SKAM KAN VÆRE ALT, OG ALT KAN VÆRE SKAM

Hvad er skam? Emnet, der kan starte utallige debatter, men som også kan gøre et rum helt stille? Oplevelsen, der kan smadre dig, og på samme tid få din krop til at gå i koma? Eller følelsen, som hjerne og hjerte forsøger at bekæmpe så hårdt de kan, men som kan ende med at gøre begge helt tavse?

Skam kan være det samme som skyld og ubehag. Ubehaget over, at man godt ved, man har gjort noget, som ikke var hensynsfuldt. Skylden man mærker, når det bliver nævnt, fordi der ingen chance er for at gøre det om igen – eller måske bare for at sige undskyld til den, man har såret. Er det meningen, at du bare skal gå videre, lade som om det ikke er sket, og lade som om at ubehaget ikke sidder i kroppen og prøver at slide sig igennem til din samvittighed, når du selv gør alt for at begrænse den følelse?

Det kan ødelægge din dag, men det kan måske også sætte dig fri – fri for at gå i lang tid, måske hele dit liv, og skamme dig over noget, du næsten har fortrængt, men som du alligevel stadig holder stædigt fast i mindet om, for hvad nu hvis du kunne komme i tanke om at gøre noget lignende igen.

”Alle du møder, kæmper deres egen kamp, som du ikke ved noget om, så altid gør dit – gør hvad du selv har brug for”. Jeg husker ikke, hvem der sagde dette til mig, men det gjorde et stort indtryk – nok egentlig først, da jeg selv oplevede det, for det var også den gang, jeg selv tydeligst husker følelsen af skam vælte op i min krop og den var ved at vinde over mig.

Vi skulle have karakterer senere på dagen, og om morgenen brød jeg fuldkommen sammen. Jeg havde det som om, at jeg ramlede rundt i mørket med det formål at finde en lyskontakt, der kun fandtes i min fantasi. Vreden, tvivlen og angsten strømmede gennem min krop, og de eneste der var der, var mine forældre. De prøvede at berolige mig, sige at det nok skulle gå, men vreden endte til dels med at gå ud over dem. Bildøren smækkede i, og mit blik var rettet stift mod vejen. Mine øjne var røde og ophævede efter gråden, og min stemme var skrøbelig som silkepapir. Klokken ringede snart, og jeg skyndte mig ind i klassen, holdt hovedet nede og prøvede at undgå de andres godmorgen. Kun én person hoppede ikke på min forhastede undskyldning om, at jeg slog hovedet i bildøren, og at det var derfor, jeg havde tårer i øjnene. Da jeg prøvede at benægte det, bukkede min stemme under, og gråden væltede igen ud. Hun beroligede mig, sagde at det nok skulle gå, og jeg var glad for hendes selskab, men jeg tænkte kun på, at jeg havde det hårdt og glemte at takke hende for at være der for mig. Og så gik det op for mig, hvor uretfærdig jeg have været overfor hende og – mest af alt – mine forældre. Jeg vidste jo ikke, om de på det tidspunkt selv gik igennem noget, og da jeg fik den tanke bragte den gråden med, men denne gang var der ikke nogen til at berolige mig – og selvom gråden gik væk igen, væltede skammen igen ind over mig i samme sekund.

”Det er faktisk en smule skamfuldt at have skam, og når skammen er stor, føles det som om, at skamoplevelsen afspejler sandheden om, hvem vi er, nemlig et defekt eksemplar af menneskeracen,” har psykoterapeut Anja Snejbjerg udtalt. Jeg mener selv, at Anja har ret.

Men er vi mennesker virkelig sådan? Er vi så selvoptagede og egoistiske, at vi i bund og grund ikke kan se ud over vores egen næsetip – at vi ikke kan sanse, om andre har det hårdt, før vi selv har været knækket?

Fungerer vi sådan, at indtil skammen selv har været helt over os og har nynnet os dens fortryllende vuggevise, så er det ikke rigtigt muligt for os at hjælpe andre med at komme af med deres? Her vil jeg angive svaret ja. For ja, det kan godt være, at det afslører sandheden om hver enkelt menneske, men på den anden side, er det måske også helt fint. Det er ikke alene en åbenbaring overfor ens nærmeste, men også for en selv. Hvis man har gået og tænkt, at det hele går fint, og man så en dag bryder sammen, så kender man i det mindste sit max og kan gøre noget ved det, før man kommer til det punkt igen. Man ved hvornår man ikke kan holde til mere, man bliver måske lidt mindre ”defekt”, og så kan man måske hjælpe andre. Måske er det svært at hjælpe nogen med noget, man ikke selv har oplevet og har erfaring med.

Skammer man sig over at have skam, kan man vel også skamme sig over at have den skam, kan man ikke? Hvis man ikke får sat en stopper for den, bliver den onde cyklus ved og ved, og det bliver svært at få den til at gå væk.

Det er ikke kun os selv, der påvirkes af den skam, vi selv har. Ens nærmeste venner bliver påvirket, ens familie bliver påvirket, og tro det eller ej – når man opfører sig anderledes, skal de nok opfange det. De vil prøve at hjælpe, men ens egen stædighed kan ende med at være grunden til, at man udfører de handlinger, man nu engang gør – den skide stædighed som sidder og hiver i én og som, lige meget hvor meget man prøver at undertrykke den, altid vil komme frem. På den måde hænger stædigheden og skammen sammen. Hvis man nu er stædig nok, tror man måske, at man kan undertrykke skammen, men sker det for længe, kan det ende med at man bryder sammen, i stedet for bare at have taget det i små etaper og få gennemarbejdet det.

Der er mange måske‘er og mange spørgsmålstegn, der indgår, når man taler om skam, men det er ikke så slemt endda. For når emnet er så åbent, hvordan skal der så findes kun ét svar på alle de mange spørgsmål? Og når alle har forskellige måder at klare – eller ikke klare – skam på, kan der aldrig blive kun én definition på skam, men her er min: Skam. Hvad er det? En oplevelsen, en følelse? For mig kan skam være det hele og meget til. Skam er noget, der er med til at forme et menneske, noget der kan være med til at fastslå og afgøre, hvem du er som person. Tager du skammen til dig, prøver at håndtere den og former den som du vil have den, eller gemmer du den væk, fejer den ind under gulvtæppet og fører den videre?