KROPPEN MOD MATERIALET

Dan Stockholm (f. 1982) arbejder med en metode, han kalder skabende arkæologi. Kunstneren udstiller nye værker med aftryk af hænder og skudhuller på sin aktuelle udstilling på M100 – et udstillingssted for samtidskunst i Odense – og i dette interview fortæller han om sin praksis og de nye værker.

T = Theis Vallø Madsen (interviewer)
D = Dan Stockholm (kunstner)

T: Din udstilling på M100 hedder Bodytecture, og du har skrevet en tekst om en skudepisode i København for fem år siden, hvor en ung mand blev skudt af politiet. Teksten handler om, hvordan en sådan voldsom handling sætter sine spor i omgivelserne, i helt konkret forstand. Du skriver, at arkitektur og kroppe bliver flettet sammen. Hvad betyder titlen?

D: Udstillingen byder på værker, der behandler krop og arkitektur, og der finder en sammenfletning sted, hvor nye hybrider imellem krop og arkitektur opstår. Titlen fungerer på samme præmis som værkerne, ved konkret at morphe de to begreber sammen. Jeg finder hybriderne interessante. De skubber til min forståelse af, hvad krop og arkitektur er og kan. Vi bor i vores kroppe, som igen bor i arkitekturen. Dette dobbelte bo gør, at der meget naturligt opstår en ikke-sproglig dialog imellem de to.

Dan Stockholm, Bodytecture. Installations view. M100, 2020. Foto: Kirstine Mengel.

T: Det er også som om, at forskellige tider eller tidsligheder bliver filtret sammen i dine værker. Du bruger et interessant begreb, når du selv beskriver dine værker, nemlig "skabende arkæologi". Kan du forklare det?

D: Jeg benytter mig af skulpturen og objektet som medium for indkapsling og transmission. Det er et ideelt medium, hvor kroppe, begivenheder og forskellige tidsligheder kan smelte sammen på tværs af fysiske og tidslige afstande. Mine værker er ikke ulig arkæologiske artefakter, hvor kontekst og intention er afgørende for vores opfattelse og forståelse.

Begrebet ”skabende arkæologi” blev sat på min praksis af kunsthistoriker Merete Jankowski i udgivelsen Ny Dansk Kunst 2010, og jeg har taget det til mig, da jeg synes, det er meget rammende for mit arbejde. Ved skabende arkæologi forstås, at jeg selv skaber det, jeg leder efter.

I min praksis forsøger jeg at opfinde processer, der genererer værker og materialer og giver kendte arkæologiske metoder som udgravning, præservering, arkivering, iscenesættelse og display et twist. Modsat arkæologien, der forsøger at afkode og give svar, benytter jeg den skabende arkæologi til at lave værker, der lander uden for kategori, og som gerne skulle pirre forestillingsevnen og forstyrre mit rationale.

Dan Stockholm, Bodytecture. Installations view. M100, 2020. Foto: Kirstine Mengel.

Dan Stockholm, Eva, 2020 (Ler, epoxy, jern, 71x50x10cm). Foto: Kirstine Mengel.

T: Der er mange aftryk i dine værker fra selve processen. Der er mange berøringer, og det er i høj grad en udstilling, som synes at være bevidst om, at vi også ser udstillinger med vores kroppe. Berøringen som sådan har jo fået ny opmærksomhed i disse corona-tider. Hvad betyder alle disse aftryk?

D: Det taktile, berøring, aftryk og spor er centrale komponenter i min praksis. Ved at røre ved overflader og materialer og i den proces benytte forskellige aftryks- og afstøbningsteknikker undersøger jeg, om kontekster og betydninger transcenderer materialitet, og om en afsmitning i det nye objekt finder sted. Aftryk befinder sig et interessant og dirrende sted imellem at være en art kopi af det, der aftrykkes, og noget nyt og autonomt.

Dan Stockholm, Vessel nr. 33, 2020 (Gips, ler, ⌀43x57cm). Foto: Kirstine Mengel.

Dan Stockholm, Bodytecture, 2020 (Aluminiumsfolie, 41,5x24cm). Foto: Kirstine Mengel.

Aftrykket har dermed en mere kompleks værdi end originalen, der gør det spændende at arbejde med. Jeg bruger også aftryk for at kunne arbejde med materielle oversættelser. Eksempelvis er hænderne i installationen By hand først aftrykt i gips for dernæst at blive aftrykt i ler. Aftrykket er samtidig et vidnesbyrd. Sporene på bygningen efter, at Omar El-Hussein blev skudt, er for længst fjernet, og findes nu kun i mine aftryk. En anden type aftryk i udstillingen er Vessel-serien, som er bygget op omkring grebet at visualisere og fastfryse berøringerne og interaktionen med materialet. Værkerne fossilerer således koreografien, der frembragte dem.

Dan Stockholm, By hand, 2020 (Ler, 141x130x56cm). Foto: Kirstine Mengel.

T: Værket Seelenloch består af et hul. Men hullet hænger højt i udstillingen, så man står og ser op på værket som et ikon eller et religiøst symbol. Det samme gør Eva, et værk, der består af en lerskulptur med et ansigt, der hænger fast i noget, der ligner et afrevet gitter fra en byggeplads. Hvad betyder placeringen for værkerne i udstillingen?

D: Jeg er optaget af, hvordan vi oplever udstillinger med hele kroppen og sanseapparatet. I mine udstillinger forsøger jeg at skabe narrative forløb værkerne og rummene imellem. Måden hvorpå man fysisk bevæger sig igennem en udstilling er væsentlig. Eksempelvis er Bodytecture-serien lavet således, at man som beskuer er nødt til at bevæge sig foran værket for at skygge for lysindfaldet, der reflekteres i værkets overflade. Kun sådan vil fingeraftrykkene fremstå tydeligt. Det bygger videre på det i forvejen retstekniske feel, som værket har – nemlig at publikum selv maner sporene frem. Værket Seelenloch forestiller jeg mig som et brudstykke af tabt arkitektur. Fragmenter optager mig. De er afskårne, autonome enheder samtidig med, at de repræsenterer et samlet hele, der må forestilles.

Dan Stockholm, By hand, 2020 (Ler, 141x130x56cm). Foto: Kirstine Mengel.

Seelenloch betyder sjælehul, og værket er inkluderet i udstillingen for at understøtte den metafysiske tråd, der løber igennem udstillingen. Værket Eva er ligeledes et stykke spekulativ arkitektur. Hun hænger højt, fordi hun på den måde understøtter den sakrale følelse, der er blevet skabt i rummet under installeringen. Besøgende har sammenlignet det med, hvordan korset er placeret i en kirke. Hun bliver et fikspunkt i rummet, som på en gang våger over udstillingen, og i kraft af sin figuration skaber hun genkendelse og mulighed for refleksion. Jeg er ret forelsket i den lille forskydning, der sker, når folk kigger op – det er super symbolsk. Det er ikke fordi, jeg forventer, at publikum holder blikket rettet mod universet, når de fortsætter ud i verden igen, men hvor ville det være spændende, hvis vi kunne holde blikket rettet opad bare lidt oftere, i den her foroverbøjede, nedadkiggende tid.

Dan Stockholm, Seelenloch, 2019 (Gips, 53x64x7,5cm). Foto: Kirstine Mengel.

Dan Stockholm, Bodytecture, 2020 (Aluminiumsfolie, 38x24cm). Foto: Kirstine Mengel.

T: Der skulle gå fem år, fra du tog aftrykkene efter skudepisoden, til du udstiller værket Bodytecture. Hvordan kan det være?

D: Jeg er i min praksis afhængig af at falde over ting for at have materiale at arbejde med. Gennem årene har jeg trænet mig selv i at sætte mig i situationer eller opsøge steder, hvor det er lettere at falde. Jeg forsøger at være så opportunistisk som muligt, så da jeg så de fysiske spor på bygningen efter hændelsen, var jeg ikke i tvivl om, at jeg måtte arkivere dem til senere brug. Det var meget spontant, og som jeg beskriver i udstillingsteksten, var det på et hængende hår, at skudhullerne blev aftrykt. Lige da jeg var færdig, kom tømreren retur og fjernede alle fysiske spor. Jeg havde en fornemmelse af, at aftrykkene og deres kontekst ville være spændende og vigtige at arbejde med, jeg vidste bare ikke hvordan. Der skulle så gå fem år, før de blev relevante og kunne viderebearbejdes. Jeg laver stort set aldrig singulære værker, men producerer hellere værker som del af et større hele, så de supplerer eller forstyrrer hinanden. I forhold til den matrix eller organisme, som Bodytecture-udstillingen er, var aftrykkene mit missing link.

---