RUM I TRANSIT – SAMTALE MED SOPHIE HJERL OM UDSTILLINGEN "EN SUITE"

Sophie Hjerls stedsspecifikke Virtual Reality-installation En suite tager os på en cyklisk rejse, der starter i Møstings Hus og bringer os igennem det omkringliggende Frederiksberg – et parallelt univers, der forankres i kunstnerens personlige oplevelser såvel som kollektive arketyper. Resultatet er en på én gang jordnær og kosmisk fortælling – minutiøs i detaljer, men holistisk i sin helhed. Kunstneren fortæller her om værkets mange divergerende temaer.

Når jeg træder ind i Sophie Hjerls udstilling En suite i Møstings Hus, fremstår lokalerne ved første øjekast blottede bortset fra hvide flamingo-blokke i legemsstørrelse, placeret i hvert rum med hver deres tilhørende Oculus VR-headset. Blokken er en slags sarkofag eller kar, som jeg lægger mig i.

Med VR headsettet på transporteres jeg til et simulacrum af Møstings Hus’ udstillingslokale. Mine ben er forsvundet, men karret, som jeg hviler i, er synligt. Over mig svæver der en pulserende rød sfære. Den forsvinder nu op i loftet, og en særegen mand i underbukser dukker op bag karret.

Sophie Hjerl, En Suite, 2021. Installationsview. Foto: Palle Bo Nielsen.

Hans ben bevæger sig rytmisk, mens han svæver rundt i lokalet. Han taler med sig selv. Adskillige dobbeltgængere dukker op. Nogle af dem tager en slåbrok på, og de er flossede i kanterne, som om deres pixels er strakt til det yderste. Manden ledsager mig nu udenfor på en tom mark, der snart forvandler sig til en falmet version af Frederiksberg Allé.

Over alléen svæver den røde sfære, gigantisk, roterende og svanger med liv; fra den drypper nu en mindre sfære, der langsomt falder mod mig. Begivenheden sætter en bevægelse i gang, og mit kar accelererer nu igennem allén. Jeg flyver forbi nøgne træer og lange baner af stole. Mit lille fartøj bringer mig ind i Frederiksberg Kirke, men bygningens komponenter og konturer er vægrende og flygtige som i en drøm.

Sophie Hjerl, En Suite, 2021 (Still, VR-værk).

Væggene og loftet falder sammen omkring mig, og jeg ender ude i det fri igen, nu halvvejs nedsænket i en grusgrav. Over mig ser jeg himlen og træer i horisonten, mens jeg synker længere og længere ned. Kirkeklokkerne ringer i baggrunden og billedet sortner. Til sidst spiller et muntert elektropop-nummer, og min sidste ledsager, den røde sfære, våger over enden.

A = Astrid Wang (interviewer)
S = Sophie Hjerl (kunstner)

A: Sophie, vil du starte med overordnet at fortælle, hvordan dit værk blev til?

S: Jeg har altid gerne ville lave en soloudstilling i Møstings Hus. Det er nogle meget konkrete rum, som er ret specielle, og samtidig er det et hus, som har været revet ned og genopbygget, og der knytter sig allerede en lang række fortællinger til stedet, som jeg ville arbejde med [Møstings Hus blev opført på Smallegade i 1800 af Johan Sigismund Møsting (1759-1843) med efterfølgende skiftende ejere og funktioner. I løbet af det 20. århundrede blev huset revet ned og genopført på dets nuværende adresse. red.].

Huset er dermed ikke, det man tror det er, og det kan man se i materialerne, men det indeholder også historier, som går ud over det konkrete. Jeg bruger lignende greb, når jeg skaber mine VR-værker – at man bringer en fysik med sig i den virtuelle verden, og at man præsenteres for nogle virkeligheder, som er forskudte fra den, man befinder sig i. Samtidig er jeg fra Frederiksberg, og det var interessant på forskellig vis at krydse mine egne spor, både kunstnerisk og personligt. Jeg tror grundlæggende ikke, at man kan skabe noget uden at have sig selv med eller tappe fra egne erfaringer og levet liv. Og det lagres i værket og kan ramme andre, når det taler ind i noget alment.

Sophie Hjerl, En Suite (Still, VR-Proces).

A: Apropos autobiografiske elementer, får værket et nyt lag af aktualitet med den mandlige figur i undertøj – thulen, som han kaldes. Vi ser mange versioner af ham, og han (eller de) fører os på en rejse, men han virker også lidt febrilsk og bliver næsten et symbol for den nye pandemiske virkelighed. I udstillingens tekst forklarer du, at en thul er et oldtidigt begreb for en præst eller magiker, og at Frederiksberg engang hed Thulehøj.

S: Det udspringer af, at jeg undersøgte anekdoter af Storm P, hvor jeg stødte på en vittighedstegning af to mænd, der taler sammen. Jeg har skrevet den om til et mere nutidigt sprog, så dialogen lyder: ”Der er sket noget mærkeligt, jeg er begyndt at snakke med mig selv”, hvorefter den anden siger: “Så kan du bare lade være med at svare” (1).

Den viste en dobbelttydighed og ramte noget, som allerede var centralt i værket. Jeg fandt det som en sjov og absurd dialog, som jeg måtte bruge til denne mand, der allerede var tænkt fanget inde i Møstings Hus og ikke kunne slippe ud… Da jeg begyndte på værket i 2019, vidste jeg, at det skulle åbne med denne karakter, som viser beskueren rundt i værket.

Performeren medvirker også i et af mine andre VR-værker [Jonas Petri Megyessi, Room Service, 2018-19. red.), og nu synes jeg, at han var relevant i denne sammenhæng, da han også har boet på Frederiksberg. Jeg vidste, at thulen skulle starte med at gå rundt i de her rum, hvor han rent faktisk er spærret inde og ikke kan slippe ud. Ligesom at der er noget lidt sært ved, at Møstings Hus er genopført til at ligne en oprindelig form, en kopi af sig selv, bliver thulen også multipliceret og forskudt. Figuren er opstået før corona, men han blev efterhånden en ekko af pandemien.

A: Jeg opfatter ham også som et spøgelse, der hjemsøger Møstings Hus, som i sig selv er en fordobling. Spøgelser peger ofte på, at tiden af en eller anden grund er gået i ”hak” og gentager sig. Logikken reflekteres i værkets cykliske fortælling. Vi lægger os ned i det her kar eller sarkofag og genfødes ind i den parallelle virkelighed. Værket slutter af med, at vi sænkes ned i jorden og genfødes i den fysiske virkelighed. Døden er meget nærværende.

S: Ret tidligt har jeg oplevet at miste centrale personer i min familie og omgangskreds, og det har betydet, at jeg med alderen oplever at være mindre og mindre bange for døden og har udviklet mit syn på den. Selvom man har mistet, lærer man at leve med de døde, så at sige, og det har modnet mit syn på døden.

Døden er et grundvilkår i livet, som vi ikke kan komme udenom, og vi bør blive bedre til at lære at integrere døden som noget på lige linje med liv.

Her har jeg italesat det med monumentalskulpturer, som karrene er. Jeg erkender, at jeg overvejede at skrotte dem under corona-lockdown, da de stod udenfor med presenning over og ventede på om alt åbnede igen. Altså, hvem gider at ligge i en sarkofag, når alle tror, de vil dø af Corona? Men timingen var rigtig, og de er blevet taget rigtig godt imod.

Nogen oplever det som “kunstspa” og vil gerne blive liggende, når værket slutter. Andre har fældet en tåre og følt, at det var voldsomt – dog ikke for voldsomt, har de sagt. Men det har rørt ved noget. Det gav pludselig mening; vi starter med at dø, når vi starter med at leve igen. Det er vanskeligt at lave tre hvide kar, placeret i tomme rum med en sær historisk scenografi, uden at tænke på Rumrejsen år 2001. Det var til at starte med ikke bevidst, men der endte med være en række referencer til Kubrick’s film i mit værk.

Sophie Hjerl, En Suite, 2021. Installationsview. Foto: Rasmus Koch.

A: Der er tre astronauter på rejsen til Jupiter i tredje del af filmen, som ligger i dvale i hvide kar. Jeg mindes især den syrede slutning, hvor hovedpersonen fragtes gennem et psykedelisk kosmisk landskab og ender som et foster.

S: Ja, det havde jeg helt glemt, de er også tre… Tre er jo et dynamisk tal fordi det er ulige, så derfor valgte jeg det. Til slut ender den sidste astronaut, Bowman, i det her rum, som har en nyklassicistisk, Louis XVI-agtig stil. I et interview fortæller Kubrick, at det er en slags zoo, som rumvæsnerne indrettede, efter hvad de mente, var hans naturlige miljø (2). Det er rum for transit. Her dør han, eller måske går hans væsen i forbindelse med rumvæsnerne. Et andet fælleselement er den røde planet eller sol, der dukker op i starten, i mellem-delen og i slutningen af En Suite.

A: Rumrejsen åbner også med en sekvens, hvor vi betragter solen stige op over månen og jorden. I det hele taget er der mange sfærer og cirkler i filmen, fx rumskibets kunstige intelligens HAL-9000, der viser sig som et uhyggeligt rødt øje eller kameralinse. Solen i dit værk er dog mere kød-agtig.

S: Ja, den har en mærkelig, organisk overflade. Det er næsten som åreknuder eller marmor, og da der var al den tale om blodplader og vacciner, der gav blodpropper, begyndte den nærmest at referere til det.

Helt konkret er det faktisk en vandoverflade, jeg har filmet, som er spændt ud over den tredimensionelle kugle. I mellem-delen af En Suite, vokser der en lille babyplanet ud af den. På et tidspunkt tænkte jeg, at den evt. skulle føde en coronavirus, for igen at vise noget frugtbart i noget forfærdeligt. Det blev dog for konkret, og corona havde jo fundet sin egen vej ind og ud af værket.

Sol-motivet kommer af, at da jeg var 10-12 år, boede jeg for enden af Frederiksberg Allé. Jeg havde en drøm, hvor alle folk løb ud på gaden for at observere en kæmpemæssig, glødende sol, som viste sig på himlen og nærmest hang ned over alléen. I drømmen begyndte en del af den at knække af og falde langsomt, brændende mod jorden. Det er et stærkt billede, som sidder i min krop endnu. Men i mit værk skulle den ikke knække, men snarere ”føde” den lille version. Den er både liv og død, og det er værket også i sin helhed. Jeg synes, at det er spændende at arbejde med dualiteter; det fysiske og det virtuelle, det kropslige og det åndelige, det organiske og det syntetiske. Og at se hvad der kommer ud af det, hvis man tør at blande det forfærdelige og forgængelige med det frodige og livgivende.

A: Dualiteten mellem liv og død italesættes på mange niveauer. I den sidste halvdel kommer vi ind i Frederiksberg Kirke. Hvad er der særligt ved den?

S: Frederiksberg Kirke er bygget som en ottekant – en form som vi ser i de tidligste kristne kirker i “mellemøsten”, og som ofte dukker op i islamisk kunst. Jeg ville gerne dyrke denne geometri – noget jeg ofte inddrager i mine værker som en underliggende (matematisk) mærkelig eller magisk orden.

A: Til sidst, mens vi sænkes ned i jorden og billedet bliver sort, spiller der et ganske muntert nummer. I det øjeblik synes jeg næsten, at den røde planet bliver som en lille ballon, der svæver henover mig. Med andre ord mener jeg, at det tunge og alvorlige ved døden bliver punkteret af en mere ambivalent, endda humoristisk stemning.

S: Sangen som spiller hedder Dreams [Agarfa George Atsu Amartey, komponeret af Jesper Ørberg. red.]. Teksten lyder:

”The day I find myself I’ll be in a dream, dream oh yeah, what can I say, what can I do, it’s a dream, dream, dream, dreams”.

Jesper Ørberg har jeg arbejdet med i mange år, og da han hørte, at værket skulle opleves fra noget, der kunne minde om et sarkofag, blev han helt tavs og fortalte, at hans forsanger i et band, der havde eksisteret i mange år, lige var gået bort. De vidste, at han skulle dø, og de sidste optagelser de lavede med ham, var blandt andet denne sang. Der er også en cyklisk bevægelse til stede i mit eget arbejde. Da jeg dansede meget og arbejdede med koreografi, stødte jeg på den kinesiske filosof Zhuangzi, fra det 3. århundrede f.kr. Han drømmer en nat, at han er en sommerfugl. I drømmen flyver han lykkelig fra blomst til blomst med en sommerfugls bevidsthed. Da han vågner, ved han ikke, om han er Zhuangzi, der drømmer, at han er en sommerfugl, eller en sommerfugl, der drømmer, at han er Zhuangzi (3).

A: Det holistiske billede af liv, død, drøm og virkelighed, som “østlig” filosofi italesætter, leder mine tanker tilbage til titlen En Suite – et fagudtryk, som på fransk betyder “i følge – efter hinanden”. Hvorfor har du valgt den titel?

S: Helt konkret er jeg vokset op i en Frederiksberg-lejlighed med en suite stuer. I den virtuelle verden kan vi forskyde og genforhandle denne oplevelse af rum. Derfor peger titlen både ind i virkeligheden og sætter, ved mødet med det virtuelle værk, spørgsmålstegn ved om denne virkelighedsopfattelse virkelig er hele billedet. Jeg synes, at det er interessant at sætte en sproglig form, der refererer til en fysisk virkelighed, op imod den virtuelle.

Kalender: Sophie Hjerl "En Suite"

Noter:

1) Storm P. Dagens Flue, BT. 18. november, 1946:
- Det er meget foruroligende, jeg er begyndt at gaa og snakke med mig selv.
- Jamen du kan jo lade være med at svare.

2) Telegraph Reporters. “Stanley Kubrick Explains the Ending of 2001: A Space Odyssey in Newly Discovered Interview.” The Telegraph, 9 July 2018.

3) Kuang Ming-Wu. The Butterfly as Companion: Meditations on the First Three Chapters of the Chuang-Tzu. State University of New York Press. 1990.