POETISK KRYDSILD MELLEM DEN BARSKE VESTKYST OG KLIMAFORANDRINGERNE

Kender vi ikke alle den kildende fornemmelse af sandet, der forsvinder mellem tæerne, når vi står i vandkanten og bølgerne slår ind over fødderne? I Joséphine Douets fotografier bliver denne følelse langsomt vendt til en foruroligende advarsel. Med afsæt i myten om Leviathan – havets væsen, som æder sig ind i landet, portrætterer Douet den golde, vestjyske kystlinje, hvor havet netop tager bid for bid af det dramatiske landskab.

På Kastrupgårdsamlingen kan du frem til 3. oktober, 2022 opleve fotoudstillingen: The Breath of Leviathan – Havets væsen, af den franske samtidskunstner Joséphine Douet. Som tidligere modefotograf er hun med denne udstilling gået i den totalt modsatte grøft med intentionen om at vise os naturens kræfter og effekten af klimaforandringerne, som de udspiller sig lige foran øjnene af os – også her i lille Danmark.

Bidende ironi og poetisk samfundskritik
Udstillingens gennemgående tone slås an af introduktionsværket; et fotografi, der forestiller et stykke af skrænten, som ligger lige ud til kysten. Ved første øjekast ligner fotografiet en del af materialeindsamlingen til et sæt geologiske eller arkæologiske undersøgelser – og kigger man nærmere, stikker der ganske rigtigt også et hvidligt, benlignende materiale ud af den rødbrune jord. ”Somebodys grandma” er den tragikomiske titel, som afslører, at det højst sandsynligt er et menneskes lårbensknogle, der blottes i skrænten. Angiveligt ligger skrænten lige ved en kirkegård, hvor graverne som det første, når de møder ind på arbejde om morgenen, går en tur for at fjerne knogler, der skulle være faldet ned på stranden, mens bølgerne har slået ind mod kysten i løbet af natten.

Somebodys Gradma. The BreathOf Leviathan. Photo © Josephine Douet.

The Optimist. The Breath Of Leviathan. Photo © Josephine Douet.

I første udstillingsrum konfronteres jeg med endnu én af Douets ironisk-forundrede værktitler: ”The Optimist”. Et smukt komponeret fotografi – og ifølge Kastrupgårdsamlingens omviser forestiller det efter sigende ét af Vendsyssels dyreste sommerhuse, dramatisk placeret alleryderst på skrænten – klar til at dratte lige ned i Vesterhavet ved næste bølgesprøjt.

Douet understreger hermed den ironi, der ligger og ulmer i samspillet mellem den værdi, et sommerhus med så dramatisk – og ubelejlig – en beliggenhed tillægges, samtidig med at huset til hver en tid har en stakket frist for, hvor længe man kan sidde på terrassen og nyde sin morgenkaffe og millionudsigt til lyden af bølgerne, der dag for dag mere truende slår ind mod kysten. I andre lande ville man måske sætte afspærring og sikkerhedsadvarsler op ved kyster som disse, men i Danmark sælger vi sommerhuse på denne beliggenhed til skyhøje priser, mens børnene leger gemme på skrænterne.

Titlen ”The Optimist” kan selvfølgelig klinge positivt, men jeg læser den med en god portion ironi – og måske en snert af skepsis. Jeg genkender situationen som symbolsk for en ignorance overfor klimaændringerne, som er så tæt på os, at de er klar til – i bogstaveligste forstand – at rive fundamentet væk under os. Med humor og et skarpt komponerede fotografier, viser Douet os en brøkdel af, hvad hun ser gennem linsen – og giver os adgang til et udsnit af hendes perspektiv. Som beskuer får jeg følelsen af en indforståethed med kunstneren, som er let og vittig til trods for udstillingens ellers lidt dystre og tragiske budskab.

Leviathan. The BreathOf Leviathan. Photo © Josephine Douet.

Leviathan: Guds skræmmekampagne
Selvom jeg har gået til konfirmationsforberedelse – og har hørt efter! – kendte jeg ikke historien om Leviathan, så jeg måtte Google mig frem… Og her får du resultatet af min research; Leviathan var på én og samme tid Guds skræmmekampagne og en fysisk magtdemonstration, som skulle vise Guds almægtighed. Ingen kunne besejre Leviathan, bortset fra Gud, selvfølgelig… Derfor siges det, at det bibelske sagn om herskeren over alle havets væsener, i sin tid blev brugt til at gøre det lettere for andre kulturer at konvertere til kristendommen.

Når Douet henviser til denne myte, rejser det derfor flere spørgsmål, som det er op til beskueren selv at besvare eller læse ind i udstillingen; Udstiller Douet danskernes dumdristige måde at forholde sig til naturen – og et helt segments evne til gå med skyklapper i forhold til klimakrisen? Eller illustrerer hendes værker en erkendelse af, at naturen ikke kan tæmmes? Eller er det simpelthen et billede på, hvordan den vilde natur for altid vil virke dragende på mennesket? Eller ser du noget helt andet…?

Alignment. The Breath Of Leviathan. Photo © Josephine Douet.

Portrætter af blodrød tang
Douets baggrund som modefotograf fornægter sig ikke. Hendes styrke ligger i portrætterne – men i særdeleshed portrættet af landskabet; når hun portrætterer en håndfuld fisk eller dannebrog hvilende hen over koste, skovle og andre arbejdsredskaber. Ét af udstillingens mest markante værker er fotografiet med titlen ”Alignment”, som viser et særligt biologisk og mystisk fænomen, nemlig den blodrøde tang, som er skyllet op og ligger i tykke, bløde dynger på strandbredden. Jeg fornemmer næsten den tunge dunst, mens jeg prøver at afkode, om farveskalaen er redigeret hen over motivet for at fremelske en bestemt stemning, eller om det virkelig kan være algernes naturlige farve… Ved siden af hænger værket ”Kill, Kill” som forestiller en flok hidsige måger, der kæmper om fiskeresterne på strandbredden. Titlen gengiver på samme tid lyden af mågernes skingre skrig og den iltre stemning, som de pisker op i jagten på mad. Ved siden af slatne, halvrådne fisk og den dramatiske setting af rød tang, får denne del af udstillingen et makabert udtryk og står i stærk kontrast til udstillingens første, rolige del.

Sea Flowers. The Breath Of Leviathan. Photo © Josephine Douet.

Dead Tools. The Breath Of Leviathan. Photo © Josephine Douet.

Kill, Kill. The Breath Of Leviathan. Photo © Josephine Douet.

Udstillingen er kunstnerkurateret og Douet har dermed selv været med indover udstillingsdesignet og valgt en dyb koboltblå farve, der matcher havets kølige og beroligende effekt i den første del af udstillingen, mens den skifter til højrød i den anden del. Den røde farve fremhæver i særdeleshed Douets motiver af dannebrog og den blodrøde tang, hvilket prikker til min nysgerrighed. Værkerne får en på samme tid nationalistisk og foruroligende undertone – men hvilken relation har den franske fotokunstner til den danske vestkyst og hele det lokalsamfund, hun portrætterer?

Svaret findes i udstillingens sidste del, hvor Douet viser os en tættere relation til karaktererne fra lokalsamfundet. Hun demonstrerer samtidig en mere eksperimenterende, kollageteknisk tilgang til sine værker ved at ”drukne” sine portrætter i vandkanten for at lade havets tilfældigheder dekorere værkerne med eksempelvis sand, bølgeskvulp og skumsprøjt – for herefter at fotografere dem igen. Resultatet bliver et poetisk dobbeltfotografi. Portrætterne forestiller borgere fra Vendsyssel – primært ældre mennesker. Mennesker, der ligesom vestkysten har levet et langt liv og har fået furer og revner i deres ansigter, ligesom landskabet.

Det er slående, at unge mennesker på det nærmeste er ikkeeksisterende. Et samfund med så få unge mennesker, tyder på et samfund i forfald. Et lokalsamfund, der på flere måder lider og er ved at gå til. Det er den traditionelle fortælling om udkantsdanmark.

The Breath Of Leviathan. Photo © Josephine Douet.

The Breath Of Leviathan. Photo © Josephine Douet.

The Breath Of Leviathan. Photo © Josephine Douet.

Klimadokumentation
Douet bruger ikke nødvendigvis sine billeder til at pege fingre ad nogen, i forhold til om vi har handlet rigtigt eller forkert, gjort for lidt for at bremse klimaforandringerne eller opfordrer os til handling.

Både geografisk og samfundsmæssigt er Vendsyssel og vestkysten mærket af det stadig mere barske klima. Flere steder forsvinder kystlinjen gradvist mere og mere. Landskabet er forandret, og det samme er folkene. Fiskerne, der engang var stærke folk, er blevet ældre, mere skrøbelige og deres erhverv er uddøende. Douet dokumenterer et samfund og en del af landet, som tydeligt mærker klimaforandringerne. Når vi har bevidnet hendes dokumentation, er det derefter op til os selv at tolke. Og vurdere om vi vil handle, og hvordan vi vil handle.