JYTTE HILDEN: KVINDEN, DER VIL STÅ FORREST

Jeg møder tilfældigt Jytte Hilden, for en uge siden, over en frokost på Heerup Museum. Vi taler om Henry Heerup, uddannelse, kunst og ikke mindst forholdet mellem køn. Samtalen om køn kommer sig af Jyttes turné rundt i landet, hvor hun fortæller om bogen ’99 lyserøde elefanter’. Efter frokosten føler jeg mig mere inspireret, end jeg har følt mig i flere måneder. Jeg fornemmer en fandenivoldskhed inden i mig, som jeg har savnet, og jeg får lyst til at tale med Jytte igen.

Fakta om ’99 lyserøde elefanter’:

• Bogen er skrevet af forhenværende minister Jytte Hilden samt journalisterne Kate Bluhme og Lene Frøslev.
• Den er udkommet i 2014, i forbindelse med 90året for verdens første kvindelige minister,
  danske Nina Bang, samt 100året for kvinders valgret i Danmark i 2015.
• De 99 foregangskvinder, der optræder i bogen, er nøje udvalgt, og d. 8. marts 2015 kåres elefant nummer 100.
• ’99 lyserøde elefanter’ bliver uddelt til forfatterforedrag, og ellers kan hele bogen findes på kvinfo.dk i pdf-format.

De 99 lyserøde elefantikoner
Vi mødes foran Jyttes lejlighed. Hun har været i byen efter croissanter til kaffen, som hun byder på, efter vi har taget en smuk egetræselevator op i det farverige, varme hjem. Jeg er heldig at få lov at betragte udsigten over søerne fra fjerde sal, mens kaffen er på vej. Jytte insisterer på, at vi sætter os ved siden af hinanden med ansigt mod vinduet, så vi begge kan modtage dagslyset, der kommer ind i stuen fra det brede vinduesparti. Jeg er nysgerrig efter at høre mere om bogen og tale om, hvad der er sket med ligestilling gennem de sidste 100 år, og hvor vi er nu efter Jyttes mening.

”Dét, som vi gik efter, var en bog, en debat og at kåre elefant nummer 100. Udgangspunktet var, at vi i 2015 skal fejre 100året for kvinders valgret i Danmark. I den daglige debat kan man synes, at vi ikke er nået nogle steder, men i det øjeblik, hvor man tager et 100årsperspektiv på, så sker der et eller andet i opfattelsen af tingene. Der er rigtig mange, der gerne vil fejre det til foråret 2015, og hvis man gerne vil have sit budskab igennem, så er det en god idé at stå forrest.” Jytte fortsætter, klar i spyttet: ”Jeg har ikke spor imod at stå i kø, men jeg vil helst stå forrest. Derfor er anledningen, at det i 2014 er 90året for Nina Bang, som var verdens første kvindelige minister, 23. April 1924.”

Godt tænkt af de tre forfattere, at bogen kan fejre begge markante begivenheder. Jeg sidder og kigger på Jytte og tænker, at jeg også selv vil stå forrest, og sådan er der bare nogle mennesker, der kan virke så inspirerende på én.

Jytte forklarer, at det var vigtigt for de tre forfattere, i udvælgelsesprocessen af de 99 kvinder, at synliggøre, hvad den politiske agenda genererede og inspirerede andre kvinder til ude i landet. ”Vi ville ikke blot beskrive den politiske proces frem mod fejring af den grundlov af 5. juni 1915, der gav kvinder stemmeret her til lands. For den var sej, og den var langvarig. Men så sker der en hel masse i samfundet, og en lang række andre steder begynder kvinder også at sige jep, vi vil også være med. På alle områder begynder kvinder at flytte sig med den politiske debat. Vi ville især fokusere på områder, som for det meste havde været domineret af mænd. Der var et ønske om at finde nogle ikoner; nogle med en historie, som vi kunne lære noget af. Bogen er helt banalt et oplysningsprojekt,” siger Jytte. Derfor møder vi i bogen mindre alment kendte kvinder, der tog kampen op for at blive den første kvindelige præst, læge, kunstner, sygeplejerske og fysiker. ”Deres kampe ligner hinanden, og det er så sjovt at se,” tilføjer Jytte.

I 2015 vælges elefant nummer 100 af en samlet komité. Jeg spørger direkte, og måske lidt flabet, hvem Jytte ville vælge, hvis hun egenrådigt kunne bestemme. ”Det ville jo være dumt, hvis jeg sagde det nu, men jeg kunne godt overtales til at sige, at sådan én som Lise Nørgaard skulle være æreselefant. Hun er snart 100 år, og hun har også sat sit præg, må man sige.”

Om at kønne
Titlen til bogen refererer til Bodil Nyboe Andersen, der blev Danmarks første kvindelige bankdirektør i Andelsbanken i 1986, hvor hun lyste særligt og usædvanligt op som en lyserød elefant i et mandsdomineret erhverv. ”Jeg synes, det er en kanon titel, hvis jeg selv skal sige det, fordi du kan huske den. Har du én gang fået den ind i hovedet, så glemmer du den ikke.”

Jeg kigger rundt i stuen og tager en bid af min croissant. Jeg er egentlig lidt usikker over at spørge om mit næste spørgsmål, fordi det kan have en negativ kritisk klang over for bogen, men jeg kan ikke lade være med at overveje, om et fokus på køn kan være med til at forstærke kønsopdelingen og flytte fokus fra politik eller erhverv. Jytte forklarer, at hverken Nina Bang eller Helle Thorning i deres karrierer fokuserer på, at de er de første kvinder. ”Jeg tror, at de netop gør det for ikke at havne i ‘åh hun er bare kvinde’. Nej, de er der begge to for at lave politik. Derfor holder de, såre fornemt, såre klogt det med kvindesagen tilbage for at blive taget alvorligt. Jeg undrede mig over, at Nina Bang ikke gjorde det, men nu kan jeg se, at det er det samme billede med Helle Thorning, og jeg tror, at det er den rigtige strategi. Du rammer plet i en analyse, som jeg tror er vigtig.” Jytte har et bredt samfundsanskuende blik: ”Der skal to øjne til at se vor tredimensionelle verden og to køn til at forstå et samfund. Vi skal både have den mandlige og kvindelige version af, hvad der foregår – så får man et godt samfund.”

Ligestilling og dens blå mærker på sjælen
Er du tilfreds med det billede, der har tegnet sig i forhold til ligestilling gennem dit liv? ”Ja, det synes jeg.” Her er jeg glad for at høre et tydeligt svar, men ifølge Jytte stopper kampen, med bogen som hyldest, ikke hér.

”Stafetten skal i mine øjne gives videre til din generation. Det er en vigtig del af at sige tak til de gamle,” siger Jytte med et udråbstegn, der vibrerer i luften. Hun er ikke typen, der peger med en belærende pegefinger, men bum – sikke et ansvar, der bliver lagt på mig og min generations skuldre. Derfor spørger jeg, om hun har et råd til os på vores vej ”Det skal jeg sige dig, det må I selv finde ud af. Jeg har gjort, hvad jeg kunne, og nu er det simpelthen jeres tur. Din tur, værsgo, og jeg siger rigtig god fornøjelse. Du får blå mærker på sjælen, og du bider i dynen en gang imellem af vrede, men det er kanon sjovt at være med.” Jeg griner og siger tak. Det er rart at høre fra en garvet kæmper, at det er sjovt på trods af de blå mærker.

Ligestillingskampen har ændret sig, og i 2014 mener Jytte personligt, at det er vigtigt fortsat at fokusere på uligheder. Hun mener, at alle køn i alle kulturer og religioner skal have lov til at være til stede og kunne ytre sig offentligt. Alle skal have ret til uddannelse og lov til at give en indsats i samfundet. ”Vi skal kigge efter, hvor der er skævheder, og hvor der er noget urimeligt. Vi skal ikke smide guld på gaden.” For Jytte har bogen ramt, som hun ønskede, men hvis hun kunne ønske sig mere, så vil hun ind på skolerne med ’99 lyserøde elefanter’. ”Hvis jeg havde penge nok, så delte jeg dem gerne ud til næste år i alle de ældste klasser i folkeskolen. Med bogen kunne vi sige: her kan I se, hvad mormor kunne, og nu er det jer. Vi kunne give noget inspiration.” Det er tydeligt, at Jytte stadig brænder for undervisningen og dét, at unge uddanner sig og tager stilling.

Efter at jeg slukker for lydoptageren, sludrer vi lidt videre om mit studieforløb og Jyttes kunst i stuen, hvor to karakteristika går igen i alle værker; nemlig masser af kolorit samt liv i form af mennesker eller dyr. Kolorit og liv er to ord, der kan beskrive Jytte selv, hvis du spørger mig. Jeg cykler hjem med en ny, lyserød bog i tasken. Til mit spørgsmål om, hvorvidt Jytte håber på, at bogen skubber til den nuværende ligestillingsdebat, svarede hun: ”Det må være op til dem, der læser den. Men her er inspirationen.”