3 BØGER FRA BOGREOLEN #6

Vi elsker bøger! Og der går sjældent ret lang tid, fra vi falder over en interessant titel, til den står i vores bogreol. Fordi vi holder så meget af vores samling af kunstbøger, fremhæver vi her nogle af titlerne i en indlægsserie, som vi kalder “3 bøger fra bogreolen.”

Det er altid let at genkende en risoprintet bog på de mikroskopiske, cirkelformede gryn som udgør motiverne og en ofte klar og vibrerende farveholdning. Da teknologien vandt frem i midten af 80’erne var det særligt skoler, sportsklubber og kirkelige foreninger, som tog den til sig pga. dens hastighed (en risograf printer ca. 150 ark i minuttet) samt lave omkostninger. En risoprinter ligner til forveksling en gammel fotokopimaskine, men benytter en teknik der mere minder om en automatiseret udgave af serigrafi.

Et tyndt stykke plastik perforeres med tusindvis af små huller, der udgør det ønskede motiv. Masteren – som dette stykke plastik kaldes – vikles omkring en cylinderformet blækbeholder, som ved rotation afgiver farve til papiret gennem de små huller. Vil man have mere end én farve på et ark, må man lave en ny master og køre papiret gennem maskinen igen. På den måde minder processen lidt om klassiske trykteknikker som litografi eller serigrafi, og måske er det også derfor, at den japanske 80’er-teknologi de seneste år har fået en renæssance blandt kunstnere og mikroforlag over hele verden.

Vi elsker risoprintede bøger for deres grynede kvalitet og flimrende farver, så da Stine Friis Møller fra kunstnerbogsbutikken Bladr præsenterede os for nogle af hendes favoritter, var vi solgte – og det samme var de tre bøger herunder (dankortet sagde av, men bogreolen blev simpelthen så glad!).


Gabriel Orłowski
”Instytut”

Gennem en sær, men dragende collage af gamle fotografier, videnskabelige måleinstrumenter, registreringer, og kontekstløse citater tager ”Instytut” os med på en opdagelsesrejse på tværs af tid og rum. Som vi bladrer gennem bogen, bliver vi kun mere i tvivl om, hvad vi har med at gøre – måske er det en rejsedagbog fra en imaginær jordomrejse eller journaler fra en arkæologisk udgravning? En ting er dog sikker, rejsen går ikke helt som planlagt: “we got too far off track,” står der på et tidspunkt på polsk (engelske oversættelser findes på de sidste sider) – resten er op til os som læsere at forestille os. Med ”Instytut” har den polske kunstner Gabriel Orłowski skabt en utrolig, sanselig og visuelt berigende bog.


Sideantal: 80 | Format: 140 x 199 mm | Oplag: 180 | Sprog: Polsk & Engelsk | Forlag: Oficyna Peryferie | Udgivelsesår: 2017 | Mere info her.


Jessica Williams
”Oslofjord”

Da Jessica Williams var omkring ti år gammel, havde hun allerede boet syv forskellige steder. Hun har ingen minder fra sin fødeby i Alaska, og da hun tog afgang fra kunstakademiet i Oslo, var der ingen der regnede med, at hun ville blive boende – men det gjorde hun. Hun blev boende som en fremmed i sin egen hjemby, uden netværk og isoleret pga. sit sprog.

Hun begyndte at interessere sig for fermentering og søgte ud i den norske natur for at finde urter, bær og svampe til sin nye hobby, men på sine ture gjorde hun en opdagelse. På strandene langs Oslofjord fandt hun nemlig små stykker plastik, som fjordens bølger og solens stråler med tiden havde formet, så de mindede om sten og skaller.

“Even though they are strangely beautiful, they are also pollution incarnate. If I felt on the outside before, it was nothing compared to how I felt after I began to gather plastic in the fjord and made the decision not to make unnecessary physical artworks without taking the environment into account”, skriver Williams i en tekst, der ligger løst bagerst i den smukke publikation “Oslofjord.” Bogen viser et udpluk af de plastik- og styrofoamstykker, som hun har fundet langs fjorden og giver et skræmmende indtryk af, hvordan den vestlige forbrugskultur sætter sit præg på naturen omkring os.

Sideantal: 40 | Format: 222 x 317 mm | Oplag: 200 | Sprog: Norsk & Engelsk | Forlag: Hverdag books | Udgivelsesår: 2016 | Mere info her.


Flemming Ove Bech
”An all black cat stands out beautifully
in a field of colors”

I 2014 skrev The Telegraph og The Independent historier om, hvordan dyreinternater og adoptionsbureauer har svært ved at finde nye familier til sorte katte. Forklaringen på den dalende interesse skulle, ifølge Den britiske dyreværnsorganisation RSPCA, findes et temmelig uventet sted. I en tid dikteret af sociale medier blev de sorte katte angiveligt valgt fra, fordi de skulle være mindre fotogene end katte med lysere eller farvet pels. Flemming Ove Bech læste artiklerne om de fravalgte katte og fik idéen til denne lille, poetiske publikation. ”An all black cat stands out beautifully in a field of colors,” holder præcis hvad den lover, og præsenterer en håndfuld fotografier af en sort kat, smukt afbilledet i hvad der ligner en neonfarvet blomstermark.

Sideantal: 16 | Format: 200 x 120 mm | Oplag: 100 | Sprog: Engelsk | Forlag: Colorama | Udgivelsesår: 2017 | Mere info her.

Rikke Luna Filipsen (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er kunstformidlere. De stiftede idoart.dk i 2011, og udover at bidrage med artikler, interviews og essays, fungerer de som mediets redaktører. De driver desuden formidlingsbureauet I DO ART Agency samt forlaget I DO ART Books.