AT TALE OM DØDEN

Forleden i radioen hørte jeg om et projekt, der handler om vores måde at behandle døden på. Eller måske rettere; vores måde ikke at behandle den på. Er det bare mig, eller er vi lidt angste for at tale om vores eneste fælles livsvilkår; at vi skal dø? Måske kan kunst hjælpe ordene lidt på vej.

Da jeg arbejde i skoletjenesten på Heerup Museum, blev jeg, gennem formidling af kunst, bevidst om, at voksne, det være sig forældre eller lærere, ofte glemmer at tale med børn om døden. Måske er ‘glemmer’ et forkert ord – jeg ved jo godt, at det hele handler om, at det nok er det sværeste livsvilkår at tale om. Men alle kommer desværre til at støde på det på et eller andet tidspunkt i deres liv. På Heerup Museum havde vi udstillede værker af Frodo Mikkelsen med titlen ‘Dødsfrugter’, der indeholdt tydelig dødssymbolik såsom kranier og fordærvede frugter. Jeg synes, at udfordringen ved at undervise børn er at tale meget lidt selv. Jeg forsøgte mere at spørge om noget, der kunne få børnene til at associere sig frem til en form for analyse af kunstværket, hvilket, for mig at se, også må indeholde egne følelser og erfaringer, alt efter klassetrin naturligvis. Jeg talte ofte med børnene om, hvordan vi, her i Danmark, forholder os til døden. De nævnte ofte sort tøj, sørgelige salmer, gråd og sorg. Så talte vi om, om der er lande og kulturer, hvor man forholder sig helt anderledes til døden. Nogle havde hørt om aske, der spredes på et helligt sted. Og én havde set i en film, hvordan man fester for de døde derovre i Mexico. Pludselig blev filmuniverset noget, som et barn kunne bruge til at analysere et kunstværk med. Frodo Mikkelsen har netop rejst i Mexico og er inspireret af De Dødes Dag, hvor man forholder sig på en helt anden måde til døden. Ofte blev lærerne overraskede over, hvor reflekterede deres elever var i forhold til døden, og jeg var ret glad for at kunne bidrage til den snak; en snak, der er vigtig, og børn er som regel ret åbne over for at tale om det, hvis de har mistet nogen.

Photo by Karen Knorr.

Tilbage til radioprogrammet: Anders Morgenthaler og direktør for Børn, Unge og Sorg, Preben Engelbrekt, var i Kulturnyt på P1 og fortælle om et toårigt projekt, der hedder Giv Håb. Et samarbejde mellem flere kunstnere og Børn, Unge og Sorg, som handler om, hvordan vi kan blive bedre til at få talt om den død. Jeg tror, at vi har behov for at tale om den, fordi vi er mange mennesker, der på en eller anden måde ikke tror helt på et liv efter døden. Vi forholder os mere rationelt til religion. De store fortællinger er for mange mennesker forældede, og nu får vi vores liv til at give mening gennem for eksempel livsstil. Giv Håb støttes af flere danske virksomheder og kunstnere, der skal være med til at rejse børn og unge, der har mistet. De tilknyttede kunstneres rolle er at skabe værker og events med udgangspunkt i temaet håb og sorg. Anders Morgenthaler, som blot er én af kunstnerne, bidrager med humor til projektet gennem værket ‘Dødsjov? Giv håb med humor’, hvor han forsøger at komme det tabubelagte emne til livs med en integreret del humor i sin velkendte streg og nogle små videoer.

For kort tid siden skulle jeg selv skrive et kort til én, der lige havde mistet, og det var svært. Jeg synes, at alle ord lød så tomme, fordi ingen ord kan hamle op med døden. Jeg kom frem til, at døden nok heller ikke skal hamles op med, men at det vigtigste er, at den bliver italesat. Så er ordlyden mindre vigtig. Jeg synes, at Giv Håb er et rigtig fint projekt. Jeg håber, at mange børn og unge vil høre om det og blive hjulpet til at tale ud og føle sig mindre alene om et tab ved hjælp af for eksempel kunst. Men voksne kan altså også få noget ud af det, er min påstand.