FØRSTE TANKE, BEDSTE TANKE ALLE NOTESBØGER IGENNEM

#4 Subtropisk regn og julepynt med fake/ægte gran og store farverige kugler har meldt sin ankomst i Roms gader. Desuden er jeg for alvor kommet i gang med at skrive i en til tider bizar vekselvirkning mellem skrivebordet, balkonen, byen og køkkenet.

I mindst tre dage har det regnet, i ugen der er gået. Ind imellem så kraftigt, at man, selv under en paraply, får regn en halv meter op af benene. Espressokanderne damper, folk løber over gaden med aviser over hovedet, og mudret vand løber ned af Viale Del Giardino langs med kantstenene. Jeg begynder at vende mig til det hele. Den særlige snørklede tone fra ambulancerne, det violette lys fra lynene gennem gardinet om natten og de italienske kvinders søde parfume og røde læber.

Jeg mestrer nogenlunde at gå over for rødt på de rigtige tidspunkter, og det fascinerer mig, hvor hurtigt en ny hverdag opstår, og hvor virkelig kort tid en måned er. Altid er der lyden af rislende blade, når jeg går gennem Villa Borghese eller langs Fiume Tevere. Jeg falder efterhånden til som person i søvnmønster, samtaler og form. Måden, jeg skriver på, ændrer sig dog ikke. I forhold til skriften bliver det ved med at være den spontane prosa, der rykker mest, selvom jeg bliver nødt til at vise min to-do-while-in-Rome-liste lidt goodwill, når det er sådan, det er:

”…Not ‘selectivity’ of expression but following free deviation and association of mind into limitless blow-on-subject seas of thought, swimming in sea of English with no discipline other than rhythms of rhetorical exhalation and expostulated statement, like a fist coming down on a table with each complete utterance, bang! (the space dash)-Blow as deep as you want-write as deeply, fish as far down as you want (..)”

Første tanke, bedste tanke alle notesbøger igennem.

Med metro eller sporvogn kommer man hurtigt ud i provinsen, men Rom centrum er i sig selv på mange måder også fyldt med kontraster. Man skal ikke dreje om mange hjørner, før man ser andre boldgader. Flere gange om dagen (fortrinsvist når jeg skal tilbage mod instituttet) leder jeg efter mig selv i Politikens Kort og Godt – på pladser eller gader i nærheden af den og den kirke – som enhver anden find Holger (eller ”Domé Wally” som han hedder her). Det gør ikke så meget, eftersom jeg for det meste ikke har noget, jeg skal nå.

Afstandene reduceres. Som man bevæger sig rundt i byen og genkender stederne, føles den mindre og mindre. Vi siger hele tiden ”Det er lige der henne” eller ”Der er ikke så langt” og alligevel ender vi med at gå i halve timer. Sjovt nok er det også sådan med mine manuskripter. Typisk skriver jeg på dem i et eller to år, før de bliver sendt videre, men hele tiden undervejs har jeg det som om, at jeg er lige ved at være der, ved målstregen. Som om der sker noget med havet, også selvom det er spejlblankt på overfladen.

Jeg føler mig usædvanlig fri her i Rom, selvom jeg ikke mestrer sproget. I boghandlen forstår jeg titlerne på de fleste bøger, og uanset hvad er det ret underholdende at gå indenfor. Her er alt lige fra 3 etagers boghandlere med rulletrapper til de mere nørdede nede-på-jorden med slagord som ”More than beers” på væggen og biografier af de største på reolen…. Goodbye, ruby Tuesday. (Hvis vi skal holde os til favoritterne).