MOSEFUND PÅ MODE: GENBRUGSTEKSTIL OG ÆSTETISK BÆREDYGTIGHED

Modebilledet er fyldt med lapper, trevler, ufærdige sømme og patchwork af halve og kvarte stykker tøj. Filosof og selverklæret stilikon Helene von Tabouillot interviewer tre tekstilkunstnere, der syr tøj til de postapokalyptiske it-girls af skrald, de finder på gaden. Hvordan smitter det genbrugte tekstil af på stilen og på vores forhold til det tøj, vi går i?

Tilbage i juni så jeg Sapfo-operaen Dryppende Stof. Da ejede jeg selvfølgelig allerede en sort bluse fra et fast fashion mærke, der havde forsøgt at mime et lappet look med akavede cut-outs og markante røde overlock-syninger. Der havde lige været et afsnit af Politikens Poptillæg om trend forecasts, og jeg gik i de dage rundt og forudsagde, at alt, jeg selv havde valgt at iklæde mig, ville blive trendy indenfor en overskuelig fremtid.

En veninde har f.eks. mindet mig om, at jeg modespåede, at bare mavedeller ud over buksekanten ville komme på mode som en del af en Venusrenæssance. Altså: Jeg trend-diagnosticerede det, jeg kalder lappemoden, da jeg så Puer Parasitus’ kostumer i Dryppende Stof: Transparente tekstiler piblende af arme og ben. Genkendelige mønstre som tern og striber og vante materialer som denim og nylon, der af Puer Parasitus var blevet forvandlet fra street wear til mosefund.

Da jeg senere besøger dem, siger de, at kostumerne er tilpasset både den enkelte fiktive karakter og den enkelte performers personlige smag, krop, kønsudtryk og komfort. Samtidigt udgør kostumerne tilsammen et sammenhængende univers. Et univers, hvor feminitet kommer til udtryk som frihed, samlertendenser, savl, ekstase, en overdådighed af svale jadesten og balkjoletaft, en guldgrube af skrald.

Efter forestillingen så jeg trenden over hele København. Særligt på klubber som Ved Siden Af og Hangaren, hvor laser og huller er den nye måde at være så afklædt, som busturen derhen tillader, og til Alternative Fashion Week, der løb af stablen sideløbende med Copenhagen Fashion Week i midten af august. Her var fokus på en nytænkning af modeindustrien.

Industrien er et pragteksemplar af en senkapitalistisk branche, idet den både forbruger utrolige mængder ressourcer, har udliciteret produktionen til dele af verden, hvor den kan slippe afsted med at presse arbejdsforholdene helt i bund, og medvirker til konstant acceleration af overforbruget gennem marketing, kvalitetsforringelse og stadigt hyppigere kollektioner.

“Min generation af unge middelklassekøbenhavnere har været genbrugsshoppere lige så længe, vi har været selvstændige forbrugere. Vi er nu nået til det stadie, hvor vores tøj skal ligne ikke bare genbrugsfund, men mosefund – eksklusive mosefund.”

Fast fashion mærker som H&M og Zara har således længe været et faux pas for miljøbevidste forbrugere. Min generation af unge middelklassekøbenhavnere har været genbrugsshoppere lige så længe, vi har været selvstændige forbrugere. Vi er nu nået til det stadie, hvor vores tøj skal ligne ikke bare genbrugsfund, men mosefund – eksklusive mosefund.

Jeg har i løbet af de sidste måneder destilleret tre træk ved lappemoden, som kan hjælpe os med at spotte den i gadebilledet: Jeg har til denne artikel interviewet tre tekstilkunstnere. De betegner sig hovedsageligt som tekstilkunstnere, fremfor som designere, fordi den term bedre fremhæver alt det kreative arbejde, der ligger i at fremstille tøj. De fortæller alle, at de arbejder ud fra genbrugsmateriale, de finder på gaden eller allerede har til rådighed. Deres tøj er både et mere bæredygtigt alternativ til fast fashion og et udtryk for en ny materialitetskultur, hvor fremmedgjorte byboere kerer sig mere om og dvæler længere ved hverdagens genstande. Tænk keramikkurser, simreretter, bærplukning ved sommerhuset, strikning.

“På sin vis anser jeg min egen generation som en generation af halvhjertede preppers, der i løbet af pandemi, klimaforandringer, energikrise og prekære arbejds- og boligsituationer har opdyrket en selvfortælling om, at for vores forældres generation blev alt kun bedre med tiden, mens det for os kun går nedad.”

Når der i fremstillingen af tøjet tages udgangspunkt i materialerne, bliver tøjet one of a kind, hvilket betyder, at selvom en model produceres flere gange, bliver hver version unik afhængigt af hvilke tekstiler, der er til rådighed. One of a kind-udtrykket udstråler en håndlavet eksklusivitet, der baserer sig på, at tøjet bærer tydeligt præg af dets egen fremstilling. Man ser straks, at stoffet engang var noget andet, og syninger, lukninger eller snore fremstår tydeligt. For det tredje har lappemoden en dystopisk eftersmag. Tøjet skal helst ligne noget, man kan overleve i en computerspilsskov i; det, Olga Ravn i Weekendavisen kaldte ’prepper core’, under henvisning til de såkaldte preppers, som gør en dyd ud af at være beredt til apokalypsen. På sin vis anser jeg min egen generation som en generation af halvhjertede preppers, der i løbet af pandemi, klimaforandringer, energikrise og prekære arbejds- og boligsituationer har opdyrket en selvfortælling om, at for vores forældres generation blev alt kun bedre med tiden, mens det for os kun går nedad.

“Samfundskollaps kan også ramme undertrykkende systemer, og der er rig plads til utopiske fantasier midt i al undergangen.”

Der er altså ikke tale om en nostalgisk det-lille-hus-på-prærien patchworktrend, som vi så i nedlukningens spæde forårsdage, men det betyder ikke, at lappemoden er udtryk for et dystert sortsyn. Samfundskollaps kan også ramme undertrykkende systemer, og der er rig plads til utopiske fantasier midt i al undergangen.

Puer Parasitus’ kostumer til Dryppende Stof – en opera-performance af Jules Fischer & Matilde Böcher. Foto: Michella Bredahl.

Sapfo er en antik digter, men har alle dage faciliteret en guldgrube af fantasier i sin egenskab af lesbisk ikon. Puer Parasitus er studerende ved Det Kgl. Danske Kunstakademi og har siden teenageårene kreeret beklædningsstykker af genbrugsmaterialer.

Ikke sjældent udspiller deres værker sig i det utopiske rum, der åbner sig for den, der bedriver fan fiction over fortiden. Et af de første projekter under brandet Puer Parasitus var stylingen af tre feminine arketyper, nu med barn på armen og variationer over elefanthuer syet ud af viskestykker på hovedet, iklædt dystopicouture. Puer Parasitus oplever, at tekstilmediet er særligt givende i forhold til at undersøge disse tematikker, da tøj også er det, vi til hverdag bruger til at kommunikere vores køn og samfundsposition. Vi er vant til tøjet som filter, og det er derfor mere direkte forståeligt, siger de, at tage sit værk på og gå ud på gaden end at hænge det op i et galleri.

“Materialets tidligere liv hænger fast i tøjet som en jordslået lugt, som et genfærd, og det mener jeg på den bedst mulige måde.”

Det har mest været på gaden, især i Berlin og Amsterdam, Puer Parasitus at har fundet deres materialer. Men på et besøg hos en kunstnerkollega, der arbejder i stål, opdagede de et nyt materiale: Pudseklude fremstillet af brugte t-shirts til brug i industrien og på autoværksteder. Senere hen besøgte de en fabrik på Fyn, der sælger flere ton pudseklude hver måned.

T-shirtsene er indsamlet fra hele verden over en længere årrække, og Puer Parasitus beskriver derfor de særligt skårne pudseklude som en slags tidslomme, der bærer en mening i sig, som overføres til de beklædningsstykker, Puer Parasitus syr af dem. Det er nok det, der har fanget mig ved tøjet syet sammen af forskellige lapper af genbrugstekstil: Materialets tidligere liv hænger fast i tøjet som en jordslået lugt, som et genfærd, og det mener jeg på den bedst mulige måde.

Kjolen er syet af pudseklude og udstyret med én bh-skål samt en halterneck, der kan bindes på forskellige måder og tilpasses kroppen. Puer Parasitus’ designs kan købes på puerparasitus.com og apoc-store. Foto: Puer Parasitus.

Kjolen er syet af pudseklude og udstyret med én bh-skål samt en halterneck, der kan bindes på forskellige måder og tilpasses kroppen. Puer Parasitus’ designs kan købes på puerparasitus.com og apoc-store. Foto: Puer Parasitus.

Lapperne synes nærmest at forfølge mig. Jeg ser dem igen på Louise Bourgeois-udstillingen, som lige nu kan ses på Gropius Bau-museet i Berlin. Udstillingen indeholder værker fra 1990 til den fransk-amerikanske kunstners død i 2010. I de sidste tyve år af Bourgeois’ virke arbejdede hun hovedsageligt med tekstil, og arbejdet kredser om emner som hukommelse, tidens gang og moderskab. Over rædselskabinetter fyldt med hendes mors gamle, gulnede underkjoler ophængt på kalveknogler sidder hendes ikoniske edderkoppefigurer. Edderkoppen er, som hendes egen mor var, en væverske.

Spindet kan både fange, men er også produktivt, og edderkoppen bliver ikke sur, når dens spind beskadiges, men begynder blot at reparere, forklarer Bourgeois på et skilt foran et værk. Også lapperne går igen. Værket Eugenénie Grandet fra 2009 består af viskestykker og andre småtekstiler, Bourgeois tog med sig, da hun flyttede til USA fyrre år tidligere. Urviserne som motiv går igen i de 16 tekstilcollager. Værket er et vidnesbyrd om et liv, hvoraf det meste allerede er levet. Viskestykkerne er migrationen, årene i skuffen. Næsten pinligt personlige. Som blondeunderkjolerne, der ikke bare er blondeunderkjoler, men lige præcis morens blondeunderkjoler. Hvis jeg kunne være kommet ind i rædselskabinettet, vil jeg vædde på, at jeg stadig kunne lugte moren i blonderne. Underkjolerne ikke bare ligner spøgelser, de er i en forstand spøgelser, rester af den afdøde mor, af tid, der er gået, af kroppe, der var. Som en hårlok i en amulet, en uendelig personlig værdi. Forbindelser vævet til fortiden og hinsides. Værkerne beviser hvilken værdi, der gemmer sig i det gamle stof, og som udfolder sig, når det bruges igen.

Under pandemien flyttede den rumænske slow fashion – et modsvar til fast fashion – designer Raluca Irena til Berlin. Som så mange andre nye tilflyttere til byen arbejdede hun som cykelbud og lagermedarbejder hos nemlig.com-pendanten Gorillas. Lockdown forhindrede Irena i at gå andre steder hen end i supermarkedet og på arbejde. Hun var frustreret og ensom og følte, hun boede i en apokalyptisk by. Omgivet af emballage dag ud og dag ind – chokoladepapir, vandflasker, slikposer, mælkekartoner – mærkede hun, hvordan noget emballage tiltrak hendes hænder mere end andet. Inspirationen til Material Me opstod. Kollektionen taler i en både ironiserende og smertende tone om overforbrug og den ensomhed, der under pandemien forvandlede konsumerismen til den eneste mulige kommunikationsform.

The High Fantasy Skirt. Irenas designs kan købes via @studio183_berlin. Foto: Raluca Irena.

The High Fantasy Skirt. Irenas designs kan købes via @studio183_berlin. Foto: Raluca Irena.

Jeg kan huske, hvor glad jeg var den aften, jeg begyndte på The High Fantasy Skirt, fortæller Irena. Først syede hun skørtets base af cowboystof, som hun malede lilla. Herefter fungerede denimbasen som lærred for en emballagecollage: Det sort/gule afspærringstape, der markerede afstandszoner under lockdown, Chocolonely chokoladepapir, indpakning fra onlineshopping. Nederdelen får et poppet og udadvendt udtryk, fordi den er lavet ud af plastikemballager, men fortæller samtidigt om den ensomhed, Irena oplevede under lockdown. Kollektionen, der begyndte som et manifest mod konsumerisme, endte for Irena som et spirituelt projekt; hun forklarer, at ’Material Me’ også står for illusionen om et afgrænset jeg, som hun mener, er en underliggende årsag for forbrugskulturen.

Freja Cecilie Riemann, dansk og bosat i Berlin, finder også materialerne til sine designs i byens gader. Hun har formuleret den tilgang, jeg sporer hos alle tre tekstilkunstnere, som ’æstetisk bæredygtighed’.

Æstetisk bæredygtighed har to hovedprincipper: Det første er dogmet om at tage udgangspunkt i de materialer, man har til rådighed, frem for i et design, et mønster eller en skitse. For det andet fremgår det tydeligt, at materialerne har haft et andet liv, før de er blevet en del af det færdige beklædningsstykke. Det bliver en del af tøjets værdi, at Riemann har båret det hjem fra kanalbreden, vasket, tørret og glattet det. Det bliver en del af tøjets værdi, at tekstilet var på mode i 70’erne, og siden har ligget i en kvindes lager på Samsø i 50 år. Den værdi, som det udgåede tøj eller tekstil havde, bliver genbrugt i Riemanns værker. Det er æstetisk bæredygtighed.

In the Damsel Corsage. Riemanns designs kan købes via @muthersdaughter på Instagram. Foto: Freja Cecilie Riemann.

Riemann fremhæver In the Damsel Corsage som et godt eksempel på sin kunstneriske proces. Med de våbeninspirerede knapper, korsettet i tykt vævet denimstof og de lette silkematerialer i toppens skåle leder blusen tankerne hen på skjoldmøer, kødædende havfruer og postapokalyptiske it-girls. Det første, hun lavede til blusen, var keramikknapperne, som hun fremstillede i samarbejde med den københavnske keramiker Thea Djurhuus. Derefter syede hun korsettet af et par gamle cowboybukser.

Resten af tekstilerne er henholdsvis gamle tørklæder fra genbrugsbutikken, dead stock – altså produkter, som en virksomhed af den ene eller anden årsag ikke kan sælge – og berlinske gadefund. ”Det er jo prototyper, du syr”, citerer Riemann grinende sin mor. Fremtrædende eller pjaltede sømme og aftryk fra tekstilernes tidligere liv er en del af hendes æstetik. Hun anskuer selv sin proces som en form for patchwork eller tekstilcollage.

“Det, at vi er så fjernt fra produktionen af hverdagsgenstande som det tøj, vi går med, gør det svært for os at begribe den arbejdskraft, der indgår i fremstillingen. At lade tydelige spor efter den blive tilbage er et opgør med denne afstand.”

Beklædningsstykkerne er en del af en performance af en karakter, som det også er tilfældet hos Puer Parasitus. Tøjet er som oftest one of a kind. Denne tilgang rykker tøjet et sted hen midt imellem kunstværk og brugsgenstand. Også derfor kalder Riemann selv det, hun laver, for ’beklædningsstykker' fremfor ’tøj’. At tænke sådan om tøjet får os også til at passe bedre på det, siger Riemann og forklarer, at det er noget af det, der går tabt, når tekstilproduktionen, som det er tilfældet i den kommercielle modeindustri, er outsourcet til den anden side af jorden. Det, at vi er så fjernt fra produktionen af hverdagsgenstande som det tøj, vi går med, gør det svært for os at begribe den arbejdskraft, der indgår i fremstillingen. At lade tydelige spor efter den blive tilbage er et opgør med denne afstand.

Sirena Top af Freja Cecilie Riemann. Foto: Kathrin Reichelt.

Det, der gemmer sig i folderne på de affaldsmaksimalistiske klæder – udover muligvis parasitter og edderkopper – er måske nok modstand. Mod en uansvarlig tøjindustri og mod fremmedgørelsen fra vores tøj og andre hverdagsgenstande. Der er en nostalgi mod reparation, mod sparsommelig keren sig om tekstilerne, som i Bourgeois’ tekstilværker, der spinder tråde tilbage til den syende mor. Der er noget med en generobring af håndarbejde som et kvindefag, en både bagud- og fremadskuende opdagelsesrejse ind i det feminine. Der er noget med at værdsætte tøjet som mere end bare en brugsgenstand, men nærmere som karakterskabende kunstværker. Prototyper på det, vi kan iklæde os, i en forestillet fremtid, hvor vi kun har det, vi kan samle op langs vejen, at gøre godt med.

“Der er noget med at værdsætte tøjet som mere end bare en brugsgenstand, men nærmere som karakterskabende kunstværker. Prototyper på det, vi kan iklæde os, i en forestillet fremtid, hvor vi kun har det, vi kan samle op langs vejen, at gøre godt med.”

Men det er ikke kun noget ’klimatosseri’ at gå og samle skrald op. Det er en jagt, siger Puer Parasitus, et spirituelt foretagende, siger Irena, et kunstnerisk dogme, siger Riemann. Nærmere bestemt den æstetiske bæredygtigheds dogme om at gå ud fra de materialer, man har til rådighed. Indsamlingen af materialerne er en del af værket og en del af dets værdi. Tekstilernes tidligere liv ikke bare genopstår i det nye tøj, de nyfortolkes. Tekstilernes værdi genbruges ikke bare, den vokser.