SMERTEN ER EN SOLFORMØRKELSE

Det er ikke let at leve i frygt. Verden bliver lille og farlig. Dit hoved fyldt med forestillinger, du lever for at undgå, imens livet glider fra dig. Dine fingre smuldrer som knuste glasskår i illusionen om kontrol. Du risikerer at ende med at tabe kontrollen med dig selv i dit forsøg på at kontrollere verden. Dine øjne bliver blinde for livets skønhed i deres fokus på potentielle farer, der kan gemme sig bag hver en mulighed. Du glider ud af verden. Lander i din egen. Med dine egne regler og rutiner, som skal holde katastroferne på afstand. Livets lyde bliver lavere og lavere, idet det glider længere væk fra dig alt sammen. Mulighederne. Lyset. Drømmene. Frygten bliver et fængsel, som du selv har låst dig inde i. Det river i dig efter at komme ud, men du kan ikke komme ud. Der er farligt derude. Alt for farligt derude. Herinde er du sikker, imens livet forsvinder.

Jeg er låst inde i dette fængsel. Du ser ikke tremmerne. Medmindre du bliver lukket ind, og det er der ingen, der bliver. Jeg er fængselsvagten, og jeg lukker ingen ind. Jeg fortæller venner og familie, at jeg befinder mig herinde, men kun de færreste har den fjerneste idé om, hvad det indebærer. Hvor mange timer der går med at holde skrækscenarier fra at blive virkelighed. Hvor mange timer der går, før jeg får lov at sove. Alt skal være på plads først. Alle risici skal være under kontrol: Lugtene som kan komme ude fra gaden, ind igennem vinduet og forgifte mig. De mange fysiske symptomer der skal undersøges og vurderes for at sikre, at der ikke er tale om den uanede række af sygdomme, som kunne ramme mig. Den voldsomme vægt af meningsløshed som frygten placerer på mine skuldre, der skal løftes så højt op, at jeg er i stand til at bevæge mig hen til min seng. De mange mulige mareridt som skal afvæbnes i mørket. Blive slået tilbage i sindets dyb af mit livs stærkeste, mest betydningsfulde minder, der skal kaste deres blændende lys på mareridtene, så søvnen kan få ro til at svæve over mig, før de glider tilbage ind i min bevidsthed og forpurrer nattens vidunderlige hvile.

Jeg så en ræv i går, da jeg stod ude på min altan. I starten troede jeg, at det var en kat. En ligegyldig kat. Ligegyldig fordi at der intet specielt er ved at se en kat gå over en øde gade om natten. Jeg blev nærmest opløftet, da det gik op for mig, at det var en ræv. Opløftet over at livet kunne overraske. Opløftet over at blive mindet om eksistensen af et væsen, jeg ikke tænker på som en del af den virkelighed, jeg befinder mig i. Opløftet over eksistensen af det uventede. Det som pludselig sniger sig ud af mørket og minder én om noget, man havde glemt fandtes. Måske det er det, jeg venter på? Noget som alle, der befinder sig i kamp mod livet, venter på? Det der sniger sig ud af mørket, som minder én om en virkelighed, man havde glemt fandtes. For i mødet med en ny virkelighed fødes nye følelser, som kan føre én på vej ud af den virkelighed, der er blevet formørket og ind i en ny.

Det jeg i virkeligheden tror sker for mange, når livet er fyldt med dårligdom, det er, at man bliver isoleret med sin lidelse. Sorgen, angsten, meningsløsheden eller hvad der måtte fylde dig af dårligdom, bliver så altomsluttende, at den skygger for det liv og lys, som eksisterer omkring. Heriblandt de mennesker der står klar til at hjælpe dig i gennem og ud af smerten. De mennesker som elsker dig. De drømme som venter dig. Det liv som findes ude i det fjerne, der kan tænde lysten og lyset.

Smerten fungerer som en solformørkelse, og jo større den bliver, desto mere lys skygger den for. Indtil du til sidst glemmer, hvordan det var, dengang dette lys var en del af dit liv, og med tabet af erindringen om en bedre tid, bliver du sårbar for at miste troen på, at denne bedre tid kommer. Med andre ord skaber det grobund for, at du mister tilliden til livet, og hvis denne tillid ikke er der, så er den smerte du mærker ikke længere en del af noget større. En del af et liv, der går op og ned. En del af et liv hvor smerten er en del af vejen mod noget bedre. En del af et liv med nuancer, en blå og grå himmel, hvor liv fødes, dør og formes igen. For smerten bliver hele livet i din forståelse af det og dermed også, hvordan du tænker, at dit liv vil være fremover – og hvis der ikke venter dig andet end smerte, hvilket formål er der så med at gå igennem smerten i dag, hvis den blot venter på dig som et sultent rovdyr, når du slår øjnene op i morgen?

I aftes satte jeg mig ud på min cykel, og cyklede ud til en festival lidt udenfor byen, hvor Nick Cave optrådte. Jeg havde ikke billet til festivalen, så jeg satsede på at finde et hul i hegnet. Heldigt for mig stod der en gruppe godt beduggede mænd, der holdt hegnet oppe, så alle vi billetløse kunne kravle ind. Jeg smed mig ned på maven, så gruset formede små huller i maveskindet under blusen. Jeg løb fra vagten, som satte efter os. Sprintede ind på den store plads. Fandt scenen hvor Nick Cave netop var trådt ud i aftenens grå verden, hvor regnen hang klar til at vælte ud af skyerne.

På pladsen fandt jeg min gamle ven, der var hjemme fra Berlin. Angsten der altid rammer mig, når massevis af mennesker stimler sammen omkring mig, slog ned som et punktligt lyn og hev mig ud af denne verden, før jeg kunne nå at blive en del af den. Jeg fik en følelse af, at jeg lige så godt kunne have været blevet hjemme og hørt musikken på anlægget, for jeg var der ikke i bevidstheden alligevel. Men min ven insisterede på, at vi blev, og jeg gav mig selv og håbet en chance for, at angsten langsomt ville fortage sig denne tidlige sommeraften, i takt med at vi nærmede os nattens bløde mørke. Så vi drak videre og røg den næste smøg, imens Nick Cave slyngede dybfølte ord ud af sig, kun tre uger efter at han havde mistet sin søn. En tragedie der lagde sig som et sørgmodigt skær over alle ordene i de emotionelle, dystre sange, selvom de var skrevet længe før – flere af dem med udgangspunkt i hans anden søn, som ligeledes gik bort for år tilbage.

For kun to dage siden blev denne dissociative verden så voldsom, at jeg kun med det yderste hang fast til håbet om, at jeg nogensinde igen kunne blive en fast, glædesfyldt del af den verden, jeg så ofte føler mig afskåret fra. Ikke grundet det ydre, men det indre. Denne nat for to dage siden kom jeg hjem til min lille lejlighed. Hjertet slog som kæmpede det for at holde mig i live, og måske følte det, at det var præcis det, det gjorde. Jeg var svimmel, som gik jeg på et skibsdæk, og mine muskler var spændte, som holdt de hele verden oppe. Jeg gik ud på min altan og tændte en cigaret. Så udover min verden, imens fremmede lugte svævede over mig. Fremmede lugte som jeg som altid frygtede ville svæve ned i mig og forgifte mig. I resignationens time stillede jeg mig op på en lille stol, jeg har stående derude. Min lille stol som vipper så let, og lænede mig ud over altanen. Uanset hvor smerteligt livet har været, har jeg aldrig søgt at kaste mig ned i selvmordets evige mørke. Det gjorde jeg hellere ikke denne aften. Jeg ønskede hellere ikke at gøre det, men jeg stillede mig ikke desto mindre ud på kanten af en stol hvis ben, jeg vidste var skrøbelige og lænede mig ud over min egen dødelighed.

Lidt efter hoppede jeg ned fra stolen og lagde mig tonstung ned over altanens kolde underlag. Skræmt over hvor skødesløs jeg i smertens stund havde været med min egen eksistens. Skræmt over at jeg havde udsat mig for noget, hvor blot et kraftigt vindstød kunne have væltet mig ud af livet for altid. Jeg lå længe, rystende. Tårerne faldt ikke, men pressede tydeligt på bag pupillerne. Tiden tikkede, men natten stod stille.

Så da jeg stod og hørte Nick Cave synge med den enorme sorg som en sort skygge bag sig, følte jeg, at jeg fortsat stod ude på stolen, på kanten af livet med et håb som efter så mange døgn de seneste år bag de usynlige tremmer, muligvis var begyndt at slå sprækker. Fjern grundet angsten der havde flyttet mig ud af verden. På grænsen til at miste troen på, at jeg ville vende tilbage, før natten var ovre, og derfor i mit hoved allerede på vej hjem. Men i takt med at mørket begyndte at falde på, min hjemvendte vens tilstedeværelse varmede verden op og den mørke magi fra Nick Caves smukke, sorgfulde stemme lagde sig over verden, begyndte jeg at svæve tilbage. Tilbage til livet. Det at opleve ham stå på denne scene, trods al den smerte der må have fyldt ham, bragte mig tilbage til livet. For selvom jeg godt vidste, at smerten brændte i ham, så betød det også, at han fortsat ville livet. Ville det han altid har fundet mening med, selvom der sikkert ikke lever meget mening i det liv, der findes bag scenen i disse dage. Særligt et stykke fra sangen The Ship Song ramte mig som et godstog, hvor han synger: ”We make a little history baby. Every time you come around.”

Jeg ved naturligvis ikke, hvad eller hvem der fyldte i hans hoved, da han skrev denne linje. Men denne linje satte sig fast. Den fik mig til at tænke på, at for hvert sekund vi er her, så skriver vi et lille stykke historie. Et lille stykke historie der aldrig er blevet skrevet før af nogen anden.

Man siger, at livet er en gave. Dette lyder som om, at hvert sekund man pakker op er smukt og godt, og at det er det, man ønskede sig. Det er det ikke, men jeg tror på, at livet er en gave i den forstand, at man ved sin blotte tilstedeværelse får lov at nedskrive en sætning ind i livets tavle. Uanset om man lider eller smiler. Græder eller griner. Om man befinder sig i mørke eller lys, så nedfældes historien om dig i hvert sekund, du er her. Det værste smerten gør er at bilde dig ind, at der ikke findes andet end den. Hvis folk der står på broen, med pillerne i hånden eller med pistolen i munden troede på, at der ventede noget, der atter ville gøre livet værd at leve, så tror jeg kun at få ville give efter for den aktuelle smerte, der fyldte dem.

Camus sagde: ”There is but one truly serious philosophical problem and that is suicide.” Vi er det eneste levende væsen, der selv vælger at slutte med at trække vejret. Det er tragedien, der eksisterer bag privilegiet, som er at være et tænkende væsen. Hvor grænsen går, og om man vælger at slutte det hele på egen hånd er individuel. Der er mennesker, der har overlevet linedansen på smertens bristepunkt i koncentrationslejre, imens andre har valgt døden i situationer, som fra et ydre øje blegner ved siden af i smerte og håbløshed.

For at redde dem, der står på livets kant, vil vi gerne minde dem om morgendagen, der kan bringe den skinnede sol, de har mistet troen på findes. Vi vil gerne tænde et håb i dem om, at livet kan se anderledes ud og mærkes anderledes, end hvordan det føles lige nu. Men når man befinder sig i det mørkeste mørke, så tror jeg ikke altid, at det er muligt at tro på en lys morgendag. Jeg ved personligt, at jeg mange nætter bag “tremmerne” ikke ville have troet på nogen, der fortalte, at morgendagen ville bringe den glæde, jeg havde mistet grebet om. Derfor tror jeg ikke på, at det man skal minde livets sorteste sjæle om er det lys, der potentielt kan dukke op i morgen, men at meningen findes i det mørke, de befinder sig i lige nu – at selv i mørket er man i live. Selv i den mest smertelige stund skaber man liv blot ved at være i live, og det at være i live bærer en mening i sig selv. For man er ikke kun sin egen oplevelse af livet, men et vidnesbyrd om hvad det vil sige at være menneske. Hvad det vil sige at være til, og dette vil altid være værd at udforske, for det er så vidt vi ved med sikkerhed den eneste mulighed, vi får for at opleve at være en levende del af dette univers. Så, uanset om livet er fyldt med smerte eller glæde, mening eller meningsløshed, vil det altid være værd at udleve, for det er din og ingen andres mulighed for at opleve at være til, før du muligvis aldrig oplever det igen.