IKKE ALT SOM GLIMRER ER GULD – OM RUGOFFS VENEDIG BIENNALE

Venedig Biennalen er den ældste og stadig mest populære kunstbiennale på planeten. Den 58. udgave er kurateret af den amerikanske direktør for Hayward Gallery i London, Ralph Rugoff og har fået titlen May You Live In Interesting Times – et ordsprog af tvivlsom kinesisk oprindelse (den første "fake news" i historien?), som er brugt ironisk med den klare implikation, at de "uinteressante tider" med fred og ro skal foretrækkes frem for de i anden omgang interessante, som normalt inkluderer forstyrrelse og konflikt. Den fængslende og provokerende titel tager sigte på at fremkalde det specielle i vores tidsalder, som er kendetegnet ved hedonisme, individualisme og forbrug på den ene side og migrationsstrømme, klimakrise og global ustabilitet på den anden.

Med det formål at spejle denne skizofreni på et formelt niveau, har Rugoff truffet et kuratorisk valg, der aldrig er blevet implementeret før, og har derfor opdelt hovedudstillingen i to: Proposition A i det gamle militære anlæg Arsenale og Proposition B i Central Pavilion i Giardini.

Med andre ord er hver kunstner med begge steder, men præsenterer forskellige værker på de to steder. 

At Venedig Biennalen er fascinerende er ubestridelig, og for mig giver den altid mulighed for at tage pulsen på den internationale kunstscene og observere nye tendenser. Især hovedudstillingen er det sted, hvor hele apparatet skal vise sin sammenhæng både konceptuelt og æstetisk. Af denne grund, og efter at have besøgt fem forskellige udgaver af Biennalen, virkede Rugoffs "dobbeltproposition" opmuntrende for mine ører som både kunstentusiast og kurator.

Michael Armitage, Various works, 2019. Photo by: Andrea Avezzù. Courtesy: La Biennale di Venezia, Arsenale.

Michael Armitage, Various works, 2019. Photo by: Andrea Avezzù. Courtesy: La Biennale di Venezia, Arsenale.

Martine Gutierrez, Body En Thrall from Indigenous Woman, 2018. Photo by: Italo Rondinella.  Courtesy: La Biennale di Venezia, Arsenale.

Martine Gutierrez, Body En Thrall from Indigenous Woman, 2018. Photo by: Italo Rondinella.
Courtesy: La Biennale di Venezia, Arsenale.

Alex Da Corte, Rubber Pencil Devil, 2019. Photo by: Andrea Avezzù.  Courtesy: La Biennale di Venezia, Arsenale.

Alex Da Corte, Rubber Pencil Devil, 2019. Photo by: Andrea Avezzù.
Courtesy: La Biennale di Venezia, Arsenale.

Rugoffs intention er i teorien innovativ og forfriskende af mindst tre grunde. For det første understreger den det centrale i den multidimensionelle og multimediale tilgang til samtidskunst. Dernæst har den fordelen ved at ruske lidt op i systemet med hensyn til displayløsninger. Og endelig betyder det rent logistisk, at antallet af kunstnere er halveret sammenlignet med biennalen for fire år siden. Det bringer antallet ned på "kun" 79 kunstere – et tal, der skaber en forventning om en mindre overfyldt Biennale med mere tid og plads til at fordybe sig i værkerne og deres betydning.

Haris Epaminonda, VOL. XXVII, 2019. Photo by: Italo Rondinella.  Courtesy: La Biennale di Venezia, Arsenale.

Haris Epaminonda, VOL. XXVII, 2019. Photo by: Italo Rondinella.
Courtesy: La Biennale di Venezia, Arsenale.

Soham Gupta, Untitled from the series Angst , 2013-2017. Photo by: Andrea Avezzù.  Courtesy: La Biennale di Venezia, Arsenale.

Soham Gupta, Untitled from the series Angst , 2013-2017. Photo by: Andrea Avezzù.
Courtesy: La Biennale di Venezia, Arsenale.

Nabuqi, Do real things happen in moments of rationality?, 2018. Photo by: Francesco Galli. Courtesy: La Biennale di Venezia, Giardini

Nabuqi, Do real things happen in moments of rationality?, 2018. Photo by: Francesco Galli. Courtesy: La Biennale di Venezia, Giardini

Virkeligheden lever dog ikke op til forventningerne. Først og fremmest er udstillingen pakket som den plejer at være: værkerne er komprimeret i for små rum, og værkernes nærvær går tabt. De høje lette træpaneler, der bruges i Arsenale, bidrager ikke til at gøre oplevelsen mere enkel, men fremkalder faktisk den kliniske og klaustrofobiske stemning, som vi kender fra kunstmesser. Desuden skaber adskillelsen af værkerne på de to udstillingssteder en følelse af fremmedgørelse og frustration, fordi den tvinger til en kontinuerlig og ubrugelig hukommelsesindsats i en sammenhæng, der allerede er et stort kaos. Men det mest ubehagelige er indtrykket af, at mange af kunstnerne har præsenteret værker af serie A på et sted og værker af serie B på et andet – nøjagtigt som det gøres på en kunstmesse, hvor der for hvert værk på display er et andet på lager i to forskellige prisklasser. På mange punkter ligner udstillingen en musik-kompilation, hvor man skifter i tone og atmosfære ved hver ny sang.

Teresa Margolles, La Búsqueda (2), 2014. Photo by: Andrea Avezzù. Courtesy: La Biennale di Venezia, Arsenale.

Teresa Margolles, La Búsqueda (2), 2014. Photo by: Andrea Avezzù. Courtesy: La Biennale di Venezia, Arsenale.

Zanele Muholi, Various works, 2015-2018. Photo by: Italo Rondinella. Courtesy: La Biennale di Venezia, Arsenale.

Zanele Muholi, Various works, 2015-2018. Photo by: Italo Rondinella.
Courtesy: La Biennale di Venezia, Arsenale.

Jean-Luc Moulène, Various works, 2009-2019. Photo by: Italo Rondinella.  Courtesy: La Biennale di Venezia, Arsenale.

Jean-Luc Moulène, Various works, 2009-2019. Photo by: Italo Rondinella.
Courtesy: La Biennale di Venezia, Arsenale.

I øvrigt er der virkelig mange værker, som ligner videoklips, altså videoværker bygget på forholdet mellem soundtrack og pop-billeder. Nogle eksempler? The White Album af vinderen af Den Gyldne Løve Arthur Jafa og Rubber Pencil Devil af Alex Da Corte; og også nogle af de nationale pavilloner som Brasilien med den sexede Swinguerra af Bárbara Wagner og Benjamin de Burca og Schweiz med det koreografiske Moving Backwards af Pauline Boudry og Renate Lorenz. Men hvem har tid til at stoppe og se hundreder af videoer stille og roligt, når man kun har to dage til at se det hele?

Jeg følte mig forpligtet til at "scrolle" fra én video til en anden, næsten som at udstillingen var en 3D-transponering af min Instagram-account. En effekt, som er forstærket ved den udbredte anvendelse af multi-channel videoer, selv når den narrative linje kun kræver én.

Hito Steyerl, This is the Future, 2019. Photo by: Andrea Avezzù. Courtesy: La Biennale di Venezia, Arsenale.

Hito Steyerl, This is the Future, 2019. Photo by: Andrea Avezzù. Courtesy: La Biennale di Venezia, Arsenale.

Ed Atkins, Old Food, 2017-2019. Photo by: Andrea Avezzù. Courtesy: La Biennale di Venezia

Ed Atkins, Old Food, 2017-2019. Photo by: Andrea Avezzù. Courtesy: La Biennale di Venezia

Danh Vo, All work, 2019. Photo by: Andrea Avezzù. Courtesy: La Biennale di Venezia, Arsenale.

Danh Vo, All work, 2019. Photo by: Andrea Avezzù. Courtesy: La Biennale di Venezia, Arsenale.

Også Rugoffs politiske korrekthed, der lovprises af mange, har efterladt mig forvirret. At Rugoff har valgt flere kvinder end mænd og kun har indbudt nulevende kunstnere, er bestemt mærkbart, ligesom den konstante tilstedeværelse af black, non-binary og mere generelt alternative stemmer til det kolonialistiske blik. Efter årtier med kulturel hegemoni er det vigtigt at hæve barren statistisk såvel som indholdsmæssigt.

Men ved flere lejligheder præsenteres den politiske dagsorden på en så pædagogisk måde, at den bliver pedantisk og derfor kontraproduktiv. Den sensuelle, spektakulære og eksotiske karakter af mange af de ikke-vestlige værker – såsom de spøgelsesagtige portrætter af den indiske Soham Gupta og den plastiske-fantastiske verden af den kinesiske Nabuqi – risikerer at reducere en lovende hensigt til et bogstaveligt øjebliksbillede, der afslører en meget konventionel – og let at sælge – etnografisk tilgang.

Yin Xiuzhen, Various works, 2012-2017. Photo by: Italo Rondinella. Courtesy: La Biennale di Venezia, Arsenale.

Yin Xiuzhen, Various works, 2012-2017. Photo by: Italo Rondinella. Courtesy: La Biennale di Venezia, Arsenale.

Arthur Jafa, The White Album, 2019. Photo by: Francesco Galli. Courtesy: La Biennale di Venezia, Giardini.

Arthur Jafa, The White Album, 2019. Photo by: Francesco Galli. Courtesy: La Biennale di Venezia, Giardini.

Kahlil Joseph, BLKNWS, 2018-ongoing. Photo by: Francesco Galli. Courtesy: La Biennale di Venezia, Giardini.

Kahlil Joseph, BLKNWS, 2018-ongoing. Photo by: Francesco Galli. Courtesy: La Biennale di Venezia, Giardini.

Det er ikke noget mysterium, at Venedig Biennalen blandt andet er et stort kommercielt udstillingsvindue. Og dog er hykleriet mellem intentioner og handlinger slående i år. Trods Rugoffs tilsyneladende pluralistiske, alternative og progressive vision – han nævner endda Vladimir Ilyich Lenin i en pressemeddelelse – er det et faktum, at omkring en tredjedel af kunstnerne er repræsenteret af 5 gallerier, hvoraf 3 har base i New York (Rugoffs hjemby): Gavin Brown's Enterprise, Andrew Kreps og Gladstone Gallery.

Lara Favaretto, Various works, 2019. Photo by: Andrea Avezzù. Courtesy: La Biennale di Venezia, Arsenale.

Lara Favaretto, Various works, 2019. Photo by: Andrea Avezzù. Courtesy: La Biennale di Venezia, Arsenale.

Nairy Baghramian, Maintainers, 2019. Photo by: Francesco Galli. Courtesy: La Biennale di Venezia, Giardini.

Nairy Baghramian, Maintainers, 2019. Photo by: Francesco Galli. Courtesy: La Biennale di Venezia, Giardini.


Som sagt af professor Boris Groys i hans bog On the New, "…strategies for the attribution of cultural privilege are today usually characterized as market strategies pure and simple". Rugoff ved det meget godt og har omdannet vores spændende tid og dens globale mangfoldighed til valuta. Det ultimative indtryk, mens jeg besøgte hans Bienniale, var, at jeg blev fanget i et spil af spejle, med det formål at forblænde og få mig til at tro, at retningen er ændret, men i virkeligheden er alt ved det gamle.

Paola Paleari (f. 1984) er en italiensk skribent, redaktør og kurator, baseret i København. Fra 2013-2018 arbejdede hun som medredaktør på YET Magazine og i 2018 blev hun en del af FSK - Foreningen for Samtidskunst. Hun er kunstnerisk leder for JIR SANDEL og korrespondent i Skandinavien for Flash Art. Paola har bidraget til idoart.dk siden 2018.