HVAD ER TID, OG HVAD GØR DEN VED OS?

Tiden er den første og sidste, jeg tænker på. Om morgenen når jeg lige lader min alarm snooze 5 min ekstra, og om aftenen når jeg endnu engang tager mig selv i at gå for sent i seng. Tid fylder rigtig meget i min hverdag, og jeg bruger ekstremt meget tid på at tænke over, hvordan jeg udnytter den bedst.

Men hvad er tid egentlig, og hvorfor oplever jeg, at den ofte fylder på en ubehagelig og pressende måde?

Jeg har fundet ud af, at tid kan gå forskelligt. Den lader sig afhænge og bestemme af, hvem der går med den, og hvor hurtigt vedkommende har valgt at bevæge sig. Begrebet “tid” har sat mine tanker i gang, og i forbindelse med tidsbegrebet har jeg studset meget over det “at vente”. En ventetid kan være en form for pause, og en pause er selvsagt også en form for tid. Eller en ventetid. Jeg venter meget. Generelt bruger jeg meget af min tid på at vente, eller på at tænke på selve processen i at vente på noget. Og af ren selvfølge har det fået mig til at tage denne ventetid op til revurdering, med henblik på om jeg får udnyttet det optimale af den tid, som jeg jo egentlig har i overskud, når jeg bare venter.

Forleden hørte jeg et podcast på P1 om spild tid, om pauser, om hvordan at tid er en vigtig ressource for os mennesker, og at den nødigt må spildes. Jeg er med garanti ikke den eneste, der kan nikke genkendende til det; Vi mennesker vil nødigt spilde vores tid.

Men hvornår har samfundet indoktrineret os til at tro, at alting skal nåes til et bestemt tidspunkt, og at pauser er overflødige? Er det fordi, at pauser får os til at standse op, og afbryde det vi har gang i? Att vi derfor skal undgå pauserne, så vi ikke afbryder livet, når det kører allerbedst på skinner? Vi er et samfund, som er bange for pauser og tomrummet i livet, hvis vi ikke har fastlagt os et mål.

Jo mere jeg tænker over pauser, jo mere står det klart for mig, hvad det vil sige at holde pauser eller at ‘pause’ noget. I hvert fald i mit eget tilfælde. For pauser kan være lig med kontroltab, og hvis der er noget, som mennesket ikke vil lide under, så er det tab af kontrol over livets gang. Men jeg er træt af, at det skal være på den her måde.

Det er blevet til en kultur. Det er blevet in at være på farten og have travlt. Og man skal helst vise sin travlhed. For et liv på farten er et liv der leves. I dag handler det ikke længere om, at vi ikke har tid til at holde pauser – ofte handler det om, at vi ikke tager disse pauser, som det de er; et stop i tiden. Vi har vænnet os til, at der hele tiden sker noget, og selv når jeg på en lang skoledag holder min frokostpause, indtages maden på en halv time, og jeg sidder ofte og scroller gennem enten facebook eller Instagram imens. Så i virkeligheden får jeg heller ikke engang dér, koblet af – og holdt en pause.

Men hvor bliver pauserne så af? Er det først, når jeg ligger på yogamåtten til Vinyasa en tirsdag aften og afsluttende lægger mig i barnets stilling, tager tre dybe indåndinger og tømmer hovedet fuldstændig, at jeg kan kalde det en reel pause? For her mærker jeg, at jeg har brug for denne tid. Brug for at sætte alting på standby og tage en pause.

Men har vi ikke også brug for de hersens frivillige pauser; kaffepauserne, tænkepauserne, kunstpauserne? Pauserne som gør, at vi standser op og midlertidigt slukker og lukker for al den udefrakommende larm. En tid til at reflektere og undersøge i, stille spørgsmål og måske bringes et andet sted hen, i en anden retning. Dem har vi da brug for? Eller hvad?

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har spildt tiden, givet mig selv sådan en ordentlig pause og gjort det med god samvittighed. Trods et langt større fokus på selvrealisering, på slow living og på mindfuldness i det 20. århundrede, så lader vi os stadig bindes op af tid. Vi lader os stadig i højere grad kontrolleres af noget, som slet ikke kan defineres. Den amerikanske fysikprofessor John Wheeler forsøgte at definere tid ved at sige, at tiden er naturens måde at undgå, at alting sker på én gang.

Wheeler har på mange måder ret. Vi bruger begrebet tid til at systematisere og planlægge vores dag, vores liv, vores fremtid, mål og drømme på. Jeg kan sidde bag min computerskærm, på en søndag aften i min seng, og skrive disse ord ned, mens det allerede i mit hoved er mandag, hvor jeg sidder i et tog på vej til skole med en masse ugennemarbejdede opgaver og et stort projekt i vente. Udfyldningen af tid gør, at vi glemmer at være til stede i tiden, men bare følger den. Måske er vi bange for at falde ud af den – opleve meningsløshed hvis vi mangler et mål at køre mod, og mærke tomhed hvis vi ikke udfylde den med noget.

Disse pauser kan få os til at stille spørgsmål, få tiden til at stå stille, og nogle gange få os til at komme til at anskue situationen på en helt anden måde. Så selvom de ufrivillige pauser kan gøre os ængstelige, så er de måske også de allervigtigste. For de får i hvert fald mig til at flytte mig, og de får mig til at stoppe op og mærke efter.

Dette er ord, og ord avler nogle gange handlinger, men kan også blot være tom snak. Dog ser jeg på dette som en udfordring og et opråb til mig selv. Jeg har brug for pauserne, og jeg skal huske mig selv på, at der skal være plads til at restituere, til at reflektere, til at stoppe op, og til blot at sidde og glo ud af togvinduet i halvanden time. Dertil er det også en opfordring til dig om at gøre det samme. Giv dig selv plads, nyd den ventetid som du har, husk at tage pauser og mærk dig selv og ikke mindst andre omkring dig, for det er ikke muligt at gøre, hvis man konstant er på farten.

Camilla Bundgaard Larsen (f. 1993) studerer Designteknologi med speciale i Visual Fashion Communication ved TEKO.  Camilla har bidraget til idoart.dk siden 2015.