Biologi, Grafisk Tryk, Installation, Ord, Skulptur, UdstillingerJOSEFINE REINHOLDT KJÆRGAARDMarch 01, 2022Anne Cecilia Westerberg, Bakkehuset, Frederiksberg, Kamma Rahbek, Torben Eskerod, Josefine Reinholdt KjærgaardComment

NATURENS MUNTRE DØTRE

Den blundende vinterhave er trukket ind gennem de sprossede vinduer på Bakkehuset, som er en del af Frederiksbergmuseerne. Her viser Cecilia Westerberg planternes praktiske og poetiske potentiale i udstillingen ”De overvintrende”, som er skabt i imaginær samtale med Bakkehusets tidligere ejer, den botanikinteresserede salonværtinde Kamma Rahbek.

Luften i de højloftede rum er kølig at indånde, men stuernes mættede farver, buttede guldaldermøbler og de tungt draperede gardiner varmer sjælen, når man træder ind på Bakkehuset. Ude i haven pibler det frem med erantis og vintergækker, og på førstesalen udfolder museet sine evner som udstiller af samtidskunst i lyse stuer, hvor rekontekstualiseringer af guldalderromantikken kan få nyt liv.

For billedkunstner Cecilia Westerberg var mødet med Bakkehuset et møde med Kamma Rahbek. Da Kamma Rahbek var frue i huset i begyndelsen af 1800-tallet, lå stedet på landet omgivet af flade marker og søer.

Mon ikke alle der flytter på landet frygter, om deres venner gider komme og besøge dem? Det behøvede Kamma Rahbek og hendes mand dog ikke, for ægteparret var notorisk berømte for deres åndrige saloner for den københavnske kulturelite, og stamgæsterne talte H. C. Andersen, N. F. S Grundtvig og Adam Oehlenschläger. Sidstnævnte fandt endda som følge af salonerne sin kone og blev dermed Kamma Rahbeks svoger.

Cecilia Westerberg, De overvintrende. Bakkehuset, 2022. Foto: Torben Eskerod.

Den sunkne have
I dag ligger Bakkehuset lavt i forhold til det øvrige terræn blandt de mondæne Frederiksbergejendomme, som klodser sig op og ned ad hinanden. Men i Kamma Rahbeks tid var spadsereturen fra København sådan, at man først spadserede så langt ud af Vesterbrogade, man kunne komme og dernæst videre på hjulsporede stier, indtil man nåede hjemmet, hvorfra man kunne se så langt som til Amager. Bakkehuset er et landligt hus med længer omkranset af stensætninger og vedbend. En sjælden, sunken have i den tætomsluttende storby. En have som Kamma Rahbek passede med både videnskabelig interesse og praktisk sans.

Alle blomsters kærlige veninde
Netop Kamma Rahbeks forhold til haven var, hvad der fangede Cecilia Westerberg i arbejdet med udstillingen ”De overvintrende” til museets førstesal. Kamma Rahbek var eminent til at fremavle blomster til sin prydhave, og hendes svoger Oehlenschläger kaldte hende ”alle Blomsters kierlige Veninde”. Hun havde tillige en køkkenhave, så stor og succesfuld at hun kunne sælge af grøntsagerne og skabe en ekstra indtægt.

Cecilia Westerberg dykkede ned i Kammas botaniske korrespondancer, som talte brevveksling med gartneren fra Sorø Akademi, der ville have fingrene i Kammas alpevioler, fordi hans egne gik ud. Også gartneren fra Botanisk have i København havde hun en tæt frø- og plantedeling med. Kamma Rahbek forstod at forbinde sig til naturen og for Cecilia Westerberg, som gør akkurat det samme i sin kunstneriske praksis, blev dette fællestræk startskuddet til at starte en samtale med sit udstillingssteds tidligere beboer.

Cecilia Westerberg, De overvintrende. Foto: Torben Eskerod.

Lilla blomst bryder asfalten
Undervejs i sit arbejde med udstillingen fandt Cecilia Westerberg en martsviol, som brød den sorte asfalt ude på vejen foran Bakkehuset. Hun mente straks, at den lille, lilla blomst måtte have Kammas martsvioler som stamblomst, for hun vidste, at Kamma, som blomsternes kærlige veninde, var meget dygtig til at fremelske martsvioler.

Dygtig og kærlig nok til at få dem rodfæstet så dybt i det Frederiksbergske land, at de to hundrede år efter trodser manglen på muld og bryder gennem asfalten. I sin egen have i Rådvad har Westerberg selv gravet rundt i haven for at få martsviolerne til at sprede sig, og blomsten blev et kontaktpunkt mellem hende og Kamma på tværs af tid og sted.

Den findelte, magiske have
Cecilia Westerberg arbejder i sine værker med jorden, og den alkymi og videnskab der spirer og forgår på dens overflade. Gennem de hvide stuer en suite på Bakkehusets førstesal opløser Westerberg forskellen mellem ude og inde og viser i stillestående, strittende detaljer, hvordan vinterhavens grå og visne plantestængler med overvintrende frøkapsler fortsætter med at give æstetisk liv og praktisk mening. Vaserne er skiftet ud med malede brædder, hvor de knastørre, smulreklare stængler er stukket ned i små udborede huller på rad og række. Resultatet er som pynt et overdådigt vintertaffel værdigt.

Cecilia Westerberg fortæller, at det at adskille og udstille genstande, vi alle tager for givet, gør det muligt at stille skarpt og se skønheden og magien i dem. På væggene hænger derfor tætsiddende, dybe rammer med fund fra både haven udenfor Bakkehuset samt Westerbergs have i Rådvad, nøje sorteret og indpakket i cellofanposer. Indtørrede mus, biller, rav og fjer ligger klar og som var det ingredienser, der skulle strøes i en simrende trylledrik.

Jordens gaver
Dørtærsklen mellem stuerne leder os fra den grå vinterdvale ind til et nyt rum, hvor Westerberg har trukket farverne ud af alt det visne. Her hænger tolv alkymiske kolber af glas med væske, som hun har udvundet af hjemmehørende planter som røllike, gråbynke og mælkebøtte.

Det ligger Cecilia Westerberg på sinde at fremvise ukrudtet, som haveejere i årevis har kæmpet for at fjerne, og som nu i en mægtig kulturel bølge får lov til at vende tilbage og genlære os om sin gavn.

På lapper af kraftigt papir viser hun, hvordan planternes farver har uendelige variationer og hvordan nogen af dem – i stor kontrast til de visne plantedele, som ligger lige ved siden af – med lidt hjælp fra køkkenkemi, kan blive metallisk foranderlige og taktile i mødet med papiret.

Vinterdvalen ender
Mange af Cecilia Westerbergs værker er uden titel, men på de små ruder mellem sprosserne, har hun med hvid tusch skrevet navnene på de planter, som billederne i det sidste rum både forestiller og er skabt af.

Perlehyacint og akeleje er imellem, og fra billederne på væggen trækker de skrevne ord og navne os over til vinduerne.

Vi kan ikke se til Amager længere, men vinterdvalen i Kammas have er med naturens omhyggelige langsomhed ved at komme til ende med de små gule erantis, der stråler op som stjerner mod jordens mørke bagtæppe.

JOSEFINE REINHOLDT KJÆRGAARD

Josefine Reinholdt Kjærgaard (f. 1988) er cand. mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling fra Københavns universitet og freelance kulturskribent.