STAR WARS OG MODERKAGER – EN SAMTALE MED SIGNE VAD

Det er fredag, og jeg sidder på et gammelt bilsæde, omringet af værktøj, maskiner og kunst på Staldgade 74 i Kødbyen. Over for mig sidder kunstneren Signe Vad. Vi skal tale om Signes nyeste udstilling, der inkluderer latex, moderkagetæpper og meget mere.

Vil du kort præsentere dig selv og sætte et par ord på din praksis?

Signe: Ja, det er også meget godt lige så stille og roligt at komme ind i tankegangen. Jeg kommer fra fotografiet oprindeligt, men arbejder som billedkunstner. Efterhånden arbejder jeg med mange forskellige medier, ligesom her på udstillingen, og så arbejder jeg også som kurator. Jeg har været meget involveret i at skabe kunstnerstyrede udstillingssteder og skabe de platforme, jeg synes har manglet på kunstscenen i København.

Er der nogen specifik kunstner eller bevægelse, du er inspireret af?

Signe: Næ, faktisk sad jeg forleden og talte med en ude fra Fabrikken for Kunst og Design, hvor jeg har atelier. Vi talte om, hvordan det er at være kunstner derude – vi er ca. 80 kunstnere og 50 atelierer. Hun spurgte, om jeg følte et fællesskab eller en særlig beslægtethed med de andre kunstnere, og ja, jeg føler et fællesskab, men det er et kollegialt fællesskab – ikke et kunstnerisk fællesskab. Jeg tror altid, at jeg bare har følt, at jeg er i mit eget intime eksperiment. Det er et begreb, jeg har opfundet. Det handler om den måde, jeg arbejder på. Jeg kan godt blive inspireret af andre, men jeg oplever, at det forstyrrer mig at gå for meget ind i deres arbejde, fordi jeg mister min egen sti. Jeg kan selvfølgelig prøve alt muligt af uden at tænke over, at det er noget, jeg har fået ind på nethinden fra andre, men jeg kan faktisk rigtigt godt lide at prøve at lægge stenene til stien selv. På den anden side er jeg inspireret af alt muligt som digte, musik, filosofi og tanker.

Tv. “Naturkonstruktion 2”, 2019. M. “A Perfectly Rational Adjustment to an Insane World”, 2019. Th. “Good Morning Sunshine, the Earth Says Hello”, 2019.

Jeg er heller ikke direkte inspireret af nogen kunstnerisk bevægelse. Jeg synes faktisk ikke, det er interessant for mig. Ofte laver jeg noget, som andre også arbejder med, fordi vi adresserer nogle bestemte tendenser i tiden. I det jeg er i gang med et projekt, kan jeg kigge op og opleve, at der er andre som er i gang med noget af det samme, f.eks. arbejde med øko-feminisme, krop, natur og forbundethed, men da jeg selv begyndte at beskæftige mig med det, kendte jeg ikke til andre. Jeg følte mig så weird, da jeg f.eks. begyndte at fotografere kød… I virkeligheden er det vigtigste for mig at åbne verden på ny og på min egen måde. At lave det der mangler. Hvis det ikke mangler, og hvis der er lavet enormt mange andre tilsvarende ting, så er det ikke interessant for mig, for så kan man jo lige så godt se på de andres ting. Altså, verden er fuldstændig uforudsigelig, uoverskuelig og sær. Og den er meget mere sær, hvis man kan falde ned gennem revnerne og være heldig at finde en lille sti et sted, der ikke allerede er udtrådt.

“Verden er fuldstændig uforudsigelig, uoverskuelig og sær. Og den er meget mere sær, hvis man kan falde ned gennem revnerne og være heldig at finde en lille sti et sted, der ikke allerede er udtrådt.”

Så din kunst repræsenterer i virkeligheden det, du mener mangler?

Signe: Jeg er meget optaget af verden og hvordan vi er i den, og det er det, der driver mig. Da jeg tog min Master, jokede jeg med, at jeg var blevet præst. Jeg tog den i Sverige, og der var det hele meget marxistisk-inspireret og post-strukturalistisk, og så syntes jeg det var sjovt at sige, at jeg nu var præst. Det sidste man skulle gøre dengang var at påstå ting, men jeg kunne ikke lade være. Jeg kunne ikke lade være med at forholde mig til den verden jeg ser, og komme med de her mange udsagn. Det er det, jeg stadig gør.

Titlen på din nyeste udstilling er “Death to the Death Star - I Don’t Want to Move to Mars”. Der er en tydelig reference til Star Wars, som jo foregår i et højteknologisk univers, men selve udstillingen er meget organisk. Ligger der et lille oprør i den kontrast?

Signe: Den hedder jo “Død over Dødsstjernen”, så titlen i sig selv er selvfølgelig et oprør. Det er et modstandsopråb, og i udstillingsteksten kalder jeg det en “modstandskamp”. Men modstandskampen er lidt bizar, for man tænker ikke lige som det første, at det er moderkager, visne blade, små æg og andre skrøbelige ting, der skal kæmpe den kamp.

“Modstandskampen er lidt bizar, for man tænker ikke lige som det første, at det er moderkager, visne blade, små æg og andre skrøbelige ting, der skal kæmpe den kamp.”

Det med død over Dødsstjernen og referencen til Star Wars er også lidt for sjov og for at have humor med i udstillingen. Min humor er måske lidt pudsig, for jeg synes, det er skidesjovt at lave en modstandsbevægelse, der råber “Død over Dødsstjernen”. Så ser man Darth Vaders teknologiplanet for sig, og jeg kommenterer, at jeg ikke vil flytte til Mars. Det lyder som om, det er en fiktion, men det er det jo ikke – det er en realitet. Folk forsker faktisk i det. For mig ligger humoren i at kunne tage det emne og bare være helt gakket, så sci-fi titlen adresserer i virkeligheden vores samtid.

Hvad med selve processen bag temaet?

Signe: Jamen, jeg arbejder fuldstændig modsat af det at skulle regne ud, hvordan man kan flytte til Mars, eller hvordan man kan planlægge at lave en beboelig planet. Jeg har i lang tid gået og arbejdet med de her ting i øst og vest og ikke vidst, hvorfor fanden jeg gjorde det, og hvad jeg skal med det.

Jeg går rundt og tænker over, hvordan det nogensinde skal blive vist, og hvad det har af relevans. Hvorfor går jeg og pussenusser med små blade, der får lidt latex på? Hvorfor går jeg og samler de der små visne blomster? Jeg er helt optaget af det, og så pludselig kommer der et nedslag i mit arbejde. Samtidig så har jeg jo lavet fotografierne, som har en helt andet form for udtryk. Dem hvor jeg selv er på er lidt voldsomme og viser en lidt voldsom ageren. Og så er der moderkagerne, som jo i virkeligheden er enormt voldsomme, men samtidig også utroligt organiske og minder om de visne blade. Jeg har måske ikke anet, hvad der foregik, men i det at jeg skal til at skrive en ansøgning til at lave en udstilling, så samler det sig. Så kommer titlen, så kommer teksten, og så forstår jeg endelig, hvad jeg har haft gang i.

Indsamlinger, Papbokse med naturmaterialer, 2019.

Alt det jeg har skrevet i udstillingsteksten om modstandsbevægelsen er faktisk noget, jeg går og tænker meget over. Jeg forholder mig til alt det, der foregår i den her tossede verden, og hvordan vi lever i den. Det er lidt ligesom med en digtsamling, hvor der er en overordnet ramme, og så er der en helt masse forskellige digte. Nogle gange er der en tydelig fortsættelse, nogle gange er det lidt mere noget, der adresserer tematikker inden for rammen. Sådan har jeg det ofte med udstillinger. Det der med at man laver en ramme og så bliver alle værkerne metaforer inden for den ramme.

Nu nævner du selv moderkagen. Jeg tænker på, om der er en grund til, at du har valgt lige netop moderkagen frem for andre organer?

Signe: Ja, det er der. Jeg har jo beskæftiget mig med kød længe. Jeg startede med det for måske 5 år siden. Jeg var helt vildt grebet af at fotografere det her kød, helt close-up. Samtidig kunne jeg ikke forstå hvorfor, og det var meget frustrerende. Dommerpanelet oppe i mit hoved sad med hver deres hammer og bankede, og sagde “Stop den dame!”

Da jeg så skulle lave en udstilling fandt jeg ud af og forstod, at det jeg arbejdede med var en slags forbundethed med min egen krop. At forbinde mig med den her organisme af levende celler. Jeg har oplevet en fremmedgjorthed over for alle de her levende celler, både hos mig selv og andre. Noget som jeg ikke følte over for et blad eller en gren, eller en træstub. Men jeg følte det over for kød – især over for mit eget, men også over for alt det kød, jeg så i køledisken. For det er jo bare noget, man spiser – det er sådan lidt klamt, medmindre det bliver tilberedt.

“Faktisk har jeg fået formuleret over tid, at den natur, jeg er aller tættest på, det er den, jeg selv har. Det er min egen krop. Det havde jeg aldrig tænkt på før. Jeg er jo sådan en storbyrotte fra 80’erne, ikke?”

Mit eget kød er jo min krop på godt og ondt. Jeg kunne tænke, at jeg var lidt for tyk, eller at jeg var helt fin. Eller også er mit eget kød, min krop, sådan et forskningsobjekt. Faktisk har jeg fået formuleret over tid, at den natur, jeg er aller tættest på, det er den, jeg selv har. Det er min egen krop. Det havde jeg aldrig tænkt på før. Jeg er jo sådan en storbyrotte fra 80’erne, ikke? Jeg er ikke tæt på nogen natur, vel? Men det er jeg faktisk. Jeg er natur. Jeg er levende celler, og de minder om alle dem ude i naturen.

Så det handler om det med at forbinde sig med at være natur, selv for sådan en storbyrotte som mig. Oprindeligt var det kun dyreindvolde, jeg havde købt og fotograferet, og jeg ville gerne fotografere menneskekød, men der er mange etiske regler forbundet med det. I starten gjorde jeg dog ikke noget ved det, for jeg var så meget i vildrede om, hvad jeg overhovedet lavede, at jeg var nødt til at fokusere på bare at få taget billederne.

Selve materialet var ikke konceptuelt, det var billederne der var vigtige. Jeg kunne slet ikke fokusere på også at skulle skaffe adgang til døde kroppe – at få adgang til et mortuary og få lov at fotografere derinde. Jeg forestillede mig at stå dér med et dødt menneske uden at vide, hvad jeg ville, så jeg var meget i vildrede om, hvad jeg skulle gøre og hvordan.

Hele projektet kom til at hedde Homo Carnossa, human of flesh, det kødfulde menneske. Jeg kendte en jordmoder, som foreslog at jeg kunne fotografere en moderkage. Det er jo et organ, men idet barnet er født, er der ikke brug for det mere, så det er et overflødigt organ, men det er ikke et kadaver. Det var godt tænkt – og så måtte jeg i gang med at skaffe moderkager. For det første er de utroligt smukke, altså vævet og sådan noget. Materialet er meget smukkere end meget af det, jeg har stået med før, men der er også det med, at en moderkage er den, der giver liv og næring til skabelsen af liv, så der var også noget i det, der var virkelig stort. Noget der er særligt ved moderkager er også, at de har så mange lag.

Det voksede pludselig helt eksplosivt for mig. At det var moderkager og ikke bare “kød”, jeg arbejdede med. Det er sjovt for sådan en storbyrotte som mig, at jeg begynder at beskæftige mig med noget så ur-livsskabende.

Kan man sige, du arbejder i krydsfeltet mellem det rå og det æstetiske?

Signe: Ja, men nej, for lige så snart man putter begreber på, lyder det som om, at jeg leder efter noget, der må være sådan her, men ikke sådan der, og det er jo ikke rigtigt. Jeg leder efter det sted, hvor jeg føler mig hjemme. Men det kan være skide svært at finde ud af, hvor den plet er. Jeg er virkelig glad for, at jeg føler, at det er lykkes i den her udstilling.

Alt det her om moderkager og kød får mig til at tænke på, om du har skullet overskride nogle grænser i den forbindelse?

Signe: Næ, ikke i forbindelse med moderkager. Men i min video har jeg. Særligt i slutningen af videoen. Den laver jeg på den måde, fordi noget af det, som tematikken handler om, er vores forhold til vores krop – der er så mange, der har et meget destruktivt forhold til deres krop.

Jeg beslutter mig for, at videoen skal slutte på den måde, og at jeg bliver nødt til at prøve af, hvad det vil sige, selvom det er meget diskret og ikke noget voldsomt. Altså, jeg er jo ikke sådan en, der brænder mig selv af eller hvad andre radikale kunstnere kan finde på, slet, slet ikke. Men det er noget med, at det er så absurd at have sådan et forhold til sin krop. Jeg har selv haft et meget destruktivt forhold til min krop – jeg har haft meget store problemer med et selvhad, et kropshad og en fremmedgørelse. Så jeg besluttede mig for, at det faktisk var en vigtig grænse at overskride. Det var en del af det her projekt, at gøre det.

Så har jeg også nogle billeder – nogle af dem er med i udstillingen, som jeg har lavet sammen med en assistent. Første dag hun var der, smed jeg alt tøjet og sagde, at hun skulle tage billeder. Jeg er ellers et ekstremt privat menneske – alt det der kropshad har gjort mig meget privat, men jeg var ligeglad, fordi jeg skulle have taget det billede. Og det er jo lidt sjovt, det der grænseløse. Jeg tænkte selvfølgelig over det, og hvad jeg udsatte hende for, men jeg vurderede, at det kunne hun godt håndtere, og at hun ikke gik i chok over at se min gamle krop, ha ha. Alle de der ting i mit hoved om kropshad smed jeg væk. Hvis jeg skulle lave en performance, ville jeg gøre det, hvis det var vigtigt nok. På den måde er jeg grænseløs i mit arbejde, men uden at være radikal grænseløs.

I videoen, There are No More Dolls in the Closet, Only a Respirator, og i flere af dine billeder bruger du dig selv. Hvordan kan det være, du har valgt at bruge dig selv? Især nu hvor du siger, du er en privat person?

Signe: Ja, det er jeg. Men jeg har ikke nogle problemer, når jeg skal lave et værk. Jeg har jo lavet mange videoer og billeder, hvor jeg har brugt mig selv som statist, eller hvad man skal kalde det. Det er dog meget sjældent, at det er selvportrætter – det handler om, at jeg har en idé, og så er det nemmere at skabe udtrykket selv, end at skulle bede andre om at gøre det. For mange år siden fotograferede jeg rigtig meget, også andre mennesker og uden tøj.

Jeg havde altid en eller anden idé om et billede, jeg skulle lave, og der opdagede jeg så bare, at jeg blev nødt til at lade deres kropssprog sætte sig på den måde, som passede til deres krop. Hvis jeg prøvede at instruere dem, så blev det kunstigt, så jeg instruerede lidt og så måtte de gøre resten. Det er lidt det samme i de her værker. Jeg har ikke kunnet instruere andre. Jeg har brugt min praktikant en smule, og ellers har jeg gjort det selv. Jeg lavede en video engang, hvor jeg over 14 minutter hev alt håret af. Det er også det, der sker i arbejdet med de her værker. Det er inde i et intimt rum, og det skal det være for at den her enorme fortættethed kan komme ind i værket. Jeg har det sådan lidt, at hvis det ikke har den der fortættethed, og det ikke virker, så virker det ikke, heller ikke selvom selve idéen er sjov.

Navnet på videoen - kan du forklare det?

Signe: Haha, “There are no more dolls in the closet only a respirator” er faktisk et par sætninger fra et digt, jeg skrev engang, som jeg så har oversat. “Der er ikke flere dukker i skabet, kun en respirator”. Egentlig er det en rablende sætning, og videoen har fået det navn, fordi den handler om en fremtid, hvor vi har sluppet vores kroppe. Man kan ikke sige “Hvad er det for nogle dukker, der ikke længere er i skabet?” - det er en tilstand. “Der er ikke flere dukker i skabet kun en respirator”. Vi er ved at kvæles. Der er bare en maskine, der er ikke engang dukker. Det er noget med en ekstrem tilstand af fuldstændig fremmedgjorthed og at man bevæger sig væk fra en nærværende, organisk verden, der ligger i den her rablende titel.

Det er sindssygt spændende, det der med at holde noget i live, der så måske alligevel ikke er der mentalt. Og det er lidt den dystopi, du ser i en ikke alt for fjern fremtid?

Signe: Måske, ikke? Måske er det også fordi, min idé er, om det er et liv. Eller om det bare er en respirator. Men altså, der er masser af humor i videoen. Ingen af delene er dog jokes ud af ingenting. Det er noget med at vores verden er så grel lige nu. Man kan jo ikke stille sig op og sige det samme igen og igen – så må man sige det på en anden måde. Og det er det, jeg gør med udstillingen. Jeg prøver at skabe en form for fornemmelse af sanselighed, i stedet for bare at sige “Det her virker”, så prøver jeg at give dig det.

Der er også et værk, der deler navn med udstillingen “Death to the Death Star” - et flot latexværk med små græsrødder, der stråler som en sol. Tænker du, at det her værk og resten af udstillingen er en værdig modstander til Dødsstjernen eller det, Dødsstjernen symboliserer?

Signe: Ja. Det er et udtryk, og det er tit det, jeg ender med at få lavet. Når det virker, så er der en fortælling i udtrykket, som man fornemmer. Det kunne jo være netop en fortælling om en modstandsbevægelse, der har det her symbol på et flag eller et eller andet. Jeg tænker også hele tiden over, om tingene betyder noget. Her går man og producerer og producerer, men betyder det i virkeligheden noget? I virkeligheden havde jeg det sådan til ferniseringen, men der var så mange, der fik nogle ekstremt stærke oplevelser, og nogle af dem oven i købet sådan lidt terapeutiske oplevelser. Det har jeg oplevet før med f.eks. videoen, men bare også med helheden.

“Jeg tror, at i den her verden der bliver der trykket så meget på de af vores knapper, der skaber lort i os. Altså, lorteknapper der gør os til afstumpede, indskrænkede, kedelige mennesker, der behandler verden på en kedelig måde.”

Nogle blev så berørte af det, at jeg tænker “Ja, kunst kan flytte os”. Det kan rive os et helt andet sted hen. Mange af dem der blev berørte af det, tror jeg mest blev berørte, fordi de følte en genkendelse med mine tanker. For mig handler det ikke bare om at føle en genkendelse med mine tanker, men også om at værkerne er meget sanselige og på en eller anden måde fungerer de bedst indirekte. Man mærker dem indirekte. Det er ikke sådan “Her er et værk, her er et facit”. Man fornemmer dem, man mærker dem. Så det er sådan en indirekte oplevelse, og jeg tror, at i den her verden der bliver der trykket så meget på de af vores knapper, der skaber lort i os. Altså, lorteknapper der gør os til afstumpede, indskrænkede, kedelige mennesker, der behandler verden på en kedelig måde. Og som der var en, der sagde til mig engang: “Når man fylder sig med lort, så bliver man fuld af lort”, men det er altså virkelig svært ikke at fylde sig med lort i den her verden. Det er virkelig svært at undgå lort og ikke hele tiden tage lort ind. Jeg har selv nogle oplevelser fra kunstverdenen, hvor jeg oplever det som medicin for min sjæl, så det er jo det, jeg håber på, jeg også kan give til andre.

Jeg har jo lyst til at snakke om alle dine værker, men der er særligt ét værk, jeg bliver ved med at kigge på igen og igen. Det er en hvid glasmontre med æg i flotte, sirlige rækker og så en lille bunke kul ved siden af. Hvad tænkte du, hvordan kom du frem til det?

Signe: Ja, jeg ved faktisk ikke, hvad jeg tænkte. Jeg havde influenza, da jeg samlede det, så det var nok det, ha ha. Men der er to ting med de æg. Værket hedder “Navnløs konstruktion”, og så er de lagt i en pileform. Det æg der er i pilespidsen, har et stempel i røven og så vokser alle de andre æg ud fra det i en kegleform. Det som jeg tænker på, når jeg arbejder med det, er meget kryptisk, men for mig handler det om vores måde at skabe natur på i vores verden. Det er en form for masseproduktion. Der er 1, 2, så 3. Og ægget er jo smukt, men så har det lige det her stempel fra mennesket.

“De her ting kan gøre, at jeg føler en besynderlig forbundethed med verden, at det hele er lidt større, og at jeg måske har set verden på ny eller fra en anden vinkel. Det synes jeg er noget af det største, for verden vokser i stedet for at indskrænkes.”

Mennesket har produceret det her, ikke? Hele udstillingen handler om, at det gør en forskel, hvad vi gør. Og det der aske og kul indgår to steder i udstillingen. Det er ligesom bunker af vores efterladenskaber, men det er jo også smukt. Det er lidt sådan en følelse af, at hvis nogle usensitive mennesker fucker hele verden over, så må vi jo gøre smukt af det, der så er. Der er ikke nogen slutning her. Om mennesket laver en teknologiplanet, så må vi gå ud derfra og prøve at skabe en sanselighed, som for mig at se er forbundet med det organiske og levende.

Det med at æggene bliver så rene og fine, det er jo også enormt smukt, men det er også en joke, ikke? Ligesom i videoen. Vi kan skabe os herfra og til helvede, men det ender ikke større end det, vi kan tænke. Det organiske liv er intelligent i sig selv og meget større, end vi kan tænke os til. Vi har jo fundet ud af, at mange ting har en intelligens, som vi aldrig har forstået. Vi sidder bare her i vores egen lille omnipotente position og prøver at skabe verden, omskabe verden, så vi synes den virker lidt smartere.

Jeg har lige et lille afrundende spørgsmål: Når folk har set din udstilling, hvad håber du så på, at de går herfra med?
Signe: En tanke. Eller, flere tanker? Okay, jeg kan sige sådan her. Noget af min medicin er, når jeg hører eksperimenterende musik eller går en tur i naturen – de to ting kan det samme for mig. Kunstudstillinger kan også gøre det (det er måske bare ikke så tit) eller en enormt god digtsamling. De her ting kan gøre, at jeg føler en besynderlig forbundethed med verden, at det hele er lidt større, og at jeg måske har set verden på ny eller fra en anden vinkel. Det synes jeg er noget af det største, for verden vokser i stedet for at indskrænkes. Jeg synes det meste af det, jeg møder i dag, indskrænker mig, så det der med at blive rystet lidt rundt, er nok det mest positive, jeg kan opleve. Verden bliver så stor og uforudsigelig. Hvis jeg kunne drømme, så ville jeg ønske, at min udstilling kunne gøre bare lidt af det for andre.

Signe og jeg er færdige med vores samtale, og jeg kan bekræfte Signe i, at hun i den grad har skabt en tankevækkende udstilling.

Tak til Signe Vad for en fantastisk flot udstilling og for en samtale, der forhåbentlig kan sætte gang i dine tanker lige så. Læs mere om Signe Vad og hendes arbejde på Signevad.dk og Instagram @Signeisleaking.