FLICKERS OF DAY AND NIGHT

Hvad der synes som tilfældige lysglimt farer rundt i rummet og kaster faretruende skygger langt op ad de hvide vægge i vestgalleriet på ARoS. Imens vores øjne skiftevis justerer og vender sig til mørket og det skarpe lys, toner en fortælling langsomt frem omkring os. En mærkværdig farveeksplosion af en fugl forsøger at slippe væk med munden fuld af ligeså farverige piller. Lysglimt. Fuglen stivner i spotlightet, og dens blik fyldes af en gennemborende desperation.

A Theif Caught in the Act består af i alt syv lignende opstillinger, hvor tropiske fugle fanges i gerningsøjeblikket, sekundet før at de når at slippe væk. Det handler om desperation, den menneskelige psyke og om en evig jagt efter det, som vi allerede har. Vi bevæger os rundt i det dramatisk belyste rum og fanges, ligesom fuglene, sporadisk af projektorerne, der tændes og slukkes i en gentagende sekvens. Det repetitive smelter sammen med et fjernt, drømmende lydspor, som kommer fra det næste udstillingsrum, og vi træder længere ind i kunstnerparret Nathalie Djurberg og Hans Bergs kunstneriske univers.

Flickers og Day & Night er titlen på den svenske kunstnerduos udstilling, der åbnede d. 24. oktober på ARoS. Udstillingen er den tredje i museets serie ARoS Focus // New Nordic som sætter fokus på den nordiske samtidskunst. Udstillingsrækken er foreløbigt planlagt til at løbe over tre år, med tre årlige udstillinger, og indtil videre har museet præsenteret sit publikum for konceptstærke værker af norske Gardar Eide Einarsson og danske E.B. Itso. Flickers of Day & Night har et gennemgående ekspressivt udtryk og formår både at rumme relevante, underliggende tematikker, såvel som at frembringe en umiddelbar fascination og nysgerrighed.

"A Theif Caught in the Act" | All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

"A Theif Caught in the Act" | All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Vi runder et par hjørner og træder ét trin op på et udefinerbart, usikkert underlag. Måske som en svensk skovbund eller en skummadras. Lydsporet er nu altomfattende, og blandingen af de loopende melodistykker og det bløde gulv inviterer til, at vi sætter os langs udstillingsvæggene… og bliver siddende. Rummet lyses op af kringlede neonrør, der hænger i loftet, og på endevæggene vises en todelt filmsekvens, der imiterer neonrørenes bølgeformer. Filmen er første møde med Nathalie’s stop-motion animationer, som hun allerede vandt international anerkendelse med i starten af dette årtusinde.

“Usually it is hard to stay”
De kurvede streger er trukket i modellervoks og vidner om en tålmodighedstestende og tidkrævende proces. Under vores besøg på udstillingen er vi så heldige at få muligheden for at møde Nathalie og Hans og lave det interview, som du kan se i bunden af indlægget. Hans fortæller os, at netop den tidskrævende proces er vigtig for deres arbejde, og at de forsøger at viderebringe den meditative sindstilstand, som de selv befinder sig i under værkernes tilblivelse, til beskueren. Dette lykkedes til fulde i The Gates of the Festival, hvor tid og sted ophører og forsvinder ind i skæret fra det pulserende neon.

Men i roen er der altid en forstyrrelse. Som et genfærd fra det forrige rum, flakser en forvirret storkefigur rundt langs rummets vægge. Dens klodsede gangart og mekaniske bevægelser afbryder en hver form for sindsro og virker som en påmindelse om den distræte og evigt søgende tilstand, som dominerer det moderne samfund. Nathalie beskriver Hans’ musik som en masse, der indeholder én selv, og som gør det nemmere at blive og være til stede i øjeblikket. “Usually it is hard to stay.

"The Gates of the Festival" | All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

"The Gates of the Festival" | All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Bølgende effekter og en let svimlen
Nathalie fortæller os om en italiensk psykiater, der arbejder særligt med mennesker med panikangst, og om en metode som går ud på at få patienten til af forestille sig en blomst, som et redskab der kan afhjælpe angstanfald. Metoden går ud på at zoome ind i alle blomstens detaljer, fra stilk til blade, og forsøge at fremkalde duften. Vi træder ind i udstillingens sidste rum, The Clearing, og selvom Nathalie’s historie ikke har været den direkte inspiration til dette værk, så er referencen klar.

Vi bevæger os ind i lysningen og mødes af 162 gigantiske blomster, der uundgåeligt leder tankerne hen på Alice i Eventyrland, og som står på roterende podier rundt omkring i rummet. Den bølgende effekt og lette svimlen er komplet, og ligesom i The Gates of the Festival hvirvler et forstyrrende element rundt i rummet. En animeret sommerfugl lyses op på væggene ved hjælp af en roterende projektor, og intensiteten forstærkes af Hans’ musik, som nu er blevet mere insisterende i sin rytmik. På den rundede væg afspilles en claymotion film om to pyntede kvinder, der skiftevis udsætter hinanden for afsky og empati. Filmen er uden tale, men understøttes af tekststykker, der ligesom i gamle stumfilm, hjælper forståelsen på vej. Her er der dog tale om mere abstrakte og følelsesbetonede tekststykker frem for direkte handlingsbeskrivelser.

FlickersOfDayAndNight-Agency.idoart.dk-016.jpg
"The Clearing" | All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

"The Clearing" | All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Ro og vanvid – idyl og absurditet
Nathalie og Hans’ udstilling er som et pendul, der konstant svinger mellem ro og vanvid – idyl og absurditet. De psykologiske mekanismer undersøges, og menneskelige følelser som angst, desperation og grådighed ligger og rumsterer lige under den farverige overflade. Det tegneserieagtige og til tider komiske udtryk giver en fantastisk indgang ind i sindets dybde, og kunstnerparret formår virkelig at engagere os i deres foruroligende interessante univers.

Flickers og Day & Night fører én igennem et velfortalt narrativ og sammenstiller en række vidt forskellige medier i en smuk iscenesættelse. Til udstillingen har ARoS lavet et 152 siders langt katalog, hvori man kan få et indblik i arbejdsprocessen bag The Clearing, og se hvordan de mange glasfiberblomster blev til, og fyldte, i Nathalie og Hans’ værksted. Vi er virkelig taknemmelige for vores møde med disse to dygtige kunstnere og håber at fremtiden engang vil føre os et smut forbi deres værksted i Berlin. Og så vil vi selvfølgelig opfordre dig til at se vores interview herunder, og til at du selv besøger udstillingen på ARoS.

Rikke Luna (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt I DO ART Books.