, hvad konklusionen er, og der er også flere, der ser det som en gammeldags måde at anskue det på. Men det, jeg har oplevet, er, at hvis du går ind i en udstilling og på forhånd forventer malerier, ser du udstillingen på en anderledes måde, end hvis du går ind i samme rum med en anden forventning. På den måde synes jeg, at de gammeldags tanker om maleri, skulptur og design faktisk er ret brugbare.

Torgny Wilcke. Installation view. Foto: Torben Eskerod.

Lige så snart, det ikke betegnes som en skulptur men maleri, bliver den fysiske og rumlige del også mere iøjnefaldende. Når jeg går rundt i udstillingen, får jeg lyst til at røre og mærke. Vi sidder endda lige nu på et af dine værker. Alt det giver mig en meget kropslig oplevelse.

Ja, præcis. De befinder sig også i en stue, og proportionerne er også til at bo i og bruge. Det at bruge ting er jo netop en kropslig handling, så ved at gøre værkerne mere møbelagtige, får de mere krop. Det at man kan sætte sig på to af værkerne, gør noget ved oplevelsen, selvom jeg nu stadigvæk ser dem som maleri. Det er det med det velkendte, der minder om noget, man bruger derhjemme, samtidig med at det ikke er det helt. Det modsiger sig selv.

Nogle af værkerne i udstillingen virker mere isolerede end andre, alt efter hvordan materialerne er sat sammen. Ser du værkerne som lukkede enheder frem for ét stort værk?

Jeg ser dem ikke som installationskunst, hvor du installerer i rummet. Jeg installerer dem, men det er isolerede værker, jeg installerer.

De værker, der for mig virker mest isolerede, er dem i det lille, røde udstillingsrum. Hvert værk giver mig en fornemmelse af personlighed, fordi de hver især er placeret i lukkede rammer og har én farvet stribe maling på lærredet, og på den måde virker ingen af disse værker ens?

Der er ret sjovt, for hvis du fx tager de værker uden bagbeklædning i et af de andre rum, opstår der i højere grad en helhed mellem de værker og væggen, de står op ad, mens de lukkede værker får deres egne små udstillingsrum. Det røde rum har en helt anden fornemmelse end de andre. Man er ikke alene her, man står iblandt personligheder, selvom jeg ikke har malet figurative kroppe. Alligevel kan du fornemme forskellige slags kroppe med hver deres udtryk. Jeg tror, det har noget at gøre med, at værkerne er så definerede med maling, der løber ned i én tynd streg, og måske også fordi, de hver især har deres egne rum, hvilket vi mennesker jo også har. Selvom nogle af os er meget sociale, går vi rundt i vores egen verden. Hver personlighed har sin egen karakteristika.

Det er også sjovt, hvordan de forskellige teknikker er med til at påvirke stemningen for hvert rum. Det virker umiddelbart tilfældigt. Har du virkelig sluppet kontrollen, eller er stemningerne planlagt?

Jeg har jo en plan på forhånd, men den justeres undervejs, efter at værkerne er kommet op i rummene. Jeg går enormt meget op i, at der er en vis logik, samtidig med at der er en ligeså stor modlogik. Jeg har set ufatteligt mange udstillinger, hvor det virker som om, at kunstnerne har gået med et målebånd mellem hvert eneste værk. Det bliver veldistribueret – og irriterende kedeligt. For mig er der en logik i, hvor tingene kommer til at stå, når de lige hives ud af lastbilen – ting kan sættes selvfølgeligt og uden store bagtanker, og så står de nogle gange helt rigtigt og med en særlig rumlig forståelse, som er svær at nå med relevante og avancerede, tænkte overvejelser. Det kan virke tilfældigt til at starte med, men efter at have flyttet og flyttet rundt, har det igen og igen været den første placering, der i virkeligheden fungerede bedst.

Torgny Wilcke. Installation view (Brun mod væg og Brun stabling mod væg). Foto: Torben Eskerod.

Så tilfældighederne betyder meget?

Ja, tilfældighederne. Men de er jo ikke tilfældige, for lige så snart tilfældigheden ikke fungerer, laver jeg den om. Der er en eller anden logik. Hvis du flytter ind i en lejlighed, kommer et møbel ofte til at stå dér, hvor flyttemanden satte det. Det kan selvfølgelig være dovenskab, men det kan også være fordi, det faktisk blev sat et ret godt sted til at starte med. Nogle gange står det selvfølgelig ad helvede til, men så bliver det jo også bare flyttet. Man kan sige, at jeg arbejder med tilfældet, men man kan også sige, at jeg bruger tilfældets logik, for der eksisterer altid en brugslogik. Vi hænger ikke stolen op i loftet, vi sætter den dér, hvor man kan bruge den.

Men kan du ikke netop hænge stolen op i loftet på en kunstudstilling?

Jo, men så ville jeg have gjort det med den specifikke tanke, at den skulle hænge dér. Så har det en betydning, at jeg gør det, ligesom det har en betydning, at jeg har sat det bænkelignende værk midt i rummet, hvor det er svært at komme forbi.