I EN BUSK MED SUMMENDE BIER

Forleden hørte vi nogle tale om, at biavlere angiveligt har en højere levealder end andre, bl.a. på grund af de healende frekvenser, som bier udsender. Senere samme uge skulle vi passe katte hos nogle familiemedlemmer, og i deres have fandt vi en nyudsprunget og summende ribesbusk fyldt med bier, som vi blev nødt til at filme til jer.

Der er noget over den her tid på året, hvor man kan være heldig at følge, hvordan naturen i Danmark folder sig ud, fuglene bygger reder og insekterne får travlt med at samarbejde med blomster, træer og buske. Ingen kan være i tvivl om, hvor heldige vi er at leve på en jord som har så rigt et liv – alligevel føles det som om, at vi mennesker har svært ved at tale om, hvordan vi værdsætter naturen, og hvordan den påvirker os og eksisterer i vores hverdag. Det bliver ofte lidt yderpunkts-agtigt – enten får vi overvældende, spektakulære (og konstruerede) skildringer med David Attenborough voice over, eller også skræmmes vi af dystopiske fremstillinger og klimaangst.

Flere samtidskunstnere peger på, at vi skal se vores forbundethed med naturen på nye måder, og vi er sikre på, at det blik har påvirket, hvordan vi selv bevæger os i vores nære natur. Så da vi stod dér, midt i biernes summende lydværk, i en busk der næsten kunne være en skulptur, blev vi helt umiddelbart ramt af begejstring og kærlighed men også længsel – vi tænkte over, hvor sjældent vi tillader os selv at mærke netop den forbundethed uden for museer og gallerimure, og ikke bare har den oppe i hovedet som en teoretisk tanke. Vi var på ingen måde i tvivl om, at dette øjeblik skulle dokumenteres. Alligevel har vi tøvet med at dele vores lille video med jer. Den er jo hverken kunst, sensationel eller skræmmende. Men den viser et lille øjeblik, som fik os både til at føle og tænke.

Biernes summen høres bedst med høretelefoner på.