STAY COOL DADDYO

#6 Chaufføren kommer op af trappen og henter mig i døren, mens jeg slår på lommerne og sikrer mig, at jeg har det hele med. – Buongiorno signorina. Stadigvæk har jeg foden i døren. Det ser dumt ud. Han tager tasken. – Grazie.

Låsen klikker bag os. Jeg er ikke særlig god til farvel og især ikke med dette hus, hvor processen fortsætter, mens kunstnere og akademikere skiftes ud på værelserne. I hvert fald halvdelen af mit ophold er gjort af de, der har boet i de andre værelser, og jeg kommer til at savne dem på hver deres måde.

Bilen kan ikke starte (jeg er næsten ved at sige selvfølgelig, fordi 1. sådan noget sker ofte for mig, og 2. sådan noget sker oftere i Rom). Chaufføren stikker foden ud, skubber fra og vi ruller ned af Via Omero, mens han bander på italiensk, slår i brættet og sukker. I sådanne situationer er jeg på mærkeligste vis helt rolig. Vi triller ind til det Belgiske institut, hvor han drejer nøglen i en frisk vending, giver sit alt og voilá. Jeg siger ”lucky us” fra bagsædet. Hans blik møder mit i bakspejlet. Smil. ”No problem eh”. No problem. Siden jeg stod op, har jeg trukket mig baglæns ud af instituttet, som når man vasker gulv fra vinduerne over til dørkarmen. Tømt skabene, tømt badeværelset, givet videre hvad der var i køkkenet, drejet rundt i vaskekælderen mellem tørresnorene, stået på tasken og efterladt nøglen i døren. Punktum.

Sidste dage i Rom og et manuskript der rent faktisk ligner noget mere end et skelet med hjem i tasken. Sidste is med Bacio og pistacienødder og 15 grader i eftermiddagssolen på Piazza del Popolo. Ud af bilruden kører vi gennem det Rom, jeg den sidste måned har vandret mig en vabel til, i. De fleste af stederne genkender jeg efterhånden. På et tidspunkt kører vi ned af en større afkørsel, og de store veje fører os resten af vejen til lufthavnen med Roxette’s She’s got the look i bilradioen!

Hvis jeg selv skal sige det, har jeg været godt skrivende, mens jeg har været her, selvom jeg er vel klar over, at næste bjerg venter i Danmark. Print and post and then we wait. Nu må vi se, siger jeg til mig selv. Det handler alt sammen om at være kølig om sin ild, cool about one’s fire. Da jeg var barn tog min familie færgen til England. Der var exceptionelt mange mennesker om bord, og vi kunne ikke finde et sted at sidde, så vi endte på gulvet ved siden af en flippermaskine. Når nogen, fortrinsvist børn, kom forbi, trykkede de på knapperne uden at komme penge i. Og børn kunne lige netop nå, så det blev til mange gange. Det var noget, der lignede Aquamand, der prydede designet af flippermaskinen, og hver gang der blev trykket uden penge, sagde han Stay cool daddyO. Det blev sagt rigtig mange gange i løbet af turen, og af samme grund husker jeg det stadigvæk meget tydeligt i dag – både hastighed og tonelejde. Jeg mestrer bestemt ikke altid at være cool omkring det, der gør mig elektrisk (litteratur for eksempel), men jeg bliver bedre og bedre og husker mig selv på det. Nu må vi se, siger jeg. Stay cool. Mens jeg venter på boarding hjem til Danmark, skifter jeg fra et ben til det andet og tilbage igen Stay cool daddyO, Stay cool DaddyO, Stay cool….